BLOG: Vi skal i Danmark blive bedre til at fortælle den fulde historie, når vi sender soldater i krig. Det kan vi gøre ved at styrke historieskrivningen. For hvad var egentlig årsagen til, at så mange soldater fra ISAF Hold 7 i dag lider af PTSD og depression, spørger Niels Klingenberg Vistisen.
I denne uge præsenterede Veterancenteret en undersøgelse som dokumenterer, at flere og flere veteraner fra krigen i Afghanistan får svære symptomer på PTSD og depression. Undersøgelsen bygger primært på ISAF Hold 7, som var udsendt i 2009 til Helmandprovinsen og byen Gereshk. ISAF 7 var indsat i hårde kampe både nord og syd for byen i den såkaldte grønne zone, og holdet mistede flere kammerater undervejs.
Læs også: Voksende antal veteraner fra Afghanistan får PTSD og depression
I alt oplever 13,7 pct. af de udsendte svære symptomer på PTSD, mens 14 pct. oplever moderate eller svære depressionssymptomer. Antallet er ganske voldsomt, når man tænker over, at holdet var på ca. 700 soldater. Det er ret mange skæbner, som i dag går rundt i blandt os – og mange af dem har et langt liv tilbage, hvor de skal leve med deres psykiske lidelser.
Disse fakta bør fortælles lige så ofte, som vi fortæller, hvordan den danske indsats har været en succes. At vi har hjulpet afghanske piger i skole, at vi har bygget hospitaler, at vi har bidraget til fred og statsopbygning, og at vi har brugt X antal milliarder på indsatsen alene i stabiliserings- og udviklingsmidler. Desværre er de to budskaber ofte afkoblet, så den positive historie – måske med en vis grad af spin – får mere taletid, mens konsekvenserne for eksempelvis soldaterne ofte træder i baggrunden.
Vi glemmer at fortælle hele historien
Ud over den politiske forklaring, som de fleste kender, tror jeg også, at det hænger sammen med, at vi ikke rigtig skriver eller beskæftiger os med krigshistorie i Danmark. For nyligt var der her på OLFI en voldsom debat om Operation Bøllebank – en træfning i Bosnien i 1994 – hvor de involverede soldater var uenige om, hvad der faktisk skete, og hvem der gjorde hvad.
Det vakte interesse i befolkningen og medierne, men det viste sig også, at det var ret vanskeligt at fortælle, hvordan det egentlig var at være indsat i rigtig krig, hvordan det påvirkede soldaterne, og det var tillige temmelig vanskeligt at afklare, hvad der faktisk skete. Det samme kunne være tilfældet med ISAF Hold 7 om 10-15 år. For hvad var egentlig årsagen til, at så mange soldater fra ISAF Hold 7 i dag lider af PTSD og depression?
Ved vi, hvad de var indsat i? Hvilke træfninger der fandt sted? Hvad operationsplanen var, og hvad det betød? Krigshistorien skal sammen med de kendte konsekvenser for soldaterne – PTSD eller det, der er værre – og den positive effekt man kan opnå på missionsområdet, alt sammen være en solid del af beslutningsgrundlaget, når man beslutter sig til at ”gå i krig”, uanset hvad motiverne måtte være.
De mange svære PTSD og depressionstilfælde fra ISAF Hold 7 i Afghanistan er ikke opstået, fordi noget er gjort forkert, eller fordi forholdene var helt særlige. De er kommet, fordi soldaterne var i krig, og krig giver PTSD og depression. Nu skal vi sørge for, at vores veteraner bliver hjulpet bedst muligt uden smålige trakasserier om forældelsesfrister i Arbejdsskadestyrelsen og ansvarsforskydninger mellem myndigheder.
Denne artikel er udtryk for forfatterens egen personlige holdning.
