Flere generaler i Forsvarets øverste ledelse er ansat på åremålskontrakter og ryger tilbage i både rang, løn og pension, hvis ikke de leverer varen. HOD kritiserer den systematiske anvendelse af ansættelsesformen, men direktøren i Forsvarsministeriets Personalestyrelse forsvarer den.

En række af Forsvarets generaler og øverste chefer har reelt set kun deres generalstjerner og striber til låns. De er alle ansat på åremålskontrakter og ville ryge tilbage på oberstniveau, såfremt de af den ene eller anden årsag måtte fejle i deres nuværende stilling. Det viser en opgørelse over ansættelsesvilkårene for Forsvarets øverste ledelse, som OLFI har modtaget fra Forsvarsministeriets Personalestyrelse. Ansættelsesformen vækker kritik – bl.a. i Hovedorganisationen for Officerer (HOD), hvor formand Niels Tønning mener, at den kan svække tilliden til de åremålsansatte generaler.

“Hvis man gør folk direkte afhængige af, at deres foresatte godt kan lide dem, kan man ikke have fuld tillid til deres rådgivning. De skulle gerne være rådgivere på baggrund af de rigtige motiver,” siger Niels Tønning.

Artiklen fortsætter under grafikken …

Han er ikke den eneste kritiker af formen, som til gengæld er bredt anvendt i hele staten og har både fordele og ulemper. Den del vender vi tilbage til. Men lad os først se på hvem, som er berørt af de nye ansættelsesformer.

Kommende viceforsvarschef er ansat på åremålskontrakt

Max A.L.T. Nielsen – i daglig tale kaldet “Malt” – er i dag varigt ansat som oberst med en åremålskontrakt som generalmajor i stillingen som chef for flyverstaben (chef for Flyvevåbnet). Først når han den 1. november tiltræder stillingen som viceforsvarschef efter generalløjtnant Per Ludvigsen, bliver “Malt” varigt udnævnt som generalmajor og får samtidig en ny åremålskontrakt på fire år med en midlertidig udnævnelse som generalløjtnant.

Frank Trojahn er i dag varigt ansat som kommandør med en fireårig åremålskontrakt som kontreadmiral i stillingen som chef for marinestaben (chef for Søværnet). Når han den 1. juni avancerer til stillingen som chef for udviklings- og koordinationsstaben i Værnsfælles Forsvarskommando (VFK), får han en ny fireårig åremålskontrakt med rang af kontreadmiral. På spørgsmålet om, hvad han mener om endnu ikke at få en varig udnævnelse efter fire år som åremålsansat kontreadmiral, svarer Frank Trojahn, at han “har haft fokus på jobbet”.

“Jeg har nu været flådechef i fire år, og for mig har det været det centrale. At man så har udviklet en ny ansættelsesform er, hvad det er. Havde jeg ikke brudt mig om det, kunne jeg bare have ladet være med at søge. Men jobbet er så spændende, at det ville jeg gerne,” siger Frank Trojahn.

Flere generaler er ansat på åremålskontrakter

Andre generaler i samme situation er Flemming Lentfer, der i øjeblikket er ansat på åremålskontrakt som generalmajor og chef for operationsstaben i Værnsfælles Forsvarskommando. Den 1. juli får han en varig udnævnelse som generalmajor og en åremålskontrakt på fire år som generalløjtnant, når han tiltræder stillingen som chef for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Også H.-C. Mathiesen er som chef for hærstaben (chef for Hæren) udnævnt på en fireårig åremålskontrakt som generalmajor og ryger tilbage på oberstniveau den 1. oktober 2018, med mindre han fortsætter i en anden stilling på samme niveau eller avancerer til noget højere. Derudover er Jens Garly i dag oberst og midlertidigt udnævnt brigadegeneral som chef for 2. brigade. Den 1. august bliver han ansat på en fireårig åremålskontrakt som generalmajor, når han bliver chef for Hjemmeværnet. Ud over de nævnte er en række øvrige generaler også ansat på åremålskontrakter.

Da Michael Lollesgaard den 1. marts tiltrådte stillingen som Danmarks militære repræsentant ved Nato og EU i Bruxelles, blev han varigt udnævnt til generalmajor og midlertidigt udnævnt som generalløjtnant.

Artiklen fortsætter under grafikken …

Hvad er meningen med galskaben?

Men hvad er egentlig meningen med åremålskontrakterne, og hvorfor udnævner Forsvarsministeriet ikke generalerne varigt på deres nuværende niveau? Det handler blandt andet om at se generalerne an, fortæller Laila Reenberg. Hun er direktør i Forsvarsministeriets Personalestyrelse og ønsker ikke at kommentere enkeltpersoner, men vil gerne forklare tankerne bag åremålskontrakterne.

“Vi begyndte for nogle år siden at besætte nogle af disse stillinger på åremål, fordi vi gerne vil bevare en vis fleksibilitet på det niveau, som altså er helt oppe i toppen af pyramiden. Det er heller ingen hemmelighed, at vi gerne vil se folk lidt an. Det er helt legitimt og legalt, og det gør man også andre steder i staten,” siger Laila Reenberg.

Artiklen fortsætter under billedet …

Ifølge hende er det helt normalt, at man som i Frank Trojahns tilfælde kan have to stillinger på samme niveau med ansættelser på åremålskontrakt. Der kan altså gå flere år, før man får en varig udnævnelse på det niveau, som man rent faktisk forretter tjeneste på.

“Hvis en person har relativt kort tid tilbage – svarende til ca. tre til fem år – før vedkommende skal pensioneres, så er der ikke rigtigt grund til at ansætte dem på åremål. Derfor får de normalt en varig udnævnelse. Og hvis en person har været på samme niveau i flere år og eksempelvis er på vej i en tredje stilling på samme niveau, så siger vi typisk, at nu har vi set vedkommende præstere på det niveau, og derfor udnævner vi vedkommende varigt,” forklarer hun.

Både positive og negative elementer

Michael Pingel Hansen er sektionschef på Forsvarsakademiets Institut for ledelse og organisation. Han erklærer sig “helt enig” i den kritik af åremålsansættelser, som bliver fremført – ikke mindst “uden for hegnet” i den civile del af den offentlige sektor, og han sætter spørgsmålstegn ved, hvor meget den enkelte i en mere udsat position som åremålsansat “tør sætte på spil” opadtil. Men der er også en række elementer i ansættelsesformen, som bliver opfattet positivt, siger han.

“Fortalerne for ansættelsesformen fremhæver det højere fokus på resultater. Hvis en åremålsansat chef ikke præsterer som forventet – så bliver vedkommende ikke forlænget. Et andet element er, at det skaber en fleksibilitet på chefposterne ud fra en antagelse om, at det ikke altid er den samme type chef med den samme ledelsesstil, som er god at have siddende over længere tid. Den person, der er god til at rydde op, er ikke nødvendigvis den samme, der er god til at sikre varig drift. Der kan man lettere skifte mellem forskellige profiler,” siger han.

I HOD anerkender formand Niels Tønning, at brugen af åremålsansættelser har både fordele og ulemper. Men han er kritisk overfor den systematiske anvendelse af ansættelsesformen.

“Når man ansætter på åremål, går man ikke all in som ansættelsesmyndighed. Man siger, at vi vil gerne have dig, men du skal lige stå på den her faldlem. Det passer fint til projektansættelse af civile akademikere, der kan bringe deres kompetencer i spil på hele arbejdsmarkedet, hvor åremålstillæg sikrer vedkommende økonomisk under den efterfølgende jobsøgning. Forsvaret er bare ikke en civil virksomhed, som man bare kan forlade og finde et andet job. De militære topchefer er bundet til Forsvaret, og der går man ikke bare en grad ned igen, for det kan ikke forklares over for hverken kolleger eller underordnede. Derfor ligger der en risiko i, at ansættelsesformen påvirker måden, som de agerer på,” siger han.

Kan ikke genkende karaktertræk om følgagtighed

Det argument kender Laila Reenberg i Forsvarsministeriets Personalestyrelse godt – lige som argumentet om, at man af frygt for sit job ikke tør give udtryk for sin ærlige mening, hvis den går den foresatte imod. Men argumentet giver hun ikke meget for.

“Jeg kan ikke genkende det karaktertræk hos nogen af vores generaler, at de ikke skulle turde sige nogen mod. Det skulle da så være noget nyt,” siger hun og smiler.

Laila Reenberg kalder det et teoretisk argument og henviser til, at man andre steder i staten bruger åremålsansættelser i langt højere grad end i Forsvaret. Hun forklarer videre, at generaler ansat på åremålskontrakter typisk får en højere løn, der kompenserer for den usikkerhed, der ligger i åremålsansættelsen. Men Niels Tønning mener ikke, at lønpakken kompenserer for ulemperne eller Forsvarsministeriets behov for at se generalerne an.

“Disse generaler har alle været del af en talentmasse, som der ligger bedømmelser på 30 år tilbage. Hvad er sandsynligheden for, at en person som “Malt” pludselig performer anderledes, end han har gjort hidtil i sin karriere? Den er ikke særlig stor,” siger Niels Tønning.

Tidligere forsvarschef optjener stadig pension i Forsvaret

Problematikken om åremålsansættelse dukkede for alvor op, da daværende forsvarsminister Nick Hækkerup (S) udnævnte Peter Bartram som forsvarschef i marts 2012. Han var på daværende tidspunkt ansat som oberst med en midlertidig udnævnelse som brigadegeneral og avancerede derfor reelt set fire af de helt store stjerner opad i systemet – på en femårig åremålskontrakt som general.

Ifølge kritikkere var hans militære rådgivning som forsvarschef ikke meget værd, når han økonomisk var så afhængig af sin politiske chefs nåde, og Peter Bartram måtte i løbet af sin tid som forsvarschef lægge ører til mange kritiske røster om at være en politisk udnævnt nikkedukke. I oktober 2016 annoncerede Peter Bartram, at han efter eget valg ønskede at stoppe som forsvarschef for at hellige sig en karriere i det civile erhvervsliv.

Den 10. januar forlod han Forsvaret og trådte kort efter ind som næstformand i JP/Politikens Hus. Det vil sige, at han ikke forlod Forsvaret sådan helt. For i stedet for at sige op valgte han at søge om tjenestefrihed uden løn frem til sin pensionering. OLFI har spurgt Peter Bartram om, hvorfor han ikke sagde op og forlod Forsvaret helt, men det ønsker han ikke at svare på.

“Mine private grunde til dette holder jeg for mig selv,” skriver Peter Bartram i en mail.

Det ligger dog fast, at Peter Bartram ved at få tjenestefrihed uden løn optjener pension i Forsvaret sideløbende med sin civile karriere.