ANALYSE: Taleban ser umiddelbart ud til at have vind i sejlene i Afghanistan, men en nærmere analyse af situationen fortæller en anden historie. Det er derfor ikke overraskende, at USA og Nato har afvist at forhandle med Taleban, som i et brev i sidste uge rakte en udstrakt hånd frem mod koalitionen og Kongressen i Washington.

I sidste uge rakte Taleban i et åbent brev hånden frem mod USA og dets allierede og meldte sig klar til dialog. USA og Nato har imidlertid afvist at sætte sig til bords med Taleban på nuværende tidspunkt. Det til trods for, at præsident Donald Trumps nye og mere aggressive strategi for Afghanistan indbefatter en erklæret målsætning om at presse Taleban til forhandlingsbordet. I erkendelse, af at konflikten ikke kan afgøres på slagmarken, er det derfor bemærkelsesværdigt, at Trump afviser den første mulighed han får for at indgå i dialog med den militante oprørsbevægelse. Men er konflikten i Afghanistan overhovedet moden til forhandling eller er der endnu er positioneringskampe at kæmpe?

Læs også: Flere soldater i Afghanistan skal styrke uddannelsen af ANA og ANP

Brevet af 14. februar er adresseret til ”det amerikanske folk og fredselskende medlemmer af kongressen”. Det anses af flere iagttagere som et led i en ny kommunikationsstrategi, hvor Taleban med både patos og fornuft forsøger at påvirke den amerikanske beslutningsproces i forhold til Afghanistan. Tidligere har Taleban i samme type erklæring henvendt sig direkte til præsident Trump og sågar inviteret senator Rand Paul til en drøftelse om Trumps strategi i bevægelsens politiske kontor i Doha. Sidstnævnte er et eksempel på, hvordan Talebans brug af fakta og fornuftsargumentation har bidraget til den skarpe kritik af det amerikanske engagement i landet. Indtil videre har forsøget på at tale Trump til fornuft dog ikke vundet indpas i Det Hvide Hus.

Læs også: John McCain sænker ambitionerne for USA’s indsats i Afghanistan

Kort efter brevets offentliggørelse erklærede USA og NATO sig afvisende over for forhandlinger på nuværende tidspunkt. Med henvisning til terrorhandlinger som det såkaldte Ambulanceangreb, der den 27. januar kostede mere end 100 menneskeliv, mener man ikke, at Taleban udviser tilstrækkelig parathed til at forhandle oprigtigt om fred. Det er et tydeligt paradoks, at man med den nye strategis fokus på at presse Taleban til forhandlingsbordet, afslår første mulighed for at mødes i dialog. Årsagen til den opsigtsvækkende udmelding fra Taleban skal ses i lyset af realiteten på kamppladsen. For at vurdere, om Afghanistankonflikten i det hele taget er moden til forhandling er det derfor nødvendigt at tage et kig på den aktuelle sikkerhedssituation og styrkeforholdet mellem de stridende parter i Afghanistan.

Kampene i Afghanistan bliver mere voldelige

I løbet af januar eskalerede Taleban konflikten med en række blodige angreb i Kabul. Bevægelsen har selv forklaret, at angrebene skal ses som en direkte reaktion på præsident Trumps Afghanistan-strategi. Men mere end noget andet er eskalationen et udtryk for en tydelig tendens i den 17 år lange konflikt. Alt tyder nemlig på, at kampene i Afghanistan kun bliver mere omfattende og mere voldelige.

Mens situationen i årevis har været fastlåst mellem dårlig og værre, kan der i Trumps aggressive tilgang til oprørsbekæmpelse i Afghanistan spores et vendepunkt.

I en rapport udarbejdet af Thomas Ruttig for tænketanken Afghanistan Analyst Network, har man sammenholdt en række tilgængelige kilder, der alle peger i samme retning: Sammenlignet med tidligere faser i konflikten var 2017 på alle parametre mere omfattende og mere voldelig end hidtil. Antallet af væbnede sammenstød ligger på det højeste niveau, siden FN begyndte sin registrering i 2007. Yderligere rapporteres der om flere omfattende og længerevarende kampe, der i højere grad end tidligere har karakter af konventionel krig. Tungen på vægtskålen i forhold til den amerikanske strategi synes dog at være spørgsmålet om territorial kontrol. Mens situationen i årevis har været fastlåst mellem dårlig og værre, kan der i Trumps aggressive tilgang til oprørsbekæmpelse i Afghanistan spores et vendepunkt.

Læs også: James Mattis afviser nepotisme i strategien for Afghanistan

Det amerikanske militær har på nærmest doktrinær facon målsat, at den afghanske regering skal have kontrol med minimum 80 pct. af landet, før Taleban vil søge mod forhandlingsbordet. Ifølge den nyeste kvartalsrapport fra SIGAR (Special Inspector General for Afghanistan Reconstruction) fra januar har regeringen imidlertid i bogstaveligste forstand tabt terræn. I august 2017 var bare 57 pct. af Afghanistans distrikter under regeringens kontrol. Taleban kontrollerede 13 pct., mens de resterende 30 pct. defineredes som såkaldte omstridte områder. For at gøre slemt værre har de afghanske sikkerhedsstyrker ifølge flere uofficielle kilder i det forgangne halve år tabt yderligere terræn. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at det netop er nu, mens Taleban har vind i sejlene, at håndsrækningen kommer.

En sandhed med modifikationer

Forklaringen skal findes i effekten af den nye amerikanske strategi. For selv om Taleban unægteligt står stærkere end nogensinde før, så presser den mere slagkraftige strategi imidlertid bevægelsen på flere fronter. For det første har færre restriktioner på anvendelsen af luftangreb været et særdeles effektivt middel til at forstyrre Taleban. Sidste år nåede koalitionens fly at kaste mere end 3.500 bomber, hvilket er det højeste antal siden 2012. Det er af iagttagere blevet beskrevet som et vendepunkt, der har fordrevet Taleban fra flere bebyggede områder, herunder provinshovedstaden Kunduz. Talebans stigende kontrol over områder er derfor en sandhed med modifikationer, idet bevægelsens øgede dominans primært har været funderet i tyndt befolkede områder.

Sidste år nåede koalitionens fly at kaste mere end 3.500 bomber, hvilket er det højeste antal siden 2012.

Læs også: Naturlig skepsis for udviklingen i Afghanistan

For det andet har luftangrebene forårsaget, at Taleban efter at have haft handlefrihed til at gennemføre storstilede operationer af konventionel karakter nu igen foretrækker at operere i mindre grupper for ikke at ende som oplagte mål for amerikanske bomber. Det betyder, at prestigefulde operationer og dominans over strategiske nøglepunkter er blevet en mere vanskelig affære, og Talebanbevægelsen har været nødt til at ty til velkendte oprørstaktikker som terroranslag og mindre angreb. Læg dertil at den afghanske hær frem mod 2021 har planlagt at fordoble antallet af specialoperationsstyrker og tilmed bliver forsynet med mere effektive våbenplatforme herunder en leverance af 159 Black Hawk helikoptere. Det vil øge antallet af målrettede operationer og skabe yderligere mobilitet for den afghanske hær. Meget tyder på, at magtbalancen i de omstridte områder er ved at skifte til regeringshærens favør.

Rationalet for forhandling er ubalanceret

Taleban har tilsyneladende haft regnehæftet fremme. Det står klart, at selv om den nuværende situation ser gunstig ud, vil man på længere sigt alligevel enten blive presset til forhandlingsbordet eller helt ud. Brevet til Kongressen og opfordringen til forsoning siger således en hel del om Talebans reelle styrke. Det ser ud til, at man er ved at have nået grænsen for, hvad der er muligt at forsvare i den kommende forårsoffensiv. Det er derfor også åbenlyst, hvorfor Taleban netop nu rækker hånden ud og melder sig klar til dialog. Den øjeblikkelige situation, hvor det synes at gå oprørernes vej, giver Taleban gode kort på hånden, når det store slag om magt og indflydelse skal stå. Modsat vil styrkeforholdene hurtigt skifte, såfremt den afghanske hær formår at udnytte det momentum, som Trump-administrationens strategi skaber rammerne for.

Retter man et skeptisk blik på den aktuelle situation, er det åbenlyst, at Taleban søger dialog ud fra et rationale om, at man er gunstigt positioneret i forhold til forhandling om postkonfliktområder.

Af samme grund er det heller ikke overraskende, at den internationale koalition afslår tilbuddet om forsoning netop nu. Retter man et skeptisk blik på den aktuelle situation, er det åbenlyst, at Taleban søger dialog ud fra et rationale om, at man er gunstigt positioneret i forhold til forhandling om postkonfliktområder. Desuden er man særligt fra amerikansk side interesseret i fortsat at have hånd i hanke med den porøse sikkerhedsudvikling i Afghanistan, der i stigende grad også indbefatter elementer af Islamisk Stat. En total tilbagetrækning af samtlige internationale styrker fra Afghanistan vil stå øverst på dagsordenen i en potentiel forhandling, hvilket man fra amerikansk side ikke kan gå med til. Man satser i stedet på at kunne fravriste Taleban tilstrækkeligt territorium til at kunne diktere vilkårene for en forhandling – hvis og såfremt muligheden byder sig igen. Men som forsigtig optimist ser den aggressive strategi ud til også på sigt at tvinge Taleban til forhandlingsbordet.