BLOG: Mandag sluttede en sjælden øvelse i Stillehavet, hvor tre amerikanske hangarskibe sammen med japanske og koreanske enheder signalerede en massiv magtdemonstration. Men øvelsen afslørede også, at det amerikanske militær er presset til grænsen, fordi øvelsen krævede kannibalisering af andre enheder.
Det var nogle ganske imponerende billeder, som USA’s 7. flåde kunne lægge på sin Facebook-side hen over weekenden. Tre store hangarskibe af Nimitz-klassen var på øvelse med de japanske og koreanske flådefartøjer, som bl.a. inkluderede et japansk helikopter-hangarskib. Sidste gang, en sådan øvelse fandt sted, var ud for Guam i 2007.
Drengerøven blev yderligere begejstret, da U.S. Air Force – Pacific kunne lægge et billede på deres Facebook-side af to B-1B Lancers passere hen over flådeenhederne. Det var stort, og der var fuld damp på begejstringen hos mange.
Øvelsen var et klart signal til Nordkorea om, at USA kan præsentere kraftige slagstyrker overalt i verden, hvor udfordringer måtte opstå. Der blev koordineret med allierede enheder og flyenheder fra det amerikanske flyvevåben. Tanken var at signalere evner til koordination på tværs af landegrænser og værnsskel. I et interview med magasinet Stars and Stripes udtalte kontreadmiral Greg Harris, som er chef for hangarskibsgruppen Nimitz, hvad formålet med øvelsen var:
“Vi ønsker meget klart at demonstrere over for vores allierede og partnere, at vi har været her i 70 år for jer, og vi agter at være her i 70 år mere.”
Opvisning fandt sted under Trumps rejse til Asien
Det har sikkert passet den amerikanske præsident Donald Trump ganske glimrende, at denne magtdemonstration fandt sted under hans lange rundrejse i Asien, hvor han lagde stor vægt på den respekt, som han blev vist overalt med store modtagelsesceremonier og fine middage. Men – for der er selvfølgelig et men til denne historie – magtdemonstrationen over for Nordkorea har også endnu en gang udstillet de begrænsninger, som det amerikanske militær er underlagt i disse år.
Som Washington Examiner kunne gøre opmærksom på, kom viceadmiral Mike Shoemaker med nogle afslørende udtalelser ved en høring i forsvarsudvalget i Repræsentanternes Hus for kort tid siden. Viceadmiral Shoemaker er chef for U.S. Naval Air Forces, og han kunne fortælle nogle interessante og ganske opsigtsvækkende oplysninger omkring de imponerende mere end 200 fly, som var med om bord på de tre hangarskibe.
For at få alle flyene om bord var den amerikanske flåde nødsaget til at tænke ud af boksen. Shoemaker kunne fortælle, at for at få hangarskibene USS Ronald Reagan, USS Nimitz og USS Theodore Roosevelt til søs siden nytår, har man måttet hente fly fra bl.a. vedligeholdelsesenheder og F-18 eskadriller på både øst- og vestkysten. Havde man ikke hentet fly fra disse enheder, ville hangarskibene ikke kunne stå til søs med det påkrævede antal kampfly. Konsekvensen af denne logistiske øvelse er, at går ud over uddannelsen af nye piloter, og at 300 søfolk måtte hentes fra andre enheder for at fylde hullerne ud i mandskaberne på de tre hangarskibe. Man måtte desuden hente reservedele fra andre enheder, som selvfølgelig har en negativ konsekvens på de øvrige enheders beredskab.
Prisen for weekendens øvelse og opsigtsvækkende magtdemonstration er med andre ord, at man lægger et stort operationelt pres på allerede pressede enheder. Det kræver enorme ressourcer at have tre fuldt bemandede hangarskibsgrupper til søs, og konsekvenserne af de seneste års nedskæringer og manglende budgetter ser vi i disse år.
Fokus på hård magt i Trumps udenrigspolitik
At det amerikanske militær er så presset i disse år, udgør et problem for Donald Trumps administration. En helt central del af præsidentens udenrigs- og sikkerhedspolitiske valgløfter i 2016 var et markant løft i forsvarsbudgettet for at genskabe USA’s mægtige militær. I flere måneder har Trump pralet af, at hans indsats har genskabt det amerikanske militærs styrke. Problemet er bare, at det budskab ikke stemmer overnes med sandheden.
De forøgelser, som vil komme med det nye forsvarsbudget, er ifølge militære ledere nødvendige for at lukke hullerne i beredskab og træning, som det amerikanske militær efter flere års nedskæringer føler meget hårdt. Det giver nødvendigvis ikke en øget effekt at give øgede bevillinger, men kan blot sikre et fortsat operationelt tempo i stil med det nuværende.
Det faktum er et problem for en administration, som har slået sig op på, at ”hård magt” vil spille en stor rolle i dens sikkerhedspolitik. Det var titlen for dens forslag til budgettet for 2018, og præsident Trump har flere gange truet genvordige stater med overlegne amerikanske militære muskler. Det gjorde han, da han tidligere i år truede med at sige, at en ”armada” var på vej mod Nordkorea. Det viste sig så, at flåden befandt sig 1.200 kilometer mod syd og sejlede i sydgående retning. I slutningen af sommeren truede præsidenten også Nordkorea med, at militære våben var både ladte og låst på situationen omkring Nordkorea, men det var de ikke.
Grundlæggende er problemet, at en præsident, som på den måde ynder at true med militær magt, faktisk står i spidsen for et militær i alvorlige problemer. Øgede bevillinger vil være absolut nødvendige, hvis præsidenten ikke skal lægge sin stil om og true mindre med militære muskler – noget som virker ganske usandsynligt.
