BLOG: Danmark sikkerhedspolitiske kort spilles bedst gennem Nato. Vi skal ikke opbygge skyggeorganisationer, der næppe kommer til at virke efter hensigten. Sluk for drømmen om Europas forenede hær og lad os fortsætte i en alliance, hvor aftaler sker mellem lande og ikke over hovedet på landene og bring så vores bidrag til Nato op på de lovede 2 pct.
Danmark har som bekendt et forsvarsforbehold – skabt på baggrund af en EU-afstemning for 25 år siden, hvor befolkningen ikke ønskede mere EU. Det ønskede den heller ikke ved den seneste afstemning, og det kommer den næppe til ved den næste. Og den næste afstemning er måske ikke så langt væk, da man fra politisk elitær side tydeligvis ligger inde med alle moders patent; mere EU. En løsning, der koste hvad den vil, skal trækkes ned over hovedet på befolkningen.
Danmark er derimod en del af Nato, uagtet at vi kun bidrager med godt halvdelen af det, som vi er forpligtede til. Hvorfor skulle vi kaste os ind i et EU-projekt, når vi bare kunne holde fast i den alliance, der både er størst og tungest på den globale scene? Hvorfor skulle vi begynde at bygge parallelle strukturer, når hele vores sikkerhedspolitiske virke er ganske fint funderet på en platform af Nato?
Ved at afskaffe EU forbeholdet vil vi glide længere ind i EU, hvor beslutningerne centraliseres, og i væsentligt omfang tages af de større lande herunder Frankrig, Tyskland og Italien, hvorved vi udvander dansk suverænitet. Vi er allerede rigeligt udfordret af at skulle danse efter amerikansk pibe, da vi kun kan råde bod på det manglende samlede bidrag ved at deltage i alle mulige og umulige missioner under amerikansk ledelse.
EU skal koncentrere sig om samhandel og frihandel
EU bør begrænses til det, der var det oprindelige formål. Samhandel og frihandel, hvor varerne kan flyde frit og dermed knytte Europa tættere sammen. En ophævelse af forsvarsforbeholdet vil blot yderligere udvande den oprindelige intention og aflevere mere af vores selvbestemmelse til Bruxelles. Med lige dele bekymring og ubehag ville man dermed lægge mere magt i Federica Mogherinis turban, EUs ”udenrigschef”. Samme kvinde, der på et pressemøde brød sammen for åben mikrofon, da EU ikke kunne finde en fælles løsning på immigrationsbølgen. I min verden næppe det rette sted at parkere det mindste ansvar for danske interesser.
Dansk forsvar og sikkerhedspolitik er et nationalt anliggende, hvor vi mellemnationalt og i Nato kan koordinere fælles indsatser, med andre ord aftaler mellem stater. EU bygger på overnationale aftaler, hvor vi som land med en ganske lille indflydelse i det store billede derfor kun i begrænset omfang vil kunne påvirke retningen. Det danske forbehold sikrer, at vi fortsat kan arbejde med vores egen sikkerhedspolitik uden indblanding fra EU og ”kun” skal tage Nato i ed, når vi udformer vores forsvar.
Argumenterne for at afskaffe forbeholdet er tab af arbejdspladser, hvilket næppe holder stik, da manglende eksportordrer nok nærmere skal ses i lyset af den lille velvilje, der politisk findes til at investere i vores egen sikkerhed. Den norske våbenindustri lever til trods for ikke at være i EU, ligesom der givetvis ville kunne findes andre lande uden for EU, der sagtens kan levere materiel uden et EU-medlemskab. Påstanden skal være, at en sænkning af selskabsskatten ville have en langt mere positiv effekt på dansk forsvarsindustri end en ophævelse af forsvarsforbeholdet.
Effektivitetsfortjeneste på 26 mia. kr. er vægtigt argument
Et hvidpapir fra EU ”afslørede” en evne til at spare op mod 26 mia. kr. om året i effektivitetsfortjeneste, hvilket må være et af de mest hårdtslående argumenter i Finansministeriet og i Forsvarsministeriet samt blandt de skiftende konsulenthuse, der løbende har tjent formuer på at opfinde kreative effektiviseringer i Forsvaret. Udsigten til at kunne spare yderligere på et forsvar, blot man afskaffer forbeholdet, må næsten være for fristende for en siddende regering, for hvem Forsvaret blot er et belastende rødt tal på bundlinjen.
Danmark har været medlem af Nato siden 1949, og det skal vi blive ved med, da vores bedste sikkerhedspolitiske kort spilles gennem denne alliance. Vi skal ikke opbygge skyggeorganisationer, der næppe kommer til at slå en bule i en dyne, da historikken i Europa næppe tilsiger, at vi har kunnet tage os sammen til ret meget andet end mundtlige fordømmelser, når eksempelvis Balkan er brudt i brand.
Sluk for drømmen om Europas forenede hær og lad os fortsætte i en alliance, hvor aftaler sker mellem lande og ikke over hovedet på landene. Og bring så vores bidrag til Nato op på de lovede 2 pct. af bnp.
KK har jo ret. Vi har et velfungerende NATO, der har holdt os sikre siden 1949. Vi har for det første ikke brug for yderligere et forsvarshold i form af en EU-hær. Forbeholdet sikre, at Danmark reelt selv kan vælge, hvor aktivistisk vi vil forpligte os. Uden forbeholdet bliver vi tvunget ind i andre landes behov. Bare se, de problemer Frankrig har med div. forpligtelser i deres tidligere kolonier, og som vi uden forbeholdet vil kunne blive tvunget til at bidrage med, både fysisk og økonomisk. For det andet, er musketéreden i Nato en sikkerhed vi ikke finder i EU. EU er ikke et land eller en nation, med én stemme, men en samling af nationer, der prøver at arbejde sammen. Dette dysfunktionelle ægteskabs forliser har vi set mange eksempler på de seneste år. Så at tro vi som nation og ved afgivelse af yderligere suverænitet, til et i øvrigt yderst udefineret forsvarssamarbejde, skulle få mere sikkerhed, er i heldigste fald meget naivt.
Kroll har et. Der er ingen grund til at opbygge et nyt bureaukrati i dansk forsvar, der alene kommer til at beskæftige folk omkostningsfuldt, trække penge til sig uden effekt, da det alligevel er USA, der betyder noget militær-politisk. Der er rigeligt at bruge forsvarspenge på i forvejen.
Derudover også det demokratisk- værdimæssige: I NATO er det lande, der samarbejder, i EU er det overnationale politikere og bureaukrater, der bestemmer.
Jeg deltager i diskussioner i forskellige avisers kronikker og artikler. Måske er jeg paranoid, men i en diskussion optrædte person, hvis indlæg var så besynderlige, at jeg ikke kunne tro andet end, at hun er en russisk “trold”. Selv om hun skriver korrekt dansk, er de ting, hun siger, ikke udtryk for typisk dansk kultur – men de udtrykker fint russisk kultur, f.eks. en udtalt antisemitisme. Hun argumenterer ikke for sine meninger men kommer med personangreb og insinuationer. Hun forsøger at så splid. Det er f.eks. ikke typisk dansk at argumentere for, at Danmark skal melde sig ud af NATO og slutte sig til en EU-hær – hvilket ville passe med russiske interesser. Hun opfordrer til, at dansk militær skal have a-våben. Og hun skriver, at Russisk militær er så stort og mægtigt, at danskerne ligeså godt kan give op med det samme. Hvert enkelt element kunne en dansker godt finde på at sige – men det samlede billede passer ikke til en typisk dansker.
Hvis man skal udrette noget politisk inden for det sikkerhedspolitiske område, så er det for øvrigt afgørende nødvendigt at forstå, at de store lande så langt ville foretrække at kunne gå alene, uden at have de små lande med i et forpligtende samarbejde. For så kan de store selv sætte spillepladen og udforme reglerne, og vi fra de små lande har bare at rette ind. Så Klaus Krolls vision ville i virkeligheden bringe Danmark ind i et mørkt rum, hvor det ikke engang ville blive opdaget, om Danmark havde et selvstændigt standpunkt. Så den suverænitet vi måtte bevare, kan vi sætte på en udstilling over nyttesløse handelefriheder.
Og hvad angår sammenhæng mellem handel og sikkerhedspolitik (som NATO ikke tager sig af) kan i øvrigt illustreres af det forhold, at FN, som primært var tænkt som et sikkerhedspolitisk instrument, i dag er i realiteten helt magtesløs og irrelevant. Der var indtænkt handelspolitiske instrumenter (bl.a. udspillet igennem UNCTAD). Men de instrumenter har i praksis ikke fået stor vægt i samarbejdet inden for FN, som derfor ikke har potente midler at sætte bag de beslutninger, som træffes. Og beslutningerne i FN er for øvrigt ikke forankrede i hverken et gensidigt forpligtende samarbejde, eller i en reelt demokratisk beslutningsproces. Så også FN er ude af spil, i sikkerhedspolitiske spørgsmål.
Men det er EU ikke.
Klaus Kroll har helt ret i, at NATO må være Danmarks højest prioriterede sikkerheds- og forsvarspolitiske organisation. (Hvorimod jeg må skuffe med at sige, at de 2% af BNP i danske forsvarsudgifter desværre nok er helt urealistisk).
Men hvorfor skal vores NATO medlemskab afholde Danmark fra at engagere sig sikkerheds- og forsvarspolitisk i andre organisationer? Det har vi da gjort gennem mange år, f.eks. i regi af FN, OSCE og i koalitioner. Det er smart at kunne, f.eks når NATO ikke kan skabe intern konsensus om at handle, eller når NATO-hatten af andre årsager bare ikke er den mest hensigtsmæssige hat at bære.
Nøjagtig som Danmark ikke har et “FN-forsvar” eller for den sags skyld et “NATO-forsvar” (vi har kun et “Forsvar”, som kan anvendes i forskellige sammenhænge), så vil vi heller ikke få et “EU-forsvar”, hvis vi tiltrådte EUs sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde. Vi vil blot få en ekstra hat på hylden, som vil øge vores muligheder for at agere sammen med ligesindede i bestemte situationer.
Ved at lægge samtlige æg i NATO-kurven, binder man Danmark til konsensus-afhængighed af bestemte alliancepartnere, som vi måske ikke i alle sammenhænge ønsker at være afhængige af (jeg skal undlade at nævne hvilke).
Et engagement i EUs sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde vil hverken kræve større forsvarsudgifter eller tvinge Danmark ud i EU-ledede missioner, hvis der ikke er dansk politisk flertal for det. Det vil først og fremmest give Danmark den fordel at have flere valgmuligheder. Og det plejer da ikke at være et problem for et højreorienteret parti.
Forsvarsforbeholdet burde laves om (hvis muligt) til i stil med retsforbeholdet at sørge for, vi ikke bliver tvunget med i et overstatsligt samarbejde.
Der er stor enighed om, at vi ikke skal deltage i en egentlig EU hær, men det bør være muligt for folketinget at godkende EU missioner fra gang til gang, som man gør med FN og Nato missioner.
NATO driver ikke sikkerhedspolitik. Det er et forsvarssamarbejde. NATO driver i det hele taget ikke politik på medlemmernes vegne. Lige så lidt som EU gør det. Men I NATO er der potentielt mulighed for, at Danmark kan indgå i et sikkerhedspolitisk samarbejde,
Klaus Kroll dæmoniserer dem, han er uenig med. Bedrevidende retorik med brug af ordvalg som “politisk elitær side” og “skal trækkes ned over hovedet på befolkningen” og “glide længere ind i EU” bruges for at eliminere synspunkter fra debatten, som reserveofficeren er uenig i. Det er en barnlig og dum form for forsøg på at værge sig imod substantiel debat.
Det er en helt uunderbygget og dermed gratis – og fordummende – påstand, at beslutninger i EU er centraliserede. Men det er naturligvis korrekt, at Danmark ikke kan bestemme alt i EU. Det kan Danmark for øvrigt heller ikke i NATO. Men i NATO skal vi være enige med en anden kreds, herunder f.eks. Tyrkiet, som nok ikke står for mange af os som et lysende eksempel på et demokratisk ideal. Måske dog for Nye Borgerlige.
At vi “udvander dansk suverænitet” i EU er en floskel, blottet for indhold,
Det er formentlig passeret Klaus Krolls opmærksomhed, at USA er ved at distancere sig fra NATO – især for den del der handler om, hvad der sker i Europa. USA orienterer sig mere og mere imod Asien (se bl.a. notatet “Rørte Vande” fra Københavns Universitet 2017).
At Danmark skulle “danse efter USAs pibe” er også en helt uunderbygget påstand, og det er svært at se hvad der dog har fået Klaus Krolls blod i kog. Man aner dog den yderste højrefløjs tydelige flirten med Putin og hans system (se det indeholdt også en uunderbygget påstand og en ringeagtsytring – denne gang fra min side, og anført for at illustrere hvor fordummende man kan debattere).
Danmark har sikkerhedspolitisk reelt intet råderum, hvis vi står alene. Det var lettere, dengang Danmark havde een af Europas største flådestyrker. Men den tid – Klaus Kroll – er forbi.
Vi råder i øvrigt ikke bod på et manglende bidrag ved at deltage i “alle mulige og umulige missioner” – hvad er det for øvrigt for missioner, som det står Klaus Kroll klart, at vi skulle have holdt os fra? Og hvordan skulle det dog kunne råde bod på, at vi ikke lever op til, hvad vi allerede har lovet at yde?
Og hvorfor skulle vi dog øge vort bidrag, hvis vi i virkeligheden ikke vil bruge vort forsvar? Hvordan kan vi for øvrigt tiltrække kompetente mennesker til et styrket forsvar, hvis de ikke skal lave noget reelt? Det er måske et overset element i debatten, men et professionelt forsvar forudsætter, at der er brug for kompetencerne og at der er konkrete opgaver at løse. Også i dag.
Samhandel, sikkerhedspolitik og forsvar hænger sammen som ærtehalm. Læs eksempelvis historiebøgerne om Europas udvikling i de seneste 5-600 år og læs i aviserne om, hvad der aktuelt er af krig og oprør i Mellemøsten og Afrika. Samhandel, sikkerhedspolitik og forsvar er ikke uafhængige størrelser – tværtimod. Derimod er samhandel et rigtig stærkt sikkerhedspolitisk instrument – for de der har noget at miste (f.eks. de værdier, der skabes ved samhandel) er mindre tilbøjelig til at gå i krig imod hinanden. EU er skabt for at skabe sikkerhed og velstand i Europa. Og det har virket. Eksemplerne på det modsatte er utallige i f.eks. Mellemøsten og Afrika, hvor samhandelen er minimal fordi de ikke har frihandel imellem sig. Men også det europæiske samarbejde er aktuelt udfordret af nationalistiske tilbøjeligheder i en række lande, f.eks. af stærke strømninger i England, Frankrig, Spanien, Polen og Ungarn – strømninger som også Nye Borgerlige synes at have meget tilfællles med.
Terminologien “overnationale aftaler” har jeg ikke hørt før. Hvad handler det nu om? Det er vel ikke “overstatslige” der menes? I disse tider med stigende nationalisme, som vel er eet af Nye Borgerliges stærkeste fundamenter, skal man være omhyggelig med at sikre sig, at man forstår terminologien, så derfor spørger jeg!
Jeg erindrer i øvrigt ikke, at en afskaffelse af forsvarsforbeholdet politisk har været knyttet sammen med en argumentation om tab af arbejdspladser. Hvordan skulle det hænge sammen?
Norge kan i øvrigt tillade sig en del politisk frirum fordi man har et helt usædvanligt økonomisk råderum skabt af den norske olie. Det frirum har vi ikke i Danmark. Men
En ganske skarp analyse.
Jeg kan kun tilføje at KK også tager fejl i sin analyse af den seneste EU-afstemning. Det var ikke et Nej-tak til mere EU, og ikke et nej-tak til retssamarbejdet. Det var en protest imod politikerne og særligt Venstre og LLR, og deres underlige spørgsmål, om vi ville overlade det til politikerne at bestemme hvad vi skulle være medlem af. Så de spurgte os faktisk ikke engang om vi ville være med i retssamarbejdet – de spurgte os om de måtte bestemme om hvilke dele af de vi skal være med i, og det blev der som bekendt svaret nej til.
Populisterne kører altid frem med en EU hær som det store skræmmeeksempel. Det er ikke sådan at virkeligheden er. Sagen er at vi i Europa betaler for meget for vores udstyr. Vi har 17 forskellige tanks mod amerikanernes ene. Det er op til 30% mere vi betaler for meget i forhold til US, og det kan bla bringes ned gennem fælles indkøb.
Samtidig så handler det om samarbejde om fx at poole og dele tranportfly og andre aktiver. ikke om en stående hær.