ANALYSE: Der synes ikke at være den store lyst til ’team building’ mellem præsident Trump og efterretningstjenesterne i disse dage, hvilket formodentlig skaber mere plads til ’alternative fakta’ i beslutningsprocessen. Det skriver Thomas W. Jensen i denne analyse.
Den amerikanske præsident Donald Trump udviser en aggressiv tilgang til de amerikanske efterretningstjenester. Han har blandt andet tweetet, at efterretningstjenesterne – ganske uamerikansk – har lækket efterretninger som slik til offentligheden. Utilfredsheden skyldes ganske givet den modvind, som Trump oplever på grund af sin stabs mulige forbindelser til Rusland.
Denne spænding mellem efterretningstjenester og politikere er dog ikke ny. Den anerkendte amerikanske efterretningsekspert Jack Davis (1930-2016) udviklede bl.a. analyseteknikker i CIA og argumenterede for, at spændingen mellem efterretningstjenester og politikere er normaltilstanden. Dette forhold skyldtes bl.a. to ofte forskellige perspektiver. Efterretningstjenesterne skal nøgternt analysere den nationale sikkerhed uden bias, hvorimod politikerne skal advokere for og gennemføre en bestemt politik.
Læs også: Statsledere bruger efterretninger vidt forskelligt
Loch K. Johnson er professor ved University of Georgia og redaktør på det videnskabelige tidsskrift ’Intelligence and National Security’. Han kalder det et paradoks, at milliarder af amerikanske dollars bliver brugt på efterretningstjenesterne, hvorefter politikerne afviser produkterne af grunde, som sjældent har noget med kvaliteten af efterretningerne at gøre.
En kohale i spanden ødelægger mælken
Den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson (1963-1969) er blevet tilskrevet at sammenligne efterretningstjenesterne med koen “Bessie”, som han selv malkede som dreng. Bessie svingede ofte sin beskidte hale ned i spanden med mælk, straks efter at Lyndon Johnson var færdig med at malke. På samme måde kan efterretninger ødelægge en ellers perfekt plan, argumenterede han.
Mistroen om en illoyalitet fra efterretningstjenesterne er heller ikke ny. I Storbritannien hævdede den tidligere Premierminister Harold Wilson i 1976, at højreradikale elementer i de britiske efterretningstjenester havde forsøgt at underminere ham ved at lække informationer til offentligheden om, at han havde forbindelser til KGB, hvilket han i øvrigt afviste.
I USA er præsident Nixon (1969-1974) refereret for at have spurgt, ”hvad klovnene ude i Langley (CIA) bidrager med”? Og præsident George W. Bush havde under valgkampagnen i 2004 en kontrovers med CIA, som han beskyldte for at gætte i tjenestens analyser om krigen i Irak, når ’gættene’ ikke var i hans favør.
Desillusionerende at arbejde for CIA og co.
Trumps gnidninger med de amerikanske efterretningstjenester er derfor hverken noget nyt eller specielt fænomen. Hvordan, det kommer til at udvikle sig, bliver imidlertid spændende at følge. Men den nuværende kiv har åbenlyst reduceret tilliden mellem Trump og de amerikanske efterretningstjenester.
For medarbejderne må det være desillusionerende at arbejde i efterretningstjenesterne velvidende, at den vigtigste kunde og aftager af efterretningerne ikke stoler på dem og offentligt ydmyger de mennesker, som ellers er ansat til at arbejde for netop præsidenten. Efterretninger til støtte for beslutninger står sandsynligvis ikke i høj kurs i Det Hvide Hus, og tillid er nødvendigt for, at efterretningerne bliver en del af beslutningsgrundlaget.
Efterretninger øger sandsynligheden for det rette valg og er derfor en vigtig del af beslutningsprocessen. Trump får dermed for nuværende en selvvalgt dårligere rådgivning ved ikke at anvende de efterretninger, som han får tilsendt og har til sin rådighed. Desuden er det vigtigt for en ny administration at opbygge et fællesskab, hvormed forventninger og begrænsninger afdækkes under tillidsfulde forhold, hvilket i sidste ende burde resultere i en bedre servicering af præsidenten.
Der synes dog ikke at være den store lyst til ’team building’ mellem præsidenten og efterretningstjenesterne i disse dage, hvilket formodentlig skaber mere plads til ’alternative fakta’ i beslutningsprocessen.
