spot_img

Ungdomspolitikere vil styrke Forsvaret og udenrigstjenesten

Politikerne fra ungdomspartierne måtte sluge kameler undervejs, men var ifølge udenrigseksperter forfriskende og optimistiske i deres bud på fremtidens udenrigspolitik. Dansk Industri havde udfordret ungdomspartierne, hvis planer åbnede sig mod verden og kyssede globaliseringen.

Der var to hold og et gennemgående fællestræk for dem begge. Landets ungdomspolitikere vil fra venstre til højre side af det politiske spektrum styrke både Forsvaret og udenrigstjenesten og samtidig hæve ulandsbistanden til 1 pct. af bnp. Venstre og de konservative ville sågar hæve skatten over en bred kam med en pct. for at sikre et øget fokus på forsvar og sikkerhed.

Det kom frem, da Dansk Industri (DI) på Folkemødet på Bornholm havde udfordret landets ungdomspartier til at give deres bud på ”Danmark i verden”. Seancen fandt sted lørdag eftermiddag i den solbeskinnede Klostergaarden, som er DI’s base under Folkemødet på Bornholm. Hvidt hold bestod af ungdomspolitikerne fra Venstre, Konservative og SF, og de præsenterede deres bud i form af oplægget ”For Frihed, Fællesskab og Fædreland”, mens sort hold bestående ungdomspolitikerne fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale og Liberal Alliance præsenterede planen ”Danmark skal vinde på globaliseringen”, som fokuserede på fred, demokrati, velstand og bæredygtighed.

Ungdomspolitikerne fra begge hold talte varmt for, at Danmark bliver nødt til at engagere sig ude i verden, og at løsningen på at sikre fortsat dansk velfærd er globaliseringen. Victor Boysen er formand for Radikal Ungdom, og det var ham, som indledningsvis præsenterede sort holds plan.

”Vi er enige om, at globaliseringen giver enorme muligheder for Danmark, hvis vi tør gribe dem. Vi synes, at vi skal kigge verden i øjnene og indtage den i stedet for at lukke os inde om os selv og tro, at vi kan klare alting alene. Vi skal være til stede ude i verden, og det har vi prioriteret i vores plan. Vi mener, at man sagtens kan få indflydelse i verden og samtidig få vækst og velstand i Danmark til gavn for de danske borgere,” sagde Victor Boysen.

Ønsker fælles fordelingsnøgle for flygtninge

Planen gik ud på at hæve forsvarsbudgettet til 2 pct. af bnp, øge ulandsbistanden til 1 pct. af bnp, lave en fælles europæisk fordelingsnøgle for flygtninge og øge det militære samarbejde i Norden bl.a. med fælles indkøb og udbygget samarbejde. Men sort hold ville også styrke udenrigstjenesten.

”Danmark skal være en frontløber, når det kommer til promovering af demokrati og vestlige frihedsrettigheder. Derfor har vi valgt at opprioritere vores udenrigstjeneste, der desværre har været i forfald i mange år. Vi vælger næsten at fordoble udenrigstjenesten ved at smide en mia. mere derind. Vi vil gerne stille en garanti for, at Tyrkiet aldrig bliver en del af det europæiske samarbejde. Vi vil gerne anerkende Palæstina, så vi kan komme et skridt nærmere en tostatsløsning i Israel,” lød det fra Carl Andersen, som er næstformand i Liberal Alliances Ungdom.

På hvidt hold lød der næsten ens takter, hvilket Venstre Ungdoms Simon Lindkær forklarede:

”Det helt afgørende i vores plan har været, at I en ustabil verden skal Danmark kunne bokse over sin vægtklasse. Vi skal være til stede rundt om i verden, og vi skal kunne garantere vores egen sikkerhed. Det er ikke nok at give flere gaver og have et stærkt militær. Danmark er også nødt til at have en dygtig udenrigstjeneste, der kan forhandle gode resultater hjem, der stiller os stærkt internationalt, og som kan garantere, at vi kan arbejde for fred ude i verden. Derfor øger vi også bevillingen til næsten det dobbelte. Vi øger den med 1,4 mia. kr.,” sagde han.

Kritiske og begejstrede for ungdommens planer

Til at bedømme de to holds udenrigspolitiske planer havde DI fået to tidligere udenrigsministre i form af Socialdemokratiets Mogens Lykketoft og Venstres Uffe Ellemann Jensen til at agere dommere. De stillede kritiske spørgsmål, men var helt overordnet meget enige om, at ungdomspolitikerne præsenterede nogle værdier og tanker, som der er brug for i fremtiden.

Artiklen fortsætter under DI’s video fra præsentationen af ungdomspolitikernes planer for Danmarks udenrigspolitik …

”Jeg synes at begge gruppers overordnede prioritering lover godt for, at man kunne blive enige om noget, der satte Danmark mere præcist på verdenskortet, end vi gør lige nu,” sagde Mogens Lykketoft.

Han stillede sig skeptisk over for sort holds optimistiske finansiering, som i for høj grad var afhængig af andre lande i form af bl.a. afskaffelse af EU’s landbrugsstøtte og en fælles europæisk fordelingsnøgle til flygtninge. Det var Uffe Ellemann Jensen til gengæld uenig i.

”2 pct. til Forsvaret, 1 pct. til ulandsbistand og en fordobling af udenrigstjenesten er småting i det store regnskab og et spørgsmål om politisk prioritering,” sagde han.

Høstede eftermiddagens største bifald

Og så var det, at Victor Boysen svarede igen og høstede eftermiddagens største bifald for sit forsvar af sort holds økonomiske plan:

”Vi er ungdomspolitikere. Vi er unge mennesker, som går rundt med en masse idéer og nogle store visioner for, hvordan vi skal bevæge verden fremad de næste 10-20 år. Der har vi bare valgt at lægge nogle meget ambitiøse præmisser for, hvordan vi kan få den her plan til at hænge sammen. Det er rigtigt, at den bygger på, at man kan finde en fælles aftale om flygtninge i Europa, at man kan lave fælles frihandelsaftaler rundt omkring i hele verden, at man kan afskaffe landbrugsstøtten i hele EU. Men vi tror sgu, at det er muligt. Ungdomspolitik er idéernes holdeplads, og hvis vi ikke skal turde at være visionære, så er der ingen, der kan tillade sig at være det.”

Artiklen fortsætter under billedet …

Direktør Karsten Dybvad fra DI gav champagne til hvidt hold, som vandt for at komme med det bedste bud på ungdomspartiernes danske udenrigspolitik. Foto: Ernstved

Kun et forhold syntes til gengæld at være helt uden for skiven på begge hold.

”Hvor fanden er pigerne henne?!,” spurgte Uffe Ellemann Jensen og høstede klapsalver for at påpege det opsigtsvækkende i, at samtlige partier lod sig repræsentere med unge mænd på scenen – og Liberal Alliance sågar med to mænd.

Opløftende efter Brexit og Trump

Dette forhold til trods var der store smil. Ikke mindst hos DI’s direktør Karsten Dybvad, som gav champagne til ungdomspolitikerne fra sort hold, som endte med at vinde kampen knebent blandt publikum om have præsenteret den bedste plan.

”Jeg synes, at der var utroligt mange fælles bud. Med den bredde er det helt fantastisk, og det lover godt for fremtiden. Og der er én person, som jeg har siddet ved siden af, der glæder sig utroligt meget. Det er Ulrik Vestergaard Knudsen, som er departementschef i Udenrigsministeriet,” sagde han, hvorefter denne blev tilbudt at sige noget.

Den invitation kunne Ulrik Vestergaard Knudsen ikke modstå.

”Efter et år med Brexit, Trump og mange tunge diskussioner hjemme og internationalt tror jeg ikke, at jeg i faglig sammenhæng har smilet så meget, som jeg har gjort den sidste time. Det her er klart det mest optimistiske livssyn og udblik, som jeg har set på Danmarks vegne på det her folkemøde. At det så kommer fra jer, der forhåbentlig skal træffe beslutninger de næste 10-20 år, er utrolig hjertevarmende … og vi takker selvfølgelig også for milliarden,” sagde han og inviterede efterfølgende ungdomspolitikerne til at præsentere deres planer på et senere tidspunkt for medarbejderne i Udenrigsministeriet eller ved det kommende ambassadørmøde i august.

Andre læste også

Her er nødråbet til ministeren og departementschefen fra piloterne

Abonnement
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen og departementschef Pernille Langeberg har mandag den 22. april modtaget et brev fra 30 unge piloter med rubrikken: "Et flyvevåben i afvikling - nødråb fra piloter". Læs brevet her ... 22.04.2024 Emne: Et flyvevåben i afvikling – Nødråb fra piloter Til: Forsvarsminister Troels Lund Poulsen, Forsvarsministeriets Departementschef, Pernille...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer