INTERVIEW: Gennem hele sin karriere har Nils Wang lyst op som en officer, man ikke kunne undgå at lægge mærke til. Han har sagt sin mening, sat sit præg på den moderne danske flåde og ikke mindst på den nye reform af officersuddannelserne. Men der var også en slem nedtur midt i den ellers kroniske optur. Mandag går han på pension.

Det har været en både glorværdig, alsidig og ikke mindst farverig karriere. Når kontreadmiral Nils Wang mandag overdrager kommandoen for Forsvarsakademiet til Henrik Ryberg, bliver Forsvaret en lille smule mere kedeligt. Ikke på grund af den nye chef, men fordi Nils Wang altid har formået at skabe opmærksomhed om sin person på godt og ondt.

Flere har kaldt ham den bedste forsvarschef, som Danmark aldrig fik, og i Forsvarets øverste ledelse har han været en markant strateg og samtidig befriende ærlig i sin kommunikation internt som eksternt. Aldrig har nogen været i tvivl om Nils Wangs mening eller holdning, og den kunne blive serveret med både skarphed og et glimt i øjet. Men mandag begiver han sig for sidste gang ind på Svanemøllens Kaserne som chef for Forsvarsakademiet, og dermed kan Nils Wang vinke farvel til en karriere på over 40 år i Danmarks væbnede styrker.

Helt slut er dog alligevel ikke, for Nils Wang fortsætter en civil karriere som direktør i Naval Team Danmark, der arbejder på at fremme dansk forsvarsindustris eksport til udlandet.

”Jeg har stort set kun oplevet optur fra start til slut. Nu ser jeg frem til at skulle bruge al min viden og erfaring på den anden side af hegnet. Det glæder jeg mig til,« siger Nils Wang.

Nils Wang har noget at sige, inden lydoptageren må tændes

Han tager imod på sit kontor i hovedbygningen med udsigt til Svanemøllen Station, og på gulvet står to tomme flyttekasser og venter på at blive fyldt. Ikke med bøger og personlige genstande.

»De er til skrald,« siger han og afslutter en mail, inden han sætter sig i den ene af to lænestole.

Sådan tager han altid imod, og indledningen er den samme, som den er så tit.

»Hva’ så, Peter. Kan du få det til at løbe rundt?«

Det er en helt anden historie, som jeg ikke skal belemre nogen med svar på. Men meget symptomatisk for Nils Wang skal vi lige have en snak, inden jeg får lov at tænde lydoptageren. Den udadgående kontreadmiral vil gerne give sin mening til kende om nogle af de artikler, jeg har skrevet på OLFI. Der er ikke ros til redaktøren, men kritikken er saglig og konstruktiv og fører over i en positiv dialog om pressens rolle og redaktørens overvejelser.

»Nå, men det var jo ikke derfor, at du er kommet,« siger Nils Wang og smiler.

Man kan tale længe med Nils Wang, og det gør vi så. Om fortiden, nutiden og fremtiden. For hvad er det egentlig for en udvikling, som Nils Wang har fået lov at være en del af, siden han den 29. august 1977 trådte ind gennem porten til Søværnets Eksercerskole i Auderød? Svaret er mere nuanceret end som så. Men tiden som ung søofficer i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne havde et andet fokus, end det har i dag.

»Alt, hvad man øvede og trænede var hele det gamle kold-krigs-scenarie, og frygten for en altødelæggende krig mod Warszawapagten lå hele tiden i baghovedet. Søværnets rolle var i al sin enkelthed at sørge for at holde liv i minelæggerne så længe, at man kunne nå at lægge de miner, der skulle lukke Østersøen og sørge for, fjenden ikke kunne gå i land,« siger Nils Wang.

I det hele taget var perioden fra 1949 og frem til 1989 ifølge Nils Wang en lang raffinering af krigsplaner, og man kunne derfor nærmest høre det kollektive lettelsens suk, da Muren faldt og åget af bekymring forsvandt som dug for solen. De nye tider smittede ifølge Nils Wang naturligt af på forsvaret.

»Der er ikke noget at sige til, at vi alle blev grebet af den eufori, der fulgte.«

Hvis man sammenligner dengang med Ruslands ageren i dag, kan situationen så sammenlignes?

»Svaret er både ja og nej. Man kan godt blive forstemt og grebet af pessimisme, når man kigger på, hvor mange indikatorer, der peger den forkerte vej og væk fra fred og fordragelighed. Her tænker jeg ikke bare på Østersøen, men også på USA, Kina, Syrien og den koreanske halvø. Hvor Den Kolde Krig var præget af pessimisme og 1989 af optimisme, så er vi lidt tilbage i en ny pessimistisk æra. Når det så er sagt, så er det en helt anden situation, fordi det ikke er Warszawapagten. Rusland er et land med et BNP på størrelse med Spanien. Det kan godt være, at Rusland bruger mange penge på militær. Men det er ikke et land, der har evnen til at lave en dyb indsættelse i Vesteuropa og holde det vundne land bagefter. Det er en helt anden situation og nogle helt andre virkemidler – se bare cyberdelen, ”fake news”, hybridkrig og små grønne mænd. De hænger sammen med den militære del, og det er kombinationen, som gør det rigtigt modbydeligt,« siger Nils Wang.  

Noget af det største er at være chef på sit eget skib

Når Nils Wang skal beskrive de største glæder og sejre, tøver han ikke med at fremhæve tiden som skibschef og ikke mindst de 5-6 år, da han sejlede i Grønland som ung søofficer – bl.a. som våbenofficer på inspektionsskibet ”Ingolf”, operationsofficer på inspektionsskibet ”Hvidbjørnen” og som skibschef på inspektionskutteren ”Agpa”.

»Jeg oplevede det privilegium at blive skibschef i en alder af 26 år og have 14 mand under mig. Jeg sænkede gennemsnitsalderen med fem år i det øjeblik, da jeg trådte ind over landgangen. Dengang oplevede jeg Grønlands storslåede natur og fik lagt kimen til min livslange interesse for Arktis,« fortæller Nils Wang.

Siden fortsatte karrieren som chef for bevogtningsfartøjet ”Havfruen” og som operationsofficer på korvetten ”Olfert Fischer” i Den Persiske Golf i 1990. Den indsats skrev OLFI om ved lanceringen af dette medie, og du kan læse artiklen ved at klikke på billedet nedenfor. Men nogen plan for sin egen karriere har Nils Wang aldrig haft, og han har sågar flirtet med tanken om at forlade Forsvaret i utide.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Jeg har haft perioder i mine unge dage, hvor jeg kiggede mig om efter andre job. Jeg har lige som andre officerer haft lyst til at vise, at jeg også kunne begå mig uden for Forsvaret. Jeg fik så aldrig gjort noget ved det, for der dukkede altid et nyt job op med nye udfordringer. Jeg har været umanerligt ubevidst om min egen karriere. Jeg har bestræbt mig på at gøre det så godt, som jeg overhovedet kunne og hver gang forsøgt at aflevere et bedre tjenestested, end det jeg overtog. Og når jeg har skullet rådgive yngre officerer om, hvordan man gør karriere, har mit råd altid været det samme. Gør det så godt du kan, der hvor du er.«

Gik i krig med pressen efter Galathea 3 ekspeditionen

Højdepunktet i Nils Wangs karriere var ifølge ham selv i 2005 at blive udnævnt til kontreadmiral og værnschef for det nu hedengangne Søværnets Operative Kommando (SOK) i en alder af bare 47 år. Paradoksalt nok rummede tiden som chef for Søværnet også karrierens største nedtur. Den kom i kølvandet på hele Galathea 3 ekspeditionen, som Jyllands-Posten havde fået idéen til. Den afsluttende og fortroligt stemplede rapport fra avisen til Dansk Ekspeditionsfonds bestyrelse indeholdt en meget alvorlig kritik af Søværnets håndtering af ekspeditionen med beskyldninger om druk og hor, og det fik Nils Wang til at gå i rette med pressen.

Han offentliggjorde rapporten og udsendte en pressemeddelelse, før pressen nåede at skrive om den gryende skandale, hvor han bl.a. rettede en del af kritikken mod pressen, som selv havde været med på hele turen. Takken kom to år senere, da Ekstra Bladet på baggrund af omfattende aktindsigter i alle Nils Wangs rejse- og repræsentationsbilag skrev om admiralens ”drukgilder”, hvor ”ingen går ædru fra borde”.

Hvor meget kom den sag til at betyde for dig?

»Den betød meget for mig, da den stod på. Det er ikke sjovt at være i Ekstra Bladet 10 dage i træk og være på både spisesedler og forsider. Det var relativt mange bilag, som blev kulegravet. Jeg kom til at betale 89,50 kr. tilbage, fordi jeg uretmæssigt havde købt en kop kaffe og to aviser i Tirstrup Lufthavn. Efter min opfattelse blev sagen blæst helt ud af proportioner. Jeg ved ikke, hvad den efterfølgende har betydet. Det har jeg svært ved at vurdere.«

Har det spillet ind, når man ser på, hvem der skal være forsvarschef?

»Hvis jeg stod i spil til at blive forsvarschef umiddelbart efter min periode som chef for SOK, så vil jeg tro, at det havde været diskvalificerende. Men jeg er ikke sikker på, at det har betydet noget længere nede ad vejen.«

Står fadder til den moderne flåde

Pudsigt nok var Nils Wang midt i sit livs optur, da nedturen i medierne ramte. Den positive del gik ud på at forme det moderne søværn med nye støtteskibe og fregatter, som var blevet udviklet gennem mere end 10 år og bygget på erfaringerne fra bl.a. OLFIs mission i Den Persiske Golf. Hver eneste togtrapport understregede behovet for at få noget mere plads, større besætninger, gummibådsmateriel og helikopterkapacitet, og det samme gjorde rapporterne fra missionerne op gennem 1990’erne.

»Det påvirkede hele projekterings- og designfasen af de nye skibe, som frem for alt skulle have plads og fleksibilitet nok til 30-40 års levetid. Op gennem 1990’erne blev container-filosofien med Flex-300-skibene udviklet, og den overførte man til resten af flåden. I løbet af 10-15 år fik Søværnet alt sit materiel placeret på standard-containere med det resultat, at man kan tage de opdaterede våbensystemer ud og flytte over på et nyt skib, når det gamle skrog skal hugges op. Vi havde aldrig fået råd til alle støtteskibene og fregatterne, hvis ikke vi havde haft den mulighed,« siger Nils Wang.

Mange mener, at Nils Wang står fadder til det moderne søværn, men der var mange gode kræfter involveret i projektet med at skabe en opdateret flåde, som kunne indsættes både nationalt og internationalt i enhver tænkelig operation. Der hersker dog ingen tvivl om, at Nils Wang var manden, der fik sat damp under kedlerne og indsat de nye skibe i jagten på pirater, så snart at de var færdigbyggede.

Men intet varer ved, og efter fem år i stillingen som chef for Søværnet, skulle Nils Wang have et nyt job. Hvilket?, spurgte daværende forsvarschef Knud Bartels den gode Nils Wang om, og svaret sagde på mange måder noget om Nils Wangs dna. Han ville gerne være chef for Forsvarsakademiet vel vidende, at stillingen i 180 år havde været besat af officerer fra Hæren.

Uddannelsesreformen kommer til at gælde 20-30 år frem i tiden

Nils Wang kunne dengang ikke vide, at han ville komme til at stå i spidsen for den største revolution af det uddannelsesmæssige område i Forsvarets historie. Det skete, da man med forliget 2013-2017 pålagde Forsvaret en besparelse på 15 pct. og derfor blev tvunget til at ændre både ansættelses- og uddannelsessystemet helt fundamentalt. Nils Wang påtog sig opgaven med stor motivation, og resultatet har givet ham mange fjender rundt om i det konservative militære system.

Resultatet var et akkrediteret system med samme kvalitetskrav, som gælder i det civile, så man fremadrettet meget lettere kan ”flexe” ind og ud af Forsvaret og bruge sine civile kompetencer i det militære system – og omvendt. Hans mål blev samtidig at samle de tre værns officersuddannelser i et campus-miljø på Svanemøllens Kaserne, og når han mandag overdrager stafetten til Henrik Ryberg, kan han med tilfredshed konstatere, at han nåede i mål. Næsten i hvert fald. De nye uddannelser kører, ansøgningerne vokser år for år, og campusmiljøet er en realitet, selv om det ikke i denne omgang lykkedes at få Hærens Officersskole flyttet fra Frederiksberg Slot.

»Når man laver en transformation af de militære uddannelser, som vi har gjort på Forsvarsakademiet, så skaber man noget, der kommer til at vare 20-30 år frem i tiden. Den transformation er jeg umådeligt stolt af, og jeg er helt sikker på, at den får en langt større og positiv betydning for Forsvarets operative opgaveløsning fremover, end man gør sig begreb om. Så jeg er glad og tilfreds,« siger Nils Wang.