spot_img

Sådan blev jeg maniplueret af irakiske medier efter Operation Green Desert

KOMMENTAR: Jeg har i dag afgivet vidneforklaring i den såkaldte iraker-sag i Østre Landsret. Mit vidneudsagn handlede om, hvordan jeg som presse- og informationsofficer i Irak i 2004 blev manipuleret og misbrugt af den irakiske avis Almannarah, som havde beskyldt danske soldater for at have deltaget i eller overværet tortur uden at reagere.

Jeg håbede, at jeg aldrig skulle komme til at fortælle denne historie offentligt. Den står for mig som en pinlig påmindelse om, hvor naiv og godtroende man som dansk presseofficer og uddannet journalist kan være, når man lander i et fremmed land, hvor Danmark har soldater indsat uden fuld opbakning i den lokale befolkning.

Den historie har jeg i dag fortalt som vidne i den såkaldte irakersag i Østre Landsret. Her har 23 irakere lagt sag an mod den danske stat, fordi de mener, at Danmark har et ansvar for, at de ifølge egne udsagn blev udsat for tortur. Sagen bliver ført af advokat Christian Harlang, og den danske stat er repræsenteret ved Kammeradvokaten i form af partner Peter Biering. Det var også ham, som havde indkaldt mig som vidne, og det var ham, som i første omgang afhørte mig i landsretten.

Heldigvis var jeg allerede dengang for 13,5 år siden klar over, at jeg var blevet manipuleret godt og grundigt, og jeg gjorde derfor meget ud af at beskrive hændelsesforløbet omhyggeligt, så jeg til hver en tid kunne forklare mine egne handlinger. Jeg gemte aviser, notater, billeder og den video, som skulle blive omdrejningspunktet for min egen lille sag. Alt sammen har jeg haft liggende i min kælder – og afleveret til Kammeradvokaten sidste år, da sagen begyndte at tage form.

Lige landet i krigens virkelighed

Vi skal tilbage til året 2004. Jeg var landet som ny presse- og informationsofficer i den danske bataljon på Shaiba Log Base lidt uden for Basra i Irak mandag den 29. november. Det var fire dage efter, at Operation Green Desert var blevet gennemført i og omkring byen Az Zubayr ikke langt fra Shaiba Log Base. Operation Green Desert havde til formål at arrestere lokale oprørere, som var mistænkt for at stå bag en række vejbomber i området, og som derfor udgjorde en trussel mod koalitionen og det spæde demokrati.

Operationen blev planlagt af den danske bataljon. Men selve arrestationerne blev udført af de irakiske sikkerhedsstyrker med støtte fra briterne og danskerne. Alle tilfangetagne irakere blev efterfølgende transporteret til Shaiba Log Base, hvor de i første omgang blev tilbageholdt af briterne, og nogle af dem blev siden overført til lokale irakiske faciliteter.

Artiklen fortsætter under billedet …

Artiklen i den irakiske avis Almannarah, som den 5. december 2004 rettede hårde anklager mod den danske bataljon med rubrikken: “Danske soldater deltager i tortur eller ser på uden at reagere”. Arkivfoto: Ernstved

Her blev flere af irakerne ifølge egne udsagn udsat for tortur. En uge efter operationen udkom den lokale avis Almannarah med en artikel, som havde rubrikken: ”Danske soldater enten deltager i tortur eller ser på uden at reagere”.

Som journalist vidste jeg ligesom bataljonens ledelse udmærket, hvilke reaktioner sådan en artikel ville få i Danmark. Vi vidste også, at beskyldningerne ikke kunne være sande. Danske soldater havde hverken deltaget i tortur eller overværet tortur uden at reagere. Det var vilde anklager, som vi ikke desto mindre var nødt til at reagere på.

Afleverede bataljonens dementi til redaktøren

Vi udfærdigede en pressemeddelelse om de irakiske beskyldninger, som det daværende Hærens Operative Kommando (HOK) senere udsendte i en forkortet version. Samtidig forfattede vi et dementi, hvori vi skrev, at danske soldater hverken havde deltaget i eller overværet tortur af irakiske fanger. Oberst John Dalby godkendte teksten, som vi fik en af vores tolke til at oversætte, og onsdag den 8. december afleverede jeg det personligt til chefredaktør Muwafaq Alrefai hos Almannarah i Basra.

Med til mødet havde jeg den irakiske kaptajn Firas, der fungerede som både tolk og presseofficer for briterne i Fjerde Panserbrigade, som den danske bataljon var underlagt. Under mødet på Almannarah undskyldte redaktør Alrefai for avisens beskyldninger. Han lovede samtidig at trykke vores dementi, og vi skiltes derfor som gode venner med store smil.

Almannarahs redaktør Muwafaq Alrefai slår ud med armene under mødet den 8. december 2004. Han taler med den irakiske kaptajn Firas, der arbejdede som presseofficer og tolk i den britiske panserbrigade, som den danske bataljon i Irak var underlagt. Arkivfoto: Ernstved

Jeg bemærkede, at en mand iført hvid kjortel stod og filmede hele vores møde fra et hjørne i lokalet med et lille og håndholdt videokamera. Det lagde jeg ikke noget mistænkeligt i og tænkte, at optagelserne nok bare var til avisens arkiv. På vej ud fra mødet henvendte han sig til mig og sagde, at han gerne lige ville have et billede af mig med avisen, hvorefter han smilende spurgte til Michael og Brian Laudrup.

Ved udgangen fra Almannarah fik jeg en avis stukket i hånden og besked på lige at holde den op, så man kunne se logoet, mens der blev taget billeder. Som den naive og høflige velfærdsdansker, jeg var, imødekom jeg naturligvis værternes smilende forespørgsel. Det var dumt. Rigtig dumt. Men jeg anede intet uråd, da jeg sammen med bevæbnede vagter fra sikringsdelingen atter gik om bord i vores pansrede piranhaer og kørte retur til Shaiba.

Det løb mig koldt ned ad ryggen

Dagen efter vågnede jeg op til krigens virkelighed. Det skete, da TV2-journalist Rasmus Tantholdt ringede mig op og spurgte, om jeg var klar over, hvad TV2 netop var blevet tilbudt fra det tyrkiske nyhedsbureau IHA? Det var jeg af gode grunde ikke. Men jeg mærkede, hvordan det løb mig koldt ned ad ryggen, da han svarede.

”Vi er blevet tilbudt et videoindslag, som fortæller, at du har været inde på Almanarah, hvor du har indrømmet danske soldaters tortur og efterfølgende konfiskeret hele avisens oplag. Der er billeder af, at du holder en avis op, hvor irakiske fanger bliver ført bort af soldater. Vi bruger det selvfølgelig ikke. Men jeg ved ikke, om andre medier tager historien.”

Derefter sendte han mig et link til indslaget, som heldigvis var i en håbløst ringe kvalitet. Sammen med indslaget var der et følgeskrift, som forklarede billederne, og hvor man samtidig på engelsk kunne læse, hvad der blev sagt på irakisk i videoen. Jeg havde svært ved at tro på, at jeg var gået direkte i Almannarahs fælde, og jeg var både flov og vred. Og ærlig talt også bekymret og nervøs al den stund, at IHA allerede dengang solgte historier til internationale tv-stationer som BBC og CNN og arabiske medier som Al Jazeera og Al Hurra. Det var altså ikke noget ligegyldigt medieforetagende.

Artiklen fortsætter under videoen …

I videoen sad selvsamme redaktør Muwafaq Alrefai og løj, så det drev ned ad redaktionsvæggene i et interview optaget umiddelbart efter, at han over for mig havde undskyldt for at have trykt fejlagtige oplysninger om danske soldater.

”Det er et klart brud på menneskerettighederne. Hele verden skal vide, hvad der foregår. Hvis avisens udgiver boede i Danmark og ikke i Basra, havde disse danske soldater ikke kunnet forhindre avisen i at udkomme,” forklarer redaktøren i videoen efter beskyldninger om, at jeg havde konfiskeret hele Almannarahs oplag.

Og journalisten, som havde skrevet artiklerne i Almannarah, var ikke en døjt bedre.

Artiklen fortsætter under billedet …

Journalisten Shahap Ahmed Mahmud skrev artiklerne med torturanklager mod de danske soldater og deltog selv i mødet med mig. Efterfølgende beskyldte også han mig for at have konfiskeret hele Almannarahs oplag. Arkivfoto: Ernstved

”Den første skandale var mishandlingen i fangenskab. Men den anden skandale er, at danske soldater konfiskerede alle eksemplarer af avisen,” siger Shahap Ahmed Mahmud i videoen fra IHA.

Et syrligt læserbrev om DR’s journalist forblev en kladde

Til min store glæde lod det til, at selv de arabiske medier kunne gennemskue løgnen. Det virkede ærlig talt også noget bizart, at man på videoen kan høre journalisten spørge mig, om jeg kan lide fodbold – al den stund at jeg skulle have konfiskeret hele Almannarahs oplag?!

Jeg glædede mig også over, at de danske medier holdt sig for gode til at gå med på det, der virkede fuldstændig absurd. Men et enkelt medie fik mig atter op i det røde felt, og jeg skrev et syrligt læserbrev, som bataljonschef John Dalby klogeligt bad mig om at lade blive på computeren. Det omhandlede Danmarks Radio, som også var blevet tilbudt tv-indslaget.

Artiklen fortsætter under billedet …

Al Mannarah bragte efterfølgende bataljonens dementi med et billede af presse- og informationsofficeren, som poserede med en udgave af avisen på redaktionen i Basrah. Hvad, jeg i situationen ikke bemærkede, var, at forsidebilledet viste amerikanske soldater føre halvnøgne irakiske fanger bort. Foto: Al Manarah/Ernstved

DR havde interviewet tre af de påståede ofre og redaktør Muwafaq Alrefai, som fastholdt de oprindelige beskyldninger. Han blev dog ikke spurgt ind til sine udtalelser til IHA. I stedet forklarede DR’s journalist, at jeg var kørt ind til Almannarah i en kampvogn(!), hvormed han fremstillede de danske soldater som fjendtligt indstillede, og han lod hele indslaget emme af mistro til de danske soldaters optræden.

Jeg var rasende. Hvis journalisten havde undersøgt sagen, ville han have vidst, at de danske styrker slet ikke havde kampvogne i Irak. Derimod kørte vi altid i pansrede mandskabsvogne i Basra, da koalitionsstyrkerne gentagne gange var blevet angrebet med vejbomber i byen. Det var med andre ord et spørgsmål om sikkerhed at køre i pansrede mandskabsvogne. Men budskabet i indslaget fra DR var ikke til at tage fejl af. Bataljonen optrådte fjendtligt og var med til at optrappe konflikten.

Den irakiske presse talte beviseligt med to tunger

I de dage lærte jeg meget om pressehåndtering, journalistik og misinformation. Jeg fandt ud af, at alt, hvad der blev skrevet og sagt i den danske presse om Irak, blev oversat og videreformidlet med det samme til de lokale irakere uden for Shaibas perimeterhegn. Det fandt jeg ud af, da kaptajn Firas ved brigaden fortalte mig, at de lokale havde set sig sure på mig personligt, fordi jeg til Ritzaus Bureau havde sagt, at vi i bataljonen betragtede Az Zubayr som lidt af en ”banditby”.

Jeg blev også klar over, at der i den danske presse befandt sig i hvert fald én journalist, som man skulle være ovenud på vagt overfor – fordi han med sine reportager ikke var bleg for at fordreje virkeligheden tangerende til at misinformere den danske befolkning og i værste fald var med til at øge truslen mod de danske soldater.

Og så fandt jeg ud af, at den irakiske presse ville benytte enhver lejlighed til at sætte koalitionsstyrkerne i miskredit – og at den beviseligt talte med to tunger. Det var den lektion, jeg lærte efter mine første to uger i Irak, og det var det, som jeg fortalte i landsretten i dag.

I dagene efter skrev jeg et brev til venner og familie, hvori jeg uddybede mine oplevelser. Hvis du vil læse det, kan du klikke her.

NOTE: Radio24Syv fortalte min historie den 17.04.2018, hvor jeg fil lejlighed til at fortælle om mine oplevelser med Almannarah. Du kan høre indslaget her. Det begynder 9 minutter inde i udsendelsen og varer 17 minutter. 

Andre læste også

»Hver gang Putin har eskaleret, er vi kommet rendende med for lidt og for sent«

Abonnement
INTERVIEW. Det er mange år siden, Anders Fogh Rasmussen indstillede sin parlamentariske karriere og satte sig for bordenden som generalsekretær i Nato. Nu er han en fri fugl, og det kommer særligt i udtryk i Venstre-koryfæets udtalte og uforbeholdne støtte til Ukraine. Vesten skal træde mere i karakter og...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

3 KOMMENTARER

guest
3 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Kurt Mosgaard
Læser
Kurt Mosgaard
19. april 2018 11:34

Tak for at du deler dette med os. Jeg har lignende erfaringer fra et par andre steder. Håber meget på, at forsvaret og kommende udsendte presse og journalister og nøglepersoner samt dansk presse generelt tager ved lære af dine/jeres dyrekøbte erfaringer.

Wedell Christensen
Læser
Wedell Christensen
18. april 2018 21:25

Det er et godt eksempel på, hvorfor man kan spørge sig selv om, hvorfor vi er i Irak og andre steder.

prebenbillebrahe
Læser
prebenbillebrahe
17. april 2018 8:10

Dette er et godt eksempel på krigen videreført med andre midler. Grundlæggende er oprørsbekæmpelse ikke en militær kamp. Det er en politisk kamp. Mange ikke-militære midler har vist sig langt mere effektive og skadelige end militære midler.

Eksempelvis har en fægtning imellem danske soldater og oprørere i Irak ingen store konsekvenser for nogen af parterne. Det har derimod efterfølgende skriverier i pressen og retssager om danske soldaters svigt i forhold til konventionerne. Det underminerer tilliden til forsvaret og rammer derfor direkte ind og svækker vores samfundsvilje til at kæmpe (CoG).

De mange retssager FAUK har ført imod danske soldater viser, at vi som system er alt for dårlige til at forsvare os imod ikke-militære angreb. For nogle måneder siden hævdede en irakisk kilde, at samtlige 23 sager byggede på falsknerier, som han hævdede, han selv havde været med til at fremstille.