9. april: Derfor endte briternes norske felttog i 1940 med en fiasko

Tyske soldater marcherer gennem Bergen efter invasionen i Norge 1940.

ANMELDELSE: Det er ofte langt givtigere at studere nederlaget frem for sejren. Den pensionerede britiske generalløjtnant Kiszelys bog ”Anatomy of a Campaign” om briternes mislykkede felttog i Norge i 1940 er et vigtigt studie, som vi også kan lære noget af i dag.

I forbindelse med højtideligholdelse af den 9. april bør man erindre sig, at målet for den tyske ”Operation Weserübung” i tidsrummet fra den 9. april frem til den 10. juni reelt set var Norge og kun i mindre omfang Danmark. Forudsætningen for erobringen af Norge var kontrol over Danmark, som derfor blev en vigtig del af operationen.

Den pensionerede britiske generalløjtnant Sir John P. Kiszely har skrevet en interessant bog ”Anatomy of a Campaign”, som beskriver den britiske andel af den multinationale styrke under britisk kommando (Frankrig, Storbritannien og Polen, sidnævnte under fransk kommando), som blev indsat i Norge, og som dermed kom i kamp med den tyske invasionsstyrke. Hovedparten af felttoget fandt sted kort forud for det tyske felttog mod Belgien, Frankrig, Holland, Luxembourg og Storbritannien i ”Operation Fall Gelb”, som blev iværksat den 10. maj 1940.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil se bogens forside i fuld størrelse.

Bogen afdækker ikke alene de militære operationer som sådan, men også det politisk-militære samarbejde. Hertil kommer en række sobre vurderinger af de forskellige nøglepersoner i form af både politikere, ministre, embedsmænd og de øverste militære chefer.

Fiasko banede vej for politisk-militært dream team

Felttoget blev en fiasko, hvormed titlen på bogen. Mere betydningsfuldt bidrog det til at bringe Winston Churchill til magten som premierminister i Storbritannien, og det medførte en udskiftning af en række militære chefer herunder general Ironside (Chief Imperial General Staff) i maj 1940 og Air Chief Marshal Newall (Chief of the Air Staff) i oktober 1940. På den måde banede felttoget på længere sigt vejen for et af de stærkeste politisk-militære hold i moderne historie bestående af premierminister Churchill, general Alanbrooke, air chief marshal Portal og admiral Cunningham.

Artiklen fortsætter under billedet …

I filmen “The Darkest Hour” (2017) spiller Gary Oldman premierminister Winston Churchill med stor overbevisning. Foto: The Darkest Hour

Jeg skal undlade at gengive indholdet af bogen slavisk. Men særligt skal fremhæves debatten om ”A Legitimate Side-Show” i relation til den forventede primære indsættelse af britiske styrker i Frankrig og Belgien. Selve beslutningsprocessen med en stærk prioritering af den taktiske dimension på bekostning af en overordnet strategi beskriver forfatteren sobert og detaljeret, og den står som en sørgelig demonstration af, hvordan sådan en beslutningsproces ikke bør være.

Læs også: Filmen “Darkest Hour” er en af de bedste historiske skildringer længe

Bogen redegør for det tyske overraskelsesmoment og den manglende britiske vilje til at se skriften på væggen. Det i sig selv åbner op for en interessant diskussion om, hvorledes et efterretningsbillede skabes og bruges som en del af den politisk-militære beslutningsproces. Et er at samle de nødvendige efterretninger og efterfølgende sammensætte et brugbart billede af situationen og af fjendens handlemuligheder. Noget andet er at overbevise beslutningstagerne – civile som militære – om situationens alvor, hvis det pågældende billede ikke passer ind i den eksisterende og gældende opfattelse af situationen.

Tyskerne havde høstet betydelige erfaringer i Polen

Felttoget i Norge bliver beskrevet med særlig vægt på den britiske andel. Værnsstridigheder, skiftende strategiske målsætninger, vanskeligheder ved multinationalt samarbejde politisk såvel som militært illustreres fyldestgørende. Tillige fremhæves forskellen mellem uddannelsesniveauerne af henholdsvis de tyske og britiske styrker.

De tyske styrker – i særdeleshed hæren og flyvevåbenet – havde høstet betydelige erfaringer under felttoget i Polen og havde endvidere brugt den mellemfaldende tid til uddannelse og træning. Endvidere var samarbejdet mellem Hitler og de forskellige militære chefer fortsat ganske konstruktivt, hvilket skabte en betydelig og fælles enighed om målet.

Artiklen fortsætter under billedet …

Disse kort viser tyskernes planer for “Operation Weserübung”, der havde til formål at invadere Norge – og Danmark på vejen dertil.

Det interessante er, at felttoget et langt stykke ad vejen afgøres af de vestlige magters mangelfulde efterretningsbillede og den tyske luftoverlegenhed og luftherredømme. De vestlige magter handlede således ofte i blinde som følge af, at disse ikke på forhånd erkendte kritiske svagheder.

Hertil kommer forfatterens synspunkter vedrørende de britiske militære chefer i 1940.

”The military culture was one of lazy anti-intellectualism which favoured empiricism and the adoption of intellectual shortcuts over hard thinking and the deep understanding of concepts, such as strategy, that could only be acquired through rigorous study.” (side 298).

Ingen af de tre britiske værnschefer havde gennemgået Imperial Defence College, hvor særligt blev studeret de politisk-militære relationer og felttog planlægning mv. Herved afslører forfatteren sin fortid som Director General of Defence Academy i tidsrummet 2005-2008. Imperial Defence College er I øvrigt i dag Royal College of Defence Studies, som hører under Defence Academy.

Bogen kan bruges til at stille aktuelle spørgsmål i 2018

Summa summarum er Anatomy of a Campaign et meget læseværdigt værk for de, som interesserer sig for krigshistorie eller vigtigere deltager/skal deltage i operativ planlægning på højere niveauer. Det er skrevet i et flydende, præcist og velformuleret engelsk, som det er en fornøjelse at læse ikke mindst for en ikke ”native speaker”. Vender man blikket indad i 2018, fristes man til at stille en række spørgsmål til de vestlige styrker. Det være sig i rammen af Nato, EU eller ”Coalition of the Willing”:

Læs også: Historien om den 12. mand er et storslået norsk krigsdrama

Har vi de opdaterede efterretningsbilleder, som bidrager med sobre vurderinger af de potentielle modstandere, og fremlægger vi handlingsmuligheder for disse? Er vi i stand til at deployere landstyrker over store afstande med søtransport og/eller lufttransport og/eller landevejstransport? Kan vi gennemføre det i en potentiel kampzone, hvor vi ikke automatisk har luftoverlegenhed? Kan vi opretholde den nødvendige logistiske støtte? Studeres og øves i tilstrækkeligt omfang de såkaldte ”Joint Operations”, eller er vi vendt tilbage til værnenes parallelle operationer?

Filmen “Den 12. Mand” fortæller historien om Jan Baalsruds flugt fra tyskerne i Nordnorge i 1943. I flere uger opholdt han sig på “Hotel Savoy”, som han døbte det lille skur, hvor han forsøgte at komme sig med koldbrand i den fod og skudsår i den anden. Foto: Nordisk Film

Og måske vigtigst – gennemfører vi krigsspil, hvor politikere og militære chefer konfronteres med de mulige scenarier for dermed at få forståelse for de beslutninger, som eventuelt skal træffes og på hvilket tidspunkt?

Nederlaget er ofte givtigere at studere end sejren

Studie af krigshistorie bør bruges konstruktivt. Ikke fordi historien gentager sig, men fordi mange af problemstillingerne er de samme. Derfor er det ofte givtigere at studere nederlaget frem for sejren. For eksempel er det interessante ved slaget i Verdun 1916 ikke det heltemodige franske forsvar. Det interessante er den tyske tankegang, manglende beslutningsevne og fejlagtige efterretningsopfattelser samt den manglende sammenhæng mellem de forskellige niveauer af krigsførelse.

Læs også: Filmen “Dunkirk” er en medrivende og storslået skuffelse

Tilsvarende er gældende for Sedan 1940. Det interessante er ikke Guderians XIX Panser Korps og dets vellykkede angreb over floden Meuse med efterfølgende videreførelse af angrebet mod Dunkerque. Det interessante er de franske dispositioner i form af uddannelse af mobiliseringsenheder og opfattelse af, hvad fjenden kan, og hvor hurtigt han kan handle. Og tankegangen om, at hvad var rigtigt i 1918 er også var rigtigt i 1940. Det var det ikke.

Lad mig afslutningsvis tillige anbefale alle at se filmen Darkest Hour, som beskriver Churchills vej til magten, hvilket finder sted i samme tidsrum som felttoget i Norge. Den illustrerer på glimrende vis demokratiernes vanskeligheder i en konfrontation med totalitære magter uden skrupler.

General Knud Bartels var forsvarschef i perioden 2009-2011 og fortsatte herefter som Danmarks første og hidtil eneste formand for Natos militærkomité. Den post bestred han frem til juli 2015, da han gik på pension. Foto: Søren Bidstrup