spot_img

Status quo i antallet af ansøgere til Forsvarets officersuddannelser

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

På trods af et minimalt fald er der glæde i Forsvaret over et fortsat højt antal ansøgere til Forsvarets officersuddannelser. I HOD glæder formanden sig også, men han udtrykker samtidig skepsis. Erfaringerne viser desværre, at mange falder fra, og at produktionsmålene derfor ikke bliver opfyldt.

Antallet af ansøgere ligger højt, men det er faldet – om end minimalt – i forhold til sidste år. I 2017 søgte 585 ind på Forsvarets officersuddannelser, og i år lander tallet på 581. Den oprindelige ansøgningsfrist udløb den 15. marts, men lige som sidste år forlængede Forsvaret perioden med yderligere halvanden måned. I øjeblikket er ansøgerne ved at blive afprøvet for at sikre, at de ud over at leve op til adgangskravene også har de både fysiske og mentale færdigheder, der skal til at blive optaget på uddannelserne.

I Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS) glæder direktør Laila Reenberg sig over tallene.

”Jeg synes, at det er rigtigt tilfredsstillende, at vi fastholder sidste års gode resultat,” siger hun i et skriftligt svar til OLFI.

Artiklen fortsætter under grafikken …

Antallet af ansøgere til Forsvarets officersuddannelser har været stabilt og ifølge Forsvaret tilfredsstillende de seneste to år. Grafik: OLFI

Hun fortæller videre, at FPS i år har haft særligt fokus på at markedsføre Søværnets våben- og elektroniktekniske uddannelse, ”hvor Forsvaret er i skarp konkurrence med andre uddannelsesinstitutioner og arbejdsgivere om et relativt smalt segment”. Derudover har FPS optimeret sin afprøvning og nedsat en taskforce, så ansøgere hurtigere end tidligere kan få et foreløbigt svar.

Ansøgertallet faldt trods styrket markedsføring

Til trods for den styrkede markedsføring af Søværnets tekniske officersuddannelse er det ikke lykkedes at få flere ansøgere til denne uddannelsesretning end sidste år. Tvært om er der sket et fald fra 12 til 9, hvilket svarer til et fald på 25 pct. I Forsvaret har ledelsen flittigt rost de nye uddannelser og ikke mindst evnen til at rekruttere. Da kontreadmiral Nils Wang den 30. april gik på pension og overdrog kommandoen for Forsvarsakademiet til Henrik Ryberg, lagde den afgående chef ikke skjul på sin egen begejstring for resultaterne i sin afskedstale.

”Om nogle få timer udløber ansøgningsfristen for dette års rekruttering til de tre værns officersuddannelser. Jeg kan med glæde meddele, at vi for andet år i træk har nået vores rekrutteringsmål. Vi har således modtaget de ca. 600 ansøgninger, som skal til, for at vi kan udvælge de ca. 200 kadetter, der skal starte på uddannelserne her til august. Det sker samtidigt med, at der er rekordstor beskæftigelse ude på den anden side af hegnet og dermed – set ud fra en snæver rekrutteringsvinkel – under de værst tænkelige omstændigheder. Det er ikke bare godt, det er fremragende!,” sagde Nils Wang.

Artiklen fortsætter under billedet …

Kontreadmiral Nils Wang sagde den 30. april farvel som chef for Forsvarsakademiet med kommandooverdragelse på Svanemøllens Kaserne. Foto: Ernstved

Jubelen og selvrosen skal man tage med et gran salt, spørger man Niels Tønning, som er formand for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD). Han finder det positivt, at ansøgertallet fortsat er højt, og at der formentlig i år er ansøgere, som har taget en bacheloruddannelse med henblik på at blive officer i Forsvaret.

”Men på trods af, at antallet sidste år var minimalt større, var man stadig ikke i stand til at opfylde produktionsmålene. Selv om alle dem, der er tilbage på holdene, skulle bestå, vil man ikke få dækket produktionsmålene på årgangen. Da produktionsmålene ikke er mindre i år, består udfordringen stadig, og erfaringsmæssigt vil kun en tredjedel af ansøgerne være egnede og kunne optages,” siger Niels Tønning.

Forsvaret får det bedste fra to verdener

Ifølge ham har mange af ansøgerne formentlig ikke udelukkende søgt om at blive officer, men givetvis også søgt andre uddannelser.

Niels Tønning er formand for officersforeningen. Foto: HOD

”Derfor vil vi erfaringsmæssigt se, at selv om nogle bliver fundet egnet og optaget på en uddannelse – så er det ikke sikkert, at de møder til studiestart. Det afgørende er, hvor mange der reelt starter til august,” siger Niels Tønning.

Ved Forsvarsakademiet glædede den afgående chef sig i slutningen af april over, at der i år for første gang netop er ansøgere, som har valgt at gå bachelorvejen med det ene formål at kvalificere sig til officersuddannelserne. Og det er ifølge Nils Wang et bevis på, at de nye uddannelser betyder et løft af officersuddannelserne sammenlignet med den uddannelse, som de erstattede.

”Dermed begynder vi at få det bedste fra begge verdener, nemlig ansøgere, der som i ”gamle dage” har Forsvaret som førstevalg, men som samtidigt har taget en længerevarende uddannelse og dermed har lært at lære, så vi kan gennemføre den militære uddannelse med samme kvalitet som før, men på kortere tid. Jeg ved godt det for nogen er kættersk tale, når man som offentlig topleder anvender formuleringer som ”at få mere for mindre”. Men det er faktisk min oprigtige opfattelse, at det netop er, hvad vi har opnået med omlægningen af officersuddannelserne. Vi har samtidigt etableret et HR-regime, der skaber langt mere karrieremæssig fleksibilitet for den enkelte og med de kommende løjtnantsuddannelser, får vi endvidere rekrutteringssnablen ned i 10. klasses- og gymnasiesegmentet igen. Med andre ord, Forsvaret har aldrig stået stærkere rekrutteringsmæssigt på officerssiden og rekrutteringstallene indikerer, at Forsvaret som uddannelsesinstitution og som karrierevej er i høj kurs derude,” sagde Nils Wang den 30. april.

Nils Wangs optimisme får ikke officersformanden til at ændre opfattelse af situationen.

”Når jeg er skeptisk, skyldes det, at vi har en forholdsvis stor frafaldsprocent, og at en tredjedel som regel falder fra,” siger Niels Tønning.

Nils Wang er i dag direktør i Naval Team Denmark.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Sådan styrker vi effektivt Hjemmeværnet uden at bruge milliarder

BLOG. Hjemmeværnet er ofte blevet overset i diskussionerne om styrkelsen af Forsvaret og har heller ikke fyldt meget i den offentlige samtale om det nye forsvarsforlig. Niels Klingenberg Vistisen præsenterer her en række konkrete forslag til, hvordan Hjemmeværnet hurtigt og effektivt kan styrkes uden milliardinvesteringer. Jeg har ad flere omgange...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

1 kommentar

guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Peter Nielsen
Læser
Peter Nielsen
12. juni 2018 9:52

Fint, men “Antal ansøgere” siger jo ikke noget før det er blevet til “Antal optagne” og helst “Antal ansatte”.