Topmøde

“Vores virkelighed stemmer ikke overens med den højere oppe i systemet”

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

BAGGRUND: Besætninger på skibene i Arktis sejler ofte ”for kort” med en mandskabsmangel på over 15 pct. Det giver store udfordringer – ikke mindst, når ansættelsessystemet gør det svært at få ansat de rette i tide. Skibschefer i Nordatlanten ønsker realiteterne frem forud for de politiske forhandlinger om et nyt forsvarsforlig.

Da alarmen gik, lå inspektionsskibet ”Vædderen” i Søndre Strømfjord mere end et døgns sejlads syd for Uumanaaq på Grønlands vestkyst. Meldingen om, at en tsunami skulle have skyllet huse i vandet ved bygderne Nuugaatsiaq og på øen Illorsuit, kom sent lørdag den 19. juni, og om bord på det danske inspektionsskib besluttede skibschef Søren Kjeldsen straks at sende skibets helikopter af sted.

Siden fulgte en indsættelse, som skulle komme til at vare mere end en måned. Besætningen fra ”Vædderen” deltog i redningsarbejdet og eftersøgningen af fire savnede personer, den ledte evakueringen af hele samfund fra nærliggende bygder, sørgede for at fodre de efterladte slædehunde i det tsunamiramte område og udgjorde i det hele taget en tryghedsskabende ramme og platform midt i de kaotiske forhold i den barske arktiske natur.

Men det var ikke givet på forhånd, at indsættelsen – på trods af fire forsvundne personer – skulle ende med at blive betragtet som en succes. Skibschefen selv tøver ikke med at fortælle, hvad den direkte årsag var til, at den operative indsættelse kunne stå på så længe.

»Vi var ualmindeligt heldige og blev reddet af at have et værnepligtshold bestående af 10 mand med om bord,« siger Søren Kjeldsen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Kommandørkaptajn Søren Kjeldsen er chef for 2. Besætning i 1. Eskadre og var skibschef om bord på “Vædderen” i forbindelse med indsættelsen ved flodbølgen på Vestgrønlands kyst i midten af juni. Her står han på molen i Flådestation Korsør med inspektionsfartøjet “Lauge Koch” i baggrunden. Foto: Ernstved

Jeg møder ham i Korsør på flådestationen, hvor han til trods for at være tilknyttet 1. Eskadre og Flådestation Frederikshavn har indvilget i at fortælle om hverdagen på et inspektionsskib i Nordatlanten. Det er en opgave, som vi ikke hører meget om, men som sammen med inspektionsfartøjerne udgør en vigtig del af Søværnets og Flyvevåbnets opgaveportefølje – ikke mindst i forbindelse med uforudsete hændelser og en naturkatastrofe som en tsunami.

»Jeg kan ikke fortælle dig, hvad der var sket uden de værnepligtige om bord. Men det havde utvivlsomt været en ekstra belastning, og på et tidspunkt havde vi været nødt til at trække os og få en puster, inden vi kunne fortsætte. Når man kører folkene hårdere, så stiger risikoen for fejl, uheld og ulykker. Men jeg kan ikke sætte det ind i et regneark,« siger Søren Kjeldsen.

Sejler med store huller i besætningerne

I Nordatlanten har Søværnet kontinuerligt fire enheder indsat i form af to inspektionsskibe og to af de lidt mindre inspektionsfartøjer. Dertil kommer en grønlandskutter, som også er indsat under Arktisk Kommandos ledelse. Et almindeligt togt for et af Søværnets skibe varer 7-10 uger, og hvor besætningen på et inspektionsskib før i tiden talte 60 mand, er den i dag nede på 49.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse om nyordningen af Søværnet, som den er skitseret i budgetanalysen fra konsulenthuset Struensee & Co.

»Det er på mange måder i underkanten for at køre en operation i Nordatlanten på to måneder. Ikke med de daglige rutiner. Men når uheldet er ude, og vi bliver indsat i en akut situation. Hvis vi så var de 49 mand, kunne det måske gå, men det er vi ikke. På de seneste to togter har vi manglet 6-9 mand. Det svarer til 12-18 pct., som vi sejler ”for kort”, og så bliver vi ramt på vores udholdenhed,« fortæller Søren Kjeldsen.

Årsagerne til huller i besætningerne er flere. Det er generelt svært at tiltrække specialister, og i Søværnet mangler man særligt tekniske officerer. Om bord på et inspektionsskib skal der være tre, ligesom der skal være tre navigatører. Under indsættelsen ved tsunamien manglede Søren Kjeldsen en teknisk officer og havde ingen af sine egne navigatører.

»Derfor måtte vi låne fra andre besætninger, og så begynder vi at ”spise” af hjemmeperioderne, som ellers skal bruges på afspadsering, kurser og uddannelse. Vi forsøger at fylde op på frivillig basis. Men situationen er uholdbar,« siger Søren Kjeldsen.

Statistikken i DeMars stemmer ikke overens med sandheden

Han er ikke ene om at opleve udfordringer i sit daglige arbejde. I en fjord ud for Torshavn på Færøerne ligger skibschef Niels Markussen med inspektionsskibet ”Hvidbjørnen”. Egentlig skulle han være hjemme, men på grund af mandskabsmangel er han sendt tilbage for at lukke huller.

»Lige nu afløser jeg en chefkollega fra 3. Besætning. Min egen operationsofficer fra 1. Besætning er også oppe og afløse. Om lidt kommer min egen næstkommanderende og afløser den faste næstkommanderende her. Han er samtidig ny chef for inspektionsfartøjet ”Lauge Koch”, så han dobbeltjobber og er nødt til at tage hjem en gang i mellem. Så mangler vi et par unge officerer, som også er hjemme på kursus. Det betyder, at den travle operationsofficer indgår i vagten på broen. Jeg mangler også en teknisk officer,« fortæller Niels Markussen over telefonen og sender samtidig en stikpille til kontreadmiral Nils Wang, som er chef på Forsvarsakademiet og i dagbladet Information gav udtryk for, at Forsvaret har for mange ”høvdinge” i form af officerer og befalingsmænd og for få ”indianere” i form af menige.

»Den med, at vi er for mange ”høvdinge”, kan jeg ikke se nogen steder i den nuværende struktur,« siger Niels Markussen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Kommandørkaptajn Niels Markussen er chef inspektionsskibene af Thetis-klassen og chef for 1. Besætning. Foto: Ernstved

Et af problemerne er ifølge Niels Markussen, at udfordringerne ude i virkeligheden ikke altid afspejler sig i management- og ressourcestyringssystemet DeMars, som Forsvarets ledelse trækker tal fra.

»I DeMars har jeg både en næstkommanderende og en operationsofficer. Man ser bare ikke, at jeg afløser på Færøerne, at min næstkommanderende også har et andet job, og at en tredje er hjemme på kursus. Min besætning er officielt fuldt bemandet, og vi er i øjeblikket hjemme for at afvikle frihed. Men vi er altså også her, så det er Tordenskjolds soldater. I statistikken ser det fint ud, men den oplevede virkelighed fortæller en anden sandhed,« siger han.

Niels Markussen deler Søren Kjeldsens holdning om, at besætningerne allerede nu er reduceret til et minimum. Uforudsete opgaver er en del af hverdagen i Arktis, men de presser besætningerne og betyder for officererne ofte 12 i stedet for otte timers vagter på broen og dermed en reduktion i den øvrige ledelsesopgave.

»Min frygt er, at vi bliver presset ud i en situation, hvor vi ikke kan løse vores opgave. Det er min vurdering, at vi bevæger os på kanten, hvor vi må sige nej til opgaver, som vi før i tiden kunne løse,« siger han.

Kvalificerede ansøgere når ikke med om bord

Et yderligere aspekt i besætningernes udfordringer finder man i personelrotationen. Den er en fast del af det at være i Forsvaret, men efter indførelsen af et ansøgningssystem i stedet for beordringssystem har flaskehalsene vist sig. I dag siger man op og søger sin egen fremtid, men processen er langsommelig og kan ikke følge med virkeligheden i Nordatlanten, fortæller Søren Kjeldsen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Oberst Søren Andersen er chef for Telegrafregimentet i Fredericia. Du kan læse artiklen ved at klikke på billedet. Foto: Ernstved

»Personelrotation vil man altid have, og den er sund. Men vi skal kunne håndtere den, og det kan vi ikke længere. Der skulle helst komme folk ind i samme tempo, som de forlader os, og det gør der ikke. Det er svært, for vi har kvalificerede ansøgere, som vi ikke kan nå at ansætte, fordi processen ikke er hurtig nok. Ofte kommer opsigelserne i slutningen af togterne. Så kan vi ikke nå at slå stillingerne op, gennemføre samtaler, ansætte den rette, uddanne og give vedkommende de rette kurser, som er nødvendige. Det er en medvirkende årsag til, at vi sejler ”for kort” og låner fra andre besætninger. I min optik bliver vi nødt til at kigge på den proces for at få den optimeret,« siger Søren Kjeldsen.

På Færøerne deler Niels Markussen den opfattelse. Han mangler i øjeblikket 6-7 mand i sin besætning og frygter, at den pressede hverdag får medarbejderne til at lede efter mere stabile job.

»Jeg kan godt være lidt bange for, at det på nogle områder begynder at bide sig selv i halen, så folk bliver utilfredse og finder noget andet at lave. Vi oplever det på officerssiden, fordi man hele tiden skal sejle ”for kort”. For unge officerer, der har fået kærester og er ved at etablere familie, kan det godt gøre ondt hele tiden at skulle af sted. De økonomiske tillæg for sejlende tjeneste er gode, men på et tidspunkt når vi et punkt, hvor vi ikke kan betale os fra det,« siger Niels Markussen.

Virkeligheden opleves forskelligt

Begge skibschefer understreger, at deres udtalelser ikke er udtryk for klynk, og for Niels Markussen handler det om regulær oplysning.

»Jeg mener, at vi som soldater og officerer på alle niveauer bør holde fast i sandheden og fortælle den, som vi ser den. Det er vigtigt at få nogle fakta på bordet omkring personelsituationen. Min oplevelse er, at vores virkelighed ikke rigtigt stemmer overens med den virkelighed, som man oplever højere oppe i systemet, og det er min pligt at gøre opmærksom på,« siger Niels Markussen.

Og så er vi tilbage ved de værnepligtige på ”Vædderen”, som kom om bord efter få måneders tjeneste. For værnepligtige i Søværnet indgår et sejlende togt på fire uger i uddannelsen, og det foregår ofte i Nordatlanten. Holdet på 10 mand havde kun været få dage om bord, og derfor kunne de gå til hånde i flere uger af den lange indsættelse. Deres tilstedeværelse betød, at besætningen i stedet for udelukkende at sejle ”for kort” med en manko på otte, havde 52 mand om bord.

»Det var dem, der gjorde, at vi kunne løse opgaven. De forlod først skibet i slutningen af operationen. Da var de færdige, og vi kunne mærke med det samme, at de ekstra hænder var væk. De støttede os hele vejen rundt på brovagter, i kabyssen, i maskinrummet, og når vi havde vores indsatshold i land. De havde ikke specialuddannelserne, men de kunne støtte på stort set alle områder med ekstra hænder. Det var en usædvanligt lang operation, men vi ligger jo netop i farvandene omkring Grønland for at være der i sådan en situation. Uden de værnepligtige kunne vi ikke have været indsat så længe,« siger Søren Kjeldsen.

Billedtekst bærende billede: Indsatshold på vej fra bygden Nuugaatsiaaq og ud til inspektionsskibet “Vædderen” med de første flyttekasser indeholdende personlige ejendele fra evakuerede indbyggere. Foto: Rasmus Graversen/Arktisk Kommando

Denne artikel er lavet i samarbejde med Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD) og publiceret i fagbladet OFFICEREN nummer 4/2017.

Du kan læse artiklen om budgetanalysen og finde links til rapporten ved at klikke på billedet.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI
- Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

1 kommentar

Abonnér
Notify of
guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer