BLOG: En efterrationalisering er ved at indfinde sig blandt politikere og embedsmænd 15 år efter vores beslutning om at gå i krig i Irak. De erkender, at de ikke kendte konsekvenserne af at gå i krig. Nutidens politikere bør lære af erfaringerne, for Danmark begynder at have tilstrækkeligt med krigshistorisk empiri til at kunne forme en egen strategisk tænkning på baggrund af den.

For nogle uger siden hørte jeg den tidligere politiske ordfører for Venstre, Jens Rohde, i radioen. Tilbage i 2003 stemte han for krigen i Irak, men i dag erkender han, at den var en fejl. I programmet Ugens Gæst på DR P1 den 23. marts måtte han bruge lang tid på at forklare, hvorfor det kan være en dårlig idé at gå i krig med det smallest mulige folketingsflertal, og at man måske burde have kvalificeret flertal (2/3).

I øjeblikket er historikere og den tidligere chefredaktør på Politiken, Bo Lidegaard, aktuel med en ny bog. Den hedder ”Danmark i Krig”, og heri gør han det klart, at Danmark tabte i Irak. Men ingen kerede sig om det, og Danmark kunne derfor problemfrit fortsætte den internationale indsats i Afghanistan. Journalist Jørgen Dragsdahl slog en kommentar op på Facebook fra et DIIS-arrangement, hvor Bo Lidegaard udsatte dansk udenrigspolitik for kritik, fordi krigene forværrede situationen i hhv. Irak, Afghanistan og Libyen – i stedet for at gøre dem bedre.

Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget …

OPGØR MED DEN HEROISKE SMÅSTATS TABTE KRIGEPressen var mødt massivt frem, da en centralt placeret embedsmand i mandags…

Posted by Jørgen Johannes Dalitz Dragsdahl on Tuesday, March 20, 2018

Jørgen Dragsdahl ærinde er egentlig, hvor upåagtet det går hen, at en tidligere topembedsmand, som var direkte involveret i nogle af beslutningerne, indrømmer, at krigene var en fejltagelse. Underforstået, stik imod den normale udlægning, hvor de internationale indsatser, ifølge Udenrigsministeriets pamfletter, hjalp både pigebørn, kvinder i skole og skabte økonomisk vækst og sikkerhed. Det har han skrevet en længere artikel om på netmediet Point Of View International.

Soldater og nødhjælpsarbejdere må ikke blive gidsler i politisk spil

Forsker på DIIS, Louise Riis Andersen, som bl.a. har lavet erfaringsopsamlingen fra Afghanistan, forklarer, at der findes ”politisk ubekvem viden”, som embedsmænd skjuler, og at forskere afstår fra at kritisere beslutningerne, fordi de så måske vil blive marginaliseret.

Til Berlingske siger Jens Rohde, at det er uværdigt, når vores egne soldater og nødhjælpsfolk bliver gidsler i et indenrigspolitisk spil og i en indenrigspolitisk dimension. Som kommentar til dette siger Venstres Jakob Elleman-Jensen til P1, at det er værre at stå som dansk soldat nede i Irak, end det er at være herhjemme og træffe beslutningen. Jeg synes, at disse to sidste betragtninger er et godt udgangspunkt for at lade soldater og nødhjælpsfolk forklare politikerne, hvad krig egentlig er, og hvad konsekvensen er af det, som de beslutter.

Helt grundlæggende er det politikerne, der beslutter om landet skal i krig – eller engagere sig i svære konflikter – og det respekterer Forsvaret. Bortset fra lidt småsager om bøger og fanger er det danske forsvar helt og holdent underlagt civil kontrol, og et militærkup i Danmark lurer ikke lige om hjørnet. Måske tværtimod et civilt kup i Forsvaret, men det er en anden sag.

Artiklen fortsætter under billedet …

Forsvaret ved også bedre end nogen andre, at krig er en fortsættelse af politik – blot med andre midler, som Clausewitz skrev tilbage i 1830’erne, og derfor er krig og politik kædet så tæt sammen. Selv politikerne ved det, for måske er Clausewitz også en del af statskundskabsstudiet. Eller, de anvender i hvert fald militær magt som et politisk redskab, som det skete i Irak, Afghanistan og Libyen.

Mit ærinde her er ikke at ændre på det forhold eller debattere, om det var rigtigt eller forkert at gå i krig mod Saddam Hussein i 2003. Men den ovenstående udvikling er et tøbrud med et helt årtis propaganda om, at Danmark vandt krigene. Når politikere og Bo Lidegaard er ude og defacto indrømme, at det hele nok ikke var så godt, så er det et meget vigtigt tegn på to ting. For det første er der nu mulighed for, at samfundet reelt kan lære noget af det, der skete. Blive kollektivt klogere på hvad det betyder, når man går i krig og indsætter soldater.

Læs Også: Vi må lære at fortælle politikerne den rå og uforfalskede sandhed

For det andet viser det, at politikerne og embedsmændene ikke helt vidste, hvad det der krig var, og hvordan det ville udvikle sig. Her er der en meget væsentlig rolle for Forsvaret, hvis man spørger mig. Før man indsætter militære midler, bør man vide præcis, hvad det indebærer. Det bør man af ren anstændighed overfor de soldater, som frivilligt sætter livet på spil i indsatsen – for en hel del af dem bliver dræbt, alvorligt såret eller får men senere hen. Men det er kun én omkostning – om end alvorlig nok. Men rent strategisk bør det også være interessant at vurdere, hvad indsatsen kan føre til.

Man havde glemt at tænke på, hvordan man vinder freden

Noget af det, som Jens Rohde påpegede, var, at det hele dengang var meget ideologisk, og at man ikke havde tænkt videre på, hvordan man skulle vinde freden, når Saddam var blevet fjernet. I dag virker det som selvfølgeligt, bortset fra at nogle stadig tror, at Petraeus vandt freden i Afghanistan i 2008 med ”the surge”.

Politikerne bør lære af dette og spørge Forsvarets strateger og militære planlæggere, hvad en indsats betyder. De skal kræve en vurdering af ikke bare den indledende indsats, men også en vurdering af hvordan det kan udvikle sig på mellemlangt og langt sigt. Vilkårene for soldater og nødhjælpsarbejdere skal forklares, herunder risikoen. Antallet af dræbte og sårede kan være svært at vurdere, men det skal aldrig gemmes væk under ”politisk ubekvem viden”.

En risiko, for at missionen mislykkes, skal altid forklares med bund i de faktiske forhold. I Storbritannien, som vi ynder at gå i krig sammen med, hviler den strategiske kultur solidt på skuldrene af krigshistorikere som Sir Basil Lidell Hart og Sir Michael Howard. Men landet har også en anden praktisk erfaring end Danmark. Indtil nu. For nu begynder Danmark at have tilstrækkeligt med krigshistorisk empiri, siden 1991, til at kunne begynde at forme en strategisk tænkning på baggrund af den. Næste gang en indsats er under overvejelse, kan man bede Forsvarets strateger forklare, hvordan en indsats kan se ud, og hvad den vil indebære. Hvad mulighederne er for succes, og hvilke risici der er.

Det er netop Forsvarets rolle at give grundig, uvildig og fagligt velfunderet viden om, hvordan indsats og krig er. Og ikke mindst i et aktuelt indsatsområde. I dag er jeg sikker på, at man spørger både Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet efter en vurdering af de militære muligheder, men måske bør der lægges mere vægt i en bedre udpensling af scenarierne. Jens Rohdes erkendelse om Irak-krigen tyder på det.

Niels Klingenberg Vistisen er souschef i kompetence og uddannelsesafdelingen i Hærstaben. Han er historiker og har arbejdet med Irak- og Afghanistankommissionen og var hovedskribent på Forsvarets del af erfaringsopsamlingen fra Afghanistan.

OBS: I sidste uge lancerede OLFI en abonnementsmodel. Fremover vil de fleste journalistiske artikler på OLFI kræve login, men fortvivl ikke. Det første år kan du læse alt indhold på OLFI for bare 12,50 kr om måneden, og du kan købe abonnement lige her … 

Vælg det abonnement, der passer til dig eller din virksomhed

 

Er du allerede abonnent?
Log ind her: