spot_img

Hvad nu, hvis præsident Trump rent faktisk har ret?

ANALYSE: Umiddelbart virker Donald Trumps beslutning om at forlade Iran-aftalen som destabiliserende for Mellemøsten. Men den kan rent faktisk vise sig at gavne freden, selv om den skyder endnu en kile ned i forholdet til de europæiske allierede.

Kritikerne stod tirsdag i kø for at beklage USA’s enegang i kølvandet på præsident Donald Trumps beslutning om at trække USA ud af atomaftalen med Iran. I en tale fra Det Hvide Hus (se ovenfor) kaldte Donald Trump sin forgængers Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA) fra 2015 for en »katastrofal«, »rædselsfuld og ensidig« plan, som »aldrig nogensinde skulle være indgået«.

Beslutningen skaber uomtvisteligt ridser i det i forvejen anstrengte forhold til USA’s næreste allierede i Europa, som endnu engang oplever USA ændre holdning 180 grader rent udenrigspolitisk på ganske få år. Fra London og Berlin til Paris og København lød rungende suk og besked om, at Europa vil fortsætte atomaftalen sammen med Kina og Rusland, som ligeledes har udtalt kontinuitet på trods af USA’s exit.

Artiklen fortsætter under tweetet …

Set fra denne side af Atlanten øger Trumps beslutning usikkerheden om, hvad USA egentlig vil udenrigspolitisk, og den usikkerhed gavner hverken USA eller Europa. Den manglende troværdighed i USA’s udenrigspolitik understreger med al tydelighed Europas behov for at kunne stå på egne ben rent militært og mindske sin afhængighed af USA. Derfor vil Donald Trumps beslutning kun øge bestræbelserne på at få sat turbo på udviklingen af det europæiske forsvarssamarbejde i Permanent Structure Cooperation (PESCO).

USA’s beslutning åbner muligheder for Kina og Rusland

Ser man mod øst er perspektiverne endnu mere mudrede. USA’s udtræden af atom-aftalen vil formentligt styrke Irans bånd til Kina og kan samtidig åbne nye muligheder i forhold til Rusland. Dette forhold har historisk været noget anstrengt, al den stund Rusland tilbage i 1813 tvang Iran til at afstå de landområder, som i dag er kendt som Armenien og Georgien. Iran har heller ikke glemt Ruslands aktive støtte til Saddam Hussein under krigen mod Iran i 1980’erne.

I Syrien har Rusland og Iran imidlertid været allierede, og mens Rusland bombede fra luften, rykkede Iran frem på landjorden. Den koalition er dog kølnet en del på det sidste, al den stund at man i Iran oplever Rusland tage æren for Assad-regimets seneste sejre og generobring af landområder.

»Ruslands historie er fuld af eksempler på forræderi mod Iran og iranerne,« citerede Politikens Herbert Pundik i marts en iransk avis for at skrive.

Men hvad betyder det rent faktisk, at USA trækker sig ud af atomaftalen? Kort sagt skaber det en voldsom usikkerhed, som kan ramme adskillige internationale virksomheder, svække tilliden til USA og ændre den geopolitiske magtbalance. Atomaftalen handlede om at løfte de massive økonomiske sanktioner mod Iran mod at Iran afstod fra at udvikle atomvåben og gav de internationale våbeninspektører adgang til at kontrollere det iranske – civile – atomprogram.

Internationale virksomheder ramt af USA’s boomerang

Med udsigten til en fredelig løsning på problemet rykkede en lang række internationale virksomheder – herunder også danske – ind i Iran efter indgåelsen af atomaftalen for to et halvt år siden. Men i sin tale tirsdag truede Donald Trump alle, som laver forretninger med Iran og dermed støtter udviklingen af iranske atomvåben … øhh.

Og hvordan ved man så, om man gør det, når aftalen ikke gælder for USA længere, og Iran måske sætter udviklingen af atomvåben i højeste gear igen? Konsekvenserne er uklare og uoverskuelige såvel geopolitisk som økonomisk og handelsmæssigt.

Artiklen fortsætter under tweetet …

Men, for der er et stort men, som alle uden for Iran er stort set enige om. Atomaftalen var det muliges kunst og indeholder meget store huller eller vage formuleringer, som langt hen ad vejen giver Iran mulighed for at fortsætte sit atomprogram i det skjulte.

Den forpligter kun Iran til at afstå fra at udvikle atomvåben frem til 2025 og til at afstå fra at berige uran i et tilstrækkeligt omfang til at udvikle atomvåben frem til 2025, men hvad så derefter? Den lægger ingen hindringer i vejen for Irans ambitioner om fortsat at udvikle de missiler, som allerede nu kan nå Irans fjender i Israel og Saudi-Arabien. Og slutteligt giver den kun FN’s våbeninspektører adgang til at kontrollere de officielle atomanlæg – og ikke militære anlæg.

Trump: USA og Israel har beviser for Irans løgne

Donald Trump lagde ikke skjul på sin foragt over for aftalen og brugte – i vage formuleringer – aktuelle israelske efterretninger som begrundelse for sin beslutning.

»I dag har vi uomtvistelige beviser for, at Irans løfter var løgn,« sagde Trump.

Efter USA’s ligeså ”uomtvistelige beviser” på Iraks og Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben tilbage i 2003, skal man – desværre – tage den slags præsidentielle udsagn med et gran salt. Særligt når de kommer fra Donald Trump. Omvendt er det værd at stoppe op og overveje tanken; hvad nu hvis Donald Trump rent faktisk har ret? At Iran er i gang med at udvikle atomvåben, og at det er et spørgsmål om tid, før Iran kan true sine naboer med verdens farligste og mest ødelæggende våben?

Uanset rigtigheden af præsidentens udsagn kan hans beslutning få to meget modsatrettede konsekvenser. Den logiske og umiddelbare er, at den helt kortsigtet øger spændingerne og kun bringer Mellemøsten endnu tættere på en (stor)krig, som kan tælle både Iran, Israel og USA med Rusland og Saudi-Arabien som mulige medløbere. I Vesten er vi ikke meget for at se det i øjnene, men det mest indlysende er desværre sådan et scenarium.

Donald Trumps beslutning kan være en velkommen game changer

Vi skal dog ikke glemme det andet, der – ligesom Donald Trumps evne til at gå egne veje – kan være den velkomne game changer, som alle håber på. Donald Trumps tale var det tætteste, man kan komme på en krigserklæring mod Iran – uden at give den. De færreste er uenige om, at præsident Barack Obama, der som Donald Trumps forgænger underskrev aftalen med Iran, førte en udenrigspolitik, som svækkede USA internationalt og lod såvel Kina som Rusland udfylde tomrummet på hver sin måde.

Præsident Trumps udenrigspolitik har ikke været meget mere stringent end Obamas, og hidtil har han kørt slingrekurs i forhold til Mellemøsten og ikke mindst Syrien. Men lige præcis atomaftalen med Iran har Donald Trump gentagne gange bandet ad oliefelterne til, og ingen har været i tvivl om, at Trump ønskede USA ud af aftalen. I forhold til Iran har Trump været stålfast og determineret, og den uafvigelige kurs mod Iran kan være den afgørende faktor, som presser Iran tilbage til forhandlingsbordet – og i sidste ende sikrer en bedre løsning end den eksisterende atomaftale.

Alternativet kan være krig, og det kan selv Europa, Rusland og Kina til sammen formentlig ikke tale Trump fra, hvis han først har besluttet sig. Og krig ønsker trods alt hverken Irans åndelige leder Khamenei eller præsident Hassan Rohani. Bliver den del en realitet, har Trumps udtræden af atomaftalen gavnet freden.

Den udgang har man stadig lov at håbe på.

Andre læste også

Et kriseramt Boeing retter blikket mod Europa og udvider på hjemmebanen

Abonnement
REPORTAGE: Boeings civile forretning står i problemer til halsen, men koncernens forsvarsgren øjner store salg til et oprustningsvilligt Europa. Senere på måneden viser Boeing sine produkter frem på flyshowet i Farnborough, og som en del af optakten inviterede flygiganten OLFI og en række andre europæiske og amerikanske forsvarsmedier på...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer