BLOG: Rent doktrinært ville det være helt på forkant at nedlægge de to brigader i den danske hær og i stedet lade vores kampbataljoner føre direkte fra divisionen. Det skriver militærhistorikeren Niels Klingenberg Vistisen i denne blog.
OLFI har i de seneste uger bragt historien om, at Forsvaret for at kunne effektivisere for 600 mio. kr. på det operative område planlægger at nedlægge regimenterne og overføre de praktiske, lokale og administrative opgaver til 1. og 2. brigade. Det spiller godt sammen med, at Hæren fokuserer på brigadeniveauet, og at Danmark derfor har lovet Nato at kunne opstille en tung brigade i 2025.
Tidligere chef for Jydske Dragonregiment, Kurt Moesgaard, påpeger i et indlæg på OLFI ganske rigtigt, at hvis brigaderne også skal varetage de praktiske opgaver, så svinder fokus fra det operative. Jeg er meget enig med Kurt Moesgaard i denne analyse, men jeg synes også, at man kan anlægge et krigshistorisk perspektiv.
Set i det er brigaderne nok den mest overflødige enhed eller i hvert fald den enhed, som oftest er blevet omgået, ej brugt som tiltænkt eller decideret nedlagt. Alligevel satser vi i Danmark benhårdt på en (eller flere?) stærke brigader. Men er det nu også det rigtige at gøre? Krigshistorien har mange eksempler på, at brigaderne aldrig spillede rollen som tiltænkt.
Amerikanske hovedkvarterer var rene føringsenheder
I de amerikanske divisioner under Anden Verdenskrig var brigaderne stort set nedlagt, og man kæmpede derimod i nogle ”regimental combat teams”, som var mere ad hoc sammensat. Særligt for amerikanerne var i øvrigt gældende, at de satsede på rent operative hovedkvarterer, som kunne koncentrere sig om føringen.
Bataljonerne hentede deres administration og logistik direkte ved divisionen, mens de blev ført af regimenterne – der var stor fleksibilitet. Det samme var gældende for division, korps og armé. De amerikanske korpshovedkvarterer var rene føringsenheder for divisionerne, som fik administration og logistik ved armeen. Det gjorde det lettere at flytte divisionerne mellem korps, fordi administration og logistik ikke skulle flyttes med.
Englænderne gjorde det omvendt, og det forårsagede meget mere bøvl at flytte divisioner rundt. På det engelske brigadeniveau var der også problemer. Englænderne havde godt nok selvstændige panserbrigader, men de blev ofte splittet og anvendt som støtte for infanteridivisioner, eller var reserveenheder. Selv i de ellers meget regelrette guards divisions blev brigaderne splittet op, fordi man havde behov for at blande bataljonerne anderledes.
Danmark råder over stærke bataljoner
Russerne har i det seneste årti primært anvendt brigaderne som styrkegenererende enheder. De udsender bataljoner, som i felten føres af divisioner – deres føringskoncept er meget operativt og afprøvet i kamp. Bataljonerne, ofte forstærket til task forces med f.eks. artilleri, panserværn eller opklaring, var ofte rygraden i den taktiske kamp. Det var også typisk her, at det historiske islæt både hang fast og havde effekt på moral og kampindsats.
I Danmark har vi både et divisionshovedkvarter og to brigadehovedkvarterer. Samtidig har vi stærke bataljoner og på langt sigt et rigtig godt kampinformationssystem. Kunne det være en ide, at føre vores kampbataljoner (hvor mange vi nu har) direkte fra divisionen, og simpelthen skrotte brigaderne?
Vi sparer store føringsenheder, et tungt føringsled, gør administration og logistik mere strømlinet, og vi følger trenden på doktrinområdet. Måske skal der alene bevares et let og rent operativt, fleksibelt føringsled. Regimenterne består således som de administrative stamenheder for bataljonerne. Med den danske føringsmæssige og kognitive overhøjde, høje tekniske niveau også på informationssystemer og den erfarne divisionsstab har vi alle muligheder for at udnytte denne mulighed.
Det ville doktrinært være helt på forkant!
