BAGGRUND: Politikerne vil have flere specialoperationssoldater, og derfor har Specialoperationskommandoen besluttet at slå Jægerkorpsets og Frømandskorpsets optagelse og uddannelse sammen. Planerne møder voldsom modstand i Frømandskorpset, mens Jægerkorpset ser dem som løsningen på en række aktuelle og ganske massive problemer.
Det ene korps vender tommelfingeren opad. Det andet vender den nedad. I Jægerkorpset ser man planerne om at slå Jægerkorpsets og Frømandskorpsets optagelser og uddannelser sammen som en god og fornuftig løsning på en række aktuelle udfordringer og ganske massive problemer. I Frømandskorpset ser man dem som det første store skridt mod en sammenlægning af korpsene og et alvorligt angreb mod den helt særlige korpsånd, professionalisme og kultur, som man finder på Marinestation Kongsøre ved Isefjorden.
Siden OLFI søndag kunne fortælle om planerne, har debatten raset internt i begge korps. Nyheden fik straks Specialoperationskommandoen – i daglig tale kaldet SOKOM – til at indlede en intern undersøgelse af, hvordan OLFI kunne få adgang til oplysningerne. Selv er chefen for hele butikken dog ikke i tvivl.
»Det har du fra Frømandskorpset,« svarede Jørgen Høll på sit eget spørgsmål, da jeg under mit interview med ham ikke ville afsløre min kilde.
Han gjorde samtidig opmærksom på, at det var ganske nemt at finde ud af, hvem der stod bag, fordi kun meget få havde kendskab til planerne. Javel. Jørgen Høll er generalmajor og chef for Specialoperationskommandoen. Han er selv uddannet jægersoldat i midten af 1980’erne og har tillige været chef for Jægerkorpset i midten af 1990’erne. Hans gisninger siger meget om den stemning, som i øjeblikket hersker mellem de to specialkorps. Og de siger nok også en del om tilliden fra ledelsen af den kommando, som nu er begge specialkorps’ moder.
SOKOM blev oprettet med konservative fingeraftryk
Specialoperationskommandoen blev – med et meget markant fingeraftryk fra den nordjyske og daværende konservative forsvarsordfører, Lene Espersen – oprettet som en del af forsvarsforliget for 2013-2017, og den blev igen på grund af konservativt pres placeret i Aalborg i stedet for i København, som Forsvaret ellers ønskede. Hele idéen med at samle korpsene i en fælles såkaldt niveau II-myndighed var at styrke specialoperationsstyrkerne. Men ifølge en tidligere specialoperationssoldat, som selv har haft ledelsesansvar i mange år, gik det ikke som forudsagt.
»Oprettelsen af Specialoperationskommandoen skulle give et løft til det operative område, som slet ikke har været der, fordi kommandoen har suget flere ressourcer ud af korpsene, end den har tilført,« siger han.
En anden specialoperationssoldat anslår, at der i Specialoperationskommandoen sidder omkring 30 jægersoldater og bare 5-7 frømænd, selv om det fra oprettelsen var meningen at rekruttere erfarne operatører, som soldaterne hedder i fagtermer, jævnt fra begge korps. Årsagen til skævvridningen skal dog ikke findes i kompetencer, men i den geografiske placering på Flyvestation Aalborg som nabo til Jægerkorpset. Det er trods alt lettere at rekruttere medarbejdere, som allerede bor i lokalområdet.
Læs også: Jægerkorpset er ramt af intern strid, opsigelser og mandskabsmangel
I SOKOM er de alle vidner til nogle ganske markante udfordringer hos naboen, som ikke kun afgrænser sig til at finde friske operatører til de nærmest konstante udsendelser. I Jægerkorpset er en hel deling på normalt 24 mand ifølge OLFIs oplysninger nedlagt pga. mangel på operatører, 14 stillinger står i øjeblikket ubesatte, og samtidig anvender korpset hvert år betydelige ressourcer i form af erfarne jægersoldater som instruktører til at udvælge og uddanne et for tiden bekymrende lavt antal jægersoldater. I år søgte omkring 50 personer optagelse i Jægerkorpset, og kun tre klarede sig gennem nåleøjet.
Jægerkorpset ramt af intern splid og fnidder
Men ikke nok med det. Ud over at være presset på mandskab er Jægerkorpset ramt af intern splid og fnidder, som OLFI kunne fortælle tirsdag. Balladen har fået flere erfarne jægersoldater til at tale om kollegerne og ledelsen som en »børnehave«. Baggrunden er en række tidligere jægersoldaters optræden i et reality-program på TV2 med titlen ”Korpset”, som blev sendt i februar, og som fortsætter med en ny sæson i 2018. Dertil kommer en lang liste af tidligere jægersoldater, som gennem tiden har skrevet bøger om deres tid i Jægerkorpset.
Artiklen fortsætter under billedet …
Den seneste var den internt højt respekterede og meget erfarne Lars Møller, som efter mere end 25 års tjeneste i Jægerkorpset skrev bogen ”Jæger 200” om sine oplevelser. Lars Møller havde ingen ønsker om at skabe ballade og fik derfor manuskriptet godkendt af Forsvaret. Men nogle i Jægerkorpset så sig sure på Lars Møller, fordi han havde beskrevet interne uenigheder under en mission i Irak. I sommer blev der efter en heftig intern debat fældet dom på Flyvestation Aalborg, og Lars Møller kom sammen med ”reality-jægerne” fra TV2 i det, man i andre stærke broderskaber ville kalde for ”bad standing”.
Det kalder man det ikke i Jægerkorpset, men symbolikken er ikke til at tage fejl af. Fem navngivne jægersoldater inklusiv Lars Møller fik vendt deres portrætter på ”æresvæggen” med billeder af samtlige jægersoldater gennem tiderne. Det er aldrig før sket i Jægerkorpsets over 50 år lange historie, og balladen har skabt rystelser, som har forplantet sig langt ind i Specialoperationskommandoen. Her har man i forvejen rigeligt at se til – af helt andre årsager.
Høj strategisk værdi, lav risko og lave omkostninger
På Christiansborg har skiftende regeringer og politiske flertal gennem de seneste 15 år for alvor fået øjnene op for, hvad danske specialstyrker kan bruges til. Samtidig har politikerne fundet ud af, at netop disse soldaters indsats åbner – i mere end én forstand – ellers lukkede døre og giver anerkendelse hos vore nære allierede og særligt i Washington. Sammenlignet med konventionelle styrker er specialoperationsstyrkerne billige, fordi bidragene som oftest er små, og samtidig opererer de i det skjulte og kommer derfor sjældent hjem i kister. Den strategiske værdi i international goodwill er med andre ord høj, mens omkostningerne og risikoen ved at sende soldaterne ud er tilsvarende lav. Specialoperationsstyrker er således en ren win-win for alle parter.
Men det koster på andre parametre mere eller mindre konstant at have danske specialoperationsstyrker indsat rundt omkring i verden. Det slider ikke bare på materiellet, men også på mandskabet og ikke mindst familierne. Derfor har der længe været et politisk pres på specialoperationsstyrkerne for at øge antallet af operatører.
Artiklen fortsætter under billedet …
I efteråret – få uger efter dommen over de fem jægersoldater – besluttede jæger Høll sig for at løse problemet ved at iværksætte en plan, som vil medføre den største organisatoriske ændring af det danske specialoperationsmiljø siden Frømandskorpsets og Jægerkorpsets oprettelse i henholdsvis 1957 og 1961. Den går ud på at øge antallet af nye operatører med 12-20 om året, og samtidig skal planen indeholde »en option, der tager højde for, at SOKOM forventeligt vil få mulighed for at øge operatørstyrken med yderligere ca. 30 PAX (personer, red.) i alt over de næste 2-3 år«.
Ifølge direktivet vil SOKOM nedlægge den kendte uddannelsesstruktur og i stedet slå Jægerkorpsets og Frømandskorpsets optagelser og uddannelser sammen.
»Forslaget skal imødekomme behov for at tilvejebringe operatører med grundlæggende specialoperationskompetencer hurtigere og billigere end den nuværende struktur,« står der i direktivet fra Specialoperationskommandoen til cheferne for henholdsvis Jægerkorpset og Frømandskorpset.
Lars Møller mig her og Lars Møller mig der
Men at slå Jægerkorpsets og Frømandskorpsets optagelser og uddannelser sammen for at uddanne flere specialoperationssoldater på kortere tid for færre penge får alle alarmklokker til at ringe. Det mener Lars R. Møller, som altså er en anden Lars Møller end den første Lars Møller. Lars R. Møller er pensioneret oberst og har netop udgivet bogen ”Specialoperationer”, som er på over 500 sider og udkom i september. Gennem arbejdet med bogen har Lars R. Møller fået et indgående kendskab til såvel Jægerkorpset og Frømandskorpset, og han tøver ikke med at komme med en advarsel.
»Det virker på mig som om, at forholdet mellem kvalitet og kvantitet ikke er til stede i planerne. Jeg tror ikke, at man kan ændre afgørende på optaget ved at lave uddannelsen kortere. Der vil ske det, at hvis de nye ikke har samme uddannelse som de ”gamle”, vil korpsene brække over internt. Så vil der være discount-jægere og discount-frømænd,« siger Lars R. Møller og mener, at man er nødt til at se planerne i sammenhæng med de massive kulturproblemer, som Jægerkorpset aktuelt står midt i.
»Jeg tror, at balladen er et symptom på, at der er noget helt galt med kulturen i Jægerkorpset, som smitter af på alt – også ansøgere og optagelse. Hvis det er årsagen til at slå specialkorpsenes optagelser og uddannelser sammen, så gør man det af den forkerte årsag. Man kan ikke rekruttere til en enhed som Jægerkorpset, med mindre at den er i balance med sig selv, og noget tyder på, at det er Jægerkorpset ikke. Hvad, der er galt, aner jeg ikke. Men det bliver ikke løst, med mindre at man tager fat i det grundlæggende problem, og det skal Jægerkorpset selv løse – hvis det kan,« siger Lars R. Møller.
Finder en naturlig ro og tryghed i egen overlegenhed
OLFI har i forbindelse med denne artikel talt med en række jægersoldater, som bifalder idéen om en fælles uddannelse. De kalder planerne for indlysende og en god idé, og de har i det hele taget svært ved at finde noget negativt at sige om dem. Samtidig udtrykker enkelte, at »Frømandskorpset nok bare er sure«. Den slags kommentarer om det andet korps hører man til gengæld ikke fra frøer i Frømandskorpset. De taler om, at Jægerkorpset producerer nogle højt respekterede og dygtige specialoperationssoldater. Men frøerne oplever til gengæld, at Jægerkorpset traditionelt set har følt et mindreværd og måske derfor har haft et behov for store armbevægelser.
»Frømænd finder en naturlig ro og tryghed i egen overlegenhed, og man har derfor ikke behov for at hævde sig selv,« siger en frømand med mange års erfaring.
Den opfattelse deler oberst Lars R. Møller. Ifølge ham er Frømandskorpset »efter min bedste overbevisning« et specialkorps, som er i balance med sig selv. Samtidig har korpset gjort nogle tiltag, som tydeligvis har givet gevinst i forhold til bl.a. ansøgere. Det er foranstaltninger, som Jægerkorpset ikke har gjort, fortæller Lars R. Møller. Frømændenes indre ro bygger bl.a. på, at korpset har nogle helt unikke kompetencer, som ingen andre specialkorps. Samtidig kan korpset løse de samme opgaver som Jægerkorpset, og heri ligger den professionelle tryghed. Det maritime og den historiske forankring i Søværnet spiller samtidig en meget stor rolle i enhver frømands identitet. Og det risikerer at gå fløjten, hvis man slår uddannelserne sammen. Det mener i hvert fald en erfaren operatør og mangeårig leder fra specialoperationsstyrkerne.
»I teorien er det givetvis en god ide at slå uddannelserne sammen. Men i praksis er det en rigtig dårlig idé, fordi vi er nødt til at have både en landmilitær og en maritim specialoperationskapacitet. De adskilte uddannelser er med til at understrege forskellighederne i kulturerne, og det risikerer man at fjerne ved at slå uddannelserne sammen. Med en fælles optagelse og uddannelse opnår man en anden slags identitet end den nuværende. Måske opnår man en større samhørighed. Men det er teori for mig. Identiteten i forhold til Jægerkorpset eller Frømandskorpset risikerer at ende i bristede illusioner. Jeg har svært ved at finde det økonomiske incitament ved at slå uddannelserne sammen, og jeg kan ikke se, hvordan man skal skaffe flere operatører. Der bør man se på en udvidelse af segmentet uden at sænke kravene. Det koster at lave specialoperationssoldater og særligt af den kvalitet, som vi har i Danmark. Vi har nogle fantastiske produkter, uden at vi bare bruger løs af pengene. Jægersoldater og frømænd er lavet af noget helt specielt. Så når du spørger, om vi er ved at ødelægge specialoperationsstyrkerne, er mit svar ja. Vi er ved at ødelægge specialoperationsstyrkerne.«
Vil du læse mere?
Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.
Klik HER for at komme igang.
Som tidligere frømand og med mange internationale udsendelser bag mig, så er det sørgerligt, at læse denne artikel fra OLFI.
Frømandskorpset og Jægerkorpset er på mange punkter sammelignlige og på mange måder ikke. Det er lidt som, at sammenlige styresystemet Windows med Apple.
Der har i rigtigt mange år været tale om at skære i frømandskorpsets budget. Det blev forsøgt helt tilbage til frømandskorpsets spæde start. I begyndelsen var der faktisk ikke noget at spare. Mange af øvelserne var bogstavligt talt overlevelsesøvelser og der var praktik talt ingen udgifter til uniform, mad eller andet udstyr.
Senere forsøgte man at flytte basen fra Torpedo stationen Kongsøre til en anden militær forlægning, men det viste sig, at det faktisk var dyrere, at genetablere området til det oprindelige end at nedlægge stedet.
I starten af halvfjerdserne lavede Poul Martinsen fra DR en udsendelse om frømandsuddannelsen, som hed Hell Week – Helvedes ugen, og var et produkt af elevsskolens 5 uge. Der var altså ikke tale om en udsendelse om frømandskorpset udannelse. Den gav en masse negativ omtale, men er en legendarisk film blandt kollegaer.
Den udsendelse var var med til at gøre frømandskorpset mere lukket. Der var faktisk ingen forståelse for den ironi og humor som instruktørerne havde over for eleven. Alle udefrastående havde opfattelsen af, at der var tale om en uværdig behandling. Det var i tiden inden, at PTSD var blevet moderne og man talte istedet om en ydmyghed, robusthed og evnen til at kontrollere sit eget temperament.
At man brugte udtryk som “tak instruktør” og “belønninger” om den fysiske træning var og er stadig et udtryk for, at man husker bedre, når der er en konsekvens, hvor man ikke bare kan undskylde og beklage. Når man er udsendt i internationale opgaver, så kommer der altså ikke bare en ny bus, hvis man kommer for sent.
Denne opfattelse er ikke blevet delt med resten af befolkningen, men man har istedet skabt en del reality programmer og team buildings kurser, hvor “Øråd”, rekruttering, udvælgelse og samarbejdsøvelser altid har været nogle begreber, som var implementeret i Frømandskorpset, langt tid før HR afdelinger var en del af virksomhedskulturen i det meste af Erhvervslivet.
Når man i Frømandskorpset har valgt at inkludere civile ansøgere, så er det ud fra en betragtning om, at en læge, udemærket godt, kan blive en god sanitetsmand. På samme måde, som at en håndværker også kan blive en god shooter.
Man bliver ikke nødvendigvis en bedre specialstyrke operatør af, at have aftjent sin værnpligt på 4 måneder. Men det er da klart, at lønnen er bedre under uddannelsen, hvis man er fastansat soldat end, hvis man vælger at aftjene værnepligten under de forhold, som er under frømandsuddannelsen.
Da Frømandskorpset i starten af halvfemserne udsendte operatører ombord på Korvetten Olfert Fischer kunne man konstatere, at der på ingen måde var en operativ parathed, ligesom at det samme skinnede igennem på de FN missioner, som blev gennemført hæren.
Det har man arbejdet med på flere fronter, herunder uddannelse og materiel. Men det har altid været de store konventionelle styrker, som har løbet med pengene. Dels fordi at deres materiel er så dyrt, men også fordi at de er så mange. Man burde istedet se på, om man ikke skulle lave en procentvis fordeling, i forhold til forsvarsbudgettet.
Da man i forbindelse med den samlet udsendelse til Afghanistan i 2001 kunne man konstatere, at der var mange mangler på procedure, uddannelse og materiel. Det var bl.a. derfor, at man fik etableret et tættere samarbejde med fx AFSOC som bl.a. har AC 130 gunship under sig.
Lessons Learn fra den udsendelse var, at man skulle eje sine egne assets, da man ikke ville få tildelt nogen opgaver, hvis ikke man havde det nødvendige kommunikations materiel. Den rigtige våbenkapacitet eller muligheden for at påkalde sig den nødvendige støtte. Og endelig havde man ikke de fremføringsmidler, som var krævet, for at kunne operere langt inde i landet. Der var simpelthen behov for transport muligheder, som helikopter og køretøjer.
Derfor vedtog folketinget i 2005 en værnfælles materiel pakke på 360 millioner, som skulle dække behovet for de helt basale ting som kommunikation, materiel- skudsikker veste, ballistiske hjelme og andre helt basale ting.
I den forbindelse blev fordelingen igen helt skæv. Man fordelte ikke efter antal operatører, men efter antal køretøjer og både. Således blev Jægerkorpset tildelt 16 radioer og 4 til Frømandskorpset. Det var efter devisen, at de havde 16 køretøjer og frømandskorpset havde 4 både. Efter en noget favorabel aftale for Jægerkorpset, om at Frømandskorpset ikke skulle have køretøjer men skulle operere maritimt. Derfor overtog Frømandskorpset en ubrugelig RIB og Jægerkorpset fik 16 køretøjer af hver, til ethvert formål. Herunder Hummer, Toyota land cruiser både panseret og almindelige. Og så fik de også lige de Supercats, som skulle bruges til taktisk indsats.
En helt igennem uforståelig forfordeling når man tænker på at man i de efterfølgende år skulle bruges på de samme opgaver fx livvagtstjeneste for forskellige myndigheder i Irak og Afghanistan.
Det betød selvfølgelig, at der ikke var den nødvendige økonomi til maritimt materiel og da man bad om maritim støtte i forbindelse med piratindsatsen, så havde Frømandskorpset ikke det nødvendige båd materiel, som kunne operere i så lang tid fra en fast base. Alene problematikken med brændstof (benzin) ombord på et skib, i forhold til at have diesel eller flybrændstof i så store mængder, som det kræves, når man er væk i flere måneder. Især når man bor samme sted, som man arbejder.
Det materiel blev forhandlet gennem Søværnet, bl.a. sammen med NRF materiel, herunder det kommunikationsmateriel som tidligere var blevet tildelt Frømandskorpset, men nu var blevet frataget og tildelt de konventionelle styrker. Det betød, at Frømandskorpset på ingen måde var operativ parat og det har kostet meget tid, at overbevise de rette personer, om nødvendigheden af, at have sit eget materiel.
Det har på ingen måde påvirket det personlige samarbejde med udenlandske specialstyrker. For det har altid været en frømands DNA, at få det bedste ud af situationen. Og med en hård og systematisk fysisk og psykisk træning, så har frømænd i al beskedenhed ikke været de sidste, når der skulle konkurrereres på fysik.
Ligesom de sociale kompetencer og den mentale indstilling, altid har været højt prioriteret i Frømandskorpset. Man har altid gjort en dyd ud af, at stab, støttefolk og samarbejdspartner har følt ejerskab og en vigtig del af Frømandskorpset. Af samme grund har man ikke distinktioner og det kan sagtens være en dygtig overkonstabel, som har ansvar for en øvelse, hvor officerer deltager.
Frømænd har generelt altid været ret beskedne og aldrig følt trang til at fremhæve sig selv, med mindre, at der har været tale om sammenligning med Jægerkorpset. Så har man faktisk påpeget en alt for ens påklædning, eller opførelse, som kunne få andre til at tro, at man gjorde tjeneste på en flyvestation i Nordjylland.
Der har altid været en mystik om specialstyrker og det er lykkedes langt hen af vejen for Jægerkorpset at skabe positiv omtale i form af bøger, tv programmer, opvisninger, ekspert udtalelser eller interview. Det har aldrig været en frømands stil. Ikke fordi, at der ikke har været nogen frustrationer eller behov for anderkendelse, men fordi frømænd er nogle helt andre typer.
Da man oprettede SOKOM var der tale om et kæmpe løft for specialstyrkerne, da man hver især har haft nogle kæmpe udfordringer med hver deres kommando. Og det har til tider været tale om, at fremvise hver deres korps, som nogle trofæer når der skulle gøres reklame for SIKU eller rekruttering til de forskellige værn. Resten af tiden var man helst fri for korpsene. Placeringen af SOKOM var desværre i det fjerneste hjørne af Danmark og har derfor haft problemer med at få besat relevante stillinger med kompetente folk. Og virker mere som en karriere vej for det Nordjydske korps.
At man ikke er lykkedes med, at få rekrutteret eller fastholde operatører i Nordjylland, er der jo mange årsager til. Der er ligeså mange årsager til at man i Frømandskorpset ikke har de samme udfordringer og derfor er det ikke logisk, at man vil fortsætte i samme spor, som det der ikke virker. #178
Sammenlægning af uddannelserne løser ikke JGK’s udfordringer. Man sparer heller ingen penge. At gå tilbage til sidemandsoplæring er netop … ja, et tilbageskridt. En postromantisk drøm fra dengang far var dreng, men som er komplet utilsvarende i et moderne forsvar. Kvaliteten af sidemandsoplæring afhænger af den enkelte seniors evner, erfaringer, kvalifikationer, personlighed mm. Det vil aldrig kunne erstatte professionelt opbyggede kurser som giver ensartet høj kvalitet.
Det er måske bekvemt, men ikke langsigtet at ødelægge en uddannelse og et korps, som netop er lykkedes med en højt specialiseret, professionel og teknisk mere avanceret uddannelse, samt en kultur, hvor man har respekt for hinanden og ydmyghed over for andre specialer i Forsvaret.
Man flyver ikke bedre på lånte fjer, og det tager lang tid at opbygge en kultur som andre tiltrækkes af.
Apropos kultur, så er det velkendt, at vi alle er kulturbærere, og det er derfor desto mere tankevækkende, at SOKOMS øverste stillinger er besat med tidligere JGK folk.
En løsning på JGK’s kulturelle udfordringer og lave ansøgertal kan være, at lade alle jægere gennemføre FKP’s frømandsuddannelse og dernæst, i fremtiden, tage de bedste ting fra jægeruddannelsen og lægge ind i frømandsuddannelsen – og vupti- en større, veluddannet specialoperationsstyrke a la US Navy Seals er skabt med en sund kultur og mange ansøgere.
Så kan det vist ikke beskrives mere korrekt. FKP’s ydmyge fremfærd contra JGK’s aspiranters higen efter den karmoisinrøde baret, bliver her stillet til skue. FKP lider jo ikke under en bestemt fetich hvad angår hovedbeklædning, ud over aspirant perioden. Ud fra devisen om, at den der lever skjult, lever godt, er een af FKP’s grundpiller. Og det bør ikke ændres.