ANALYSE: Republikanerne er ved at opdage, at selv et flertal ikke nødvendigvis betyder, at der er penge til det hele. Trump vil øge udgifterne og skære i indtægterne, hvilket sætter ham på kollisionskurs med virkeligheden, skriver professor Sten Rynning.
Det amerikanske forsvar står og tripper efter flere ressourcer, men det skal nok ikke holde vejret. Præsident Donald Trump erklærede ellers sig selv som øjeblikkets mand, da han i februar med stor fanfare lovede at ”genopbygge” et ”udmattet” militær med et ”historisk” stort budgetløft for 2018. Konkret lovede han 10 pct. eller små 54 mia. dollars mere — fra ca. 550 mia. dollars til lidt over 600 mia. dollars. Trumps budgetplan blev kaldt et ”hard power budget” eller et “Amerika Først” budget.
Men der er ugler i Trumps mose. For det første er Trumps udmelding overdreven — og i samme kategori som hans påstand, at han vandt det største antal valgmandsstemmer siden Reagan i 1984 (både Obama og Clinton vandt flere end Trump). Trumps annoncerede forsvarsbudget stiger faktisk kun med 3 pct. i forhold til det, Obama havde lagt på bordet i 2016. Præsident Reagan opnåede fem år i træk at få budgetstigninger på over 10 pct. (25 og 20% i 1980 og 1981), og senator John McCain foreslog først på året i år en stigning på 16 pct.
Læs også: Trumps forsvarsminister giver USA’s allierede en smule ro i sjælen
For det andet afhænger alt af Kongressen og af Demokraterne, som er i opposition til Trump. I 2011 vedtog Kongressen en Budget Control Act (BCA), som truede med at skære 9 pct. af alle føderale budgetposter, hvis ikke partierne blev enige. Det blev de som bekendt ikke, og i 2013 blev 9 pct. svarende til 50 mia. dollars skåret af forsvarsbudgettet, som desuden fik lagt et loft på ca. 490 mia. dollars årligt indtil 2021.
Kongressen har hævet forsvarsbudgettet to gange
Det kildne i sagen er dels, at det kræver 60 stemmer i Senatet at justere loftet i form af BCA og dermed deltagelse fra begge partier. Og partierne har allerede hævet det to gange: i 2013, hvor de blev enige om at hæve det til ca. 520 mia. dollars i 2014 og 2015, og igen i 2015, hvor de denne gang hævede det til ca. 550 mia. dollars i 2016 og 2017. Den sidste aftale er nu udløbet, og der skal igen 60 stemmer til at hæve loftet (så ja, Obama satsede også på at kunne fremtvinge en bedre aftale i 2017). Når man tænker på, at alternativet til en aftale er det oprindelige loft på 490 mia. dollars årligt, så stiller det Demokraterne i en god situation: Trump kan ganske enkelt ikke tåle at gå tilbage til det oprindelige loft.
Det kildne i sagen er så yderligere, at stærke grupper blandt Republikanerne er arge modstandere af budgetunderskud: udgifter og indtægter skal balancere. Skal Demokraterne med i et forlig, vil det betyde flere penge til sundhed, uddannelse og infrastruktur. Dette harmonerer ikke med, at Trump vil skære på alle budgetposter for at få flere penge til militær og politi, og kabalen bliver endnu mere kompleks af, at Trump nu også vil gennemføre enorme skattelettelser uden at have dækning for dem. Kort sagt, ligningen går ikke op, og det er meget svært at se muligheden for, at BCA loftet kan løftes på ”historisk” skala.
Trump har den mulighed, at han kan drosle sit krav ned — mindske behovet for flere penge til det faste forsvarsbudget — og i stedet satse på at skyde penge i den kasse, som Pentagon anvender til internationale operationer. Den hedder Overseas Contingency Operations (OCO), og budgettet på OCO var i 2016 på 58 mia. dollars. Det var Obama, som fand på navnet, OCO, efter at George W. Bush i en årrække havde bedt om årlige ”war budget requests” fra Kongressen.
Forsvarsudgifter finansieres af kampen mod terror
Fordelen ved OCO er, at kassen fungerer som en elastisk konto, hvor alt muligt kan dækkes, så længe det smager af kampen mod terror — hele rationalet bag OCO. Eksempelvis er Hærens oprustning til afskrækkelse af Rusland dækket af OCO, ikke det regulære budget. Problemet er dog, at OCO ligesom andre budgetposter kan skabe et offentligt underskud og skal handles af med Demokraterne. Et større problem kan også være, hvis Kongressen erklærer kampen mod terror for slut, så forsvinder budgettet. Sidstnævnte forekommer dog ikke aktuelt.
Læs også: Trumps – og vestlige – militære generaler er garanter for demokrati
Et åndehul dukkede op i de paniske budgetforhandlinger i Kongressen her sidst i april. Panikken skyldtes, at loftet fra 2015 udløb i april, og at en ny aftale var nødvendig for at undgå en lukning af de føderale institutioner, hvilket ville have været en ydmygelse for Trump. Den gode nyhed for Pentagon var, at Kongressen gik med til at øge 2017 budgettet med 15 mia. dollars, hvilket er halvdelen af det beløb, som Trump havde bedt om, inden han kommer til sit ’historiske’ 2018 budget. En anden god nyhed er, at Demokraterne gik med til dette uden at bede om tilsvarende ekstra penge til civile områder, som de ellers havde ret til at kræve, givet den måde BCA er skruet sammen på. Med denne indsprøjtning på 2-3 pct. kan forsvarsminister James Mattis og hans hold se lidt lysere på deres arbejde med at forbedre det militære beredskab (readiness).
Men 2-3 pct. er ikke historisk, og indsprøjtningen betyder ikke, at Washington pludselig flyder over med penge til forsvaret. Riget fattes penge, Kongressen strides om principperne, og Trump er eminent dårlig til at arbejde med Kongressen. Det var indtil for nylig let for Republikanerne at beskylde Obama for at slide militæret ned, men problemet har hele tiden ligget i Kongressen, hvor Republikanerne er ved at opdage, at selv et flertal ikke nødvendigvis betyder, at der er penge til det hele. Trump vil øge udgifterne og skære i indtægterne, hvilket sætter ham på kollisionskurs med virkeligheden.
I dette virvar skal det såmænd nok dryppe på Pentagon, men de fede fugle — løfterne om fantastiske budgetændringer — flyver ingen vegne. Heller ikke i dette tilfælde giver varm politisk luft nogen særlig opdrift.
