BLOG: Jeg har ikke sagt, at de nye officersuddannelser er dårlige. Men jeg har sagt, at de er komplicerede. Og hvorfor bortforklare det, spørger Anders Puck Nielsen i dette blogindlæg og efterlyser en debat om, hvad formålet er med kompleksiteten, og hvordan vi kan håndtere den.
Mit seneste indlæg på OLFI om, at de nye officersuddannelser er meget komplicerede, har givet anledning til en del debat. På den ene side er det forståeligt, for officersuddannelserne har været udsat for meget skepsis, og det er bemærkelsesværdigt, at jeg med min baggrund offentligt blander mig i debatten på en kritisk måde. En del tidligere kolleger har således spurgt mig, hvad mit ærinde er, og hvorfor jeg giver ammunition til de stemmer, som er evige modstandere af alting.
På den anden side er det kommet bag på mig, at det kan være så kontroversielt at skrive, at de nye uddannelser er komplicerede. Jeg har jo ikke skrevet, at de er dårlige. Tværtimod er mit indtryk fra de kadetter fra Søværnets Officersskole, som jeg har mødt i praktik på skibene, at de er rigtigt dygtige, og jeg er helt tryg ved den uddannelse, som de får. Og det er helt sikkert det samme for de andre værns vedkommende, for det er dygtige og engagerede undervisere over hele linjen.
Men at uddannelserne er komplicerede, mener jeg, er en ret nøgtern konstatering af fakta. Og det er et helt bevidst valg fra Forsvarets side, at det skal være sådan, fordi man ønsker de rekrutteringsmæssige fordele, som ligger i, at uddannelsen er med løn i stedet for SU. Ole Kværnø er dekan på Forsvarsakademiet, og han forklarede således til OLFI i september:
“Vi uddannede officerer som professionsbachelorer i ledelse. Med da sagde Moderniseringsstyrelsen, at vi snød på vægten, for en professionsbachelor er en ungdomsuddannelse, og der må man ikke få løn under uddannelsen. Så hvis vi fortsatte med det, skulle vi give SU i stedet for løn. Et af vores vigtigste konkurrenceparametre er løn under uddannelse, og derfor måtte vi lave systemet om for at løse den udfordring.”
En kompliceret uddannelse en afvejet omkostning
Det er jo en helt fair betragtning, men så må det også være fair at tale om, at der er nogle omkostninger ved det valg, og en af de omkostninger er, at uddannelserne bliver mere komplicerede. Det normale, når man skal lave en ny uddannelse, er at vælge en uddannelsestype fra kvalifikationsrammen, som matcher den type af uddannelse, som man gerne vil lave. Det valg medfører en række konsekvenser i form af rammer for uddannelsens omfang, niveau, adgangskrav, eksamensbestemmelser osv. Men i Forsvarets tilfælde er det blevet vurderet, at der var flere fordele i at vælge en uddannelsestype, som ikke svarer til den type af uddannelse, som vi gerne vil lave.
Når man vælger, at en efteruddannelse skal danne rygraden i Forsvarets grunduddannelser til officer, rammer man naturligt udfordringer, hvor tandhjulene ikke passer sammen. Det er helt forventeligt, at diplomuddannelsens regler om omfang, niveau og adgangskrav ikke stemmer med det, som man gerne vil gøre, så det er nødvendigt at lave nogle komplicerende omveje.
Nicolas Veicherts giver som chef for Hærens Officersskole (HO) faktisk et godt eksempel på, hvordan der er sammenhænge på tværs af uddannelsen, som kan føres tilbage til valget af en diplomuddannelse, men som kan virke formålsløse i den sammenhæng, de fremtræder i. Ifølge Veicherts starter officersuddannelsen i Hæren med en sergentuddannelse på 9 måneder og afsluttes med en specialisering på 4-5 måneder.
Begrænsninger i længden af uddannelsen
Noget kan således tyde på, at der er blevet flyttet en måned af uddannelsen, for oprindeligt var tallene hhv. 10 og 4 måneder. Ingen af disse elementer er en del af diplomuddannelsen, men alligevel betyder diplomuddannelsen, at man ikke må lave uddannelsen om på den måde. Det er nemlig i uddannelsesbekendtgørelsen et specifikt adgangskrav til diplomuddannelsen, at sergentuddannelsen varer mindst 10 måneder, så hvis det er blevet reduceret til 9, lever kadetterne ikke længere op til adgangskravene.
Så der er helt konkrete begrænsninger på, hvordan HO må udvikle deres uddannelse på grund af valget af en diplomuddannelse som rygrad i officersuddannelsen, og de giver ikke alle sammen intuitiv mening. Nu forventer jeg ikke, at chefen for HO skal holde styr på den slags detaljer, men jeg forventer i allerhøjeste grad, at nogen på HO gør det. Og det koster rigtige penge at have sådanne ressourcer i sin organisation.
Den slags underlige bindinger rammer man ikke ind i, hvis uddannelsestypen fra kvalifikationsrammen stemmer med den type af uddannelse, som man gerne vil lave. Så der er omkostninger ved det valg, som Forsvaret har truffet for at undgå, at uddannelsen skal komme på SU. Det koster både på fleksibiliteten og på øgede administrative arbejdsgange. Jeg synes, at man skal lade være med at bortforklare, at Forsvarets nye officersuddannelse er kompliceret, så vi også kan tale om, hvad formålet er med kompleksiteten, og hvordan vi kan håndtere den.
Interessant indlæg. Dette er ikke spørgsmål til forfatteren, men generelle spørgsmål til emnet.
Jeg vil derfor stille yderligere spørgsmål om en undren, som jeg har haft. Hvorfor ikke erkende, at vi er i et unikt erhverv med behov for unikke uddannelser, hvor man ikke bare kan kan bruge strukturen fra et “civilt” uddannelsessystem?
Og hvorledes vil man reducere de meget tydelige problemer med rekruttering fra egne rækker? Nu har det godt nok været ude, at antallet af ansøgere i år er blevet forøget, men er det nok til, at nå målet med 2/3 fra egne rækker?
Jeg går blandt en masse dygtige stregbefalingsmænd, som har evnerne til at blive officer. Men problemet for dem er akademiuddannelsen, som skal tages ved siden af havende tjeneste. Alternativt, så vil de tilegne sig erfaring som befalingsmand, stoppe i Forsvaret, tage en bachelor og søge officersskole. Det betyder tre år væk fra systemet. Er det sandt?
Er vi villige til, at dygtige befalingsmænd skal have så vanskeligt ved overhovedet at starte på officersskole?
Hej Kristian
Det er gode spørgsmål.
Jeg synes sagtens at man kan bruge strukturen fra det civile uddannelsessystem i Forsvaret. Der findes civile betegnelser for næsten alle typer af uddannelse som man kan tænke på, og der er store fordele ved at Forsvaret køber ind på dette system i stedet for at ville opfinde alting selv. Militæret er et unikt erhverv, men det er alle andre erhverv også, og systemet er lavet sådan at der er masser af plads til også at gøre uddannelserne unikke. I Forsvaret har vi nogle gange en frygt for at uddannelserne skal blive “civile”, men det er altså en skrøne at der findes en sådan ting som “civil faglighed”. Uddannelsessystemet civilt handler slet ikke om at alle uddannelser skal være ens.
Udfordringen med de nye officersuddannelser er ikke at der er valgt en civilt anerkendt betegnelse, men bare at en diplomuddannelse ikke særligt godt dækker den form for uddannelse som Forsvaret gerne vil lave. Man kunne simpelthen have valgt en af de andre betegnelser som bedre matcher det som man gør i praksis.
Problemerne med rekruttering af stampersonel kommer fra at man har valgt at bruge en diplomuddannelse i stedet for de mere oplagte løsninger som ville have været en erhvervsakademiuddannelse eller en professionsbacheloruddannelse. Havde man brugt en af disse kategorier i stedet for, kunne man have gennemført præcist den uddannelse som man gerne vil lave og have rekrutteret stampersonel direkte. Men så var frygten at uddannelsen kunne risikere at komme på SU.
De bedre rekrutteringstal som du henviser til, drejer sig mig bekendt kun om de eksterne bachelorer. Det er min forståelse at rekrutteringen af stampersonel stadig går rigtig dårligt. Det er så ret ironisk at denne uddannelsesmodel netop er lavet for at tilgodese stampersonellet ved at give løn under uddannelsen.
Mange hilsner
Anders