BLOG: En efterrationalisering er ved at indfinde sig blandt politikere og embedsmænd 15 år efter vores beslutning om at gå i krig i Irak. De erkender, at de ikke kendte konsekvenserne af at gå i krig. Nutidens politikere bør lære af erfaringerne, for Danmark begynder at have tilstrækkeligt med krigshistorisk empiri til at kunne forme en egen strategisk tænkning på baggrund af den.
For nogle uger siden hørte jeg den tidligere politiske ordfører for Venstre, Jens Rohde, i radioen. Tilbage i 2003 stemte han for krigen i Irak, men i dag erkender han, at den var en fejl. I programmet Ugens Gæst på DR P1 den 23. marts måtte han bruge lang tid på at forklare, hvorfor det kan være en dårlig idé at gå i krig med det smallest mulige folketingsflertal, og at man måske burde have kvalificeret flertal (2/3).
I øjeblikket er historikere og den tidligere chefredaktør på Politiken, Bo Lidegaard, aktuel med en ny bog. Den hedder ”Danmark i Krig”, og heri gør han det klart, at Danmark tabte i Irak. Men ingen kerede sig om det, og Danmark kunne derfor problemfrit fortsætte den internationale indsats i Afghanistan. Journalist Jørgen Dragsdahl slog en kommentar op på Facebook fra et DIIS-arrangement, hvor Bo Lidegaard udsatte dansk udenrigspolitik for kritik, fordi krigene forværrede situationen i hhv. Irak, Afghanistan og Libyen – i stedet for at gøre dem bedre.
Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget …
OPGØR MED DEN HEROISKE SMÅSTATS TABTE KRIGEPressen var mødt massivt frem, da en centralt placeret embedsmand i mandags…
Posted by Jørgen Johannes Dalitz Dragsdahl on Tuesday, March 20, 2018
Jørgen Dragsdahl ærinde er egentlig, hvor upåagtet det går hen, at en tidligere topembedsmand, som var direkte involveret i nogle af beslutningerne, indrømmer, at krigene var en fejltagelse. Underforstået, stik imod den normale udlægning, hvor de internationale indsatser, ifølge Udenrigsministeriets pamfletter, hjalp både pigebørn, kvinder i skole og skabte økonomisk vækst og sikkerhed. Det har han skrevet en længere artikel om på netmediet Point Of View International.
Soldater og nødhjælpsarbejdere må ikke blive gidsler i politisk spil
Forsker på DIIS, Louise Riis Andersen, som bl.a. har lavet erfaringsopsamlingen fra Afghanistan, forklarer, at der findes ”politisk ubekvem viden”, som embedsmænd skjuler, og at forskere afstår fra at kritisere beslutningerne, fordi de så måske vil blive marginaliseret.
Til Berlingske siger Jens Rohde, at det er uværdigt, når vores egne soldater og nødhjælpsfolk bliver gidsler i et indenrigspolitisk spil og i en indenrigspolitisk dimension. Som kommentar til dette siger Venstres Jakob Elleman-Jensen til P1, at det er værre at stå som dansk soldat nede i Irak, end det er at være herhjemme og træffe beslutningen. Jeg synes, at disse to sidste betragtninger er et godt udgangspunkt for at lade soldater og nødhjælpsfolk forklare politikerne, hvad krig egentlig er, og hvad konsekvensen er af det, som de beslutter.
Helt grundlæggende er det politikerne, der beslutter om landet skal i krig – eller engagere sig i svære konflikter – og det respekterer Forsvaret. Bortset fra lidt småsager om bøger og fanger er det danske forsvar helt og holdent underlagt civil kontrol, og et militærkup i Danmark lurer ikke lige om hjørnet. Måske tværtimod et civilt kup i Forsvaret, men det er en anden sag.
Artiklen fortsætter under billedet …
Forsvaret ved også bedre end nogen andre, at krig er en fortsættelse af politik – blot med andre midler, som Clausewitz skrev tilbage i 1830’erne, og derfor er krig og politik kædet så tæt sammen. Selv politikerne ved det, for måske er Clausewitz også en del af statskundskabsstudiet. Eller, de anvender i hvert fald militær magt som et politisk redskab, som det skete i Irak, Afghanistan og Libyen.
Mit ærinde her er ikke at ændre på det forhold eller debattere, om det var rigtigt eller forkert at gå i krig mod Saddam Hussein i 2003. Men den ovenstående udvikling er et tøbrud med et helt årtis propaganda om, at Danmark vandt krigene. Når politikere og Bo Lidegaard er ude og defacto indrømme, at det hele nok ikke var så godt, så er det et meget vigtigt tegn på to ting. For det første er der nu mulighed for, at samfundet reelt kan lære noget af det, der skete. Blive kollektivt klogere på hvad det betyder, når man går i krig og indsætter soldater.
Læs Også: Vi må lære at fortælle politikerne den rå og uforfalskede sandhed
For det andet viser det, at politikerne og embedsmændene ikke helt vidste, hvad det der krig var, og hvordan det ville udvikle sig. Her er der en meget væsentlig rolle for Forsvaret, hvis man spørger mig. Før man indsætter militære midler, bør man vide præcis, hvad det indebærer. Det bør man af ren anstændighed overfor de soldater, som frivilligt sætter livet på spil i indsatsen – for en hel del af dem bliver dræbt, alvorligt såret eller får men senere hen. Men det er kun én omkostning – om end alvorlig nok. Men rent strategisk bør det også være interessant at vurdere, hvad indsatsen kan føre til.
Man havde glemt at tænke på, hvordan man vinder freden
Noget af det, som Jens Rohde påpegede, var, at det hele dengang var meget ideologisk, og at man ikke havde tænkt videre på, hvordan man skulle vinde freden, når Saddam var blevet fjernet. I dag virker det som selvfølgeligt, bortset fra at nogle stadig tror, at Petraeus vandt freden i Afghanistan i 2008 med ”the surge”.
Politikerne bør lære af dette og spørge Forsvarets strateger og militære planlæggere, hvad en indsats betyder. De skal kræve en vurdering af ikke bare den indledende indsats, men også en vurdering af hvordan det kan udvikle sig på mellemlangt og langt sigt. Vilkårene for soldater og nødhjælpsarbejdere skal forklares, herunder risikoen. Antallet af dræbte og sårede kan være svært at vurdere, men det skal aldrig gemmes væk under ”politisk ubekvem viden”.
En risiko, for at missionen mislykkes, skal altid forklares med bund i de faktiske forhold. I Storbritannien, som vi ynder at gå i krig sammen med, hviler den strategiske kultur solidt på skuldrene af krigshistorikere som Sir Basil Lidell Hart og Sir Michael Howard. Men landet har også en anden praktisk erfaring end Danmark. Indtil nu. For nu begynder Danmark at have tilstrækkeligt med krigshistorisk empiri, siden 1991, til at kunne begynde at forme en strategisk tænkning på baggrund af den. Næste gang en indsats er under overvejelse, kan man bede Forsvarets strateger forklare, hvordan en indsats kan se ud, og hvad den vil indebære. Hvad mulighederne er for succes, og hvilke risici der er.
Det er netop Forsvarets rolle at give grundig, uvildig og fagligt velfunderet viden om, hvordan indsats og krig er. Og ikke mindst i et aktuelt indsatsområde. I dag er jeg sikker på, at man spørger både Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet efter en vurdering af de militære muligheder, men måske bør der lægges mere vægt i en bedre udpensling af scenarierne. Jens Rohdes erkendelse om Irak-krigen tyder på det.
OBS: I sidste uge lancerede OLFI en abonnementsmodel. Fremover vil de fleste journalistiske artikler på OLFI kræve login, men fortvivl ikke. Det første år kan du læse alt indhold på OLFI for bare 12,50 kr om måneden, og du kan købe abonnement lige her …
[xyz-ihs snippet=”CSS”]
Vælg det abonnement, der passer til dig eller din virksomhed
Forsvaret mangler efter min mening en bedre teoretisk overbygning for de ting man gør.
Under den kolde krig havde man en klar mission, og nogenlunde gennemarbejdede operative planer og doktriner til at arbejde efter. Selvfølgelig var der huller i forhold til kapaciteter, mandskab, våben osv., men hvis der pludselig var blevet flere midler til rådighed ville det ikke havde taget lang tid at pege på hvad man manglede.
I det er missionen uklar. Hvad skal Forsvaret kunne? Og med hvilke succeskriterier? Irak-krigen var ikke en hyldevare, hvor der i forvejen lå planer klar med grundige overvejelser af omkostninger, tidsplaner, materiel, logistik, tabstal, hvilke doktriner der skulle anvendes etc. Det hele var ad-hoc.
Rådet til politikerne dengang burde havde været: at vi ikke aner noget om ørkenkrig, at være besættelsesmagt, at bekæmpe partisaner og at vi ikke har udstyret eller træningen til det. Vi improviserede så godt vi kunne, men det var måske ikke helt godt nok.
Hvis forsvaret havde en klar mission og oven på den mission så kunne opbygge solide operative kapaciteter med de rigtige planer, doktriner, kampeksercitser og materiel – SÅ kunne man give politikerne et katalog i hånden: ”Her er det vi kan og hvad det vil koste”.
Godt indlæg, Niels.
Jeg kan dog ikke lade være med at overveje om det militære råd i 2003 egentlig ville have været så nøgternt, hvis nu politikerne skulle have spurgt. Jeg mindes datidens generaler som ganske entusiastiske.
Mange hilsner
Anders
Kære Anders. Tak fordi du synes det er et godt indlæg, det er jeg glad for. Jeg har med vilje ikke rigtig taget stilling til, hvordan generalerne var dengang – eller, man kan sige, Forsvarets evne til at give et militærstrategisk råd til politikerne om hvordan krigen kunne været gået/udviklet sig. Min pointe er vel i virkeligheden, at med politikernes tilbageblik idag, så skal Forsvaret FREMADRETTET, og med baggrund i det man har lært siden 1991, være bedre til både at få givet den rådgivning der skal til (også selvom det er “politisk ubekvemme sandheder), men også sørge for selv, i organisationen, at have evnen til at give denne rådgivning – altså evnen til at at vurdere en konflikts potentielle udvikling hvis man gør A) eller B) – og så ved vi alle at krigens tåge vil komme og ingen kan spå om fremtiden – men hvis ikke man gør et forsøg på en vurdering, så… nu kunne det tyde på at politikerne måske vil LYTTE, hvis man holder det op på Rohdes og Lidegaards udsagn, osv.
Meget enig i behovet for dialog om strategi. Jeg har lavet case studie over Den danske deltagelse i Golfkrigen. Se resume her:
http://pure.fak.dk/portal/en/publications/soldater-statsmaend-og-
ledelse-i-en-aktivistisk-udenrigspolitik(6255572f-8172-4f79-8c1d-b8d7364fc956).html
Det er et godt indlæg af Niels.
Jeg synes dog ikke, at det kan være flertallets størrelse, som afgør, om det er – og i tilbageblik var – rigtigt at gå i krig. Folketinget træffer mange væsentlige beslutninger for Danmark, herunder beslutninger om emner som er mindst lige så vigtige som at gå i krig. Og det bør fortsat kunne gøres med simple flertal. Vores demokrati er, som Niels rigtigt beskriver, meget robust.
I stedet bør man anvende to ofte oversete kriterier, når man retrospektivt skal vurdere, om en krig var værd at kæmpe. Det ene er det kontrafaktiske: “Hvad ville der sandsynligvis være sket, hvis vi ikke var gået i krig?”. Det andet er: “Hvad var egentlig situationen på det tidspunkt, beslutningen blev truffet?”.
I tilfældet Irak er svaret nok, at det ud fra en samlet betragtning var en dårlig krig. Kritikerne af beslutningen – herunder Bo Lidegaard – må jo være kyniske nok til at synes, at det havde været bedre at lade Saddam Hussein sidde ved magten. Det havde i sandhed også været synd for den irakiske befolkning, men det havde formentlig haft den – for Vesten – positive effekt, at vi i dag ville have en bedre strategisk balance i Mellemøsten og herunder et mindre aggressivt Iran. Vi ville formentlig også have været forskånet for kollapsene i Libyen og Syrien.
I tilfældet Bosnien er FN’s fredsstøttende indsats 1992-95, som Danmark også deltog i, ofte blevet stemplet som en fiasko. Der var jo Srebreniza, og kort tid efter måtte NATO tage over. Hvis man imidlertid stiller spørgsmålet, “Hvad ville der sandsynligvis være sket, hvis vi ikke var gået i krig?”, kan man roligt slette ordet “sandsynligvis” og fastslå med sikkerhed, at mange flere mennesker ville være døde. I årene 1992-95 lykkedes det FN – med væbnet magt – at undsætte tusinder af nødlidende i fjerntliggende egne; mennesker som uden FN ville være døde af sult, sygdomme eller etnisk udrensning. Og massakren på muslimer i Srebreniza – og formentlig andre områder – var så kommet oveni. Med andre ord var FN’s indsats i Bosnien en succes – i forhold til ikke at have handlet.
I tilfældet Mali må man konstatere, at FN’s nuværende MINUSMA mission er plaget af komplet mangel på ressourcer – og store tab – i forhold til opgavens omfang. Jihadister og banditter hærger i mange områder af det enorme land. Men jeg tør fastslå, at hvis FN (og Frankrig med deres Barkhane operation) ikke var til stede, ville langt flere civile dø, og risikoen for en jihadistisk magtovertagelse ville være langt større – ja, den ville formentlig være en realitet i dag.
I tilfældet Kosovo er det for tidligt at vurdere resultatet. Hvis NATO (for øvrigt uden FN’s mandat, der først kom senere) ikke havde interveneret i 1999, havde Serbien fortsat sin undertrykkelse, men hvad var der sket på længere sigt? Her hjælper det andet spørgsmål os; “Hvad var egentlig situationen på det tidspunkt, beslutningen blev truffet?”. Meget kort fortalt var situationen den, at vestlige politikere ikke kunne holde til at lade deres vælgermasser bevidne serbernes etniske udrensning, som blev transmitteret i medierne dagligt. Det var altså i høj grad vestlige indenrigspolitiske agendaer, som frelste kosovoalbanerne.
Så alt i alt er det meget vanskeligt at vurdere, om vores krige har været umagen værd. Og hertil kommer selvfølgelig den vestlige verdens strategiske utålmodighed. Det ligger ikke i vores gener at afvente de langsigtede resultater af vores indsats – f.eks. målt over 30-50 år. Det er der nok heller ikke så mange stemmer i til næste valg.