BLOG: Danmark sikkerhedspolitiske kort spilles bedst gennem Nato. Vi skal ikke opbygge skyggeorganisationer, der næppe kommer til at virke efter hensigten. Sluk for drømmen om Europas forenede hær og lad os fortsætte i en alliance, hvor aftaler sker mellem lande og ikke over hovedet på landene og bring så vores bidrag til Nato op på de lovede 2 pct.
Danmark har som bekendt et forsvarsforbehold – skabt på baggrund af en EU-afstemning for 25 år siden, hvor befolkningen ikke ønskede mere EU. Det ønskede den heller ikke ved den seneste afstemning, og det kommer den næppe til ved den næste. Og den næste afstemning er måske ikke så langt væk, da man fra politisk elitær side tydeligvis ligger inde med alle moders patent; mere EU. En løsning, der koste hvad den vil, skal trækkes ned over hovedet på befolkningen.
Danmark er derimod en del af Nato, uagtet at vi kun bidrager med godt halvdelen af det, som vi er forpligtede til. Hvorfor skulle vi kaste os ind i et EU-projekt, når vi bare kunne holde fast i den alliance, der både er størst og tungest på den globale scene? Hvorfor skulle vi begynde at bygge parallelle strukturer, når hele vores sikkerhedspolitiske virke er ganske fint funderet på en platform af Nato?
Ved at afskaffe EU forbeholdet vil vi glide længere ind i EU, hvor beslutningerne centraliseres, og i væsentligt omfang tages af de større lande herunder Frankrig, Tyskland og Italien, hvorved vi udvander dansk suverænitet. Vi er allerede rigeligt udfordret af at skulle danse efter amerikansk pibe, da vi kun kan råde bod på det manglende samlede bidrag ved at deltage i alle mulige og umulige missioner under amerikansk ledelse.
EU skal koncentrere sig om samhandel og frihandel
EU bør begrænses til det, der var det oprindelige formål. Samhandel og frihandel, hvor varerne kan flyde frit og dermed knytte Europa tættere sammen. En ophævelse af forsvarsforbeholdet vil blot yderligere udvande den oprindelige intention og aflevere mere af vores selvbestemmelse til Bruxelles. Med lige dele bekymring og ubehag ville man dermed lægge mere magt i Federica Mogherinis turban, EUs ”udenrigschef”. Samme kvinde, der på et pressemøde brød sammen for åben mikrofon, da EU ikke kunne finde en fælles løsning på immigrationsbølgen. I min verden næppe det rette sted at parkere det mindste ansvar for danske interesser.
Dansk forsvar og sikkerhedspolitik er et nationalt anliggende, hvor vi mellemnationalt og i Nato kan koordinere fælles indsatser, med andre ord aftaler mellem stater. EU bygger på overnationale aftaler, hvor vi som land med en ganske lille indflydelse i det store billede derfor kun i begrænset omfang vil kunne påvirke retningen. Det danske forbehold sikrer, at vi fortsat kan arbejde med vores egen sikkerhedspolitik uden indblanding fra EU og ”kun” skal tage Nato i ed, når vi udformer vores forsvar.
Argumenterne for at afskaffe forbeholdet er tab af arbejdspladser, hvilket næppe holder stik, da manglende eksportordrer nok nærmere skal ses i lyset af den lille velvilje, der politisk findes til at investere i vores egen sikkerhed. Den norske våbenindustri lever til trods for ikke at være i EU, ligesom der givetvis ville kunne findes andre lande uden for EU, der sagtens kan levere materiel uden et EU-medlemskab. Påstanden skal være, at en sænkning af selskabsskatten ville have en langt mere positiv effekt på dansk forsvarsindustri end en ophævelse af forsvarsforbeholdet.
Effektivitetsfortjeneste på 26 mia. kr. er vægtigt argument
Et hvidpapir fra EU ”afslørede” en evne til at spare op mod 26 mia. kr. om året i effektivitetsfortjeneste, hvilket må være et af de mest hårdtslående argumenter i Finansministeriet og i Forsvarsministeriet samt blandt de skiftende konsulenthuse, der løbende har tjent formuer på at opfinde kreative effektiviseringer i Forsvaret. Udsigten til at kunne spare yderligere på et forsvar, blot man afskaffer forbeholdet, må næsten være for fristende for en siddende regering, for hvem Forsvaret blot er et belastende rødt tal på bundlinjen.
Danmark har været medlem af Nato siden 1949, og det skal vi blive ved med, da vores bedste sikkerhedspolitiske kort spilles gennem denne alliance. Vi skal ikke opbygge skyggeorganisationer, der næppe kommer til at slå en bule i en dyne, da historikken i Europa næppe tilsiger, at vi har kunnet tage os sammen til ret meget andet end mundtlige fordømmelser, når eksempelvis Balkan er brudt i brand.
Sluk for drømmen om Europas forenede hær og lad os fortsætte i en alliance, hvor aftaler sker mellem lande og ikke over hovedet på landene. Og bring så vores bidrag til Nato op på de lovede 2 pct. af bnp.