BLOG: På Forsvarsakademiet kan man ikke hitte rede i sine egne uddannelser. Det bør være et mål at få ryddet op i junglen af alle de studieordninger, regler og adgangsveje, som plager de nye officersuddannelser, skriver kaptajnløjtnant Anders Puck Nielsen.
Det er næppe gået nogens næse forbi, at de nye officersuddannelser har skabt debat, og typisk har den handlet om uddannelsernes kvalitet og rekrutteringspotentiale. Om uddannelserne er smågeniale, som Nils Wang udtrykte det her på OLFI, kan der være delte meninger om. Hvad, der imidlertid underligt nok ikke har skabt debat, er, at Forsvaret med de nye officersuddannelser har lavet, hvad der vel må kandidere til at være Danmarks mest komplicerede uddannelser.
En tanke kan være, at grunden til den manglende debat om uddannelsernes kompleksitet er, at folk opgiver at forstå dem på forhånd. Til at beskrive uddannelsen for de knap 100 studerende, som i sommer blev optaget på officersuddannelserne, skal Forsvarsakademiet nemlig bruge intet mindre end 20 forskellige studieordninger. Det skyldes, at hver kadet teknisk set ikke tager en enkelt uddannelse, men derimod tre-fire forskellige uddannelser, som kommer efter eller parallelt med hinanden.
Læs også: Officerer har svært at se det geniale i nye officersuddannelser
Heldigvis er der en slags system i de forskellige uddannelser, som tilsammen udgør officersuddannelserne, men det er ikke specielt klart. Officersbasisuddannelserne (OBU) består i Hæren og Flyvevåbnet af en menig- og en sergentuddannelse, mens OBU i Søværnet svarer til en meniguddannelse.
Akkrediteringsmodellen er i virkeligheden misvisende
Derefter følger en funktionsuddannelse, som er målrettet en specifik uddannelsesretning, hvor man lærer det, som gør, at man kan bestride en bestemt funktion – bortset fra i Hæren, for der indeholder funktionsuddannelsen alle de ting, som ikke er specifikke for funktionen som hærofficer – eksempelvis sprogfag, pædagogik og fysisk træning. Til gengæld har Hæren noget, som hedder tjenestegrensmoduler, som ikke er moduler, men separate uddannelser med deres egen studieordning, der så igen består af moduler.
Hele uddannelsesmodellen har fået navnet ”akkrediteringsmodellen”, men kun en enkelt af de 20 studieordninger beskriver en uddannelse, som er akkrediteret. Det er den militære diplomuddannelse, som med sine 12 måneder udgør ca. 40 pct. af de 28 måneder, som officersuddannelsen (på papiret) varer. Akkrediteringsmodellen er således markant mindre akkrediteret end den gamle officersuddannelse, der som professionsbacheloruddannelse var 100 pct. akkrediteret.
Læs også: Andre uddannelser kan have gavn af at gøre som Forsvaret
Til gengæld er det en uddannelsestype, som er hentet fra efteruddannelsesverdenen, hvilket giver en masse hovedpiner for uddannelsesplanlæggerne på Forsvarsakademiet. For at få det til at fungere har man måttet pakke diplomuddannelsen (efteruddannelsen) ind i en tyk konvolut af grunduddannelse – eller ”målrettet erhvervserfaring”, som det hedder i uddannelsesbekendtgørelsen. Det er ikke nogen nem opgave at opretholde en illusion om en efteruddannelse, når det reelt er en grunduddannelse, som man laver.
Selv Forsvarsakademiet kludrer i det
Det samlede produkt er en officersuddannelse, som de færreste kan forstå. I et aktuelt jobopslag, hvor Forsvarsakademiet søger efter en kaptajn fra Hæren, kalder man både uddannelsen for den grundlæggende officersuddannelse og for Officersgrunduddannelsen (med stort ”O”). Den grundlæggende officersuddannelse (GRO) var ellers navnet på den uddannelse, som blev afskaffet i 2013, mens Officersgrunduddannelsen (OGU) var navnet på den uddannelse, som blev afskaffet i 2008.
Selv på Forsvarsakademiet kan man altså ikke hitte rede i sine egne uddannelser. Den slags er ikke harmløst, for hvis organisationen ikke har styr på, hvad begreber betyder, har man heller ikke styr på, hvad man implementerer.
Det er underligt, at denne kompleksitet ikke bliver problematiseret mere. Kan fordelene ved denne model virkelig opveje de ulemper, som følger af, at det er svært at gennemskue sammenhængen i uddannelsen? Er der nogen, som har overblik over, hvad kompleksiteten koster i administrative arbejdsgange? Hvorfor insisterer aftagerne (Forsvaret) ikke på at få noget studiedokumentation, som er simpel at forholde sig til, så man kan se, hvad uddannelsen indeholder?
Tendensen går desværre stadig mod mere kompleksitet. Forsvarsakademiets svar på rekrutteringsudfordringerne har hidtil være en tredje vej og en løjtnantuddannelse, som begge dele skaber yderligere kompleksitet i en i forvejen overkompliceret uddannelse. Det bør være et mål at vende denne udvikling og få ryddet op i den jungle af studieordninger, regler, adgangsveje og tværgående sammenhænge, som plager de nye officersuddannelser.
Artiklen er udtryk for forfatterens personlige holdning.