DEBAT: Den seneste tids debat om købet af 27 nye kampfly er ensidig og savner nuancer. Ja, prisen er usikker af mange årsager, og alene dollarkursen kan gøre købet både dyrere og billigere end det budgetterede. Men det er noget sludder at påstå, at købet af 27 nye F-35 kampfly kan ende med at være spild af penge.

Der er på baggrund af en række artikler i Jyllands-Posten i den senere tid opstået en debat om Danmarks indkøb af nye fly til erstatning for F-16. En debat, hvor også jeg selv er blevet citeret for, at 27 fly nok er lige i underkanten, og at nogle af præmisserne for at få antallet fra 28 til 27 kan synes optimistiske. Jyllands-Posten har behandlet mig pænt, og jeg har godkendt alt, hvor jeg er citeret. Alligevel er jeg ærgerlig over det ensidige fokus, som debatten har fået. Der bliver sået tvivl om, hvorvidt det nu er en god ide at købe de 27 styk F-35, som et flertal i Folketinget har planlagt. Det er det. Det er endda en rigtig god ide.

Lad os prøve at vende debatten og alle analyserne på hovedet. Min gode kollega på Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen, sagde i et interview til TV2 foranlediget af artiklerne i Jyllands-Posten, at 27 fly til 56 mia. kr. var det, der var råd til, og derfor det antal, som vi får. Han sagde i samme interview, at det ved politikerne ganske udmærket, og at de er gået ind i dette med åbne øjne. Lidt det samme siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen i et interview med Jyllands-Posten, hvor også han understreger, at der ligger et solidt grundlag for beslutningen, og at alle risici er vendt og drejet. Derfor skal intet ifølge ministeren ænders.

En del af kritikpunkterne, som Jyllands-Posten hæfter sig ved, kommer fra Rigsrevisionens rapport. Her er der kritik af flyvetimeproduktion, pilotstruktur og flyenes overordnende rådighedsprocent. Det er den helt klare sammenhæng mellem opgaver, antal af piloter og antallet af årlige flytimer, der definerer, hvor mange fly der er behov for. Til de opgaver, der ligger til grund for rapporten, skal der bruges X piloter. De skal alle træne diverse missionstyper i løbet af et år, så de rent faktisk kan bruge flyet, når de bliver sendt i kamp.

Derfor er der behov for Y flyvetimer – et tal der opstår ved at gange X med det antal timer, som piloterne skal træne om året, og dertil lægge det antal timer, som flyene producerer på missioner og opgaver oven i, der ikke tæller som en del af træningen. Hvis Danmark skal bruge Y flyvetimer om året, så betyder det, at man som minimum skal købe Z fly for at kunne afvikle det fornødne antal timer. Omvendt betyder det, at hvis tallet Z er lig 27, så kan der kun justeres på X og Y, for at få det hele til at gå op. Men det er vel også ok? Det er vel helt i orden, at Danmark køber det antal fly, vi har råd til, og efterfølgende bruger dem så optimalt, som vi overhovedet kan, for at gøre alt det, som vi gerne vil?

Sludder, at købet er spild af penge

Så Danmark køber 27 fly, vel vidende at det måske er lige i underkanten af, hvad vi godt kunne tænke os, hvis vi havde flere midler. Men 27 er det, der kunne blive råd til. Jeg hørte sågar på Danmarks Radios P3, at kampflyindkøbet kunne ende med at blive spild af penge, fordi flyene ikke kunne levere det, som de skulle. Hvad den udtalelse bygger på, ved jeg ikke, men jeg vil til en hver tid hævde, at det er noget sludder. Først og fremmest er det opgavekompleks, som Danmark lægger til grund for antallet af fly, et, som vi selv har defineret. I øjeblikket planlægger vi på at skulle kunne udsende fire fly plus reservefly i op til et år ad gangen hvert tredje år samt hvert tredje år at kunne stille med fly til afvisningsberedskab i eksempelvis Baltikum eller Island. Det efterlader et år i hver treårige cyklus, hvor vi ikke sender flyene afsted på missioner, og hvor vi primært uddanner os, flyver hjemlige opgaver og gør os klar til næste udsendelse. Hvor kommer de opgaver fra?

Nogle vil sige Nato. Det er delvist korrekt, idet Nato stiller styrkemål til nationerne for at få Nato’s ambitionsniveau om mulig deltagelse i flere samtidige krige til at gå op. Men vi har før sagt nej til styrkemål, som vi enten ikke kunne eller ville efterleve, så Nato-kortet er ikke altid det sikreste af spille. Andre, herunder min gode kollega fra Forsvarsakademiet, vil sige, at Danmark primært bruger sine fly til at gøre amerikanerne glade. Det har historisk vist sig, at det er en god idé for en småstat som Danmark at være bedste venner med den største dreng i skolegården – lige med undtagelse af Napoleon, hvor vi spillede på den forkerte hest, men det er dog længe siden.

Artiklen fortsætter under billedet …

Derfor sender vi vores fly af sted på missioner, der giver adgang til et fornemt håndtryk med den amerikanske præsident – uanset hvad vi i øvrigt måtte synes om ham. Vi gør det, fordi vi tror på, at det tjener os bedst. Skulle vi nu af den ene eller den anden årsag havne i en situation, hvor vi har svært ved at nå de opgaver, som vi gerne vil og eksempelvis kun kunne sende fly af sted hvert fjerde år, så er det ikke det samme som, at det hele er spildt, og at vi har trådt i spinaten. Flyene vil stadig kunne give os det fornemme håndtryk, fordi Danmark har tradition for at deltage i internationale missioner uden alle mulige forbehold, og derfor kæmper vi på lige fod med den største dreng i skolegården. Det betyder mere, end om det er hvert tredje eller fjerde år, at vi viser, hvor dygtige vores i øvrigt meget erfarne piloter er.

Nordmændene producerer færre flyvetimer af indlysende årsager

Så nej, det kan aldrig blive spild af penge, med mindre at flyene ikke virker, hvilket sammen med udgiften er det sidst kritikpunkt, der har været rejst. Der har været alle mulige tal på bordet om flyvetimer, tid til rådighed, pris osv. Der er eksempelvis sået tvivl om, hvorvidt F-35 kan producere 250 flyvetimer om året. I Rigsrevisionens rapport fremgår det, at USA også regner med 250 flyvetimer, hvorimod Holland regner med 210 timer, og Norge er helt nede på 168 timer. To ting er værd at nævne i den sammenhæng, som desværre endnu ikke har fundet vej til pressen. Først og fremmest, hvis producenten Lockheed Martin oplyser, at flyet kan flyve 250 i gennemsnit om året, så ville det have været underligt, hvis kampflykontoret havde regnet med et mindre antal. Det havde jo i så fald betydet, at der skulle købes flere fly, og mon ikke Rigsrevisionen og den almindelige skatteborger ville have stillet spørgsmål til kampflykonteres objektivitet, hvis det anbefalede at købe flere fly end det antal, som strengt taget er nødvendigt ved at regne med færre årlige antal flyvetimer, end det som producenten har oplyst?

At nordmændene kun regner med 168 timer om året, kan – jeg ved det ikke med sikkerhed, men det kan – skyldes at Norges fly har base på Ørland, og at der yderligere placeres to plus to fly i Nordnorge til afvisningsberedskab. For at kunne afvikle den daglige træningsflyvning, er der en række vejrminima (sigtbarhed, vindhastighed, banens overflade (regn, sne osv.)), der skal være overholdt, for at sikre at fly og piloter kommer sikkert op og ned igen. Hvis man placerer sine fly så langt mod nord, vil man uvægerligt have dårligere forhold end på Flyvestation Skrydstrup og derfor have flere ”nede-dage”, hvor man ikke kan afvikle træningsflyvning på grund af sikkerhed – også selv om Norge køber bremseskærme til deres fly. Derfor vil det ene og alene på grund af vejret være umuligt for Norge at producere det samme antal årlige flyvetimer som Danmark, selv om det er det samme fly, da de ikke har det samme antal dage at træne i.

Der har også været stillet spørgsmålstegn ved, om det kan lade sig gøre at producere over 250 timer årligt, når flyene er på mission. Det burde ikke være et problem. Når flyene deltager i internationale missioner, flyver de i gennemsnit i meget længere tid på hver tur, end de gør til dagligt. Det skyldes, at der på langt de fleste missioner er et mønster med take off, transit og tankning i luften, udførsel af missionen, transitflyvning retur med eventuel tankning undervejs inden returnering til basen. Derfor er det ikke underligt, at den årlige flyvetimeproduktion vil være højere i de år, hvor flyene er indsat i internationale missioner.

Nedjusterede tal ville påkalde sig kritik af kampflykontoret

Yderligere er der sået tvivl om, hvor mange dage om året flyene er klar til at flyve i – den såkaldte rådighedsgrad. Jeg antager ud fra Rigsrevisions rapport, at Lockheed har oplyst, at flyene er klar 70 pct. af tiden. Her gør det samme sig gældende som for antallet af flytimer. Hvis kampflykontoret nedjusterede det tal, ville kontoret naturligvis få skyld for at puste behovet op, når nu 70 pct. er det tal, som producenten oplyser. Det er naturligvis rigtigt, at ikke alle fly på nuværende tidspunkt ligger helt oppe på 70 pct. Men flyet er under udvikling, og det er helt naturligt og forventeligt, at der vil opstå problemer undervejs, som bringer tallet ned. Det burde dog være på plads, når Danmark begynder at få vores første fly om fire år.

Artiklen fortsætter under billedet …

Og så er der hele økonomien. Ja, 56 mia. kr. er mange penge. End da rigtigt mange penge, også selv om man som jeg er kampflyentusiast. Først og fremmest synes jeg, at det er ved at være på sin plads, at nogen oplyser, at vi allerede har en årlig udgift til de nuværende kampfly på ca. en mia. kr. om året i drift og vedligehold. Det vil altså sige, at kommer flyene til at koste 56 mia. kr. over 30 år at købe, eje og drive flyene, så er det ”kun” en ekstraudgift på ca. 26 milliarder, eller ca. 860 millioner om året mere end hvis vi ikke havde købt nye fly. Og nej F-16 kan ikke levetidsforlænges mere, så lad os nu droppe det argument helt og holdent.

Men hvad koster et F-35 fly? Jyllands-Posten skriver, at det kan være, at hele indkøbet og driften af flyene kommer til at koste 10 milliarder mere end beregnet. Det kan være, at de avisen ret. Det kan også være, at det bliver to eller fem mia. kr. billigere, men det er der ingen, der skriver. Heller ikke selv om regeringen fremlagde tal, der viste, at købet kunne koste alt mellem 49 og 71 milliarder, da den fremlagde beslutningsforslaget.

Særligt dollarkursen er afgørende for, hvad vi kan få for pengene. Da Danmark for snart en del år siden skulle købe nye transportfly, havde vi sat penge af til, hvad, vi troede, var fire fly. Men da vil skulle skriver under på kontrakten og forhandle den endelige pris, var dollarkursen pludselig røget op i ni kroner, og vi derfor fik vi i første omgang kun råd til at købe tre. Det sammen kan ske med F-35. Men det kan lige så vel gå den anden vej. Det er før set, at dollaren har ligget lavt, og med en kurs på eksempelvis 5,20 kr. per dollar, er der pludselig mange penge at spare.

Enhver kan lave sit eget talcirkus og fremkalde de ønskede tal

Så ja, det er usikkert, hvad det hele ender med at koste, og man kan jonglere med de mange tal i sit eget cirkus og få det svar, som man gerne vil have. Men faktum er, at det ikke kan komme bag på nogen, at usikkerheden er der.

Af for mig helt uforståelige årsager er der stadig nogle, der stiller tvivl ved, om F-35 er et godt fly og det rigtige fly for Danmark. Jeg synes, at man skal hæfte sig ved, at kampflykontoret brugte 10 år på at analysere kandidaterne, og at alle analyser i den oprindelige rapport, der blev ekstern kvalitetssikret, entydigt anbefalede F-35 på alle punkter. I mellemtiden er vi begyndt at kigge lidt mere seriøst mod truslen fra øst, og her er F-35 det eneste fly, der besidder kapaciteter mod de våbensystemer, vi måske står overfor.

Vi kan ikke den ene dag sige, at vi på grund af truslen fra øst skal have nye missiler til vores fregatter, hvilket er en super ide, og så den næste sige, at det er lige meget, hvilket kampfly vi har. Så nu er det faktisk en rigtig god ide med F-35. Derudover og nok så vigtigt synes jeg, er der i den forløbende tid er kommet en del erfaringer med brug af flyet. Godt nok ikke på det, som vi kalder skarpe missioner, altså i krig, men på øvelser osv. Og her tegner der sig et billede af et fly, der er helt i særklasse, og et fly der skal flyves og anvendes helt anderledes, end de kampfly vi har i dag, fordi det kan så meget mere. Tilsvarende er alle, der flyver flyet, meget begejstrede for flyets egenskaber og lovpriser det, når de taler om det. Jeg nægter at tro, at de alle som én er købt og betalt af Lockheed Martin til at komme med positive udtalelser.

Så summa summarum – køb nu de 27 F-35 fly, der er råd til. Det er nogle fantastiske fly, som vi vil kunne få stor værdi af i de næste mange år.