Interne uenigheder om Natos sydflanke kan resultere i ligegyldig indsats

I Irak gennemfører det danske træningsbidrag mest muligt af uddannelsen praktisk, mens teorien foregår kortvarigt og på feltmæssig maner som her i april. Foto: Presseofficer, Jeanette Serritzlev/DANCON/OIR5

ANALYSE: Intern uenighed om Natos evne til at udføre forebyggende stabiliseringsopgaver kan ende med at betyde endnu et politisk slagnummer uden reel gennemslagskraft. Det skriver Frederik Brøndsted Lavrsen fra Center for War Studies på SDU i denne analyse.

Af alle emnerne på Nato’s dagsorden til topmødet den 25. maj er et af de vigtigste nærmest usynligt i debatten. Det handler om Nato’s rolle i forebyggelse og stabilisering af konflikter langt fra alliancens grænser — en rolle som i Nato går under navnet Projecting Stability. Hvis Nato skal være noget ved musikken i Nordafrika og Mellemøsten, skal Alliancen have styr på denne nye politik. Første svar kommer, når den amerikanske præsident Donald Trump ved samme lejlighed deltager i sit første Nato topmøde.

På topmødet i Warszawa sidste år lagde Nato byggestenene til et ambitiøst paraplykoncept rettet mod alliances muligheder for at fremme stabilitet og foregribe sikkerhedsmæssige udfordringer, før de bryder ud i åben konflikt og påvirker transatlantisk sikkerhed. Det er en radikal ambition.

Hvor Nato’s kerneopgaver hidtil har ligget som særskilte komponenter — kollektivt forsvar, krisehåndtering og sikkerhedssamarbejde — spreder Projecting Stability sig over alle tre dele af alliancens strategiske koncept. Med andre ord skal krisehåndtering og sikkerhedssamarbejde sammentænkes som komponenter til at fremme stabilitet — med et strategisk endemål forankret i det kollektive forsvar.

Stigende interesse i Nato for træningsmissioner

Det betyder flere ting for den tranformation, som Nato angiveligt står overfor. For det første vil Nato’s operative ramme blive omlagt markant. Hvor alliancen siden afslutningen af Den Kolde Krig har haft sit primære fokus på militære missioner langt fra det europæiske hjerteland, er der nu en stigende interesse fra allierede i uddannelses- og træningsmissioner i partnerlande som eksempelvis Irak.

Det skyldes to faktorer. Fordi det sikkerhedspolitiske billede har ændret sig, spores der bredt i Europa en spirende fokus på at vende tilbage til doktriner om territorialforsvar. Nato’s fremskudte tilstedeværelse i Baltikum og Polen, hvor også Danmark til næste år vil udsende op til 200 mand, er et godt eksempel. Ydermere har Nato måttet sande, at appetitten for grandiose stabiliseringsindsatser som Afghanistan er væk. Vi ser det i Libyen, Irak og Syrien. De tidligere så interventionslystne vestlige demokratier foretrækker nu at føre fokuseret kamp mod terrorister og ellers opbygge lokale styrker til den hårde kamp på jorden.

Et andet element er, at Nato for at fremme stabilitet i højere grad vil forsøge at forebygge konflikter gennem strategiske partnerskaber. En effektiv stabiliseringsstrategi vil kræve en restrukturering af Nato’s partnerskabspolitik. Traditionelt set fungerede Nato’s partnerskaber som et projekt for at inkludere Øst- og Centraleuropa i den liberale verden. Det ændrede sig med alliancens indtræden i Afghanistan-konflikten, som satte fokus på operationelle partnerskaber. Det tætte samarbejde med landene omkring Den Persiske Golf under interventionen i Libyen viste tydeligt, at det liberale prærogativ var sparket til hjørne.

Nato på vej mod ny dimension af partnerskaber

Med Projecting Stability vil Nato bevæge sig ind i en tredje dimension af partnerskaber, der i højere grad fokuserer på det strategiske aspekt. Hvor NATO’s liberale sikkerhedsdagsorden hidtil er blevet anset som forudsætningen for stabilitet, anses stabilitet nu omvendt som forudsætningen for den liberale sikkerhedsdagsorden. Det betyder, at Nato skal prioritere stabiliseringsmekanismer som kapacitetsopbygning i de skrøbelige stater, der udgør en konkret trussel for alliancens sikkerhed.

Lande som Afghanistan og Libyen er eksempler på dette. Mens man håndterede kriserne i Afghanistan og Libyen militært, besluttede man sig sideløbende for gradvist at overgå til partnerskabsredskaber. Selv om Libyen ikke har status af officielt partnerland til Nato, er det et spørgsmål om tid, før situationen igen bliver truende nok til, at nogle allierede ønsker en stabiliseringsindsats — om end med mådehold. Der er altså tale om strategisk funderede partnerskaber, som tager udgangspunkt i de lande, som udgør en mærkbar sikkerhedsudfordring for Nato.

I lyset heraf skal Projecting Stability ses som en erkendelse af, at Nato hverken operationelt eller politisk er i stand til at mønstre kapacitet til nye krisestyringsoperationer. For at implementere et holdbart koncept, må Nato ikke bare indse alliancens mangler og fremhæve dens merværdi, men også udnytte den aktivt. Nato har nemlig en række kapaciteter, der gør alliancen velegnet til at træne lokale styrker i at håndtere deres egne sikkerhedsudfordringer, hvilket man bl.a. har set i Afghanistan.

Risikerer at ende som et slag i luften

Der er en reel mulighed for, at Projecting Stability under topmødet vil blive pustet op som en substansløs ballon, der skal vise Donald Trump, hvad Nato gør for at forebygge terrorisme. Sandheden er, at foruden Afghanistan er Nato’s kapacitetsopbygningsinitiativer ubetydeligt små i det store billede. Som eksempelvis i Irak, hvor Nato’s træningsindsats er absolut minimal sammenlignet med den, som USA og andre allierede kører parallelt på egen hånd.

Det var forventeligt, at et stabiliseringskoncept i Nato ville møde modstand. For det første vedbliver de allierede på Nato’s østflanke at fokusere på Rusland og ikke på ustabilitet i Nordafrika og Mellemøsten. Men noget andet og mere grundlæggende er, at flere nøglemedlemmer er tvivlsomme i forhold til Nato’s rolle i stabilisering generelt. Frankrig er skeptisk overfor at give Nato for megen politisk pondus, om end landet spiller stærkt med i regionens sikkerhedspolitik; Tyskland føler sig frem, men frygter en militarisering af stabilitetsindsatser; og Tyrkiet har ingen planer om at godkende en større allieret tilstedeværelse i sit nærområde. Italien skubber hårdt på, ikke mindst fordi landet er så eksponeret i Middelhavet for flygtninge, men sydflanken i Nato — de lande som ligger op til regionen — har traditionelt og også i dette tilfælde forskellige interesser og evner ikke at skabe en stærk dagsorden i Nato.

Hvis Nato-landene på topmødet ikke bliver enige og kun bruger Pojecting Stability som et politisk slagnummer, med en substans der kan formuleres på 140 tegn, vil konceptet formentlig blive endnu en Nato-politik uden gennemslagskraft. Derfor vil det være vigtigt, at de allierede benytter lejligheden til ikke blot at fremhæve Nato’s potentiale i stabiliseringsindsatser, men samtidig lægger an til at handle på området og dermed demonstrerer vilje til at investere konkret i alliancens nye kernekompetence.

Frederik Brøndsted Lavrsen er ved at færdiggøre sin kandidatafhandling i international sikkerhed og folkeret ved Syddansk Universitets Center for War Studies, hvor han specialiserer sig i Nato og stabiliseringsindsatser. Han er kaptajn af reserven og har en fortid som sprogofficer og underviser ved Forsvarsakademiet i København.