spot_img

Har Donald Trumps generaler skabt et omvendt demokratisk problem?

BLOG: I januar var det ét år siden, at en ny administration overtog magten i USA med flere fremtrædende generaler på centrale poster. Kritikere mente, at dette var skadeligt for demokratiet, men den negative påvirkning kan også gå den anden vej – en politisering af militærfolk som uvildige rådgivere.

Da præsident Donald Trumps nye administration indtog Det Hvide Hus for et år siden, vakte det stor opsigt, at to pensionerede firestjernede generaler og en pensioneret trestjernet general var blevet placeret på centrale poster i den nye regering. Diskussionerne gik på, om det var en trussel mod demokratiet, at militærfolk på den måde sad på centrale poster i en civil administration. Men i virkeligheden er den negative påvirkning nok omvendt af, hvad de fleste forventer. Vi har ikke observeret militærfolkene som trusler mod demokratiske værdier, men i stedet kan vi se en forøget politisering af militærfolk. Noget som kan true den uvildige militære rådgivning, som også er en central del af den demokratiske proces.

Et år senere er general (pens.) James Mattis stadig forsvarsminister, general (pens.) John Kelly er blevet stabschef i Det Hvide Hus, og generalløjtnant H.R. McMaster har afløst generalløjtnant (pens.) Mike Flynn som national sikkerhedsrådgiver. Men hvordan er vi nået til et punkt, hvor militærfolk indtager centrale poster i den amerikanske regering, og pressesekretæren i Det Hvide Hus ligefrem antyder, at kritik af generaler er upassende?Hvordan har officerer fået den status i det amerikanske samfund?

Den udvikling bunder især i udviklingen, efter at USA undgik et militært nederlag i Irak efter ”The Surge” under general David H. Petraeus og hans centrale placering i den politiske debat.

En anderledes rolle end tiltænkt

Det er højst usædvanligt, at så mange militærfolk får så fremtrædende poster i en amerikansk præsidents regering. Det er som sådan ikke atypisk at se tidligere militærfolk i en præsidents administration. Præsident Obama havde general Petraeus som direktør for CIA, admiral Dennis Blair og general James Clapper som Director of National Intelligence og til at begynde med general Jim Jones som national sikkerhedsrådgiver. Det er altså mængden af tidligere officerer, som på samme tid indtager de centrale poster i regeringen, som gør Trump-administrationen så speciel.

Paradoksalt nok for os i dag er USA grundlagt med en idé om, at man ikke skulle have noget militær. En militær styrke blev set som en lige så stor trussel mod civilsamfundets rettigheder som dets beskytter. Den ændrede globale rolle efter Anden Verdenskrig for USA ændrede opfattelsen af nødvendigheden af et militær. Men hvilken rolle skulle militæret så spille i et moderne demokrati. Samuel Huntington blev i 1957 kendt for sin teori om ”objektiv kontrol”, hvor den militære ledelse holdt sig til rådgivning om og gennemførelse af militære operationer – altså en skarp adskillelse af de to verdener og kompetencesæt.

Artiklen fortsætter under billedet …

Præsident Donald Trump flankeret i marts 2017 af sin nye sikkerhedsrådgiver, generalløjtnant H.R. McMaster (tv) og generalløjtnant Keith Kellogg, som kommer til at fungere som stabschef for det nationale sikkerhedsråd. Arkivfoto: White House

I 1960 fulgte Morris Janowitz med sin bog om civil-militære relationer, som argumenterede for at man i moderne militære styrker så en udvaskning af kompetencer mellem den civile og militære verden. Militærfolk var i større grad nødt til at have tekniske evner og officerer skulle uddannes i management. Janowitz beskrev stadig en adskillelse af den civile og militære verden, men en udflydning af kompetencer.

I dag er udviklingen, at officerer i højere og højere grad bliver del af den politiske debat i USA. Der er intet, der tyder på, at de truer de demokratiske værdier, som den civile regering er bygget på med en overdreven militaristisk tilgang til den civile administration. Det har indtil videre været lektien af det første år med Trump-administrationen.
Dér, hvor vi kan finde en trussel ved den moderne tendens, er nok snarere den anden vej – nemlig en trussel mod den uafhængige militære rådgivning.

Ved at gøre militærfolk til aktive aktører i den politiske debat – selv efter de er pensioneret, så risikerer man at sætte uafhængigheden over styr, fordi folk vil kunne stille spørgsmålstegn ved hvorvidt den militære rådgivning er politisk uvildig. Det er altså ikke en klassisk trussel, som ellers forbindes med militærfolk som del af den civile politiske proces, men her ser vi netop en risiko.

Hvordan nåede man der til?

I 2006 var den amerikanske indsats i Irak på randen af fiasko. Tusinder blev dræbt ved henrettelser, selvmordsangreb og kamphandlinger mellem militser eller mod de amerikanske styrker. Det amerikanske militær havde ikke noget svar på de udfordringer, som man stod overfor. Risikoen for et nyt nederlag i stil med Vietnam-krigen var overhængende. I perioden 2007-2008 vendte situationen, og æren blev hurtigt tillagt general Petraeus og hans strategi baseret på ”befolkningsfokuseret oprørsbekæmpelse”.

Efter at være blevet trukket tilbage fra randen af nederlag i Irak fik de militære chefer en fornyet tillid, efter i flere år at være blevet holdt nede af den konsekvent dårlige udvikling i Irak – og af forsvarsminister Donald Rumsfeld, militærets civile chef, som ønskede total civil kontrol over militæret.

Artiklen fortsætter under billedet …

Præsident Donald Trump taler, efter at James Mattis har aflagt ed som USA’s forsvarsminister. Arkivfoto: WhiteHouse

Nu stod militæret lige pludselig med en succeshistorie og en nationalhelt, som man kunne vise frem. Af flere årsager var den amerikanske befolkning også i højere grad end tidligere tilbøjelig til at acceptere en militær nationalhelt. Militæret er konsekvent en af de institutioner, som amerikanerne har mest tillid til. Sådan har det været i mange år. Men den tendens blev forstærket af behovet for nationalhelte i en periode, hvor den politiske ledelse i Washington D.C. var ekstremt upopulær.

Den rolle tog Petraeus gerne på sig. Han brugte sit netværk blandt journalister til at sikre, at positive historier strømmede fra Irak til den amerikanske offentlighed. Han dyrkede derudover forholdet til politikere i Kongressen – politikere der var afgørende, hvis Petraeus fortsat skulle have opbakning til de militære operationer rundt om især i Mellemøsten.

General Petraeus blev altså en foregangsmand, når det gjaldt militære lederes mere aktive offentlige rolle. Det skyldtes ikke mindst, at han blev tilskrevet æren for at have reddet USA fra nederlag i Irak og hans tætte kontakter til den politiske ledelse i Washington D.C.

Perspektiverne for en militærmand som præsident

Den mere fremtrædende rolle og de enorme ressourcer, som de militære topledere er vant til at håndtere, vil dog sandsynligvis ikke føre til, at vi får en amerikansk general at se som præsident lige med det samme. David Petraeus var det bedste bud, men kun på baggrund af sin offentlige stjernestatus og politiske formåen. Den tidligere forsvarschef og nationale sikkerhedsrådgiver, Colin Powell, kunne måske have været en realistisk kandidat i 1996, og David Petraeus kunne have været en seriøs modstander for Obama i 2012 – men de tilfælde findes kun once in a generation.

De tre generaler i Trump-administrationen viser dog, at militærfolk ikke er den trussel mod civil kontrol og stabilitet, som kritikerne havde frygtet. I øjeblikket lader Mattis, Kelly og McMaster til at være de stabiliserende aktører, som sikrer en stabilitet internt i regeringen og særligt i forhold til udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Krigene i Irak og Afghanistan og den større offentlige bevidsthed om generalerne og den aktuelle politiske situation i Washington D.C. har betydet, at militærfolk har kunnet få en prominent rolle i amerikansk politik. Det første års erfaringer fra Trump-administrationen viser, at vi bør se dem som positive aktører – snarere end trusler. Den største demokratiske trussel er måske snarere, at den civile politiske verden er begyndt at trænge ind i den militære verden – ikke den anden vej rundt.

 

Andre læste også

»Hver gang Putin har eskaleret, er vi kommet rendende med for lidt og for sent«

Abonnement
INTERVIEW. Det er mange år siden, Anders Fogh Rasmussen indstillede sin parlamentariske karriere og satte sig for bordenden som generalsekretær i Nato. Nu er han en fri fugl, og det kommer særligt i udtryk i Venstre-koryfæets udtalte og uforbeholdne støtte til Ukraine. Vesten skal træde mere i karakter og...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer