DEBAT: Forsvaret har prøvet at nedlægge de militære musikkorps uden held. I dag glemmer mange, at musikkorpsene skaber positiv markedsføring af Forsvaret over hele landet. Man må håbe, at politikerne har en større forståelse for musikkorpsenes betydning end forslagsstillerne i budgetanalysen.
I den netop afsluttede budgetanalyse lyder et af effektiviseringsforslagene, at et af de to jyske regimentsmusikkorps kan nedlægges. Begrundelsen skulle være, at man med de to tilbageværende musikkorps kan dække Kongehusets og Hærens behov. Man bemærker dog, at de ’civile’ aktiviteter vil blive reduceret. Forslaget tager altså udgangspunkt i ’need to have’ i stedet for ’nice to have’. Forslaget afslører en afgrundsdyb manglende viden om militærmusikkens kerneopgave.
Det er naturligvis rigtigt, at Kongehuset og Hæren skal betjenes; det være sig for Livgardens Musikkorps vedkommende primært vagtparader, musik til tafler eller ved modtagelsen af fremmede statsoverhoveder, men også – og det gælder også for de to jyske musikkorps – regimentsparader, markering af mindedage, koncerter på kaserner o.s.v. Dertil kommer, at alle musikkorpsene fra tid til anden besøger vores udsendte soldater og giver dem nogle gode musikalske oplevelser. At alle disse opgaver skulle kunne klares af kun to musikkorps, vil jeg sætte et meget stort spørgsmålstegn ved.
Men så har vi den funktion, der kaldes ’civile’ aktiviteter. Der menes formentlig koncerter – store som f.eks. nytårskoncerter, der har karakter af musikalske shows eller mindre arrangementer, som kan være en middagskoncert på torvet eller ved et indkøbscenter. Dertil kommer, at mange byer tilkalder et regimentsmusikkorps, når der eksempelvis er kongeskibsmodtagelse, byjubilæum eller soldaterjubilæum. Her er tale om, at musikkorpsene viser Hærens ansigt udadtil, og at det med stor sikkerhed betyder, at landets borgere på en god måde møder en udadvendt side af Forsvaret.
Og denne udadvendte funktion har i dansk militærmusiks næsten 400-årige historie altid været en væsentlig del af musikkorpsenes funktion. Det er det også i andre lande. Historisk behøver vi kun at gå tilbage til 1940, hvor de tyske besættelsestroppers mange musikkorps udfoldede en udstrakt koncertvirksomhed af PR-mæssige grunde.
Skalmejen ændrede musikkorpsenes lyd
De første egentlige militære musikkorps blev dannet i 1700-tallet, da folkemusikinstrumentet skalmejen blev taget i brug ved regimenterne. Indtil da havde man ligeså mange hundrede år tilbage haft piper og trommer. Med skalmejen kunne man spille mere nuancerede og flerstemmige melodier. Klangligt blev det forbedret, at skalmejen blev erstattet af obo-instrumenterne i forskellige størrelser og suppleret med trompeter (klaphorn), valdhorn og basuner. I slutningen af 1700-tallet kom også slagtøjsinstrumenterne med inspireret af den tyrkiske ’janitcharmusik’.
Artiklen fortsætter under billedet …
Omkring 1800-tallet havde alle regimenter velbesatte harmonimusikkorps (træblæsere, messingblæsere og slagtøj). Officererne betale gerne lidt af egen lomme, hvis regimentskassen ikke kunne følge med for at have et så stort og velklingende musikkorps som muligt. Allerede her ved man fra datidens avisannoncer, at de militære musikkorps udfoldede en omfattende koncertvirksomhed.
I midten af 1800-tallet opstod ’feltmusikkorpsene’, som var mindre og kun havde messinginstrumenter og slagtøj. Det var signalhornblæserne, der dannede disse musikkorps. I krigstider – f.eks. under de to slesvigske krige – var disse musikkorps ikke i funktion, idet musikerne var fordelt på kompagnier og bataljoner som signalgivere. Harmonimusikkorpsene – nu hed de brigademusikkorps samt Livgardens Musikkorps – var mest i funktion i garnisonerne, hvor de spillede for både at opmuntre soldaterne og befolkningen.
Feltmusikkorpsenes oprettelse – 22 i alt – betød, at der opstod en heltsærlig dansk militærmusiktradition. Rene messingbesatte musikkorps kendes, ud over i Danmark, kun under den amerikanske borgerkrig. Det betød også, at der blev oprettet mange civile ’hornorkestre’ rundt om i Danmark. Messingorkestre egner sig nemlig fortrinligt til at spille udendørs og i næsten al slags vejr. Man kan roligt sige, at der opstod en særlig dansk musikkultur.
Fra 1864 og frem til 1932 blev der igen og igen skåret ned på musikkorpsene – både i størrelse og i antal. Der var dog i 1932 stadig 16 musikkorps og omkring 170 militærmusikere i Danmark fordelt over hele landet.
Den uoprettelige katastrofe indtræffer
I 1932 skete den uoprettelige katastrofe for militærmusikken. Alle musikkorps – bortset fra Livgardens – blev nedlagt. I de følgende ni år fik man at mærke, hvilken betydning militærmusikken havde haft – både militært og civilt. Man fik tiltagende vanskeligheder med at besætte blæseinstrument-stillinger i de symfoniske orkestre. Man kom til at mangle dygtige instruktører for de mange amatørorkestre. Men sidst, men ikke mindst, kom man til at savne ’den jævne danskers’ møde med den levende musik i form af musikkorpsenes koncerter i by og på land. Protesterne var tilsvarende højlydte.
Også Hæren savnede sin militærmusik. Man eksperimenterede oven i købet med, at lade en højttalervogn køre foren en bataljon eller et regiment på parade. Inde i vognen sad en mand og spillede marchmusik fra 78’ plader, som så blev sendt ud i højttaleren via en mikrofon. Det var IKKE en succes. Hornblæsere til signalgivning kneb det også med – man brugte nemlig stadig signalhorn til at kommunikere ordrer ud til enhederne.
Artiklen fortsætter under billedet …
I 1940 kom der imidlertid igen militære musikkorps i Danmark – men de var tyske. Som før nævnt, udfoldede de en omfattende civil koncertvirksomhed. Tyskerne vidste udmærket, at musik var en god måde at vise et ’venligt ansigt’ på. Det fik regeringen til at overveje, om det nu ikke ville være en god idé, at genoprette – i det mindste nogle få – danske regimentsmusikkorps som modvægt mod den massive tyske musikudfoldelse. Og den 30. april 1941 fulgte 50.000 begejstrede københavnere fire genoprettede danske regimentsmusikkorps på deres triumfmarch gennem København og overværede den efterfølgende koncert i Fælledparken.
De fire musikkorps var af typen fra 1850’erne – ’feltmusikkorps’ med ren messingbesætning. I 1953 blev endnu et musikkorps genoprettet, og i de følgende ca. 20 år bestod dansk militærmusik af fem ’feltmusikkorps’ – regimentsmusikkorps – samt Livgardens Musikkorps, som var (og er) det eneste med fuld harmonibesætning. Så begyndte man igen at skære ned ligesom i 1932. Blot gjorde – og gør – man det langsomt. Et for et forsvinder musikkorpsene igen. Når man gør det på den måde, bliver protesterne jo tilsvarende mindre og færre. Resultatet er dog i den sidste ende det samme. Et stykke dansk musikkultur med sine egne traditioner og sin egen musik forsvinder.
I dag har vi kun to ’feltmusikkorps’ tilbage – Slesvigske Musikkorps i Haderslev og Prinsens Musikkorps i Skive. Dertil kommer så Livgardens Musikkorps, der er et af verdens bedste militære musikkorps. Og disse tre musikkorps har rygende travlt med opgaver indadtil i Hæren og udadtil i befolkningen. Det ene er ikke vigtigere end det andet.
Hæren har øjensynligt ingen ’beskyttertrang’ over for sine egne musikkorps og forstår tydeligvis ikke betydningen af den udadvendte del af musikkorpsenes virke. Vi må håbe, at vore folkevalgte politikere har et andet syn på det.
