ANALYSE: Fire faktorer spillede en afgørende rolle, da forsvarschefen mandag ”tog en for holdet” og ændrede beslutningen om profilbilleder på Forsvarets officielle Facebooksider. Stædighed ville have forværret situationen. I stedet kan forsvarschefen nu sole sig i lidt tiltrængt medvind og glæde sig over, at ministeriet skylder én.

Der hersker ingen tvivl om, at man såvel i Forsvarsministeriet som i forsvarskommandoen havde undervurderet styrken i den vrede, som indholdet i Forsvarsministeriets koncernfælles designmanual skabte ude i den skarpe ende af butikken. Den kom for alvor til udtryk, da OLFI torsdag skrev, hvordan værn og underliggende myndigheder og enheder ikke længere måtte anvende egne logoer og enhedsmærker som profilbilleder på sociale medier, men i stedet blev pålagt at anvende Forsvarets runde kronelogo.

Ganske symptomatisk for Forsvarsministeriets generelle kommunikation ønskede ingen at svare på spørgsmål om sagen. I det ministerium, som havde besluttet at indføre den nye designmanual, ville ingen tage ansvar og forklare sagens rette sammenhæng. Nej, OLFI kunne stille sine spørgsmål skriftligt og modtage et halvt myndighedssvar uden ansigt. I ministeriet forregnede man sig imidlertid og undervurderede styrken i det oprør, som det noget arrogante svar var med til at skabe.

Hvis man vil forstå, hvad der på tre dage fik Forsvarsministeriet til at sende forsvarschef Bjørn Bisserup i byen med en retræte, skal man lægge mærke til fire afgørende faktorer. Den første indtraf fredag morgen, da den højt respekterede og temmeligt bramfri, pensionerede kontreadmiral, Torben Ørting Jørgensen, gav Forsvarsministeriet en syngende lussing og opfordrede folk til at boykotte Forsvarets Facebooksider ved at fjerne deres ”synes godt om”, ind til beslutningen om profilbillederne var lavet om.

Artikel affødte aldrig en nedsmeltning af Forsvarets Facebooksider

Torben Ørting Jørgensen forlod Forsvaret for år tilbage, da han ragede uklar med den amerikanske ledelse i Nato-hovedkvarteret i Norfolk, Virginia – og man ikke kunne finde en passende stilling til ham i Danmark. Siden har ”Thøger” levet stille i det private erhvervsliv og kun blandet sig sporadisk i debatter på Facebook med bidende analyser af den forsvars- og sikkerhedspolitiske situation i Danmark. Selv om artiklen aldrig affødte en nedsmeltning af Forsvarets Facebooksider, var budskabet fra kontreadmiralen alligevel sydende og blev flittigt delt på de sociale medier.

Sagen fik fredag forsvarschefen til at udsende et nyhedsbrev, hvori han præciserede indholdet af designmanualen. Men det lagde langt fra sagen død. Tvært om voksede presset hen over weekenden, hvilket fører os til den anden afgørende faktor på vejen mod retræten.

Søndag udviste Den Kgl. Livgarde en nærmest uhørt militær ulydighed. Budskabet i designmanualen var ikke til at tage fejl af: Udskift profilbilledet med Forsvarets logo! Men hvad gjorde det stolte regiment med en historie, der går 360 år tilbage i tiden? Det nægtede at følge ordre og indsætte et fancy, moderne og digitalt designet forsvarslogo som erstatning for livgardens gamle og hæderkronede sol. Men ikke nok med det. Regimentet lagde tillige et nyt coverbillede op og skrev følgende på både Facebook og Twitter:

”Fordi regimenter og deres enhedsmærker er lig med tilhørsforhold, sammenhold, fælles oplevelser, kammeratskab og korpsånd.”

Ulydighed skabte grundlaget for en mulig katastrofe

Var det ikke gået op for den siddende minister, departementschef, embedsmænd og generaler, at sagen var ved at udvikle sig til andet end bare almindeligt brok, blev de det nu. For hvordan agerer man som overordnet militær myndighed, når en underordnet niveau III-myndighed udviser direkte militær ulydighed og går imod en ordre? Det korte svar er, at man skærer igennem og får myndigheden til at rette ind. Problemet var bare, at det havde forværret situationen og skabt grundlaget for en mulig katastrofe.

Livgardens Facebook-opslag var i løbet af ingen tid liket af små 1.000 mand, og hvis man som kommunikationsmand i et ministerium på dette tidspunkt var i tvivl om stemningen i folkehavet, skulle man nok søge et andet job. Og her er vi ved den tredje faktor. Historierne om den nye designmanual og de stramme profilbillede-regler gav for alvor luft for medarbejdernes og interessenternes harme og frustrationer over det, som – at dømme på kommentarerne – handler om virksomhedsgørelsen, ”koncern-iseringen” og civiliseringen af det før i tiden så stolte danske forsvar. Nok er nok!

Ved stædigt at fastholde beslutningen om profilbillederne og tvinge Livgarden til at rette ind til højre, havde presset fra medarbejdere og andre interessenter formentlig fået låget til at ryge af gryden. Nej tak.

Forsvarschefen tog en for holdet

Og her er vi ved den fjerde faktor. Forsvarschefen har selv udråbt evnen til at rekruttere, uddanne og fastholde medarbejdere som Forsvarets største strategiske udfordring. I det lys må man sige, at udfordringen i kølvandet på debatten om budgetanalysen i efteråret ikke er blevet mindre, og debatten om – de i det store billede fuldstændigt ligegyldige – profilbilleder var nu ved at udvikle sig til en fuldendt tabersag med dårlig presse og endnu mere sure medarbejdere. Den vej var ufarbar.

Husk nu på, hvem der er afsender på ”Forsvarsministeriets koncernfælles designmanual”. Det er ikke forsvarschefen. I den nye sovs af styrelser og kommandoer under samme tag passede det ministeriet så glimrende at kunne sende en styrelseschef i form af Bjørn Bisserup i byen og tage det fulde ansvar for ministeriets egen bommert. Men forsvarschefen fik skam også noget godt ud af det. Efter at være hængt ud som den fuldkomne embedsmandsgeneral, kunne han vise lydhørhed, imødekommenhed og et sjældent glimt af lederskab over for medarbejderne.

Far har lyttet, far har begået en fejl, far ændrer sin beslutning. Dermed sluttede historien nærmest lykkeligt, efter at alle parter var gået så grueligt meget igennem, og på Facebook høster forsvarschefen noget så sjældent som offentlige roser. Og så kan han oven i købet glæde sig over, at han ved at ”tage en for holdet” har sat i banken i ministeriet, som skylder én.

Og skal vi så se at komme i gang med det forsvarsforlig?