
Fem navngivne jægersoldater er uofficielt smidt ud af korpset for at forbryde sig mod det interne kodeks. Sagen har splittet korpset, som er delt i to. Samtidig slås Jægerkorpset med vigende optag, uforudsete opsigelser og ubesatte stillinger.
De bliver hyldet som nogle af Danmarks dygtigste soldater og lever et liv i en hemmelig verden langt fra omverdenenes nysgerrighed. De har været indsat på Balkan, i Afghanistan, Irak og Syrien og ligger ofte øverst i politikernes værktøjskasse, når Danmark rækker hånden op og tilbyder hjælp til Nato eller USA. Men bag facaden hos Jægerkorpset på Flyvestation Aalborg foregår der i øjeblikket en kamp, som hverken involverer kikkertsigter eller night vision goggles.
Den handler om kultur. Eller – vil nogen sige – mangel på samme. I virkeligheden begyndte den aktuelle kamp for mange år siden og har måske mere eller mindre altid været Jægerkorpsets tro følgesvend på godt og ondt. For bag al fortroligheden og de hemmelige missioner gemmer sig mennesker, som efter tiden i Jægerkorpset har haft en lyst til at fortælle omverdenen om den ellers så hermetisk lukkede verden.
Helt tilbage i 1980’erne var det jægersoldaten Carsten Mørch, som med bogen ”Sådan” sprang ud som forfatter ved at fortælle om sit eget og B.S. Christiansens ophold på det amerikanske Ranger-kursus i 1978, hvor Carsten Mørch blev nummer ét. Siden fulgte B.S. Christiansen efter med bogen ”BS – Et liv på kanten” og en ny tilværelse som populær tv-vært på diverse underholdningsprogrammer og som konsulent for bl.a. Bjarne Riis’ cykelhold.
Thomas Rathsack var den direkte årsag til Forsvarets største skandale
I 2009 var det så jægersoldaten Thomas Rathsack, som med bogen ”Jæger – i krig med eliten” var den direkte årsag til den største skandale, som nogensinde har ramt Forsvaret. Bogen afslørede nationale hemmeligheder, mente Forsvaret, som med tidligere kommunikationschef H.-C. Mathiesen i spidsen forsøgte at få nedlagt et fogedforbud. Men da var bogen allerede oversat til arabisk – af Forsvaret selv.
Skandalen forårsagede større ødelæggelser for Forsvaret, end nogen sprængning eller lækage fra Jægerkorpset nogensinde kommer i nærheden af, og ud over at koste både den daværende forsvarschef og forsvarsminister posterne, eksploderede bogens salgstal og offentlighedens nyfigenhed for korpset med de mange hemmeligheder.
Artiklen fortsætter under videoen …
Nu er den gal igen. Ikke nok med at Thomas Rathsack er fortsat som skønlitterær forfatter med fiktive historier om en jægersoldat i hemmelig tjeneste – nu har han også lavet et tv-program til TV2 med titlen ”Korpset”, som blev sendt i februar, og som fortsætter med en ny sæson i 2018. Her hjælper tre andre tidligere jægersoldater med og agerer instruktører i en reality-verden, hvor 30 håbefulde unge mænd bliver testet gennem en uge og udsat for strabadser, der minder om dem, som en jægersoldat skal gennemgå.
I det rigtige jægerkorps har man fulgt udviklingen med voksende bekymring og frustration, og i sommer blev det besluttet at ekskludere fem navngivne jægersoldater fra Jægerkorpset for at forbryde sig mod korpsets interne kodeks. Eller det vil sige, at ekskludere jægersoldater fra Jægerkorpset kan man ikke sådan officielt i hvert fald. I stedet har man smidt soldaterne ud af korpset og bandlyst dem ved at vende deres portrætter på “æresvæggen” i Jægerkorpset, hvor billeder af samtlige jægersoldater gennem tiderne hænger på en lang gang.
Hvorfor den ene, men ikke den anden?
Ud over Thomas Rathsack drejer det sig om Erik B. Jørgensen, Magnus Hansson og Rune Krogh Danielsen, som alle tre var med-instruktører i reality-programmet på TV2. Den sidste er Lars Møller. Han skrev i 2013 bogen ”Jæger 200”, som Forsvaret godkendte inden udgivelsen. Men ifølge OLFIs oplysninger har nogle i Jægerkorpset set sig sure på Lars Møller, fordi han i bogen omtaler samarbejdsvanskeligheder med to anonymiserede personer, som alle internt i korpset dog ved, hvem er.

Beslutningen om eksklusion af de fem jægersoldater har fået debatten i Jægerkorpset til at handle om meget andet end IS og Al Qaeda. For hvorfor kan B.S. Christiansen lave tv-reality med Bubber og Signe Svendsen, når Thomas Rathsack og hans fire våbenbrødre ikke kan? Og hvorfor kan man ekskludere Lars Møller, når Forsvaret selv har godkendt manuskriptet?
Hvorfor må Nicolai Moltke-Leth og den tidligere chef for Jægerkorpset, Poul Dahl, skrive bøger, når Lars Møller ikke må? Og hvorfor kan jægersoldater, som efter deres tjeneste har begået lovovertrædelser fortsat hænge på æresvæggen, når lovlydige jægere, der efter egen mening alene hjælper korpset med positiv opmærksomhed, bliver ekskluderet – som en jæger undrende spørger.
En tidligere jæger med mange års erfaring i korpset begræder udviklingen og kalder den aktuelle splid for »barnlig« og en »tabersag«. Han forudser, at man bliver nødt til at vende de fem billeder igen, for ellers vil der blive ved med at dukke andre historier op om tidligere jægere efterfulgt af spørgsmål om, hvorfor dén og dén ikke skal ekskluderes.
»Det gør mig ondt at se på, for jeg holder meget af Jægerkorpset,« siger han.
Jægerkorpset har aldrig stået stærkere, men …
Man skal passe på med at tale om krise i Jægerkorpset, for på mange måder har korpset aldrig stået stærkere. Det er aktuelt udsendt til Irak og Syrien og har de seneste 15 år nærmest været kronisk indsat i skarpe missioner. Alligevel afslører den aktuelle strid noget om kulturen i det korps, hvis omdømme i offentligheden – bevidst eller ubevidst – altid har været præget af nogle markante macho-typer.
Det ligger dog uden for enhver tvivl, at korpset er underbemandet og har været ramt af uforudsete opsigelser. I øjeblikket står 14 stillinger ubesatte, og ud af årets omkring 50 ansøgere klarede kun tre sig igennem nåleøjet og fik dermed ret til at bære Jægerkorpsets bordeauxrøde baret med jægerhornet i panden. Men der er langt op til det antal, som Forsvarets ledelse og politikerne på Christiansborg efterspørger, og bl.a. derfor har den nyoprettede specialoperationskommando besluttet at slå optagelsen for Jægerkorpset og Frømandskorpset sammen.
Det er en beslutning, som til gengæld splitter hele specialoperationsmiljøet. Og det er en historie, som du kan læse mere om på OLFI i løbet af ugen.
Denne artikel bygger på samtaler med en række nuværende som tidligere jægersoldater. OLFI har også talt med generalmajor Jørgen Høll, som er chef for Specialoperationskommandoen, men han henviser til Jægerkorpset om interne forhold. Jægerkorpset har imidlertid ikke ønsket at svare på spørgsmål om sagen.
