
BLOG: Søværnet kan med fordel udvide det maritime samarbejde med politiet og anvende støtteskibenes LCP-fartøjer i kampen mod ulovlige vandscootere. Det skriver Ander Puck Nielsen i denne blog.
I weekenden mistede to amerikanske turister livet i en dødsulykke i Københavns Havn, da deres båd på tragisk vis blev torpederet af en vanvidssejler på vandscooter. Problemet med farlig sejlads i havnen er velkendt, og adskillige gange de seneste år har interesseorganisationer og borgere advaret om problemet.
Inden for kriminalitetsforskningen er det velkendt, at høje straffe ikke har nogen nævneværdig effekt på mængden af lovovertrædelser, men at den oplevede risiko for at blive fanget til gengæld har afgørende betydning. Det er således helt forbudt at sejle med jetski og vandscooter i Københavns Havn, og straffen for vanvidssejlads er op til 8 års fængsel efter straffelovens § 252, hvilket burde være rigeligt til at motivere folk til at finde et andet sted at sejle på jetski. Når det alligevel sker, skyldes det, at risikoen for at blive fanget og stillet til ansvar opleves som nær ved ikke eksisterende.
Politiet har svært ved at fange en vandscooter, som er både hurtig og manøvredygtig. I Københavns Havn opererer politiet i samarbejde med Marinehjemmeværnet fra en ombygget LRB (let redningsbåd). Det er en kapabel båd, men den er med sine 35 knob ikke i stand til at følge med en vandscooter eller jetski, som ofte sejler over 50 knob. Andre steder i landet, hvor der er problemer med vanvidssejlads, er politiets udstyr endnu mere underlegent.
Let at undslippe i Københavns Havn
Der er mange udsejlinger fra Københavns Havn, så det er ikke let at trænge nogen op i et hjørne, og vandscooteren vil kunne stikke af ved at sætte fart på i en hvilken som helst retning. Taktikken vil derfor skulle være at følge med, indtil føreren på et tidspunkt sejler i havn, og politiet vil således skulle disponere sin eneste kapacitet i havnen til at følge med nogen langt væk fra det umiddelbare ansvarsområde. Så mange ressourcer kan man ikke investere i en enkelt motorbølle, og derfor er der i praksis – med undtagelse af den tragiske hændelse i weekenden – aldrig nogen af disse vanvidssejlere, som bliver fanget.
Hvis man ønsker at gøre noget ved problemet med vanvidssejlads i havne og nær strandene, er det nødvendigt at få statueret nogle eksempler, hvor nogen bliver fanget og stillet til regnskab. Det kræver adgang til flere maritime ressourcer, som politiet ikke råder over, og som det nok heller ikke er rentabelt, at de skal råde over. Men Søværnet har faktisk nogle indsatsfartøjer til overs, som ville være enormt velegnede til at fange motorbøller på vandscootere og jetski.
LCP-klassen af indsatsfartøjer må betegnes som lidt af en fejlinvestering i Forsvaret. Bådene ligger ekstremt dårligt i middelsvær sø, og de kan derfor ikke opfylde deres primære formål som indsatsfartøjer fra ABSALON-klassen. For det meste ligger de således ubrugte hen på flådestationen. I fladt vand er LCP-klassen imidlertid et fantastisk hurtigt og manøvredygtigt fartøj med en høj udholdenhed.
Vejrforhold er ofte optimale for LCP
I de vejrforhold, som indbyder til sejlads med vandscooter, har LCP-klassen altså optimale forhold. Det er let at forestille sig et samarbejde, hvor Politiets båd jager nogle vanvidssejlere ud af havnen, mens en LCP ligger klar udenfor til at følge med vandscooteren, indtil føreren på et tidspunkt bliver træt nok af situationen til gerne at ville i havn.
Artiklen fortsætter under billedet …

Dette kan klares inden for rammerne af almindelig hjælp til politiet ved, at der er et par politifolk med i LCP’eren. Man kan også ret nemt se samme model implementeret andre steder i landet. På den måde kan vi forhåbentlig få gjort noget ved den lidt kedelige opfattelse, at det er risikofrit at overtræde reglerne, når man sejler på vandscooter eller jetski.
Artiklen er alene udtryk for forfatterens personlige holdning.
