spot_img

Filmen “Dunkirk” er en medrivende og storslået skuffelse

ANMELDELSE: I 1940 udspillede sig et militært drama ved Frankrigs atlanterhavskyst. Det har instruktøren Christopher Nolan filmatiseret i ”Dunkirk”, som har premiere i dag. Filmen er storslået, men mangler noget så banalt som en fortælling.

Indrømmet. Det er lang tid siden, at jeg har set så meget frem til en premiere som med filmen Dunkirk. Interessen for historie, krig, Frankrig, forsvars- og sikkerhedspolitik – og ikke mindst film, der bygger på virkelige begivenheder, kan altid trække mig i biografen selv på en dansk sommerdag. Derfor var forventningerne høje. Og netop derfor er det også så nemt at blive skuffet.

Og skuffet, det bliver man, når man sætter sig til rette og ser Christopher Nolans storslåede film om det umulige forsvar af den franske atlanterhavsby Dunkerque (udtales både på fransk og dansk ”dynkerk”) i begyndelsen af Anden Verdenskrig.

Slaget ved Dunkerque er et af dem, der var med til afgøre udfaldet af Anden Verdenskrig. Det fandt sted i maj-juni 1940 efter nazisternes invasion af Frankrig og kom som en afslutning på det, som tyskerne kaldte sietzkrieg, briterne kaldte the phoney war, og som på dansk er kendt som Spøgelseskrigen. Det var perioden efter nazisternes invasion af Polen i 1939, hvor de europæiske stormagter havde erklæret hinanden krig, men forholdt sig forbavsende passive på begge sider gennem syv måneder.

Artiklen fortsætter under billedet …

Tommy spillet af Fionn Whitehead flygter fra nazisternes kugler gennem Dunkerques gader. Pressefoto: Warner Bros

Slaget om Frankrig begyndte den 10. maj 1940, samtidig med at Italien erklærede Frankrig krig. En tysk armé med general Fedor von Bock som øverstbefalende rullede med panserdivisioner ad en akse ind i først Belgien over Ardennerne og siden ind i Holland, hvor den nåede kysten ved Den Engelske Kanal og dermed afskar og omringede en stor del af de allierede tropper.

Invasionens anden fase foregik længere mod syd og blev indledt den 15. juni dagen efter besættelsen af Paris. Da omgik nazisterne det franske befæstningsanlæg Maginot ved Alsace og rykkede ind i Frankrig mod vest. En uge senere overgav den 2. franske armé sig til tyskerne, og den 25. juni kapitulerede Frankrig.

Kun et skib ad gangen kan lægge til ved pieren

Og så er vi tilbage i Dunkerque, hvor flere hundredetusinde allierede tropper blev fanget og omringet af tyskerne uden anden udvej end Den Engelske Kanal. Her begynder filmen med, at vi ser en gruppe britiske soldater vandre tilfældigt gennem Dunkerques gader, da de kommer under nazisternes beskydning. Flere dør, men en af filmens hovedpersoner Tommy (spillet af Fionn Whitehead) slipper gennem byen og når i sikkerhed bag egne sandsække. Han fortsætter mod stranden, hvor tusindvis af allierede tropper står linet op og venter på at komme med de skibe, som kun et ad gangen kan lægge til ved den lange pier.

Artiklen fortsætter under billedet …

På den lange træpier i Dunkerque venter hundredevis af britiske soldater på at blive evakueret, da tyske bombefly angriber. Pressefoto: Warner Bros

Og så bryder Helvede løs. Tyske fly kaster bomber på stranden, mens Luftwaffes Messeschmitt Bf-109 beskyder molen spækket med soldater som sild i en ammunitionskasse. Herefter fortsætter filmen ad tre spor – til lands på kysten i Dunkerque, til vands om bord på flere af de skibe, som skulle sejle tropperne tilbage til England og i luften i cockpittet hos de frygtløse Spitfire-piloter, som uden hensyntagen til beskydninger og manglende fuel fortsatte kampen for at redde deres landsmænd og allierede.

Det er en voldsom historie, og billederne printer sig på nethinden med sine yderst autentiske optagelser. Vi er med under dæk, hvor der bliver drukket te af emaljerede krus og spist toastbrød med syltetøj, da en torpedo rammer hospitalsskibet, og alt bliver kaos. Vi sejler med den lille civile motorsejler og samler en britisk sømand op, som har fået granatchok og nægter at sejle med til Dunkerque. Uden held til at overbevise den stålsatte skipper med til to unge mænd (drenge) om bord.

“Der er ingen steder at gemme sig for dette, sønnike. Vi har et arbejde at udføre.”

Vi mærker pulsen stige under beskydning i cockpittet af en Spitfire over Den Engelske Kanal, og vi holder vejret med piloten, der løber tør for brændstof og må nødlande i havet og efterfølgende ikke kan åbne sit canopy, som Spitfiren begynder at synke.

Dunkirk bliver aldrig et episk drama

Det er bare ikke rigtig nok, for vi mangler kittet, der binder de tre fortællinger sammen. Det, der giver historien sjæl og identifikation. Vi ser, men vi hører ikke andet end dyster og dramatisk underlægningsmusik og ultra korte dialoger.

“Tidevandet vender nu.”
“Hvordan kan du se det?”
“Ligene begynder at skylle i land.”

Den virkelige historie og moderne tids mulighed for filmiske effekter gør det svært ikke at have høje forventninger. Men trods alle ingredienserne til sin rådighed formår Christopher Nolan ikke at løfte filmen til det episke drama, som plakaten lover. Det skyldes en mangel på noget så banalt som en fortælling. Et personligt og nærværende drama, som fortæller den store historie i den lille.

Artiklen fortsætter under billedet …

Den 20-årige Fionn Whitehead spiller rollen som Tommy – en engelsk soldat, der under Slaget om Dunkerque forsøger at blive evakueret med skib til hjemlandet. Pressefoto: Warner Bros

Aldrig før har jeg set en film, hvor hovedpersonens samlede replikker kan skrives på en enkelt gul post-it. Selv om billeder siger mere end tusind ord, kunne det være rart med et hvem-hvad-hvor-hvornår og hvorfor? Og det er den helt store svaghed ved Dunkirk. Spørgsmålene bliver aldrig besvaret. Hvem er Tommy? Hvor kommer han fra? Hvad har han oplevet før Dunkerque? Har han en kæreste, familie, venner? Hvad frygter han, savner han og glæder han sig til? Hvorfor er han i krig? Vi får det aldrig at vide.

Churchill kaldte Dunkerque for “Det Britiske Mirakel”

Dunkirk er en coffee-table-book omsat til film. Den fortæller i smukke, overvældende og medrivende billeder det forfærdelige drama, der udspillede sig over en uge i den franske kystby, og den formår kun delvist at vise den sejr, som undsættelsen af de allierede tropper i virkeligheden var.

“Dunkirk” har premiere over hele landet i dag. Varighed 107 minutter. Tilladt over 15 år. Klik på plakaten for at se den i fuld størrelse.

Det diskuteres den dag i dag, hvorfor Hitlers kampvogne standsede deres fremrykning mod Dunkerque. Men uomtvisteligt er det, at allierede tropper trods massivt undertal holdt tyskerne stangen og derved muliggjorde evakueringen fra stranden ved Dunkerque. Britiske civile fartøjer fra fiskere og lystsejlere blev sendt over kanalen for at deltage i evakueringen, og det lykkedes imod alle odds at evakuere over 338.000 allierede tropper til England inden Dunkerques fald.

Den daværende britiske premierminister Winston Churchill kaldte efterfølgende evakueringen for ”Det Britiske Mirakel” i Dunkerque. Det betød, at den britiske hær ikke blev udslettet, hvilket ifølge militærhistorikere formentlig ville have medført et helt andet udfald af Anden Verdenskrig med overhængende risiko for en tysk invasion af Storbritannien. Men briterne havde efter retræten fra Frankrig brug for at genopbygge kampkraften og erstatte alt det materiel, våben og køretøjer, som det var nødvendigt at efterlade på stranden i Dunkerque.

Den historie er nu fortalt på film. Desværre er den nok hurtigt glemt igen, og det er egentlig trist.

Andre læste også

»Hver gang Putin har eskaleret, er vi kommet rendende med for lidt og for sent«

Abonnement
INTERVIEW. Det er mange år siden, Anders Fogh Rasmussen indstillede sin parlamentariske karriere og satte sig for bordenden som generalsekretær i Nato. Nu er han en fri fugl, og det kommer særligt i udtryk i Venstre-koryfæets udtalte og uforbeholdne støtte til Ukraine. Vesten skal træde mere i karakter og...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

3 KOMMENTARER

guest
3 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Jens Frederik Hansen
Læser
Jens Frederik Hansen
2. august 2017 9:39

Den rigtige Olfi – altså admiralen – ville sikkert have været enig med dig. I hans verden blev et slag skildret med et billede som CA Lorentzens gengivelse af Slaget på Reden set fra Vor Frelsers tårn. Og vor tids Olfi har det åbenbart lige sådan.
Hvis en kunstner i stedet havde forsøgt at skildre krigens kaos i et billedsprog som Picassos Guernica, så ville Olfi nok have rystet på hovedet.
Sammenligningen skal ikke trækkes for vidt, men er der et element af det samme i Dunkirk. At beskrive historiens kronologi er unødvendigt, Dunkirk er lige så bekendt for et engelsksproget publikum, som Olfis bedrifter skærtorsdag 1801 burde være det for et dansk. Alle kender hovedindholdet i begivenhederne.
Budskabet er der heller ingen tvivl om. Det kan beskrives i få ord:
– England expects every man to do his duty
– Blood, sweat, toil and tears &
– There will always be an England (underforstået: to save the rest of you lot!)
Og det budskab bliver plantet som en knytnæve i fjæset på publikum. Så hårdtslående, at en hel del har svært ved at rejse sig efter filmen. Filmen om Katyn og Triers Breaking the waves er blandt de få, hvor jeg erindrer, at have bemærket, at publikum var så langsomme om at komme op af sæderne.
Personligt er jeg en tudeprinsesse, men denne gang snøftede jeg mere end ellers. Og det var hele registeret, angst, selvopholdelsesdrift, ensomhed, opofrelse, stolthed (godt understøttet af Elgars musik). Og det hele blandet sammen i mærkelige kombinationer.
Min militære erfaring indskrænker sig til jobbet som pandekagebager på et vagthold på Stevnsfortet under den kolde krig, så hvor reelt et billede filmen tegner af soldaters oplevelse af krig, det ved jeg ikke. Men den lever meget godt op til forestillingen om det usammenhængende og rodede billede af begivenhederne, som man ville have som deltager.
Jeg vil hævde, at netop den dybde i følelsesregistret hæver filmen op, så den trods manglen på geled-ret handling, vil få en plads på linje med A Bridge too far og The longest Day. (Og i den sammenhæng er Saving Private Ryan en tegneserie.)
Dine forventninger er skuffede, men det bør du ikke lade gå ud over filmen.

Nanna Louis
Læser
Nanna Louis
26. juli 2017 21:04

Tjah.. Jeg kan godt se din pointe i forhold til et klassisk fortælle univers. Men på den anden side er det jo ikke sådan, at der ikke er nogen fortælling i filmen. Fortællingen er blot helt fortættet og handler i al sin enkelthed om at være spærret inde under konstant angreb og kun have valget mellem at handle eller bukke under. På en måde understøtter den lukkede fortælling filmens klaustrofobiske univers, hvor alle er helt ude på grænsen for deres medmenneskelighed, normer og mønstre. Hvis vores hovedperson havde haft en kæreste at drømme om under slaget havde det trukket fra det klaustrofobiske og mindsket den eksistentielle fortættethed. Det havde også gjort afslutningen klassisk amerikansk corny, havde det ikke? Jeg tror ikke jeg glemmer den film lige foreløbig, men jo enig, det er ikke et klassisk episk drama i verdensklasse, og anmelderne har måske armene lidt for langt oppe. Men det er sgu da en god antikrigs film. Som alle gode krigs film er det! 🙂

CP
Læser
CP
20. juli 2017 18:40

Jeg syntes netop at filmens fokus på individet i situationen gør den stærk. Den panik man mærker, jeg vil bare være alle andre steder end her, desperationen. Knap to timer hvor jeg fik indtrykket af hvad det vil sige at have ryggen mod muren.

“Det betød, at den britiske hær ikke blev udslettet, hvilket ifølge militærhistorikere formentlig ville have medført et helt andet udfald af Anden Verdenskrig med overhængende risiko for en tysk invasion af Storbritannien. ”

Kan du nævne navne her? Jeg har ikke hørt en eneste respektabel historiker som ikke mente at RN ville smadre invasionsflåden, selv hvis RAF var blevet fuldstændig nedkæmpet. Selv de Tyske generaler (som ikke vidste hvor mange var blevet reddet) var lettede da Hitler droppede planerne.