Forsvaret er ikke i gode hænder

1
Den 11. oktober præsenterede forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) regeringens udspil til et kommende forsvarsforlig i Spejlsalen i Statsministeriet på Christiansborg. Arkivfoto: Ernstved

DEBAT: Siden nytår har vi ikke haft et forsvarsforlig, og tavsheden om forsvarsspørgsmålet har været larmende. For regeringen lader flygtninge og skat til at være vigtigere end Rigets sikkerhed. Der er givetvis flere stemmer at hente på de områder, men prioriteringen er ikke betryggende.

Så lykkedes det Danmark at komme ind i 2018 – uden at have et nyt forsvarsforlig på plads ved det gamles udløb. Det må være et godt spørgsmål til historikerne, hvornår det sidst er sket, at Danmark ikke har haft en klart opstillet ramme for forsvaret, men har været nødt til at køre videre med midlertidige budgetter baseret på tidligere års bevillinger.

Det er mildest talt ikke betryggende, at Folketingets partier ikke har været i stand til at overholde deadline. Det vidner ikke om, at man har prioriteret dette spørgsmål særlig højt. I stedet er det tilsyneladende blevet kastet ind i bunken af emner, som er egnet til politiske studehandler, ligesom ’historiske skattelettelser’ og ’paradigmeskift på udlændingepolitikken’. Men det burde måske ikke overraske, at den politiske seriøsitet i forhold til forsvarspolitikken ville være så ringe. Faktisk har forløbet de senere måneder vist, at Danmarks forsvar ikke er i gode hænder hos vores nuværende politikere, som mildest talt ikke viser sig deres opgave voksne.

Læs også: Velkommen til politik. Forsvarsforliget står nu i kø som nummer … fire

Først var der tilbage i oktober det helt igennem uambitiøse udspil til et nyt forsvarsforlig – ”Et stærkt værn om Danmark”, måske nu med tilføjelsen, ”på et eller andet tidspunkt”. Det affødte som bekendt kun en ringe debat, som mest handlede om, at de fleste var tilfredse med, at budgettet ikke kom til at stige for voldsomt. Derefter tavshed på Christiansborg. Om regeringens udspil var udtryk for en reel vurdering af danske sikkerhedspolitiske behov, eller om udspillet adresserede evt. mangler, var der ikke mange, der for alvor tænkte højt om.

Selv forsvarsordførerne kvier sig

Folk & Sikkerheds Alternative Forsvarsrapport stiller faktisk rigtig fint op på side 10, hvordan sådan strategiske overvejelser bør foregå: Man starter med at opregne udfordringerne, dernæst fastlægger man sin overordnede udenrigspolitik – hvor alle relevante politikområder tænkes ind – altså om hvor Danmark skal bevæge sig hen, hvilken international orden vi skal søge at fremme, og i partnerskab med hvem – og endelig udarbejder man den forsvarspolitik, som bedst muligt kan understøtte og fremme udenrigspolitikken. Mål og midler.

Men forventede man at blive klogere på politikernes tanker om emnet ved Folk og Sikkerheds store konference på Christiansborg forrige måned, vil de, der som jeg var til stede, sikkert kunne huske, hvor slående det var, at selv da partiernes forsvarsordførere fik scenen for sig selv, var der ingen af dem, der for alvor ønskede at gå ind i en decideret diskussion af hvilke roller forsvaret burde kunne løse, hvilke udfordringer, det ville komme til at stå overfor, eller forsvarets generelle rolle i Danmarks overordnede udenrigspolitiske strategi.

Læs også: Derfor er værnepligten så vigtig for Dansk Folkeparti

I stedet fortabte debatten sig utrolig hurtigt i ordførernes kæpheste. Således var man hurtigt i gang med at tale om EU’s ’angreb på nationalstaten’, truslen fra islamisering og masseindvandring, tredjeverdens udviklingsproblematikker, globaliseringen generelt, og endelig klimaforandringerne – som adskillige ordførere var enige om, er den absolut største trussel mod Danmarks sikkerhed. Det var som flere anså hovedspørgsmålet for at være, om vi skal lege forsvar eller vi skal lave klimapolitik. Faktiske militære trusler mod Danmark, i Arktis og mod vores NATO-allierede blev der ikke talt meget om.

Anerkender de samfundsmæssige udfordringer

Lad mig slå fast, bare i tilfælde af at nogen skulle have svært ved at læse indenad. Jeg er ikke i tvivl om, at klimaforandringerne er virkelige, at menneskelig handlen og adfærd bidrager til at accelerere dem, og om at hvis der ikke tages affære på globalt plan, vil kommende generationer overtage en for mennesker i stigende grad ubeboelig planet. På samme måde er udviklingsproblematikker bagtæppet for de folkevandringer vi ser i disse år. Ikke mindst i samspil med ekstreme vejrforhold og øget tørke som følge af klimaforandringer. Men ingen af delene har meget med forsvarspolitik at gøre. Netop af den grund har vi klima-, energi-, miljø-, og udviklingspolitik som separate områder.

Ligeså anerkender jeg bestemt også de samfundsmæssige udfordringer, indvandringen har skabt gennem en række årtier, om end jeg oprigtig talt gruer noget ved tanken om, hvilke militære løsninger på integrationsproblemerne Marie Krarup (DF) kunne finde på at foreslå. I lige netop det perspektiv er det måske trods alt meget godt, at vores væbnede styrker ikke er stærkere. Men en stor del af dette perspektiv er ren indenrigspolitik, og meget andet bør løses gennem et stærkere EU-samarbejde om forsvar af de ydre grænser samt hjælp i nærområder. Det har meget lidt at gøre med dansk forsvarspolitik.

Læs også: Regeringens forsvarsudspil er historien om Tordenskjolds brigade

Det var måske forventeligt fra Alternativet, SF og Enhedslisten, som mest bidrog med nogle overfladiske betragtninger om, at det vil være meget bedre at løse problemer med udviklingsbistand og dialog. Man fristes her til at spørge, hvem der dog er uenig i, at militær indgriben altid bør være den sidste mulighed? Det relevante spørgsmål burde i stedet være, hvilke problemer Danmark kan risikere at stå i, som vil kræve militær indsats. Så meget desto mere skuffende var det, at selv de ’ansvarlige’ partier ikke kunne forholde sig mere konkret til hvilken rolle forsvaret skal spille i forhold til Danmarks udenrigspolitiske målsætninger.

Forholder sig ikke til Danmarks militære udfordringer

Personligt sad jeg med en fornemmelse af, at de fleste af ordførerne i virkeligheden ikke har gjort sig, eller ønsket at gøre sig nogen klare betragtninger om sagen ud fra nogle stringente parametre. Og hvis ingen politikere for alvor gør sig den slags helt basale tanker om Danmarks overordnede udenrigspolitik, så er det ikke mærkeligt, at en forsvarspolitisk debat hurtigt kan løbe af sporet. Så får man i stedet nogle svadaer om ideologiske kæpheste. Det forholder sig bare ikke til de militære udfordringer, Danmark kan komme til at stå overfor.

Måske er det unfair bare at skyde på ordførerne; de har jo trods alt som bunden opgave at forsvare deres partis politik, som for de flestes tilfælde ikke tager udgangspunkt i militære og sikkerhedspolitiske overvejelser. Snarere er det vel på det højeste politiske niveau, både i regeringskontorerne og på oppositionens rækker, at problemet ligger. For her forsømmes de store overvejelser, og her ignoreres f.eks. Taksøe-rapportens anbefalinger. Her koges forsvarspolitik ned til et simpelt spørgsmål om penge; til noget, som man kan slå hinanden oveni hovedet med, og bruge til markeringer af, at man hellere vil bruge midlerne på andre mere iøjnefaldende ting. Her måles succes i hvorvidt man ’får landet en sag’ uden dramatik, og i hvorvidt den kan spinnes positivt. Her er det positivt, at man kan signalere forsvarsvillighed ved at øge budgettet marginalt over en årrække, men samtidig med så lidt at det ikke vil kunne åbne op for beskyldninger om at nedprioritere andre ting, og at det ikke vil komme i vejen for andre forhandlinger.

Siden nytår – en periode, forstås, hvor vi helt har savnet et forsvarsforlig – har tavsheden om forsvarsspørgsmålet været larmende, og det er nærliggende at tænke sig, at det er blevet sat på standby, mens andre ’vigtigere’ ting end Rigets sikkerhed, såsom flygtninge og skat diskuteres. Der er givetvis flere stemmer at hente på de områder. Men prioriteringen er ikke betryggende.

KristianLNielsen
Kristian Lau Nielsen er PhD og underviser i international politik som ekstern lektor på Roskilde Universitet og CBS. Privatfoto
guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer