spot_img

Deltagelse i FN’s fredsbevarende missioner vil gavne Danmark

ANALYSE: FN er som global instans med til at udvikle de normer og praksisser, som stater til daglig fungerer under. Derfor er det også i Danmarks interesse at søge indflydelse. Fredsoperationer er langt fra irrelevante, hverken for det internationale samfund overordnet og slet ikke for Danmark, skriver Anna Grosz fra Syddansk Universitet.

Barack Obama kunne se det, men det kan Donald Trump ikke. Det handler om konstruktivt engagement i FN. Under præsident Trump vil USA ikke turde tage ansvar for at støtte den positive udvikling, som FN fredsbevaring gennemgår. Det bør Danmark og andre lande til gengæld.

Ud fra mine operationelle oplevelser i Mali og efterfølgende analyser af den igangværende debat om fredsoperationer vurderer jeg, at verdensorganisationen står ved et kritisk punkt for sin fremtidige fredsskabende praksis. Fordi FN og fredsoperationer kun fungerer, hvis nationerne kan og vil, er en aktiv stillingtagen til vores egen involvering i FN’s processer samt forvaltning af internationale kriser et ansvar, som vi må leve op til.

Smertefulde erfaringer fra blandt andet Somalia, Bosnien og Rwanda satte i 1990’erne for alvor fokus på behovet for udvikling i FN fredsoperationer. Hvis mange lande har været skeptiske i forhold til at bidrage soldater til operationerne, så skyldes det ikke mindst den stigmatisering, som visse militære kontingenter har levet med siden disse konflikter.

Øgede muligheder for beskyttelse af styrker

Derfor har FN i de seneste 20 år også arbejdet aktivt for at give medlemslandene øgede muligheder i forhold til beskyttelse af både civile og af egne styrker. Dette ses bl.a. i, at missionstyperne i dag favner over langt flere værktøjer, end de tidligere har gjort. På samme tid er FN tilsyneladende mere åben overfor integrationen af stadig flere militære kapaciteter, end den ellers har været – dog med det forbehold, at disse integreres til støtte for politiske processer.

FN missionen i Mali viser efter min mening denne udvikling på flere forskellige måder. Den maliske konflikt er drevet af intern splid mellem nord og syd. Der er stigende marginalisering af den i forvejen meget fattige befolkning i landets nordlige områder, samtidig med at den centrale og sydlige del af landet kæmper en indædt kamp mod terror, fattigdom, nepotisme og korruption.

I denne tumult står FN’s mission, MINUSMA, der via en integreret indsats skal tilsikre, at kortsigtede trusler besvares, alt imens mere grundlæggende strukturelle udfordringer bliver løst. Det er desværre ikke en let opgave, og der skal foretages mange tidsmæssige prioriteringer. Tid er i sig selv en mangelvare i en region, hvor det egentlige incitament for tilslutning til terror er strukturel fattigdom, som bliver værre, jo længere tid der går.

Mali rummer “verdens farligste FN-mission”

I Mali har denne problematik vist sig særligt udfordrende, fordi FN selv er underlagt en konstant trussel fra grupper, som er imod organisationens samarbejde med hhv. den maliske stat og den franske regionale anti-terror operation, Barkhane. Truslen har på tre år kostet rekord-mange FN soldater livet og har affødt det lidet flatterende tilnavn ”Verdens farligste FN mission”.

MINUSMA har derfor været pålagt at integrere stadig flere opgaver for at kunne indfri et stadig mere krævende mandat. Det betyder, at de tre kerneprincipper for FN fredsoperationer om tilsagn fra en konflikts hovedaktører, om FN’s upartiskhed i forhold til de involverede parter og sluttelig, at FN kun må gøre brug af et minimum af fysisk magt for at beskytte sig selv og missionens mandat, oftere er blevet fortolket til fordel for de militære kapaciteter i en given krisesituation.

Denne fortolkning har medvirket til, at MINUSMA i dag udfører præventive operationer i forsvar af sit mandat, som pålægger den at beskytte civile og at støtte den politiske proces i landet. At missionens militære komponent har kunnet bidrage på denne måde, har øget dens anseelse hos både de politiske og humanitære samarbejdspartnere i missionen, hvilket er et stort skridt for FN overordnet.

Den overordnede udfordringen for MINUSMA ligger i rummet mellem det, som forventes leveret, de midler som missionen bliver givet, den tid det tager at forhandle med parterne, og den tid det tager for medlemsstaterne at beslutte sig for at sende et bidrag.

FN prioriterer fortsat diplomatiske processer

At denne type operationer er accepteret, betyder dog ikke, at FN er på vej væk fra sit blødere udgangspunkt. Tværtimod er det sådan, at FN arbejder meget bevidst på at finde måder, hvormed disse ”hårde” operationer kan inkorporeres som støtteelementer for fredstiltag. Prioriteringen af diplomatiske processer fastholdes altså. Det er ikke ønskværdigt, at den militære søjle bliver bærende i MINUSMA, fordi de grundlæggende problemer i Mali ikke er militært løselige.

På samme tid er terror noget, som samtlige bidragsydende lande i MINUSMA frygter, hvorfor missionen også må kunne agere i forhold til potentielle og akutte trusler. MINUSMA er derfor som noget nyt blevet givet diverse efterretningsredskaber og specialstyrke-kompetencer, som netop skal sikre, at man kan handle uden at overskride kravet om minimal brug af fysisk magt.

Et ”robust og proaktivt” mandat skaber på nuværende tidspunkt det juridiske grundlag for, at missionen kan gennemføre de omtalte præventive operationer ved erkendte trusler, uden at missionen opererer udenfor rammerne af, hvad der er folkeretsligt lovligt.

Medlemslandene bør søge indflydelse

Fordi FN fredsoperationer forbliver politiske og humanitært drevet, bør medlemslandene søge indflydelse på de praksisser, der udføres i felten.  Danmark har netop præsteret en Styrkechef i Mali, Michael Lollesgaard, som lokalt blev kendt som ”den humanitære general”, fordi han formåede at favne en bred, integreret indsats med respekt for folkeretten.

Med sine veluddannede soldater vil Danmark kunne tilføje FN troværdighed i sine operative praksis og samtidig opnå den internationale ”goodwill”, som oberst Jakob Henius fornylig fremhævede. Et styrket FN er til gavn for Danmark, fordi kun FN besidder et samlet repertoire af midler, der muliggør en bæredygtig håndtering af moderne konflikter, som finder sted lokalt men i en globaliseret kontekst. Jo færre stater der tør løbe risikoen og sende styrker, des større bliver den trussel, som landene potentielt senere selv vil være konfronteret med. Konflikterne, som FN håndterer, lader sig nemlig næppe begrænse geografisk, hvilket ses i den stadig voksende strøm af flygtninge fra særligt Vestafrika.

I takt med at opfattelsen af den hverdag, vi lever i, ændres, må måden, vi værner om den på, også følge med. FN er som global instans med til at udvikle de normer og praksisser, som stater til daglig fungerer under. Derfor er det også i landes interesse, og måske især små landes interesse, at søge indflydelse.

I dag står vi med kulminationen af de erfaringer og overvejelser, som FN som organisationen har gjort sig i forhold til forvaltningen af fred i forskellige konfliktsituationer. Medlemslandenes fremmeste opgave er efter min mening at støtte den udvikling, som erfaringerne bygger på. Fredsoperationer er langt fra irrelevante hverken for det internationale samfund overordnet og slet ikke for Danmark.

Anna Grosz er specialestuderende ved Center for War Studies på Syddansk Universitet i Odense. Privatfoto

Andre læste også

Forsvaret er ramt af sin egen bemandingssucces

Abonnement
INTERVIEW. Når Forsvaret fattes penge, har det blandt andet at gøre med uventet succes på bemandingsfronten, fortæller viceforsvarschef Kenneth Pedersen. Han forstår soldaternes frustrationer over tvungen afspadsering, ansættelsesstop og mangel på basale fornødenheder, men maner til besindighed. Det er nødvendigt at slå bremserne i, så tempoet er afstemt med...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer