Efterlysning for 2018: Mere lederskab – politisk såvel som militært, tak

KOMMENTAR: Året 2017 blev inden for det forsvars- og sikkerhedspolitiske område præget af manglende lederskab, dårlig kommunikation, ansvarsforflygtigelse og afsløring af en ministeriel løgn. Må et stilfærdigt ønske for 2018 blive mere lederskab politisk såvel som militært, mere åbenhed, mere ærlighed og mere ydmyghed. Tak.

I sommer læste jeg en bog, som satte tankerne i gang. Det skete alt imens historierne om indholdet af budgetanalysen lagde OLFIs server ned og genererede en debat om indretningen af Forsvaret, som vel næppe er set mage i adskillige år – om nogensinde. Bogen var oberst Kim Kristensens ”Følg mig”, som i 2015 høstede roser over en bred kam og resulterede i en kåring af Lederne som årets ledelsesbog. Allerede i 2009 blev Kim Kristensen af samme organisation kåret som årets leder efter sin indsats som chef for den danske styrke i Afghanistan på Hold 4 – skildret med hudløs ærlighed i Kim Hundevadts bog ”I morgen angriber vi igen” fra 2008.

Og hvad var det så for tanker, som Kim Kristensens bog satte i gang? Først og fremmest en undren over hvor vidt generalerne og admiralerne i Forsvarets øverste ledelse har gennemgået den samme officersuddannelse, som Kim Kristensen beskriver og roser – og selv har været igennem? Man studser i hvert fald noget over, hvor forskelligt obersten og generalerne efterlever de militære ledelsesprincipper. Og lad mig dvæle lidt ved det her ved årsskiftet.

Budgetanalysen overskyggede debatten om Forsvaret i 2017

Én historie overskyggede debatten om Forsvaret og indholdet på OLFI i 2017. Det var optakten til det kommende forsvarsforlig og OLFIs afsløring af budgetanalysen, som ellers var tiltænkt en lille og snæver personkreds bestående af generaler, embedsfolk og politikere. Budgetanalysen var en del af det eksisterende forsvarsforlig 2013-2017, og den skulle identificere ”potentialer” inden for det operative område under Forsvaret, som gik fri i forbindelse med de pålagte besparelser i indeværende forligsperiode. Med købet af nye kampfly i juni 2016 blev der også sat beløb på – »effektiviseringer« for 950 mio. kr. på årlig basis.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet for at læse artiklen, som fik OLFi til at gå i sort.

Med andre ord skal Forsvaret spare yderligere 1 mia. kr. årligt oven i de små 3 mia. kr. fra de foregående år. Budgetanalysen skulle anvise hvordan – og således skabe grundlag for fundamentet i det nye forlig. Men besparelserne skulle efter planen listes igennem uden for meget debat og pakkes ind i en historie om et »substantielt løft« til Forsvaret, som regeringen havde skrevet i regeringsgrundlaget i november 2015 og gentaget med øget styrke efter Donald Trumps indtog i Det Hvide Hus for et år siden.

Og lige præcis her finder man med stor sandsynlighed en del af forklaringen på den voksende politikerlede. Og på den afgrundsdybe mistillid til Forsvarets øverste ledelse – man kunne kalde den for ledelseslede.

Artiklen fortsætter under professor Svend Brinkmanns tweet …

Som både politisk og militær ledelse har man et alvorligt problem, hvis man ikke har medarbejdernes tillid og respekt. Efter at have dækket Forsvaret som stofområde i snart to år må jeg konstatere, at i meget store dele af Forsvaret er tilliden til og respekten for Forsvarets øverste ledelse og de ansvarlige politikere helt og aldeles væk. Selv på overraskende højt niveau. Medarbejderne forklarer den manglende tillid og respekt – i nogle tilfælde er der tale om direkte foragt – over for såvel den politiske som militære ledelse med, at de ansvarlige ikke fortæller sandheden og snyder på vægten.

At den siger et – vi styrker Forsvaret – og samtidig aktivt og påskønnende bistår de intetanende politikere i at nedbryde hjertekulen af Forsvaret – historien, korpsånden og professionalismen. Alt det, der holder Forsvaret sammen, når det hele strammer til – og kuglerne flyver om ørerne.

Medarbejderne har ingen respekt for varm luft

Medarbejdere har respekt for klar tale og ledere, der står ved deres ansvar og kalder en spade for en spade. Men de har ingen respekt for ledere, der ikke tør sige sandheden og i stedet prøver at ”sælge” en beslutning med negative konsekvenser som berigende varm luft. Det handler ikke om at tale noget ned, men blot om at være ærlig i sin kommunikation.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet for at læse oberst John Dalbys debatindlæg om den mulige omorganisering af Hæren i forbindelse med det kommende forsvarsforlig.

Efter at have udsat Forsvaret for besparelser på 10 mia. kr. gennem det seneste forlig og yderligere 1 mia. kr. om året fremadrettet, vil regeringen over de kommende seks år tilføre 12,8 mia. kr. Altså nogenlunde tilbage til niveauet fra 2012. Det kalder politikerne for et »substantielt« og »historisk« løft af Forsvaret, og i Forsvarets ledelse synger man med på samme vise i stedet for blot at konstatere, at vi lander på niveau – om seks år.

Jeg har gennem året talt med adskillige politikere på Christiansborg, som ofte efterlyser mere ærlige svar fra Forsvarsministeriet om konsekvenserne af de beslutninger, som de står over for. Mange politikere forstår Forsvarets medarbejderes frustrationer og spørger ofte ind til bekymringerne hos de ledende generaler. Men her er svarene helt generelt i synkron ordlyd med de polerede, ministerielle svar.

Generalerne ser med tilfredshed på de løbende besparelser

Man må efter samtaler med politikerne således forstå, at generalerne i Forsvarets øverste ledelse med tilfredshed ser de løbende besparelser skylle dem i møde, og at generalerne således glæder sig over at have fået de politiske og økonomiske tommelskruer på, så man en gang for alle kan rundbarbere Forsvaret og nedlægge de ligegyldige skoler, lægge regimenterne ind under brigaderne, kastrere uddannelserne, reducere kursusvirksomheden til et minimum og indføre sidemandsoplæring.

Det er her, at det er interessant at læse Kim Kristensens bog om ledelse fra fronten:

»Fremtidens tabere bliver også de chefer og ledere, som forsøger at overbevise medarbejderne om, at effektiviseringer og rationaliseringer med besparelser i million- eller milliardklassen faktisk er en gave for virksomheden. En gave? Ja, og særligt bekymrende bliver det, når selvsamme chefer og ledere signalerer, at der på trods af de udmeldte besparelser kan og skal opnås de samme resultater. Hvem forsøger de at overbevise? Hvis disse ledere ser troværdigt og tillidsvækkende ledelsesvirke i deres spejlbillede, så er det på tide at få pudset spejlet … Jeg har i øvrigt aldrig forstået, hvordan man tør melde ud, at man kan opnå samme resultater med langt færre ressourcer. Hvis det var tilfældet, burde man da langt tidligere have gjort opmærksom på det.«

I sin karakteristik af den slags chefer som tabere er Kim Kristensen formentlig langt mere på linje med medarbejderne i Forsvaret end Forsvarets øverste ledelse.

En sovs af magtfuldkommenhed, ansvarsforflygtigelse og lukkethed

At følge forsvarsområdet fra sidelinjen er en sælsom oplevelse af et statsligt teater, hvor rollerne synes byttet om. Hvor politikere agerer officerer, og officerer agerer politikere. Hvor skillelinjerne mellem det militære og det politiske er forsvundet i en organisationsform, der udvander den militærfaglige rådgivning, fremmer embedsmandsofficerer, får ansvar til at fordufte i en tåge af uklarheder og spin – og fremelsker en imponerende mangel på mandsmod og lederskab. En sovs af magtfuldkommenhed, ansvarsforflygtigelse og lukkethed i den politiske sags tjeneste.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om, hvordan Forsvaret ifølge oberst Henrik Kanstrup fra Helicopter Wing Karup har udviklet sig til et administrativt tungt og bureaukratisk kontrolregime.

Et kig på den øverste ledelses levnedsforløb og karrierer får jævnligt udenlandske officerer til at løfte øjenbrynene, for hvor er de officerer, som er gået forrest i den virkelige krig, og som har ført styrker efter Kim Kristensens ”følg-mig-opskrift”? Dem, som ville kunne skabe respekt blandt medarbejderne alene gennem deres personlighed og levnedsforløb ude i den virkelige virkelighed i stedet for den politiske virkelighed? Svaret er, at de er til at overse – andre vil påstå, at de er aldeles fraværende.

Forsvarets øverste ledelse udgøres i dag af embedsmandsgeneraler, hvis mangel på operative erfaringer er slående, og alene på den baggrund skal de levere dobbelt for at opnå de hårdt prøvede medarbejderes fulde tillid og respekt. At den nye organisationsform med civile styrelser direkte under departementet også har vist sig som en dyne af ansvarsforflygtigelse, oplever man jævnligt som journalist med Forsvarsministeriets ressort som stofområde.

Læs også: Materielstyrelsen nægter pressen adgang til fagkilder

Da jeg for et år siden skrev om det problematiske i, at Forsvaret har valgt at købe en maritim helikopter uden flotation, ville ingen stille op og tage ansvaret for købet. Ministeriet henviste til forsvarskommandoen, som henviste til materielstyrelsen, som henviste til forsvarskommandoen og ministeriet. I sidste ende modtog jeg skriftlige svar, som roste helikopteren uden at svare på spørgsmålene. Sådan er det ikke sjældent, når pressen søger svar på helt åbenlyse spørgsmål om ansvar i sager om dette og hint.

Tavshedspres, misinformation og mislykket spin

Artiklerne på OLFI har i løbet af 2017 vist, at politikere, embedsmænd og generaler nok skal ændre lidt på ledelsesstilen og i særdeleshed kommunikationen, hvis tilliden og respekten fra medarbejderne skal opbygges. Lad os bare se lidt på nogle af de seneste eksempler:

For en måned siden kunne OLFI fortælle, hvordan forskere og debattører inden for Forsvaret oplever, at generaler og ledende politikere prøver at få dem til at tie med budskaber, som ikke flugter med de politiske ambitioner.

»Jeg har haft både ministre, departementschefer, forsvarschefer og højtstående officerer på nakken,« sagde Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet og fortalte videre, hvordan han gik til sin chef, når han blev udsat for forsøg på direkte censur.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om, hvordan Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet og andre forskere inden for Forsvaret oplever et pres for at tie. Foto: Ernstved

I december kunne Jyllands-Posten afdække, hvordan Forsvarsministeriet gennem to år havde hemmeligholdt en rapport om støjgener fra kampflyet F-35 ved Skrydstrup, havde misinformeret Folketinget – det man ude i det civile kalder at lyve, havde forsøgt at få borgerne til at tie om deres viden og i øvrigt havde forsøgt at liste det hele igennem uden om offentligheden.

Læs også: Forsvarsministeriets selvudløste bombe overdøver lyden fra F-35

Ligeledes i december forsøgte Forsvarsministeriet med et stort opsat spinnummer at kæde Lockheed Martins ordre på tre nye radarer hos Weibel sammen med beslutningen om at købe Lockheed Martins kampfly F-35. Men ordren på radarer havde intet med F-35 at gøre og er i stedet ”afbetaling” på Lockheed Martins modkøbsforpligtelser for Danmarks køb af ni Seahawk helikoptere til Flyvevåbnet. Går den, så går den.

Læs også: Ministerier undergraver egen troværdighed i mislykket erhvervsspin

Det var i samme måned, at forsvarschefen beklagede, at det er nødvendigt at bruge flere penge på forsvar, hvilket OLFI-bloggeren Anders Puck Nielsen undrede sig højlydt over. Det var ligeledes i december, at OLFI kunne afdække, hvordan chefen for specialoperationsstyrkerne vil slå Jægerkorpsets og Frømandskorpsets optagelser og uddannelser sammen for at få flere operatører på kortere tid til færre penge. Naturligvis uden at det på nogen måde går ud over kvaliteten.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse historien om, at Specialoperationskommandoen for at spare penge og skaffe flere specialoperationssoldater fra 2019 vil slå Jægerkorpsets og Frømandskorpsets optagelse og uddannelse sammen.

I november var der historien om den daværende viceforsvarschef, som på trods af en noget kulørt personalemappe gik hele vejen til det næsthøjeste embede – og ikke kunne se noget som helst problematisk i, at han sideløbende med sin tjeneste som viceforsvarschef forhandlede en ansættelse som seniorrådgiver hjem med det konsulenthus, som han selv samarbejdede med om at gennemføre omfattende besparelser i Forsvaret. Det kunne forsvarschefen i øvrigt heller ikke, og sådan kunne man blive ved.

Der er rigeligt at tage fat på i 2018

Men lad os stoppe her og konstatere, at vi nu triller ud ad den landevej, der hedder 2018. Tænder vi det lange lys, er der nok at se på. Forsvarsforliget må vi forvente indgået i løbet af januar, når en skatteaftale er faldet på plads. Alternativet er et folketingsvalg, og det vil selv Liberal Alliance formentlig afholde sig fra. Med forliget følger en massiv investeringsplan, der skal bringe materielanskaffelserne op over 20 pct. af de samlede forsvarsudgifter.

Læs også: Herre Gud, hvad er problemet?

Dernæst følger implementeringen af forliget, som endnu ikke er forhandlet endegyldigt på plads. Værnepligten spøger stadig, og den største uenighed finder man stadig internt i regeringen, hvor Liberal Alliance opfatter værnepligten som et overgreb, og de konservative ønsker den øget både i indtag og længde.

Artiklen fortsætter under billedet …

I weekenden kan du læse OLFIs interview med viceforsvarschef Per Ludvigsen, som har været en markant og kontroversiel person i nyere dansk militærhistorie. Foto: Ernstved

I øjeblikket er 200 danske soldater på vej til Estland, hvor de skal være udstationeret i et halvt år, og snart skal Den Kgl. Livgarde formentlig have et fjerde vagthold på konstant beredskab i det indre København til imødegåelse af et eventuelt terrorangreb. Der kommer nye missiler på fregatterne, og så begynder den langsommelige opbygning og udrustning af en fuldt deployerbar brigade. Læg dertil den uforudsigelige sæbeopera i USA med en præsident, som kan vende op og ned på verdenssituationen på et øjeblik og EU’s planer om at forstærke forsvarssamarbejdet – uden Danmark.

Der er med andre ord rigeligt at tage fat på, og jeg skal gøre mit bedste for at holde dig underrettet om de vigtigste historier. Og skal vi så ikke blive enige om, at med ærlighed kommer man længst? Tillad mig derfor at slutte med et stilfærdigt ønske for 2018 om mere politisk såvel som militært lederskab, mere åbenhed, mere ærlighed og mere ydmyghed. Tak.