BLOG: Giv det politiske niveau den rå og uforfalskede sandhed og lad politikerne vurdere, om deres politiske ideer holder til mødet med virkeligheden. Sådan skriver Klaus Kroll efter, at danske soldater i Irak har fået besked på at vende det blinde øje til brud på krigens love.
I et par udslidte m/84 kampbukser af ældre dato fandt jeg for noget tid siden et lille plastlamineret hæfte, der indeholdt de ganske få instrukser, som soldaten skulle bruge for at kunne udøve sit virke. Det hed Rules Of Engagement (ROE) og var en del af udrustningen for de mange tusinde soldater, der var udsendt med enheder til IFOR eller SFOR på Balkan. Det var en hel del år før, at vi kastede os ud i kampene i Afghanistan og Irak – og ikke mindst en periode længe før, at Forsvaret var omdannet til styrelser og en akademisk institution vejledt af Excel-ekvilibrister.
Kortet var i al sin enkelhed nok til at lade soldaten udføre sine opgaver under forudsætning af at have førere og chefer, der turde stå inde for deres enheders gøren og laden. Det var naturligvis et sammenkog af mange overvejelser fra højere stabe og internationale konventioner, men stadig en let og overskuelig instruks, der sikrede mulighed for hurtig handling og ikke afstedkom de store spørgsmål ved opgaveløsningen.
I dag har vi en 700 siders militærmanual til udsendte enheder, der næppe overlader noget til tilfældighederne, eller sådan burde det være, fordi man åbenbart i Værnsfælleskommando mener, at enkelte passager krævede lidt tilretning i forhold til træningsmissionen i Irak. Antallet af sider til brug for at være soldat er dermed omvendt proportional med antallet af soldater i Hæren. Tænk, at der findes nogenlunde ligeså mange sider, der beskriver den åbenbart umådelige kompleksitet i vores aktuelle missioner, som vi har af samlet kampstyrke på jorden. De 700 sider skal nok blive til væsentlig flere, når den sidste rest af militærfaglighed går i fløjten med en yderligere akademisering af officersstanden og nedlukning af kapacitetscentrene.
Tåbelig beslutning at tilsidesætte soldaternes meldepligt
Man kan lave mange motivfortolkninger af årsagen til en helt igennem tåbelig beslutning om at stille soldaterne i den situation, at de skal tilsidesætte deres meldepligt ved at få dem til at kigge den anden vej, når de støder på elementer i tvivlsomme allieredes adfærd. Et af motiverne kunne være en misforstået tro på, at det nemmeste nok er at gemme sagerne af vejen, så politikerne, medierne og befolkningen ikke opdager bagsiden af medaljen ved dansk deltagelse i opgaver, hvor død og lemlæstelse er en del af hverdagen.
Sagen er desværre et strålende eksempel på den politisering, der har været og i fremtiden vil ske på grund af den halvmilitære/halvpolitiske sump af styrelser, departement og en værnsfælles kommando, hvor skillelinjen mellem politik og den militære verden mildest talt er mudret. Sagen illustrer den stadige opgave, der ligger i at fortælle befolkningen, at krig ikke er køn. Den koster civile livet, den indeholder ofte tortur, skænding af lig og får på alle måder det værste frem i folk.
Det er krigens vilkår, og særligt i de tilfælde hvor vi står på sidelinjen som inviterede til at træne irakere, er vi ofte totalt magtesløse i forhold til at ændre på de måder, som de lokale styrker anvender i deres kamp. Får vi dem til at undlade at skære hovedet af IS krigere? Næppe. Begynder de at behandle krigsfanger efter konventionerne? Givetvis ikke. Ændrer vi på det faktum, at der ikke blot i IS-besatte områder skubbes bagbundne folk ud fra hustage grundet en anden religiøs overbevisning, forkert tilhørsforhold eller noget helt tredje? Det gør vi ikke, og det er naivt at tro, at det kommer til at ske i vores generationers levetid.
Træk styrken, hvis I ikke kan lide lugten i bageriet
Fra en del rejser i Irak kan jeg kynisk konkludere, at liv ikke har samme værdi eller tillægges samme betydning, som vi kender det fra vores breddegrader. Den direkte konklusion er derfor ret simpel. Enten lever vi med, at allierede ikke altid opfører sig som spejderdrenge og i mange tilfælde ikke adskiller sig nævneværdigt i forhold til Islamisk Stat. Vi skal leve med en udbredt korruption og modvilje mod at ændre tingenes tilstand, da det i givetfald ville betyde, at nogen skulle afgive magt i regionen, og det ændrer vi ikke med 120 udsendte trænere.
Med andre ord; kan vi ikke lide lugten i bageriet, må vi enten trække splitten og bruge de sparsomme ressourcer i Forsvaret herhjemme eller blive og acceptere, at verden udenfor kongeriget ikke altid er et spejlbillede af vores eget samfund. Soldaten på jorden skal derimod aldrig blive en brik i et spil, hvor man altid vil kunne anklage ham eller hende for pligtforsømmelse ved at undlade at melde eller endnu værre anklage vedkommende for at melde, når en officer i rockwoollaget har fundet det rimeligt at fifle med militærmanualen, som murstenen hedder.
Panikken fra vores første indsættelse i Irak i 2003 har aldrig rigtigt lagt si. Og i stedet for at gøre det politiske niveau forståelig, at vi ikke kan deltage i mellemøstlige konflikter uden at stå i nærmest daglige dilemmaer, har man forsøgt at skjule virkeligheden nu senest ved at anvende strudsemetoden og en kombination af ikke se, ikke høre, ikke tale. Vi kan ikke skrive og tale os fra det faktum, at vi ved, der foregår ubehageligheder rundt omkring i Syrien og Irak, og det er tåbeligt at forsøge at gemme det væk fra offentligheden.
Jeg kan ikke huske, hvor mange trofæbilleder jeg har set, men de kommer helt naturligt i forlængelse af feriebilleder og familieportrætter, når man omgås de irakiske styrker. Det er ikke isoleret til vores nuværende mission, det har givetvis været tilfældet så længe kameraet i telefonen har været opfundet. Giv det politiske niveau den rå og uforfalskede sandhed og lad politikerne vurdere, om deres politiske ideer holder til mødet med virkeligheden, og insistér på at pensle det helt ud, så man ikke efterfølgende kan påberåbe sig uvidenhed.
