BLOG: Flere militære værnepligtige vil reelt set svække Forsvaret og især Hæren, fordi uddannelsen af værnepligtige kræver officerer og befalingsmænd. De vil være bundet og kan ikke løse andre opgaver, skriver Hans Peter Michaelsen i dette blogindlæg.
Flere politikere har i den seneste tids debat argumenteret for flere værnepligtige. Men er det svaret på de sikkerhedspolitiske udfordringer vi står overfor? Hvad er formålet med værnepligt og hvem omfatter den? Skal værnepligten danne grundlag for et mobiliseringsforsvar som skal forsvare Danmark mod invasion fra en fremmed magt? Skal den inddække beredskabets behov for ikke-bevæbnet indsats mod stormfloder, oversvømmelser og alvorlige brande? Eller har værnepligten først og fremmest et rekrutteringsformål således at der er flere ansøgere til stillinger som professionelle soldat?
I debatten for og imod flere værnepligtige er det vigtigt at holde sig for øje, at det primære formål med værnepligt er at træne unge borgere til at kunne indgå i en mobiliseringshær, som skal kunne aktiveres og udrustes for at imødegå et angreb på dansk territorium. Det gav rigtig god mening for Danmark under Den Kolde Krig, hvor Warszawa-pagtens invasionsflåde lå tæt på Danmark, og hvor store landstyrker stod klar ved den indre tyske grænse.
Men intet peger på, at Danmark – som ligger i baglandet af Tyskland, Polen og Østersøen – kan blive truet af konventionelle væbnede styrker, som landsættes med henblik på at erobre hele eller dele af dansk territorium. Situationen i dag er helt væsensforskellig fra Den Kolde Krig, hvor Danmark lå i frontlinjen. Et øget antal værnepligtige giver derfor ingen militær mening, når Rusland spiller med musklerne og opstiller missiler i Kaliningrad-området eller truer de baltiske lande.
En troværdig afskrækkelse kræver avancerede våbensystemer og landstyrker på højt beredskab, dér hvor truslen er. Derfor har Nato iværksat ”Enhanced Forward Presence”, hvor landstyrker fra en lang række Natolande permanent deployeres til de tre Baltiske lande samt Polen. Danmark planlægger at deltage fra 2018 med en mindre styrke på ca. 200 soldater i Estland.
Giver ingen mening at deployere værnepligtige
Det giver ingen militær mening at deployere værnepligtige danske soldater med en kort uddannelse til at stå på beredskab i andre Natolande. Troværdig Nato-afskrækkelse hviler på professionelle, veludrustede og samtrænede soldater, som kan yde effektiv modstand mod et væbnet angreb. Først og fremmest skal styrkerne gøre modstanderens omkostninger ved et angreb uacceptable. Og skulle en konflikt bryde ud, skal styrkerne kunne fastholde terræn og sinke en angriber, så længe at forstærkninger kan fremføres. Her er situationen den samme som under Den Kolde Krig, men en evt. ”frontlinje” er nu meget langt fra Danmark.
Værnepligtens nuværende form og indhold er et kompromis. Med undtagelse af bl.a. Den Kgl. Livgarde, er der tale om en kort uddannelse, som ikke gør den militære værnepligtige til kampklar soldat, men giver en basal grunduddannelse i visse militære og civile færdigheder. Og meget peger på, at den nuværende værnepligts sammensætning og længde er ganske hensigtsmæssig som rekruttering til Forsvaret og som grundlag for det civile beredskab.
Opbygning af en mobiliseringshær kræver – ud over en væsentlig længere værnepligt – også, at de værnepligtige genindkaldes med jævne mellemrum, at der er materiel og udrustning klar til de genindkaldte samt ikke mindst, at der er en føringsstruktur af befalingsmænd og officerer som kan lede, træne og om nødvendigt indsætte de genindkaldte værnepligtige i kamp.
Danmark adskiller sig markant fra Finland
Men Danmarks sikkerhedspolitiske situation peger slet ikke på en værnepligtshær som svaret på nutidens og fremtidens sikkerhedspolitiske udfordringer. Danmark adskiller sig geografisk markant fra Finland, som har en lang landegrænse mod Rusland og derfor i høj grad baserer territorialforsvaret på værnepligt. En analyse af den sikkerhedspolitiske situation i Danmarks nærområde – samt i verden i øvrigt – vil hurtigt afsløre, at forøget værnepligt ikke er svaret på nutidens og fremtidens militære udfordringer. Flere militære værnepligtige vil derfor reelt set svække Forsvaret – og især Hæren, fordi uddannelsen af værnepligtige kræver anvendelse af officerer og befalingsmænd, som derfor ikke kan løse andre opgaver. I en tid hvor der er behov for professionelle soldater, vil et øget værnepligtsindtag være med til at dræne Forsvaret for ressourcer uden at give nogen sikkerhedspolitisk effekt.
Men værnepligt kan sagtens være et svar på de beredskabsmæssige udfordringer, som det danske samfund står overfor med natur- og menneskeskabte ulykker og katastrofer. Her vil værnepligten kunne øge det danske samfunds robusthed mod en række trusler. Men så nedtones det militære islæt af værnepligten til fordel for det civile. I Danmarks Riges Grundlov hedder det: ”Enhver våbenfør mand er forpligtiget til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver”. Disse nærmere bestemmelser fastsættes i værnepligtsloven. Måske skal vi her i 2017 omformulere værnepligtsloven, så den nærmere lyder: ”Enhver rask ung kvinde og mand skal kunne bidrage til det danske samfunds opretholdelse i krisesituationer”?
Du kan i øvrigt læse mere om værnepligten i Forsvarsministeriets værnepligtsraport fra maj 2012, som også indeholder et bilag med Center for Militære Studiers analyse af værnepligtens samfundsmæssige funktioner.
Dette blogindlæg er alene udtryk for forfatterens personlige holdning.
