ANMELDELSE: Filmen ”The Post” fortæller dramaet om offentliggørelsen af the Pentagon Papers i 1971, som afslørede fire amerikanske regeringers løgne om krigen i Vietnam og var forløberen for Watergate-skandalen. Men først og fremmest handler den om journalistikkens grundlovssikrede rolle i frie demokratier.

Lad mig slå fast med det samme, at ”The Post” ikke er en krigsfilm i traditionel forstand. Håber du at se krigsscener med skudvekslinger, fremrykninger, eksplosioner og retræte – kan du lige så godt blive hjemme. Den slags scener fylder maksimalt et enkelt minut eller to. Til gengæld danner de få krigsscener fra Vietnam baggrund for et mindst lige så stort drama, som i 1971 udspillede sig i og omkring Det Hvide Hus, New York Times og Washington Post.

Det var et drama, som skulle blive begyndelsen på enden for Richard Nixons tid som præsident og for alvor sætte fut i de protestbevægelser, som krævede en afslutning på amerikanernes engagement i Vietnam. Forsvarsminister Robert McNamara havde i al hemmelighed fået analytikere til at udarbejde løbende rapporter om krigens udvikling i Vietnam, og dokumenterne rummede en helt anden historie, end den politikerne fortalte offentligheden. Krigen i Indokina udviklede sig mildest talt ikke efter planen, men udadtil løj fire skiftende regeringer om sandheden og fortalte kontinuerligt positivt om løbende fremskridt.

Artiklen fortsætter under traileren …

Det fik embedsmanden Daniel Ellsberg til i smug at kopiere og aflevere de mange rapporter på sammenlagt over 7.000 sider til New York Times, som efter måneders forberedelse varslede sin planlagte artikelserie på forsiden før selve afsløringen. Den slags varsler skal man passe på med. Nixons regering handlede resolut, hev New York Times i retten og fik samme dag nedlagt fogedforbud, fordi en afsløring af ”The Pentagon Papers” efter alt at dømme ville skade nationens sikkerhed.

Washington Posts overlevelse var på spil

Rettens time out åbnede et vindue for Washington Post, som med Ellsbergs hjælp også fik adgang til rapporterne. Men skulle avisen trykke afsløringerne, når New York Times var blevet nægtet det?

Avisens overlevelse var på spil, og i orkanens øje stod den kvindelige ejer Katharine Graham, som i de selvsamme dage skulle lancere Washington Post på fondsbørsen. Hun havde arvet ejerskabet af avisen efter først sin far og siden sin mand Phil Graham, som var jurist, ansvarshavende chefredaktør og døde pludseligt i 1963 bare 48 år gammel.

Artiklen fortsætter under billedet …

Som kvinde høstede Katharine Graham ikke meget respekt som leder, og filmen skildrer sideløbende med kampen for at få sandheden frem hendes modning som chef og øverste boss i et hus, hvis troværdighed og omdømme står og falder med hendes beslutninger og i sidste ende – beslutning. Den var ikke let, for den kunne få afgørende betydning for krigens udfald, regeringens og ikke mindst avisens overlevelse.

Under Steven Spielbergs kyndige instruktion er det legendariske makkerskab mellem Katharine Graham og The Post’s nyhedschef Ben Bradlee vanvittigt godt skildret af henholdsvis Meryl Streep og Tom Hanks som den insisterende og fandenivoldske nyhedschef, der kæmper en indædt kamp for at overbevise sin kvindelige chef om at træffe den rigtige beslutning. Der er flere one-liners i filmen, og en af de mest sigende er lige så autentisk, som den er sand.

”Ved du, hvad min mand plejede at sige? Nyheder er det første råudkast af historieskrivningen,” siger Graham til Bradlee, mens tromlerne ruller i avisens trykkeri.

Filmen handler også om mandschauvinisme

Filmens afsæt er naturligvis krigen i Vietnam. Men det overordnede tema handler om pressens ret og pligt til at gå magten efter i sømmene og ikke mindst domstolenes håndhævelse af den forfatning, som var skrevet små 200 år tidligere. Og den er en venlig og aktuel påmindelse om, at det for pressen kan være i fuld overensstemmelse med loven at offentliggøre selv tophemmelige dokumenter omhandlende rigets sikkerhed.

Set i det lys er filmen stadig lige så aktuel som for 47 år siden. “The Post” handler ikke bare om spin, magtmisbrug, anonyme kilder, journalistisk mod og en voldsom mandschauvinisme. Frem for alt handler den om pressens ret til at afdække sandheden.

”Jeg vil have, at du sørger for, at ingen journalister fra Washington Post nogensinde igen skal sætte deres ben i Det Hvide Hus,” hører man Nixons stemme sige i slutningen af filmen på båndoptagelserne fra Det Hvide Hus.

Artiklen fortsætter under billedet …

Washington Post’s handlinger i 1971 krævede ikke bare mod. De krævede også talent, engagement, holdånd og troen på, at noget er vigtigere end os selv – og ussel mammon. Heldigvis havde avisen de rette personer på de afgørende poster, og heldigvis valgte flertallet af dommerne rigtigt, da sagen eksploderede og endte i Højesteret. I redaktionslokalet på The Post lyttede alle med, da dommen faldt.

Bør være pligtvisning på enhver journalistuddannelse

”I den første forfatningsændring gav Amerikas grundlæggere den frie presse den beskyttelse, som den må have for at kunne udføre sin essentielle rolle i vores demokrati. Pressen skulle tjene de regerede – ikke de regerende,” refererer journalisten fra telefonen, mens hele redaktionen lytter intenst med.

Hvis man opfatter sig selv som journalist eller bare interesserer sig for pressens rolle i frie demokratier, bør man ikke bare se The Post. Filmen skal være pligtvisning på enhver journalistuddannelse og redaktion med respekt for sig selv. Og venlig inspiration på enhver redaktion uden respekt for sig selv.

På samme måde er der ingen vej uden om, hvis man interesserer sig for militær historie. ”The Post” er alle pengene værd.

“The Post” har premiere i biografer over hele landet i dag.