Drømmen om terrorens endeligt

Oversergent Håkan er en af de danskere, som har været med til at uddanne irakiske soldater. Foto: Forsvaret

BLOG: Terroren og konflikten i Mellemøsten dør ikke som følge af fjernelsen af Islamisk Stat. Men Danmark bør først deltage i krige i Mellemøsten, når der foreligger en klart defineret exit-strategi aftalt med de vigtigste regionale parter.

Islamisk stat er på hælene og har været det igennem længere tid. Deres strongholds i Raqqa og Mosul står for fald, hvilket efterlader dem med et større stykke sandkasse og et par mindre byer, der relativt nemt vil kunne indtages af irakiske sikkerhedsstyrker og diverse grupperinger i Syrien.

Med islamisk stats fald står vi tilbage med det helt store spørgsmål, hvad gør vi nu? En situation, som USA stod i umiddelbart efter invasionen af Irak, hvor man pludselig skulle vinde freden og sikre en genopbygning af infrastruktur og vitale samfundsorganer. Danmark leverer stadig enheder til projektet, uanset om det er i Afghanistan eller Irak. En kamp der næppe er særligt direkte i sin indvirkning på danske interesser. De omkostninger, som vores indsats har kontra den effekt, som vi får, står ikke mål med hinanden uagtet, at vores involvering igen er aflad for en manglende vilje til at komme bare i nærheden af at bruge 2 pct. af bnp på forsvar.

Hverken USA, EU eller Rusland har en klar exit-strategi for det mellemøstlige mareridt, og de sidste fundamentalistiske krigere er næppe himlet, før kampen om magten i både Syrien og Irak for alvor begynder. Når Iran og Saudi Arabien skal finde næste proxykrig, er vi tilbage på samme spor bare med andre aktører.

Tyrkiets dobbeltrolle er ligeledes en joker, og præsident Erdogan ved næppe helt selv i hvilken kurv, at han skal lægge sine æbler, når Islamisk stat fysisk er fjernet fra landkortet.

Sejren over Islamisk Stat er et prestigeprojekt

I de politiske kredse er det forestående nederlag til Islamisk stat et prestigeprojekt. Man mener, at med nederlaget følger fred i vor tid og en permanent afslutning på opblusningen af islamistisk terror. Intet kunne være mere forkert, da Islamisk stat blot bliver en løsere organisation styret online som Al Qaeda og andre yderligtgående grupperinger, der stadig lever til trods for årtiers kamp med Vesten.

Saudi Arabien og andre mellemøstlige lande poster milliarder i vestlige moskébyggerier, og med dem følger wahabismen og salafismen. Dette tænder blot lunten på de fremtidige terrorister, som næppe bliver sværere at rekruttere, blot fordi de ikke længere kan tage til Raqqa for at gennemgå våbentræning. Islamisk stat og dets ligesindede vil sandsynligvis forsøge at etablere sig i dele af Sahelbæltet, hvor der er rigeligt med nedbrudte stater at bruge som vært for træning og indoktrinering, hvorved problemet blot flyttes geografisk.

Konflikten i Mellemøsten er en gordisk knude, hvor USA og EU kun i stærkt begrænset omfang er en del af løsningen. Fred og en positiv udvikling i regionen er overvejende en opgave for Iran, Tyrkiet og Saudi Arabien, da deres respektive dybere motiver skygger for en løsning, der er spiselig for de vestlige regeringer, der sender soldater, fly og anden bistand til regionen.

Man kan hævde, at vi i et eller andet omfang er skyld i problemet ved at have afsat Iraks Saddam Hussein og Libyens Muammar Gaddafi, ligesom briterne og franskmændende trak et par lige streger i sandet med Sykes-Picot aftalen. Men hvis vi havde ladet Saddam Hussein sidde, kunne Irak have udviklet sig til et Syrien II, hvilket havde haft uoverstigelige konsekvenser. Læren af den sidste Golfkrig er derimod ret klar. Involverer vi os, skal der ligge en klar exit-strategi, ligesom de lokale aktører skal være med på aftalen, når sidste skud er gået. Den plan findes ikke, og konsekvensen af den manglende idé om efterspillet har vi endnu ikke set resultatet af, men det bliver ikke kønt.

Terroren ophører ikke med et trylleslag

Terroren vil heller ikke ophøre med et trylleslag, når sidste IS kriger er lagt i graven, tværtimod. Dels findes der i tusindvis egnede kommende selvmordskandidater i Europa, og med en fysisk udradering af Islamisk stat tvinger vi dem over på digitale platforme, ligesom de vil søge at etablere sig fysisk i Yemen, Sahel og Centralasien i stil med Al Qaedas træningslejre i Afghanistan. Store del af Sahara ørkenen er ureguleret, og i et bredt bælte fra Senegal til Somalia findes utallige egnede steder til brug for uddannelse, til vejen mod de 72 jomfruer og martyriet.

I stedet for at smide milliarder i krigen mod Islamisk vil et pres på Saudi Arabien, Tyrkiet og Iran være en nødvendighed både nu og i spillet om magten post Al Nusra, Islamisk Stat samt den myriade af grupperinger, der trives i det syriske kaos. Den regionale konflikt kræver en regional løsning. Det virker derfor besynderligt, at Danmark med et forsvarsbudget på 21 milliarder kr. skal bruge flere ressourcer i regionen end Saudi Arabien, hvis årlige budget tangerer 400 mia. kr. Tyrkiets fodslæbende indsats ser også lidt tam ud i betragtning af deres militære formåen med lidt over en halv million soldater til rådighed.

Terroren og konflikten i Mellemøsten dør ikke som følge af fjernelsen af Islamisk Stat. Iran og Saudi Arabien vil fortsætte med at finde proxykrige. Tyrkiet har ikke afsløret sine egentlige motiver, hvilket sætter en dansk indsats i relief. Når en klart defineret exit-strategi aftalt med de vigtigste regionale parter er på plads, kan vi overveje at deltage i krige i Mellemøsten. Men det kommer næppe til at ske i nogen nulevendes tidsalder.

Klaus Kroll er reserveofficer og folketingskandidat for partiet Nye Borgerlige. Privatfoto