BLOG: En gennemførelse af planerne for et kommende forsvarsforlig som beskrevet i OLFIs artikel risikerer at sende Forsvaret ud i regulært kollaps. Det skriver major Steen Holm Iversen i dette blogindlæg.
Forleden offentliggjorde OLFI en artikel om det kommende forsvarsforlig. Kort tid efter brød mediets hjemmeside efter sigende ned grundet den enorme interesse. Det viste sig senere, at det var udbyderen der lukkede siden ned, i den tro at der var tale om et hackerangreb. Selv om artiklens indhold var den reelle nyhed – nedlæggelse af Hærens regimenter og flere andre lækkede og fortrolige oplysninger fra inderkredsen om budgetundersøgelsen, så er sammenbruddet af OLFIs hjemmeside også lidt af en nyhed – ja nærmest en sensation.
I Danmark lider Forsvaret i den grad under befolkningens manglende interesse for forsvars- og sikkerhedspolitikken. Til trods for krigen i Ukraine, det historisk dårlige forhold til Rusland, militariseringen af Østersøen, migrantkrisen i Middelhavet og krigen imod radikal islamistisk terrorisme i både Irak, Syrien, Libyen, Afghanistan, Afrika samt på dansk og europæisk jord er forsvars- og sikkerhedspolitikken stadig et af de emner, som den danske befolkning interesserer sig mindst for!
Intet valg er nogensinde blevet afgjort på spørgsmålene, og uanset hvor mærkværdig den manglende interesse end måtte være, så er det sådan, og sådan har det været i årtier. Ingen synes reelt at ville forstå, at sikkerhed, fred og stabilitet er forudsætningen for opretholdelse af vores nuværende økonomiske levevilkår, vores frihed, vores snart helt forkætrede velfærd eller vores liberale demokratier og samfundsmodeller.
I modsætning til tidligere generationer tager vi i stor udstrækning vores frihed, tryghed og sikkerhed for givet. Emner som kontanthjælp, pensionsalder, dyrevelfærd og migration – se det er emer, der kan afgøre valg, og som virkelig optager befolkningen. Forsvarspolitikken er en underligt fraværende, fjern, kompliceret, teknisk, dyr og deprimerende størrelse i manges øjne. Derudover er der altid noget dommedagsagtigt over debatten.
Danskerne har et virkelighedsfjernt forhold til Forsvaret
I mine øjne er de fleste danskere håbsløst naive. Mange har et virkelighedsfjernt forhold til både vores forsvar og vores sikkerhed – ja nærmest lidt romantisk – og det er noget, der bare skal være der, når vi har brug for det. Det må helst ikke koste noget, og når alt kommer til alt, så er der jo nok nogle andre, der kommer os til undsætning, hvis uheldet skulle være ude.
For andre er den forsvars- og sikkerhedspolitiske debat særdeles nærværende. Der er i min verden ingen tvivl om, at det kommende forlig igen kommer til at medføre store og sikkert også dramatiske omvæltninger for Forsvaret og ikke mindst for Forsvarets personel. Til trods for over 20 år med kontinuerlige omstruktureringer, er vi ikke færdige eller i mål endnu. Den ene meget dyre konsulentundersøgelse afløser den anden, og de igangsatte omstruktureringer og effektiviseringer når knapt nok at konsolidere sig, før nye besluttes.
Artiklen fortsætter under billedet …
Dermed er vi tilbage ved OLFIs artikel og den igangværende budgetundersøgelse og de lækkede oplysninger fra processen. Budgetundersøgelsen indgik i det forlig, der udløber til nytår og skal udrede en besparelse på en mia. kr. Pengene skal herefter reinvesteres i styrkede operative kapaciteter. Konsulenthuset Strueense & Co. udfører budgetundersøgelsen for Boston Consultning Group, som er et af de helt store konsulenthuse på det danske marked. Konsulentbranchen i Danmark er på få år vokset til gigantiske 140.000 medarbejdere og har en omsætning på ca. 180 mia. kr. alt iberegnet. Ud af denne sum tegnede staten sig for de 4 mia. kr. i 2016 – det hidtil højeste niveau nogensinde.
Ingen har lavet samlede opgørelse for kommuner og regioner, men der er ingen grund til at antage, at der er tale om et mindre beløb. Eksterne konsulenter er jo, som navnet angiver, eksterne. De har dermed heller ingen viden eller kun ringe viden om organisationen, opgaverne, deres kompleksitet og indbyrdes sammenhæng, organisationens traditioner eller historie. De har heller ikke noget kendskab til de erfaringer, som organisationen har erkendt og indlagt i de mange forudgående optimeringer og effektiviseringer, der løbende foretages.
Konsulenter bruges som alibi for besparelser
De eksterne konsulenter ”suser” lige lidt rundt, snuser lidt til det hele og tager herefter hjem og sætter tingene ind i såkaldte analyser og ind i regneark. Med de data kan man herefter med et stærkt alibi begrunde den ene eller den anden besparelse, nedlæggelse, omlæggelse eller outsourcing. Det hedder sig: Det altid er godt at få andres øjne på ens virksomhed og ens opgaver! Intet andet sted i vores samfund, udover LOTTO kan en investering levere det samme provenu pr. investeret krone som konsulentundersøgelser.
Budgetundersøgelsen, som for få uger siden blev afleveret til Forsvaret, koster således på papiret 13 millioner kroner. Den skal levere forslag til besparelser med et provenu på næsten én mia. kr. Se, det er en payback rate, som alle burde kunne forstå! Problemet er jo blot, at dette ikke er den sande pris. Siden, budgetundersøgelsen gik i gang, har en mindre hær af forsvarets ansatte været udpeget til at understøtte undersøgelsens udførelse med de informationer, som konsulenterne nu måtte have behov for. Mens medarbejderne har løst den opgave, har de naturligvis ikke kunnet varetage deres normale funktion, hvad enten det var at købe ammunition eller varetage uddannelse af soldater eller enheder.
Tankevækkende er det derfor, men ikke overraskende, at Forsvarsministeriet ikke kan svare, på hvor mange der har måtte bidrage, eller hvad de har kostet i menneskepenge – for sådan fungerer Forsvaret ikke. Forsvaret påstår, at det både både kan og skal agere på markeds vilkår. Senest har det bla. været brugt som argument for omlæggelse og akademisk akkreditering af Forsvarets uddannelser samt afskaffelse af de såkaldte elevårsværk, men udsagnet er meget langt fra virkeligheden.
Forsvaret er ikke en privat virksomhed
Forsvaret agerer ikke på markeds vilkår eller som en privat virksomhed. I enhver privat virksomhed ville lønomkostningen til de ansatte være en af de væsentligste drivere og faktorer i enhver beslutning. Den indgår i enhver budgettering, i enhver vurdering og beslutning om eks. lønsomhed og ville være et af de første områder, der ville blive berørt, når der skulle spares.
Sådan er det ikke i Forsvaret. Nuvel, der styres på lønsum og årsværk, men i opgaveløsningen er lønsummen (næsten) en fiktiv størrelse. Man leger lidt med funktions-, kvalifikations- og engangsvederlag, men reelt er den gevinst ædt op af den tid som chef- og ledergruppen skal bruge på udarbejdelse af indstillinger og til forhandling. Cheferne har ikke reelt noget ledelsesmæssigt ansvar for lønområdet, og de færreste kender knapt nok deres egen timeløn eller implicitte omkostning. Herregud, folk skal jo have løn alligevel, synes det lidt groft sagt at være holdningen.
Med fare for at blive positivt overrasket tvivler jeg på, at denne problemstilling indgår i budgetanalysen. Det ville jo kræve en indgående indsigt i organisationen, i dens DNA og i dens processer at identificere konsekvenserne. Det kan man vel ikke forvente, at en ekstern konsulent hverken har eller kan få på de par måneder, som konsulenterne har haft til at lave budgetanalysen. Ændrede man dog ved den kultur og den ledelsesmæssige holdning, ville der kunne hentes mange produktivitetsgevinster, og frem for alt ville respekten for medarbejderens tid forhåbentlig blive en anden.
Et andet område, hvor der kunne hentes store gevinster – ja, formodentlig milliarder – ville være ved at inddrage Forsvarets medarbejdere i effektiviserings- og optimeringsprocesserne. Dem, der er efterhånden er tilbage, er aldrig formelt set blevet inddraget eller spurgt om, hvor der kan spares eller – som jeg hellere vil kalde det – hvor der kan vindes ressourcer, der kunne bruges på at øge den operative effekt og kapacitet. Ikke i et eneste af de forlig i de 32 år, jeg har været ansat i Forsvaret, har jeg oplevet det ske. Lidt groft sagt har alt, hvad jeg har været med til at gøre bedre, flyttet på eller påvirke, været et udtryk for ting, som jeg har taget fat i af egen drift.
Lækkede forslag er velkendte og fremført tidligere
Alt andet har handlet om at implementere ting, som andre har besluttet, herunder ikke mindst at begrænse de skader og de negative effekter, som ukendskab og uvidenhed til organisationen, dens detaljerede opgaver og dens produktivitet altid synes at overse. Ved at koble medarbejderne ud af optimerings- og effektivitetsindsatsen taber Forsvaret markante økonomiske potentialer på gulvet. Analyseinstituttet Epion har for nylig undersøgt dette forhold for LO, og resultatet er nedslående. Hele 71 pct. mener, at de ville kunne bidrage til effektivisering af deres arbejdsplads. Men de samme medarbejdere oplever samtidig, at de ingen eller kun ringe indflydelse har på udviklingen.
I mine øjne er budgetanalysen et nyt alibi. Den er et alibi for at kunne gennemføre flere omstruktureringer, om end det burde være klart for alle, hvor organisationen er syg, og hvor der kan hentes gevinster. Jeg kender ikke nogen, der ikke har dette fokus, og som ikke dagligt allerede har identificeret mulige effektiviseringspotentialer indenfor for deres respektive og specifikke sagsområde.
De lækkede forslag, som kom frem på OLFI, er reelt ikke af nyere dato. Mange af dem blev udviklet for adskillige år siden i forbindelse med udviklingen af kapacitetsnotatet. Nedlæggelse af regimenterne, centralisering af studie- og udviklingsvirksomheden i Hæren, nedlæggelse af tjenestegrenscentrene og flere af de andre eksempler i OLFIs artikel nævner, har været forslået før, og at de kommer på bordet igen i en situation, hvor Forsvaret står overfor nye sparekrav fra det politiske niveau. Derfor er de heller ikke overraskende. Tredje gang er lykkens gang, siges det – det bør dog ikke gælde for disse forslag.
Om end forsvarschefen har lagt nedlæggelse af Hærens regimenter i graven, står de andre forslag om blandt andet centralisering af studie- og udviklingsvirksomheden og nedlæggelse af tjenestegrenscentrene fortsat uimodsagt. Der er endvidere ikke sagt, at regimenterne vil bestå i deres nuværende form. Hvis disse forslag bliver rullet ud i et kommende forlig, vil de i mine øjne kunne føde en potentiel ny skandale i SKATs dimensioner. De vil helt sikkert ensrette organisationen af de tre værn og dermed også fjerne den ”konsulent-torn” det altid har været, at Hæren har en anderledes struktur og organisation end de øvrige værn.
Forslagene vil forstærke personaleflugten
Forslagene vil uden tvivl, hvis de ikke virker fra dag 1, forstærke den allerede eskalerende personaleflugt. De vil derudover betyde, at man flytter opgaver og sammenlægger dele af den operative struktur med det, der i dag er stabs og støttestruktur. Konsekvensen vil være, at de vil båndlægge den operative chefs virke og tid med endnu mere administration, bureaukrati og uddannelsesopgaver i form af den kursusvirksomhed, som i dag leveres som en service – en opgave den operative struktur ikke har i dag.
Forslagene vil på markant vis således omlægge den måde, som Hæren har produceret enheder på i årtier og endvidere adskille de selvsamme kursusydelser fra studie- og udviklingsvirksomheden. Hvor anskaffelsesprocesserne af materiel dermed lander, er der ingen, der kan svare på. Holder vi det op imod de konsekvenser, som afskaffelse af de føromtalte elevårsværk i sidste forlig har haft, så viderefører disse forlag den ressourcemæssige udsultning af den operative struktur. Det er enorme ændringer i forhold til, hvordan Hæren fungerer i dag, og en beskrivelse af kompleksiteten kan slet ikke rummes retfærdigt i dette indlæg. De gennemføres herudover, hvis de bliver vedtaget på et tidspunkt hvor Hæren samtidig skal genopfinde det operative brigadeniveau, udvikle nye enhedstyper og ikke mindst implementere et nyt føringsnetværk, implementere nye anskaffelser og få en enhedsstruktur til at virke, som vi reelt ikke har opereret med knapt 20 år.
Gennemfører man den opgaveflytning og omlægningen af strukturen, som forslagene reelt lægger op til, vil det efter min opfattelse ske under betydelige risici og mulighed for et reelt kollaps. Jeg er af den opfattelse, at der er rigtig mange ting, der fortsat kan optimeres og forbedres. Forsvaret er ikke en velsmurt maskine, der har en høj udnyttelsesgrad af hver krone, der bliver bevilget. Meget skyldes manglende fleksibilitet i statens anskaffelsesprocesser, en udbredt grad af micromanagement og topstyring og ikke mindst ændringer i det helhedsansvar, der tidligere synliggjorde ansvarsplaceringen i organisationen, og tillige gav mulighed for at handle.
Det er i dag delt op på fem styrelser, der ikke nødvendigvis ser det som deres fremmeste opgave at understøtte den operative chef eller dennes virksomhed. Den seneste omstrukturering af Forsvarets øverste ledelse og etableringen af nye kommandoniveauer har skabt en ledelsesmæssig og bureaukratisk kolos, der set nedefra har brug for markant mere energi og tid, hvis den kan skal komme til at fungere.
Ny strategi opfordrer Forsvarets ansatte til at søge ud
Verden ser meget anderledes ud i dag, i forhold til da man politisk besluttede sig for at få lavet en budgetanalyse. Det ved Forsvaret og Forsvarets personel af alle, fordi det er dem, der hver dag får enderne til at hænge sammen, og det er dem, der går den ekstra mil for at få løst opgaverne. De sidste mange år har trukket mange og store veksler på Forsvarets ansatte. Det er derfor ikke underligt, at mange vælger at forlade systemet ikke mindst taget i betragtning, at Forsvarets Personelstyrelse på helt uforståelig vis selv er begyndt at opfodre dem til det med Forsvarets ”nye” HR strategi i hånden.
Passer vi ikke på, vil det gå Forsvaret, som det er gået med SKAT. Og nej, vi behøver ikke at vente en 4-5 år på skattekommissionens rapport for at kunne forudse det. Budgetanalysen bliver i øvrigt gennemført af det samme konsulenthus, der for 10 år siden ”fødte” SKATs nedsmeltning, og det understreger vel blot alvoren?
Forsvaret kan ikke generere flere eller bedre operative kapaciteter som ønsket af både politikere og af Nato uden at blive tilført flere soldater i den stående styrke, mere materiel, flere våbensystemer og flere omfattende investeringer i både moderne føringsteknologi, moderne kommunikationssystemer, luftværn, kampvogne, infanterikampkøretøjer og artilleri. Flere værnepligtige er ikke løsningen, men det er en del af løsningen. Derfor bør reaktionsstyrkeuddannelsen tillige genoptages i fuld omfang, og derefter må et eget indtag af personel være afstemt med og opbygges i takt med kapaciteten til at indkvartere, uddanne og udruste dem genskabes.
De ressourcer kan ikke hentes ved nedlæggelse af de operative kapaciteter, der er udviklet gennem de seneste tyve år for at kunne indsættes i irregulære krige og konflikter. De skal bestå, hvis vi ønsker et forsvar, der kan indsættes i, og som kan operere i fremtidens konflikter og i det fulde opgavespekter eller de såkaldt hybride konflikter. Politisk skal vi til lommerne, og mit håb er, at der nu lægges en langsigtet plan for udviklingen af Forsvaret, dets investeringer og dets udvikling. Forsvaret og organisationen har brug for ro og tid til, dels at løse sine opgaver, og tillige at få kapaciteter og personel tilpasset den nye trussel. Men frem for alt at få de allerede besluttede omstruktureringer konsolideret og til at virke.
Dette debatindlæg er alene udtryk for forfatterens personlige holdninger og kan ikke tages som udtryk for hverken Liberal Alliances eller for Forsvarets holdning.