spot_img

Trumps tro på militær magt er bekymrende og farlig

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

BLOG: I Trumps første 100 dage har vi set præsidentens store tiltro til, hvad man kan opnå med militær magt – både direkte anvendt og truslen om det. Men Trump kan dermed ende med at lægge pres på USA’s allierede rundt om i verden, fordi de ikke ved, hvor de har USA.

Trods en politisk platform fokuseret på ikke-intervention har Donald Trump i sine første 100 dage (og under valgkampen) vist en stor tiltro til, hvad militær magt kan opnå i international politik. Han er bestemt ikke den første præsident, som har haft tiltro til opnåelse af politiske mål med militær magt – eller i hvert fald truslen om det. Men med Trump er der flere ting i det.

For det første har præsident Trump udvist en fundamental manglende forståelse for flere aspekter af international politik, og derfor er det potentielt farligt at have så stor tiltro til, hvad man kan opnå med trusler om militær magtanvendelse. For det andet er der i modsætning til flere af sine forgængere ikke nogen ideologisk baggrund for hvad Donald Trump vil opnå. Derfor er den manglende plan og struktur for amerikansk udenrigspolitik i de 100 dage dybt problematisk, og den har været et kludetæppe af trusler og reelle magtanvendelser i Syrien, Afghanistan og ved den Koreanske Halvø.

Vi hørte det flere gange under valgkampen, hvordan præsident Trump ville genopbygge det amerikanske militær til sin fordums storhedstid, for at det dermed bedre kunne agere es i præsidentens ærme i diplomatiske relationer rundt om i verden. For Trump er et stærkt militær uløseligt forbundet med et lands status som stormagt. Truslen om anvendelse af militær magt skal få modparten til at makke ret – det har Trump stor tiltro til.

Nedskæringer i civile ministerier skal styrke forsvaret

Det ønske ser vi i hans første budgetforslag, som af administrationen blev kaldt et ”hård-magt-budget”. Nedskæringer på alle civile ministerier og programmer skulle bruges til at øge budgetterne for Department of Defense, Department of Veterans Affairs og Department of Homeland Security – kort sagt fokus på hård magt. Ikke alt det der diplomatiske snik snak, Department of State (Udenrigsministeriet) skal have budgettet skåret med 28 pct.

Det ønske får dog næppe meget opbakning i Kongressen. Men det viser, hvor Trumps fokus og tiltro ligger. Det er hos Pentagon, og hvad han vil kunne opnå i international politik med truslen om hård magt. Men der mangler en plan for, hvordan den hårde magt skal spille en rolle i amerikansk ”diplomati”.

Beskeden virkede klar, da præsidenten sendte 59 Tomahawk missiler mod Syrien: Trusler fra præsident Trump var ikke tomme. Men der buldrede åbenbart tomme tønder. For da præsidenten truede med at have sendt en ”armada” mod Nordkorea, så viste det sig en uge senere, at hangarskibsgruppen (som åbenbart i præsidentens verden er det samme som en armada), befandt sig 5.000 kilometer syd for den koreanske halv, og var på vej mod syd. Altså var det en tom trussel fra præsidenten.

Det fik da også de allierede i Asien til tænke sig om, for kunne man nu stole på USA? Kan man regne med, at når USA siger, at de kommer, så gør de det? Det var overvejelsen hos flere asiatiske lande, da præsident Obama lancerede sin ”Asia rebalance”, men nu er den der altså igen.

Kastede gigantisk bombe i Afghanistan

Så var der lige den der gigantiske bombe MOAB, som blev smidt i Afghanistan. Det var jo faktisk ikke præsidenten, som beordrede bombningen af Talebans huler i bjergene på grænsen til Pakistan. Men den lokale øverstbefalende, som handlede indenfor de mere brede rammer for selvbestemmelse, som præsident Trump har tilladt for Pentagon. Signalværdien var ellers markant på det tidspunkt. Først 59 Tomahawk missiler mod Syrien, så en MOAB i Afghanistan og så en hangarskibsgruppe mod den koreanske halvø, præsident Trump mente det sgu alvorligt.

Men hov, der kom ikke noget opfølgende i Syrien, MOAB’en var en tilfældighed besluttet lokalt og ikke som del af en større strategisk plan i Det Hvide Hus, og hangarskibet “USS Carl Vinson” var ud for det nordvestlige Australien, da det burde være ved Japan. Det er altså en række tilfældigheder og ikke gennemtænkte initiativer, som udgjorde det for strategisk initiativ i en kortere periode. Med en fortsat manglende struktur for truslerne fra den amerikanske administration, og for anvendelse af magt, så er der en reel risiko for fejlvurderinger – enten fra amerikansk side eller fra en modstander.

Derfor må man fortsat håbe, at det som nu omtales som ”the Axis of Adults” (“De Voksnes Akse) i Trump-administrationen får mere indflydelse. Det er lidt forskelligt, hvem som tælles med blandt de voksne, men samlet er forsvarsminister James Mattis, chef for Homeland Security John Kelly, udenrigsminister Rex Tillerson, national sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster og forsvarschef Joseph Dunford omtalt. De omtales som stabiliserende elementer i en regering, som ellers har været præget af interne magtkampe og manglende struktur.

Med en præsident ved roret, som har så stor tillid til, hvad han kan opnå med trusler om militær magt, er det vigtigt for os andre at holde øje med denne gruppe. Vi har brug for voksne i amerikansk sikkerhedspolitik.

Philip Christian Ulrich har en fortid på Forsvarsakademiet og er ekspert i amerikansk sikkerhedspolitik. Han er tillige udenrigsredaktør på Kongressen.com. Foto: Ernstved

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer