Krigsmuseets nye navn risikerer at gøre krig til noget naturligt

Foto: Nationalmuseet

BLOG: Ord betyder noget i krig – og derfor er det et problem at omdøbe Tøjhusmuseet til Krigsmuseet. I værste fald kan navneændringen gøre det lettere at gå i krig i fremtiden uden at kende kompleksiteten og omkostningerne. I bedste fald skaber det nye navn større politisk bevidsthed om især veteraner.

Tøjhusmuseet i København har skiftet navn til Krigsmuseet. Det er endda allerede sket, når du læser denne blog. Den 1. juli blev navneændringen markeret med ”dansk løsen” (3 skud med kanoner) og en debat mellem Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, og historiker Bo Lidegaard, der netop er udkommet med bogen “Danmark i Krig”. Der var ikke engang rigtig debat om navneskiftet, siger Krigsmuseets chef Jens Carl Kirchmeier-Andersen. Hvad er så problemet? Der er indtil flere, hvis du spørger mig.

Museumsinspektør Jakob Seerup, der har beskæftiget sig meget med dansk flådehistorie, påpeger, at ordet krig ”maler nogle meget stærke billeder oppe i hovedet på folk”. Det må man da håbe, for som historiker vil jeg svare, at det jo er sådan, krig er!

Jeg køber sådan set Nationalmuseets pointe om, at gæsterne ikke forstår, hvad Tøjhusmuseet er, og at man derfor er nødt til at skifte navn for at lokke gæsterne til. Krigsmuseet sælger, og krig er populært. Det er desværre rigtigt.

Og jeg er meget stor fortaler for, at man lærer om krigen, dens natur og dens væsen – og dens omkostninger for både individ og samfund. Det vil jeg faktisk påstå, at vi har savnet i den politiske debat de seneste femogtyve år. Mit spørgsmål er, om navneskiftet er den endelige erkendelse af, at vi rent faktisk var i krig på Balkan, i Irak og i Afghanistan, og om det måske gør det lidt nemmere at gå i krig næste gang? … 

Vi kalder det ikke “krig”, men “fredsbevarende missioner”

De sidste 25 år har vi lært, at ord betyder noget i krig. Vi har lært at sige narrativ, og at kalde det “fredsbevarende og fredsskabende missioner”. Vi lavede stabilisering og genopbygning, ikke kamp og krig. Når vi lavede oprørsbekæmpelse, handlede det om ”hearts and minds” og om ikke at slå ihjel. Når vi læste om indsatsen i Afghanistan, læste vi om pigeskoler og brønde, aldrig om dræbte talebanere.

Selv ude i missionen brugte vi den samme logik overfor afghanerne, når vi sagde, at vi stod skulder ved skulder med dem mod modstanderen – Afghanistans fjender, som det hed. Vi sagde, at vi kom for at hjælpe, og de nikkede pænt igen. Alligevel kom vores specialstyrker om natten og kidnappede dem, og de lagde vejsidebomber som sprængte ben og arme af vores soldater. Var det krig? Er det krig nu, hvor Tøjhusmuseet er blevet til Krigsmuseet?

Efter 11. september kunne man i USA sige, at man var i krig, men det er også et andet land med en anden historie. Lidt anderledes er det i Danmark, hvor vi jo ikke har været i krig siden 1864. Jo, der var besættelsen, men den kalder vi jo ikke krig. Jo, der var da Balkan, med blandt andet luftkrigen mod Serbien i 1999, men det var jo heller ikke krig. Og i Libyen i 2011 bombede vi, men det var jo for at hjælpe nogen, så det var jo ikke krig. Ikke sådan rigtigt.

Krig risikerer at blive noget naturligt

På amerikansk hed det ”the war in Afghanistan”, og når man var derude, var man ikke i tvivl om, at man var i krig. Dertil var truslen om vejsidebomber, når man kørte i Gereshk og Kabul, og at man gik med skarpladt pistol dag og nat alt for nærværende. Anders Fogh Rasmussen ville nok også gerne have kaldt krigen ved sit rette navn, da man gik ind i Irak i 2003 sammen med USA, men dengang var det indenrigspolitisk vigtigt at kalde det noget andet, og der har FN gennem tiden været så umådelig hjælpsom.

I bund og grund er det udtryk for sprogets forfald, når ordet “tøjhus” ikke længere bruges. Hvis folk ikke kendte ordets betydning før, så lærer de det i hvert fald aldrig nu.

Forsimplinger forfladiger ikke kun sproget, men hele verden, og den forståelse vi har. Jeg kan være nervøs for, at netop ”krigsmuseet” er med til at legalisere krig som noget naturligt, vi deltager i uden at kende dybden i krigen, herunder dens kompleksitet og omkostninger. På den anden side lærer man kun om dette, hvis man går på museet og ser de historiske vidnesbyrd om krig. Det stiller ret høje krav til formidlingen.

Vil politikerne besøge museet?

Selv om det var at stikke blår i øjnene på sig selv, var der noget prisværdigt over de politikere, som kaldte det fredsbevarende, hvis motivet var at undgå krig. Når først krigen var i gang, var det til gengæld rent fup og narrativ kun at skrive om pigeskoler og brønde. Hvis du spørger mig, holdt man faktisk den danske befolkning lidt for nar, ved ikke at fortælle hvad der virkeligt skete derude i ørkensandet.

Deri ligger måske både kimen til den store folkelige opbakning til indsatsen, men også den vanskelige forståelse af veteranernes problemer efter hjemkomst. Jeg er derfor spændt på at se museets ændringer til udstillingerne, og hvordan det vil påvirke den politiske holdning til det vi lavede de seneste 25 år. Vil politikerne besøge det nye krigsmuseum og lære? Vil embedsmændene i Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet?

Jeg håber, at udstillingen også indeholder noget om de faldne og de sårende. Og deres familier. Albert Schweitzer skrev, at krigskirkegårdene var det bedste argument for fred, og det bør man huske. Den gamle jernkansler Bismarck sagde, at ”aldrig er der blevet løjet så meget som før et valg, under en krig, og efter en jagt”. Og det er nok lige så rigtigt i dag, som det var dengang.

Det bliver lettere at gå i krig

Hvis vi nu med Tøjhusmuseets navneændring erkender, at vi var i krig, så håber jeg, at det medfører den rette anerkendelse (også når det kommer til erstatninger) af alle vores veteraner fra krigene. Det kan være opgøret med vores eget lille Vietnam-syndrom.

Men jeg er også bange for, at navneændringen gør det lettere at gå i krig, næste gang lejligheden byder sig. Vi har allerede italesat den næste store trussel, som denne gang er territoriel og kommer fra øst.

Vi opruster og køber missiler og kampvogne, hvilket er tiltrængt sådan helt generelt – men Forsvaret får penge til det på grund af truslen fra øst. Som krigshistoriker kan jeg ikke lade være med at tænke på årtiet op til Første Verdenskrig. Dengang var krig ikke længere noget forfærdeligt, men noget man forberedte sig på. Og den kom.

Jeg synes, det er forkert at kalde Tøjhusmuseet for Krigsmuseet. Også selv om jeg mener, at vi rent faktisk har været i krig. I stedet synes jeg, Militærmuseet er et mere passende navn – det havde været mere almindeligt og sammenligneligt med resten af verden.

Niels Klingenberg Vistisen er souschef i kompetence og uddannelsesafdelingen i Hærstaben. Han er historiker og har arbejdet med Irak- og Afghanistankommissionen og var hovedskribent på Forsvarets del af erfaringsopsamlingen fra Afghanistan.