Nils Wang smed fløjshandskerne i en sjældent skarp og ærlig afskedstale

7
Kontreadmiral Nils Wang sagde mandag farvel som chef for Forsvarsakademiet med kommandooverdragelse på Svanemøllens Kaserne. Her ses han i akademiets auditorium forud for kommandooverdragelsen. Foto: Ernstved

Mellem linjerne var der rigeligt med verbale lussinger til både politikere, kritikere, udbrændte officerer og konservative stivstikkere, da Nils Wang sagde farvel som chef for Forsvarsakademiet. Men der var også grin og spas – og en kærlig hilsen til ansatte og studerende.

Han har haft en evne til at skille vandene. Og sidste dag på kontoret var ingen undtagelse for kontreadmiral Nils Wang, som fyldte 60 år den 21. april, og derfor gik på pension mandag fra stillingen som chef for Forsvarsakademiet. Ved kommandooverdragelsen på paradepladsen midt på Svanemøllens Kaserne gav han sin rå og usødede version af sin vision, og det der mangler i den.

Det har været Nils Wangs drøm at samle Forsvarets officersskoler i et campus-miljø på kasernen på Østerbro, men på grund af meget modstand fra Hæren og allierede i Det Konservative Folkeparti lykkedes det i det netop indgåede forsvarsforlig ikke at flytte Hærens Officersskole (HO) fra Frederiksberg Slot. Blandt tilhørerne sad oberst Nicolas Veicherts, som er chef for HO, og han fik en direkte advarsel fra den udadgående chef. Frederiksberg Slot synger på sidste vers.

Artiklen fortsætter under tweetet …

”Den 1. december 2016 flyttede Flyvevåbnets Officersskole fra Jonstruplejren til Bygning 38 her på Svanemøllens Kaserne. Og for 14 dage siden fulgte Søværnets Officersskole trop. Med sprogofficersskolen, som har været placeret her på stedet i mange år, har vi nu samlet tre ud af Forsvarets fire officersskoler på samme matrikel, og dermed er visionen om en fælles campus her på Svanemøllen en realitet. Hele det campus- og studiemiljø vil både her på stedet og senere ude i Forsvarets operative enheder skabe energi og innovationskraft i en størrelsesorden, som de færreste gør sig begreb om. Og ingen – INGEN – vil i længden kunne holde til at stå uden for dette tætte fællesskab,” sagde han og kiggede ud over forsamlingen af kadetter og ansatte fra alle tre værn.

Kærlige hilsner og verbale lussinger

Men der var også ærlige og kærlige hilsner – eller kald det verbale lussinger – til andre officerer rundt omkring i systemet. De fik en hilsen med på vejen, da Nils Wang fortalte om det nye ansættelsessystem, der sammen med de nye officersuddannelser danner uddannelses- og ansættelsesfundamentet i fremtidens forsvar. Det var ifølge Nils Wang helt nødvendigt at gøre op med tjenestemandsansættelserne, som havde en række negative konsekvenser, man ikke har hørt så meget om. Det rådede kontreadmiralen bod på i går.

Artiklen fortsætter under billedet …

20180430 Wang3
Kontreadmiral Henrik Ryberg har rigeligt med opgaver at tage sig til som ny chef for Forsvarsakademiet. En af de første kunne være at bringe pressepolitikken ind i det nye årtusinde, og i den forbindelse kan han passende tage Kongehuset med i udviklingen. Ved en gentagelse af ovenstående lover OLFI at lave en scene. Collage: Ernstved

”Selv om Forsvaret har stor glæde af de rigtigt mange officerer, der giver alt, hvad de har i sig – lige ind til den dag, de bliver pensioneret, så er der også en gruppe, som relativt sent bliver klar over, at forventningerne til egen karriere ikke kan indfries. Det sker som regel på et tidspunkt i livet, hvor de tjenestemandspensionsmæssige omkostninger ved at skifte til en civil tilværelse bliver for store. Det betyder, at der i Forsvaret findes en del officerer, for hvem udsigten til opsat pension er blevet den primære drivkraft i tjenesten. Det er også her, at man skal finde en del af forklaringen på, hvorfor en del af vores personelstruktur er unødigt toptung. Men den har jeg allerede adresseret før under overskriften ”høvdinge og indianere”,” sagde Nils Wang.

Det betyder, at der i Forsvaret findes en del officerer, for hvem udsigten til opsat pension er blevet den primære drivkraft i tjenesten. Det er også her, at man skal finde en del af forklaringen på, hvorfor en del af vores personelstruktur er unødigt toptung.

Han glædede sig samtidig over de friske ansøgertal til officersuddannelserne, som overgår sidste år. De nye officersuddannelser ser således ud til at være i høj kurs blandt nutidens unge. Samtidig oplever man på Forsvarsakademiet nu de første ansøgere, som har valgt at gå bachelorvejen med det ene formål at kvalificere sig til officersuddannelserne.

”Dermed begynder vi at få det bedste fra begge verdener – nemlig ansøgere, der har Forsvaret som første valg, men som samtidig har taget en længerevarende uddannelse og dermed har lært at lære. Så vi kan gennemføre den militære uddannelse med samme kvalitet som før, men på kortere tid. Jeg ved godt, at det for nogle er kættersk tale, når man som offentlig topleder anvender formuleringen at få mere for mindre. Men det er faktisk min oprigtige opfattelse, at det er, hvad vi har nået med omlægningen af officersuddannelserne,” sagde Nils Wang.

Et overgreb mod loyalitet og rekrutteringsevne

Ifølge ham er de nye uddannelser og den nye ansættelsesform i virkeligheden kun den forudsætningsskabende begyndelse, der på længere sigt kommer til at skabe et nyt og langt mere dynamisk forsvar.

Artiklen fortsætter under billedet …

20180430 Wang2
Både ansatte og kadetter fra Forsvarsakademiet deltog i paraden i forbindelse med kommandooverdragelsen på Svanemøllens Kaserne. Foto. Ernstved

”Vi har i løbet af de seneste måneder lukket de første færdiguddannede officerer med den nye diplomuddannelse ud i alle tre værn. Dermed er vi også startet på at fylde officerskorpset op nedefra med overenskomstansatte officerer, der i løbet af de kommende år langsomt, men sikkert vil skubbe alle os, der er ansat som tjenestemænd, ud over kanten. Jeg selv bliver en af de første. Det har der været talt meget om internt i Forsvaret, og det har af nogle været fremstillet som et overgreb mod både loyalitet og rekrutteringsevne. Det første tror jeg ikke et sekund på, og den foreløbige empiri på rekrutteringssiden taler i hvert fald imod det sidste,” sagde Nils Wang.

Og så sluttede kontreadmiralen sin tale på vanlig humoristisk vis, da han skulle sige tak til alle sine medarbejdere.

”Problemet er, at jeg har nået den alder, hvor en god nat er en nat, hvor man kun skal op en gang. Og hvad værre er, at jeg er blevet så grådlabil, at jeg tager mig selv i at græde, når de gætter rigtigt i Hammerslag. Jeg vil således ikke kunne udtale en tilstrækkeligt udtalt tak med min officersværdighed i behold. Så derfor har jeg sendt en mail til jer alle sammen, inden jeg gik til parade, hvori jeg udtrykker min dybe taknemmelighed. God vind til jer alle sammen!”

20180430 TEASER Wang
Klik på billedet, hvis du vil læse OLFIs afskedsinterview med kontreadmiral Nils Wang. Foto: Ernstved
guest
7 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer