spot_img

Hvis krigshistorien kunne konkludere: Nedlæg brigaderne!

BLOG: Rent doktrinært ville det være helt på forkant at nedlægge de to brigader i den danske hær og i stedet lade vores kampbataljoner føre direkte fra divisionen. Det skriver militærhistorikeren Niels Klingenberg Vistisen i denne blog.

OLFI har i de seneste uger bragt historien om, at Forsvaret for at kunne effektivisere for 600 mio. kr. på det operative område planlægger at nedlægge regimenterne og overføre de praktiske, lokale og administrative opgaver til 1. og 2. brigade. Det spiller godt sammen med, at Hæren fokuserer på brigadeniveauet, og at Danmark derfor har lovet Nato at kunne opstille en tung brigade i 2025.

Tidligere chef for Jydske Dragonregiment, Kurt Moesgaard, påpeger i et indlæg på OLFI ganske rigtigt, at hvis brigaderne også skal varetage de praktiske opgaver, så svinder fokus fra det operative. Jeg er meget enig med Kurt Moesgaard i denne analyse, men jeg synes også, at man kan anlægge et krigshistorisk perspektiv.

Set i det er brigaderne nok den mest overflødige enhed eller i hvert fald den enhed, som oftest er blevet omgået, ej brugt som tiltænkt eller decideret nedlagt. Alligevel satser vi i Danmark benhårdt på en (eller flere?) stærke brigader. Men er det nu også det rigtige at gøre? Krigshistorien har mange eksempler på, at brigaderne aldrig spillede rollen som tiltænkt.

Amerikanske hovedkvarterer var rene føringsenheder

I de amerikanske divisioner under Anden Verdenskrig var brigaderne stort set nedlagt, og man kæmpede derimod i nogle ”regimental combat teams”, som var mere ad hoc sammensat. Særligt for amerikanerne var i øvrigt gældende, at de satsede på rent operative hovedkvarterer, som kunne koncentrere sig om føringen.

Bataljonerne hentede deres administration og logistik direkte ved divisionen, mens de blev ført af regimenterne – der var stor fleksibilitet. Det samme var gældende for division, korps og armé. De amerikanske korpshovedkvarterer var rene føringsenheder for divisionerne, som fik administration og logistik ved armeen. Det gjorde det lettere at flytte divisionerne mellem korps, fordi administration og logistik ikke skulle flyttes med.

Englænderne gjorde det omvendt, og det forårsagede meget mere bøvl at flytte divisioner rundt. På det engelske brigadeniveau var der også problemer. Englænderne havde godt nok selvstændige panserbrigader, men de blev ofte splittet og anvendt som støtte for infanteridivisioner, eller var reserveenheder. Selv i de ellers meget regelrette guards divisions blev brigaderne splittet op, fordi man havde behov for at blande bataljonerne anderledes.

Danmark råder over stærke bataljoner

Russerne har i det seneste årti primært anvendt brigaderne som styrkegenererende enheder. De udsender bataljoner, som i felten føres af divisioner – deres føringskoncept er meget operativt og afprøvet i kamp. Bataljonerne, ofte forstærket til task forces med f.eks. artilleri, panserværn eller opklaring, var ofte rygraden i den taktiske kamp. Det var også typisk her, at det historiske islæt både hang fast og havde effekt på moral og kampindsats.

I Danmark har vi både et divisionshovedkvarter og to brigadehovedkvarterer. Samtidig har vi stærke bataljoner og på langt sigt et rigtig godt kampinformationssystem. Kunne det være en ide, at føre vores kampbataljoner (hvor mange vi nu har) direkte fra divisionen, og simpelthen skrotte brigaderne?

Vi sparer store føringsenheder, et tungt føringsled, gør administration og logistik mere strømlinet, og vi følger trenden på doktrinområdet. Måske skal der alene bevares et let og rent operativt, fleksibelt føringsled. Regimenterne består således som de administrative stamenheder for bataljonerne. Med den danske føringsmæssige og kognitive overhøjde, høje tekniske niveau også på informationssystemer og den erfarne divisionsstab har vi alle muligheder for at udnytte denne mulighed.

Det ville doktrinært være helt på forkant!

Niels Klingenberg Vistisen er souschef i kompetence og uddannelsesafdelingen i Hærstaben. Han er historiker og har arbejdet med Irak- og Afghanistankommissionen og var hovedskribent på Forsvarets del af erfaringsopsamlingen fra Afghanistan.

Andre læste også

»Hver gang Putin har eskaleret, er vi kommet rendende med for lidt og for sent«

Abonnement
INTERVIEW. Det er mange år siden, Anders Fogh Rasmussen indstillede sin parlamentariske karriere og satte sig for bordenden som generalsekretær i Nato. Nu er han en fri fugl, og det kommer særligt i udtryk i Venstre-koryfæets udtalte og uforbeholdne støtte til Ukraine. Vesten skal træde mere i karakter og...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

12 KOMMENTARER

guest
12 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Michael Hesselholt Clemmesen
Læser
Michael Hesselholt Clemmesen
1. august 2017 16:58

Kære Niels, en opsummering

Divisionen og de to resterende brigader er forlængst ophørt
med at eksistere som troppeenheder, dvs. som “division” og “brigader”. Tilbage
er nu blot føringshovedkvarterer på to forskellige niveauer, dvs. såkaldte
“kommandoer” med chef plus stab. De råder ikke over de føringsstøtte- og
logistiske elementer, der er en forudsætning for at føre og støtte en
troppeenhed. Den centrale gavnvirkning af disse stabes fortsatte eksistens er,
at de er de eneste steder i hærens egen organisation, hvis fokus er bredt
professionelt militært, og ikke kun produktion og forvaltning.

Brigadekommandoerne nu er nogenlunde som stabene i de løse
føringselementer, som den amerikanske hær flere gange i sin historie efter 1939
har valgt som alternativet til fast sammensatte brigader, da man havde den
opfattelse, at man skulle ad hoc-“skræddersy” til opgaven. Det er, hvad du
refererer til fra 2. Verdenskrigs Regimental Combat Teams, der ikke mindst
prægede anvendelserne af bataljonerne i panserdivision model 1942.

Men det eneste tilfælde, hvor den amerikanske division
satsede på at føre sine fem bataljonskampgrupper direkte uden mellemliggende
føringsstabe, var i “Pentomic”-forsøgsdivisionens periode i 1950’erne, og dette
skyldtes, at divisionens primære kampindsats var indsættelsen af taktiske
kernevåben.

Den nuværende danske divisionskommandos og to brigadekommandoers
roller (her gentages, at divisionen og brigaderne for længst er nedlagt som
troppeenheder) har været at løse tre forskellige uddannelsesopgaver, for
divisionen først og fremmest af de baltiske og danske brigadekadrer, for de
danske brigader to forskellige dele af hærens uddannelseopgaver.

De nuværende danske bataljoner er i modsætning til Vistisens
opfattelser ikke stærke. Hvis de skulle være opbygget til selvstændige
indsættelser som bataljonskampgrupper, måtte deres kampunderafdelinger styrkes
meget væsentligt både materiel- og bemandingsmæssigt, og kampgruppens samlede
styrke med ildstøtte, luftværn, ingeniører, opklaringsled, helikopterelement og
logistik nå op på mindst 1500 mand, hvis vi ser på nuværende internationale
eksempler.

I øvrigt kan ingen enheder på bataljonsniveau løse egentlige
forsvarsopgaver, kun strategisk afskrækkelse ved tilstedeværelse (som nu i
Baltikum og Polen) eller tidsbegrænsede opgaver områdekontrolopgaver under
fredsoperationer eller stabiliseringsmissioner (som på Balkan, i Irak og
Afghanistan).

Hvorvidt den danske hær skal bevare troppeenhedskommandoer
på to niveauer eller kun ét afgænger af, hvilke opgaver vi ser Forsvaret med
Hæren løse i fremtiden. Som sagt er brigaderne for længst nedlagte. Med kun ét
hovedkvarter mister vi evnen til at føre mere end fire (måske kun tre) primære
kampenheder og evnen til at gøre dette mere end ét sted. Det nuværende system
giver muligheden for at udvikle evnen (vi har den ikke nu) til både at bevare
ansvaret for en fremskudt NATO-indsats i Baltikum, hvor vi både bevarer den
nuværende synlige overordnede rolle med divisionskommandoen og selv efter
genudvikling af en brigade af de overlevende elementer også bidrager med en
dansk troppeenhed. Dette kan så ske uden, at alle føringsstabe sendes ud af
landet. Tidligere opstillede kamptropregimenterne også område- eller taktiske
føringsstabe (for militærregionerne eller kampgrupperne), men nu har vi kun de
tre tilbage.

Det er ikke videnskabeligt eller akademisk at underbygge med
argumenter og eksempler samt skitsere konsekvenser. Det er kun grundlæggende
debatkultur, hvor man forudsætter, at læserne er interesseret i at blive
klogere. Man skal altid være på forkant i organisations- og doktrinudvikling,
men det er hensigtsmæssigt først at fastlægge rammen og grundlaget for
diskussionen.

Mvh

Michael

Jakob Henius
Læser
Jakob Henius
31. juli 2017 21:19

Jeg deler Michael Clemmesens vurdering af Hærens øjeblikkelige evne til at opstille egentlige deployerbare enheder, herunder at vi i dag næppe kan formere blot en nogenlunde selvstændig bataljonskampgruppe.

På den baggrund må man spørge, hvor længe det fortsat kan forsvares at opretholde troppeenhedskommandoer på indtil flere overliggende niveauer (to brigade- og en divisionskommando). Der må og skal være en vis sammenhæng mellem hoved og krop. Hvis hovedkvarterer intet substantielt har at føre, bliver det svært at fastholde deres eksistensberettigelse.

Ja, det er muligt, at vi en tid endnu kan tro på, at Danske Division eller en dansk brigade i en teoretisk Artikel 5 krig kan få nogle baltiske enheder underlagt. Men balterne er selv stærkt på vej, og jeg tænker, at de inden længe selv er i stand til at opstille et baltisk divisionshovedkvarter. Det vil selvfølgelig også være både hensigtsmæssigt og rimeligt.

Det er rigtigt, som Niels Chr. Munk skriver, at tjeneste ved Danske Divisions hovedkvarter giver danske hærofficerer god træning i at planlægge og føre operationer i rammen af store formationer (f.eks. i rammen af ARRC). Men kritiske politikere vil nok sige – og vel ikke helt uberettiget – at hvis dette ender med at være den eneste begrundelse for divisionens bevarelse, så må danske hærofficerers erfaringsindhentning på divisions- og korpsniveau opnås gennem udvekslingsophold ved sådanne enheder i udlandet.

Så alt i alt: Styrk ben og krop, hvis vi ønsker at bevare de store hoveder.

Michael Hesselholt Clemmesen
Læser
Michael Hesselholt Clemmesen
31. juli 2017 12:28

Både divisionen og brigaderne er for længst hensygnede som “combined arms” troppeenheder.

Tilbage er nu blot føringshovedkvarterer på to forskellige niveauer, dvs. såkaldte “kommandoer” med chef og stab. De råder ikke over de føringsstøtte- og logistiske elementer, der er en forudsætning for at føre og støtte en troppeenhed. Den centrale gavnvirkning af disse stabe er, at de er de eneste steder i værnet, hvis fokus ikke er produktion og forvaltning.

Brigadekommandoerne nu er nogenlunde som stabene i de løse føringselementer, som den amerikanske hær flere gange i sin historie efter 1939 har valgt som alternativet til fast sammensatte brigader, da man havde den opfattelse, at man skulle ad hoc-“skræddersy” til opgaven. Men det eneste tilfælde, hvor den amerikanske division satsede på at føre bataljonskampgrupper direkte uden mellemliggende føringsstabe, var i “Pentomic”-forsøgsdivisionens periode i 1950’erne, og dette skyldtes, at divisionens primære kampindsats var indsættelsen af taktiske kernevåben.

Deres roller har været at løse tre forskellige føringsopgaver, for divisionen først og fremmest de baltiske og danske brigadekadrer, de danske brigader to forskellige af hærens uddannelseopgaver.

De danske bataljoner er i øvrigt ikke stærke. Hvis de skulle være opbygget til selvstændige indsættelser som bataljonskampgrupper, måtte deres kampunderafdelinger styrkes meget væsentligt både materiel- og bemandingsmæssigt, og kampgruppens samlede styrke med ildstøtte, luftværn, ingeniører, opklaringsled og logistik nå op på mindst 1500 mand, hvis vi ser på nuværende internationale eksempler. I øvrigt kan ingen enheder på bataljonsniveau løse egentlige forsvarsopgaver, kun strategisk afskrækkelse ved tilstedeværelse (som nu i Baltikum og Polen) eller tidsbegrænsede opgaver områdekontrolopgaver under fredsoperationer eller stabiliseringsmissioner (som på Balkan, i Irak og Afghanistan).

Hvorvidt den danske hær skal bevare troppeenhedskommandoer på to niveauer eller kun ét afgænger af, hvilke opgaver vi ser Forsvaret med Hæren løse i fremtiden. Som sagt er brigaderne for længst nedlagte. Med kun ét hovedkvarter mister vi evnen til at føre mere end fire (måske kun tre) primære kampenheder og evnen til at gøre dette mere end ét sted. Det nuværende system giver muligheden for at udvikle evnen (vi har den ikke nu) til både at bevare ansvaret for en fremskudt NATO-indsats i Baltikum, hvor vi både bevarer den nuværende synlige overordnede rolle med divisionskommandoen og selv efter genudvikling af en brigade af de overlevende elementer også bidrager med en dansk troppeenhed. Dette kan så ske uden, at alle føringsstabe sendes ud af landet. Tidligere opstillede kamptropregimenterne også område- eller taktiske føringsstabe (for militærregionerne eller kampgrupperne), men nu har vi kun de tre tilbage.

Det er ikke videnskabeligt eller akademisk at underbygge med argumenter og eksempler samt skitsere konsekvenser. Det er kun grundlæggende debatkultur, hvor man forudsætter, at læserne er interesseret i at blive klogere.

Niels Christian Munk
Læser
Niels Christian Munk
30. juli 2017 15:08

Hvis præmissen er at der skal skæres et føringsniveau væk, er jeg enig i din pointe om at bevare divisionsniveauet. Jeg vil dog ikke gøre det med baggrund i krigshistorien, da jeg er enig med Michael Lollesgaard i, at den ikke viser, at den amerikanske tilgang var bedst. Amerikanernes succes var vel primært grundet materielmæssig numerisk overlegenhed.
Jeg mener divisionsniveauet er vigtigt for den nationale uddannelse af officerer. Danmark bør have en ramme, hvori officerer kan uddannes på de højere taktiske niveauer, således de fortsat kan bidrage kompetent i internationale stabe i NATO eller i forbindelse med bidrag til hovedkvarterer i internationale operationer. Denne ramme bliver endnu vigtigere i fremtiden, hvis officerer skal til delvist at uddannes ved sidemandsoplæring.
Divisionsstaben giver med dens tilknytning til Headquarters Allied Rapid Reaction Corps (HQ AARC) en unik mulighed for at være med helt fremme, når det kommer til doktrinudvikling på højere taktisk niveau. Denne tilknytning, samt bevarelse af divisionsniveauet i Danmark, ser jeg som det helt afgørende for, at Danmark kan forblive en attraktiv partner. Det betyder noget om man affilierer en division eller en brigade uanset om der er tale om en uddannelsesstab eller en operativ enhed. HQ ARRC har behov for kompetente uddannelsespartnere til øvelser, hvor HQ ARRC trænes i roller på korps- og Land Component Command (LCC)-niveau. Med en dansk divisionsstabs tilknytning til HQ ARRC fastholdes evnen til at bidrage på højere taktisk niveau og med et vist varsel, selv at kunne opstille en divisionsstab (og evt. dele af en LCC), hvis det nogensinde skulle blive aktuelt igen.
Et andet vigtigt element i bevarelsen af divisionsniveauet i Danmark er fastholdelsen af tilknytningen af de baltiske brigader. Over åre er der skabt en forbilledligt samarbejde, som skaber et særligt bånd mellem de danske og de baltiske enheder og skulle der en dag blive behov, så kunne aksen mellem danske og baltiske enheder blive rammen for opstilling af noget større end det landende kan stille med enkeltvis. Og så er det trods alt bedre at opstille det i en kendt ramme. Danmark kunne her passende tage førerrollen, hvilket også giver noget ekstra kredit internationalt.
Jeg har længe været af den overbevisning, at Danmark som land bør kunne opstille en komplet operativ brigade selv, og jeg glæder mig derfor over, at det ser ud til at blive ambitionen i et nyt forsvarsforlig. Konsekvensen behøver dog ikke være en nedlæggelse af divisionsniveauet. Efter min mening kan en divisionsstab til enhver tid opstille en brigadestab, idet den træner disse, og derfor naturligvis kan det niveau til fingerspidserne. Det modsatte er efter min mening ikke tilfældet.

Rune Holmeå Iversen
Læser
Rune Holmeå Iversen
29. juli 2017 14:27

Øhm….

Nu havde vi sådan set i perioden 1950-1960 Regimentskampgrupper i den danske hær, fordi Hæren indrettede sin organisation efter den amerikanske (fordi man modtog Våbenhjælpen i “afdelingspakker”, hver indeholdende materiellet til en ArtAfd, KVGBTN, FoFBTN o.s.v.). Kernen i kampgruppen bestod af et Fodfolksregiment (STKMP, 3xFOFBTN, 1xMTKMP m. 12x120mm MT, der så blev forstærket fra Div. eller Korps, typisk med PNJESK/KVGESK, 105mm ArtAfd, Panserværnskompagni m. 76mm PVKN, IGKMP, faglige enheder o.s.v.).

En af grundene til de blev nedlagt til fordel for samlingen i brigader var blandt andet, at Regimentsstaben var overbebyrdet med både administrative og operative opgaver. En anden grund var, at den permanente brigade var et bedre “hjem” for en sammensat kampstyrke af alle våbenarter end regimentskampgruppen var (fordi STKMP i regimentskampgruppen var dimensioneret til at føre infanterienheder og ikke en sammensat enhed af flere våbenarter). Den amerikanske hær forlod da også på omtrent samme tidspunkt (starten af 1960´erne) regimentskampgruppen til fordel for brigaden.

For en oversigt kan s. 207-208, s. 212, og s. 234-242 i Hærens jubilæumsbog “Hæren-400 års danmarkshistorie” med fordel konsulteres.

Så nej, overgangen til Regimentskampgrupper ville historisk set være en regression, ikke et fremskridt.Med mindre man da mandskabsmæssigt forøger brigadestabene for så at splitte dem i en administrativ del, der skal løfte opgaven efter regimenterne og en operativ del, der skal løse brigadestabenes hidtidige opgaver. Men det er der ikke mange sparede årsværk i…

Mvh.
RHI

Henrik B. Andersen
Læser
Henrik B. Andersen
29. juli 2017 9:50

Rigtig interessant og ja overraskende. Men det giver god mening, især det med af flytte (det meste) af føringsstrukturen fra brigaderne til divisionen.

Der er dog mange der har bidt sig fast i brigaden som målestok. Bla. som andre har omtalt, at Nato efterspørger en dansk brigade. Men kan man stille et antal specialiceret bataljoner til Nato, og aflevere dem som en “brigade”? Kan de bataljoner så ledes fra divisionen, eller forventer Nato at brigaden skal have egen fuldt udbygget føringsstruktur.

Som fregatterne i sin tid skulle have status af såkaldte patruljeskibe, men da regnebrættet blev gjort om, så blev det alligevel til fregatter, fordi Nato og samarbejdspartnere bedst forstår hvad en fregat er og efterspørger den kapacitet.

Så forslaget om nedlæggelse af brigaderne kan sikket godt gennemføres i en dansk kontekst. Spørgsmålet er om det kan lade sig gøre af hensyn til Nato og samarbejdspartnere.

Peter Nielsen
Læser
Peter Nielsen
29. juli 2017 19:31

Henrik B. Andersen. Der er to slags hovedkvarterer:
Dem, der føre tropper og dem, der ikke gør. Det sidste er det sværeste fordi man skal være i stand til at holde fingrene fra joy-sticken (lade være med at blande sig i troppeførernes opgave som de er meget tættere på) og i stedet se længere frem, så vi ikke bare vinder kampene, men også krigen.

De bedste eksempel er USA mod Nord-Vietnam og Nazi-Tyskland mod USSR.

Det bør også betyde at vi opstiller flere typer brigader som løser de opgave som kampbrigaderne ikke har behov for at bekymre sig om: Baglandssikring, Logistik og andre specialopgaver. Det vil gøre det nemmere for hovedkvarterne at koncentrere sig om deres respektive opgaver.

Jacob Barfoed
Læser
Jacob Barfoed
29. juli 2017 9:01

At føre 12-15 bataljonskampgrupper (4-5 brigader – fx 4 baltiske og 1 dansk) direkte fra et divisions HQ giver et ret stort span of control. Det vil nok komme meget an på missionstypen om det giver mening. Jo mere uafhængigt/selvstændigt bataljonskampgrupperne skal agere, jo mere mening kunne det give – og omvendt.
Fleksible C2 strukturer, der tilpasses opgaven, kan være hensigtsmæssigt for at opnå C2 agilitet. Men uden en brigadestab vil man ikke have muligheden for andet end den meget store span of control du foreslår Niels.

Michael Lollesgaard
Læser
Michael Lollesgaard
29. juli 2017 8:55

Kære Niels,

Tak for et interessant indlæg, hvis kompleksitet nok kunne have båret en lidt dybere analyse (vi modtager gerne på krigsvidenskab.dk).

Jeg synes, at dine krigshistoriske konklusioner er lidt letkøbte. Det kan godt være amerikanerne under WW2 var organiseret, som du beskriver, men ingen historikere eller andre har vel hævdet, at den amerikanske føring (og føringsfilosofi) generelt set var effektiv. Hvorledes var den tyske tilgang? – arbejdede man ikke brigadelignende enheder (regimenter med de fleste våbenarter tilknyttet) under en division – hvordan virkede det?

I nyere tid – hvorledes er erfaringerne fra de to Golfkrige? Og hvordan organiserer vi os i dag? Samtlige NATO-lande arbejder med brigader, og NATO efterspørger brigader. Særligt interessant er det jo, at de baltiske lande udvikler brigader, som vi er dybt involveret i at uddanne. Et engagement, som jeg formoder, at vi ønsker at fortsætte. Derfor har vi klogt valgt at fastholde divisionsniveauet – som uddanner af brigader, inklusiv vores egne brigadestabe, men også som en potentiel generel føringskapacitet på et lavt beredskab.

Du slutter med at sige; ’Det ville doktrinært være helt på forkant’. Men det havde klædt indlægget, at du kort havde beskrevet vores eksisterende doktrin, herunder troppeenhedsbegrebet. Et korps, en division og en brigade betegnes som troppeenheder, da de har evnen til at operere selvstændigt – blot er planlægningshorisont, operationsområde, midler til rådighed (herunder efterretningskapaciteter) lidt forskellige. Vores doktrin giver også mulighed for task-organisering, som du beskriver. Så for – som du – at afslutte med en enkel punch-line;

’Man kan kalde det korps, division eller brigade, men når man har kommandoen over tre-fire bataljoner og de midler vi i øvrigt i Danmark råder over, er man en brigade!’

Kompetencen på divisionsniveauet skal vi fastholde, hvis vi stadig har træningsambitioner i Baltikum, eller hvis vi fortsat ønsker rådighed over en føringskapacitet, der kan stilles til rådighed for NATO, FN eller andre sammenhænge. På samme måde som de taktiske stabe i Flyvevåbnet og Søværnet.

Det er politisk, men taktisk hænger vores bataljoner sammen med en brigade – sådan meget enkelt sagt!

Michael Lollesgaard

Niels Klingenberg Vistisen
Læser
Niels Klingenberg Vistisen
30. juli 2017 15:13

Kære Michael,
Du ved jo, at jeg gerne skriver på krigsvidenskab – men her har jeg en blog, med det som det indebærer – jeg skriver fra et krigshistorisk synspunkt, og ikke holistisk, eller en opgave på FAK – så jeg er ked af det når du skriver “det ville klæde”, for sådan er præmissen ikke her…
Jeg har lidt med vilje ikke medtaget de tyske erfaringer, for den sammenligning brød jeg mig ikke om – men de opererede jo i endnu højere grad i til lejligheden sammensatte kampgrupper med stor fleksibilitet.
Uanset om det virkede for amerikanerne eller ej, så skriver jeg jo kun at brigadeniveauet oftest er det der bliver forbigået/lavet om/ikke anvendt, modsat bataljons og divisionsniveau – det er (meget) krigshistories empiri.

ja, emnet er komplekst, og jeg håber da at andre analyserer det dybere, hvis der er behov. Jeg kan dog frygte at tiden til rådighed til den dybere analyse af sammenhæng måske ikke er der, når forligsoplæg skal udarbejdes, og at økonomi (årsværk) får større betydning end et udgangspunkt i opgaver og doktrin.

Hans Peter H. Michaelsen
Læser
Hans Peter H. Michaelsen
28. juli 2017 20:35

Spændende indspark i debatten om hærens fremtidige struktur. Der rejser sig nemlig en lang række spørgsmål, såfremt Danmark skal opstille en tung Brigade i 2025 som det er anført. Hvorledes tænkes en sådan brigade anvendt? Skal den kunne deployeres til fx Polen el. eet af de baltiske lande i en længere periode på højt beredskab i en krisesituation? Hvorledes skal den fremføres? Hvordan skal den logistisk understøttes? Og er en tung brigade det rigtige svar på fremtidens danske hær? Jeg savner nogle kvalificerede indspark i debatten om fremtidens hær – og ikke kun synspunkter om hvad der ikke må ændres. Hvad planlægger andre mindre NATO-lande? Tak til Niels Klingenberg Vistisen for at bringe et interessant nyt synspunkt ind i debatten op til det kommende forsvarsforlig.

Anders Puck Nielsen
Læser
Anders Puck Nielsen
28. juli 2017 19:28

‪Hvor er det fremragende skrevet! Præcist, tankevækkende og en overraskende løsning på et aktuelt spørgsmål.

Det er befriende at se et bud på en slankning af Hærens ledelsesstruktur som fastholder den tostrengede struktur. Jeg er spændt på at se reaktionen. Debatten her på Olfi har vist at regimenterne opleves som afgørende for både praktisk opgaveløsning og korpsånden hos mange soldater i Hæren, men er der nogen som har et specielt varmt forhold til brigaden? Hvis valget står mellem de to strukturelle enheder, kan vi jo lige så godt afskaffe den som vi bedst kan undvære.