Er Nato i stand til at opstille og deployere de store formationer, som en dansk brigade skal kunne operere i rammen af? Den debat savner jeg, og i det lys bliver forhold som en- eller tostrenget struktur for Hæren, værnepligt versus professionalisme, værnepligtens længde osv. nærmest ren symbolpolitik.

Det er vist ingen overdrivelse, at rygterne om budgetanalysens mulige anbefalinger og det kommende forsvarsforlig har skabt stort følelsesmæssigt røre – i hvert fald her på OLFI – omkring den danske hærs indretning.

Jeg har tidligere skrevet om de udfordringer, som jeg tror, at Hæren kommer til at stå over for allerede på mellemlang sigt, hvis det ikke lykkes at etablere den som en realaktør i fredstid. Træning til kollektivt forsvar i nærområdet vil næppe kunne fastholde nutidens og fremtidens unge mennesker, med mindre der tilbydes parallelle aktiviteter i en fast rytme, f.eks. i form af internationale operationer, adventure training og deltagelse i nationale sikkerhedsopgaver. Med den slags tilbud vil Hæren muligvis kunne sikre det nødvendige mix af rekruttering og fastholdelse af menige og befalingsmænd – i hård konkurrence med stigende vækst og faldende arbejdsløshed.

Hvis Hærens kommende deployerbare og fuldt udrustede brigade skal blive til mere end et luftkastel, vil det kræve den fulde materielmæssige, logistiske og bemandingsmæssige pakke samt – naturligvis – evnen til at deployere denne troppeenhed og holde den genforsynet under en længevarende indsættelse. Det vil kræve betydelige ressourcer mange år fremover.

En militær hjerne kræver rå muskler

Med det afsæt bør vi se på nogle af de udfordringer, som Nato’s landstyrker generelt står over for. Det giver god mening, fordi en dansk brigade uden tvivl vil skulle operere i rammen af en større multinational formation; eksempelvis under en division indsat i rammen af et korps. Sådan er det nuværende konceptuelle tankegods i hvert fald. Vi må derfor stille det helt afgørende spørgsmål, om vi kan forvente, at Nato er i stand til at opstille og deployere de store formationer, som vores egen danske brigade skal kunne operere i rammen af?

Lad os eksempelvis se på korpsniveauet, som bl.a. har stor fokus her i Storbritannien, hvor jeg gør tjeneste. Ét står i hvert fald klart: Hvis Nato ønsker, at bare et enkelt af alliancens ni High Readiness korps skal kunne levere en reel landmilitær effekt i tilfælde af en krisesituation på det europæiske kontinent, så er der brug for andet og mere end veluddannede stabsofficerer. En militær hjerne har ingen eksistensberettigelse uden muskler til rådighed.

For eksempel skal korpsets divisioner og brigader indledningsvis deployere til korpsets operationsområde fra forskellige egne af Europa – nogle formentlig endda fra Nordamerika. Det vil tage lang tid, og det vil kræve rådighed over en enorm transportkapacitet i form af skibe, lastvogne, tog, jernbaner og fly. Den kapacitet findes ganske enkelt ikke i dag, eller rettere; med de civile og militære transportmidler, som kunne tænkes at være til rådighed, hvis ballonen gik op i morgen, vil en samlet deployering af et korps måske kunne tage flere år.

Jeg vælger at se bort fra muligheden for at beslaglægge (udskrive) store dele af Vesteuropas civile infrastruktur og transportkapacitet. Sådan et skridt vil formentlig fjerne enhver folkelig – og dermed også politisk – opbakning bag en Nato-ledet landmilitær operation, der med stor sandsynlighed alene vil have til formål at undsætte et enkelt eller evt. nogle få østeuropæiske allierede.

Nato’s landstyrke liggerlangt fra nødvendige krav

På områder som logistik (f.eks. beholdninger af ammunition), mobilitet (f.eks. feltbroer), beskyttelse og kommunikationsmidler til mobile hovedkvarterer osv. ligger Nato’s landstyrker i hovedsagen også langt fra de krav, som må anses for nødvendige, hvis man – gennem offensive landmilitære operationer – ønsker at kunne presse en aggressor ud af besat NATO-territorium i f.eks. Østeuropa.

Et helt andet spørgsmål er de tab af soldater, som et korps må forvente, hvis man har indladt sig i kamp mod en symmetrisk modstander. I det korps, hvor jeg gør tjeneste, antager vi, at tabene kan blive betydelige. Det afføder behov for, at de troppebidragydende landes befolkninger – f.eks. Danmarks – skal præpareres til at tolerere tab i en helt anden størrelsesorden, end de har været vant til fra f.eks. Afghanistan. Derudover skal der skabes mekanismer til løbende at erstatte tabene. Og det hele skal som nævnt ske i en kontekst, hvor de fleste af de lande, som stiller op til kampen, næppe selv vil være truet.

Dette er blot nogle enkelte eksempler. I alle tilfælde skal der foretages massive investeringer i fredstid – både materielt og holdningsmæssigt – hvis man vil kunne samle bare ét korps med en acceptabel reaktionstid. En politisk ”acceptabel reaktionstid” vil formentlig være max. omkring et halvt år, hvis Nato vil bevare sin troværdighed efter en beslutning om at aktivere Artikel 5 (musketereden).

Forudsætning at landene præsenterer borgerne for regningen

Med andre ord: Hvis Nato fastholder, at svaret på Ruslands øjeblikkelige attitude er at genskabe evnen til at indsætte store deployerbare multinationale hær-formationer i Østeuropa, så må man tage sig selv alvorligt. Og her må det bl.a. være en forudsætning, at de lande, som insisterer på markant at styrke Nato’s landmilitære fokus mod øst, er klar til at præsentere deres vælgere for regningen. Jeg hævder ikke, at den er ubetalelig; jeg påpeger blot, at den bliver meget stor.

Hvis man derimod ikke kan – eller vil – mobilisere den nødvendige folkelige og økonomiske opbakning, kan man overveje andre metoder til at sikre afskrækkelsen over for Rusland. Der er mindst tre alternativer, hvoraf nogle kan kombineres:

1) Man kan etablere en generel rollefordeling, hvor de østeuropæiske allierede i hovedsagen leverer landstyrkerne (som allerede er i området), mens det ”vestlige” Nato primært leverer fly- og flådestøtte, dele af kampstøtten m.m.

2) Hvis man ikke har tillid til, at de østeuropæiske lande selv er i stand til at stå for den landmilitære del af pakken, kan det ”vestlige” Nato byde ind med kvantitativt færre og mindre, men til gengæld mere selvstændige og mobile troppeenheder. Til sådan et koncept kan en mulig dansk deployerbar brigade selvfølgelig passe godt ind, hvis vi vel at mærke vil betale, hvad den fulde pakke koster – og kan fastholde personellet i brigaden.

3) Man kunne generelt vælge at stole mere på den vestlige verdens teknologiske og operative overlegenhed, ikke mindst i luften, naturligvis kombineret med den nukleare afskrækkelse, som til syvende og sidst altid har været den ultimative garant for vores sikkerhed.

Vi må diskutere formålet med Hæren mere kvalificeret

Det er først og fremmest i denne kontekst, vi bør drøfte Hærens fremtid. Fly og atomvåben kan ikke beherske terræn og kan heller ikke samarbejde med befolkninger i øjenhøjde. Så hverken Nato’s teknologiske overlegenhed, styrken i luften eller atomparaplyen overflødiggør relevansen af at råde over landstyrker næppe heller for Danmark.

Men formålet med Danmarks landstyrker må vi diskutere mere kvalificeret, og den del synes jeg, at vi savner i den danske debat – også her på OLFI. Vil – og kan – Danmark betale prisen for at gå all in i et koncept for klassisk landkrigsførelse i Østeuropa? Og tror vi herunder på, at vores allierede kan og vil? Eller vil vi have mere gavn af en hær, der primært kan deltage i fredsstøtende operationer i mindre bidder (”det lange seje træk”)?

I det lys bliver forhold som enstrenget versus tostrenget struktur, regimenter versus brigader, værnepligt versus professionalisme, værnepligtens længde osv. af underordnet betydning, ja nærmest ren symbolpolitik. Svaret på de spørgsmål bør falde naturligt ud af en klar politisk stillingtagen til det grundlæggende: Hvad vil vi egentlig med vores hær? Og hvad vil vi betale for den?