DEBAT: Politikerne taler usandt, når de siger, at styrkeforøgelsen i Afghanistan ikke består af kamptropper. Enten er de misinformerede, eller også taler de mod bedre vidende. Begge dele er dybt problematisk, skriver kaptajn Johan Kulas Gad.
Den 20. juni kunne man læse i en artikel i Jyllands-Posten, at regeringen har samlet flertal for at forstærke missionen i Afghanistan med 55 mand. Hvorvidt forstærkningen giver mening, skal jeg ikke forholde mig til. Der er med garanti gennemført en militærfaglig vurdering, som har klædt regeringen på til forhandlingerne.
Men som militærmand må man undre sig, når ordførerne fra både DF og S udtaler, at det ikke drejer sig om kamptropper. For det gør det. Sikring og eskorte er en opgave for kamptropper. Det er kamptropper, som vi uddanner til disse opgaver. Og opgaven har da også sin ultimative udførelse gennem kamp med eventuelle modstandere, som angriber den person eller det objekt, styrken er tilstede for at sikre eller eskortere.
At kalde opgaven for VIP-kørsel leder tankerne hen på limousiner og røde løbere, hvilket er et meget misvisende billede. Opgaven i Kabul er yderst kompleks, og transporterne foregår altid i pansrede eller beskyttede køretøjer på grund af den høje trussel for angreb. Det er altså direkte forkert at hævde, at der ikke er tale om kamptropper. Både opgavens farlighed og soldaternes uddannelse peger på det modsatte.
Mangel på viden eller bevidst misinformation?
Der kan være to grunde til denne misinformation: 1) At ordførerne ikke er tilstrækkeligt oplyst om konsekvensen af den beslutning, de har været med til at træffe. 2) At ordførerne bevidst formidler sig uklart.
Hvad der er værst af de to, må være op til den enkelte at vurdere. For mig som medarbejder i det danske forsvar har det dog en uheldig konsekvens uanset årsagen.
Når der ikke er overensstemmelse mellem virkeligheden og de politiske beslutningstageres udlægning af den, kaster det en masse usikkerhed over operationen. Kan vi som soldater være sikre på den nødvendige politiske opbakning? Kan vi forvente en passende anerkendelse for at løse opgaven? Løber politikerne fra ansvaret, hvis der skulle komme danske tab?
Læs også: Flere soldater i Afghanistan skal styrke uddannelsen af ANA og ANP
Usikkerhed om ledelsens forståelse af, opbakning til og anerkendelse af opgaven er en kilde til frustration blandt medarbejderne. Det bidrager til en følelse af, at enderne får sværere og sværere ved at mødes, mens ambitionerne bare stiger.
Med en mere præcis og korrekt kommunikation kunne vores politikere omvendt bidrage med følelsen af opbakning og anerkendelse. Hvis man stod ved, hvor farlig og kompleks opgaven er, ville man skabe langt bedre ledelsesmæssige rammer for rent faktisk at løfte den. Det gælder ikke bare her, men i alle sammenhænge hvor danske soldater sendes ud for at løse opgaver, hvor kamp unægtelig kan blive en del af løsningen. Og hvor vi derfor naturligvis sender kamptropper af sted. Alt andet ville være uansvarligt.
Artiklen er alene udtryk for forfatterens personlige holdning.
Glimrende eksempel på at ord kan have vidt forskellig betydning i det militære og politiske landskab. For politikere er kamptropper = soldater som skal i kamp.
Jeg tror ikke at det handler om en forskellig forståelse af ordet, og jeg er ikke så vild med den tolkning, for det lægger op til at politikernes kommunikation egentlig er god nok, men at vi som soldater er for fagnørdede til at kunne se deres pointe. Jeg oplever mere at der er tale om et politisk spin, fordi det vil være en ærgerlig erkendelse at man er nødt til igen at sende kampsoldater til Afghanistan. Og den slags spin kan så tvivl om opbakningen hjemmefra hos de soldater som bliver sendt afsted, som Johan Kulas Gad så glimrende skriver.