ANALYSE: I mange år har Danmark solet sig i lyset som den flinke dreng i Nato-klassen på grund af vores aktivistiske udenrigspolitik og deltagelse i en lang række internationale missioner. Onsdag blev det skrevet med flammeskrift af USA’s nye forsvarsminister, at den tid er forbi.

På Nato-topmødet i Warszawa i juli gjorde daværende udenrigsminister Kristian Jensen (V) et stort nummer ud af at gentage flere gange, at det var lykkedes regeringen at få skrevet en vigtig dansk passage ind i topmødets endelige communiqué. Mere præcist formuleret i punkt 33 og 34, hvor der bl.a. står, at »vores overordnede sikkerhed og forsvar afhænger både af, hvor meget vi bruger, og hvordan vi bruger det«.

Altså ikke kun et spørgsmål om input, men også om output. Det var vigtigt, for regeringen var sig allerede dengang pinligt bevidst om, at udgifterne til det danske forsvar lå langt under Natos såkaldte guideline på to pct. af bnp. På den anden side har Danmark gennem de seneste 15 år været storleverandør af tropper og enheder fra alle tre værn til internationale Nato-missioner over hele verden, og det var afgørende for regeringen at få denne passage med som modvægt i det store Nato-regnskab.

Læs også: USA til Nato-allierede: Betal, eller vi drosler ned på vores forpligtelser

Men havde forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) håbet på roser og anerkendelse under sit første forsvarsministermøde i Nato i går, så vågnede han brat op af sin tornerosesøvn. Den nye amerikanske forsvarsminister James Mattis skar det ud i pap, at USA vil moderere sine forpligtelser over for Nato, med mindre at de allierede begynder at betale deres rimelige andel – læs to pct. af bnp til det fælles forsvar. Med andre ord: Hvis ikke de europæiske allierede griber dybt i lommerne og begynder at levere i en helt anden grad end i dag, så vil USA reducere sit engagement i Europa og sine løbende forpligtelser.

Minister med ry som Komiske Ali

Det er dårligt nyt for Danmarks nye forsvarsminister, som allerede inden sit første ministermøde i Nato-hovedkvarteret i Bruxelles blandt iagttagere af og i Forsvaret har fået øgenavnet Komiske Ali efter Saddam Husseins ganske optimistiske informationsminister. Det skyldes en lang række forhold.

For det første var det Claus Hjort Frederiksen, der som tidligere finansminister pålagde Forsvaret en besparelse på 15 pct. om året svarende til små tre mia. kr. Konsekvenserne har været ganske alvorlige, og spørgsmålet er, om politikerne overhovedet er klar over det? Medarbejdertilfredsheden er i bund, medarbejderflugten tilsvarende høj og rekrutteringen mildest talt udfordret. Meget af materiellet er udslidt, reservedelene sluppet op og tålmodigheden ligeså.

Læs også: Trumps forsvarsminister giver USA’s allierede en smule ro i sjælen

For mens Forsvaret fik skåret ind i knoglerne i begge ben, ønskede politikerne, at Forsvaret skulle kunne løse de samme opgaver som hidtil. Det har sendt medarbejderne ud i internationale missioner og på overarbejde i en grad, så Forsvaret har måttet udbetalte overarbejde for mere end en mia. kr. om året, samtidig med at medarbejderne ikke kan se en ende på udfordringerne.

Brugte det hele på nye kampfly

To måneder efter sin tiltrædelse gav Claus Hjort Frederiksen i midten af januar sit første store interview til Berlingske, hvor han udtrykte overraskelse over både truslen fra Rusland og omfanget af Forsvarets udfordringer. »Der er brug for flere penge til Forsvaret«, sagde han og gentog løftet fra regeringsgrundlaget om »et substantielt løft« i det næste forsvarsforlig, som skal træde i kraft per 1. januar 2018.

Læs også: Nato efter Trump: Posen skal rystes

Få dage senere måtte han forklare endnu en besparelse på en mia. kr., som han selv havde været med til at pålægge sit nye ressortområde. Årsagen var, at da man i juni indgik aftale om køb af 27 nye kampfly af typen F-35 Joint Strike Fighter, brugte man groft sagt materielbudgettet for de kommende 10 år, og alligevel manglede der penge. Derfor pålagde den daværende finansminister Forsvaret en yderligere besparelse på en mia. kr., som ud over at finansiere resterne af kampfly-købet skulle dække erstatningerne til de soldater, som er kommet hjem med posttraumatisk stress fra missionerne på Balkan, i Irak og Afghanistan.

I forsvarsministerens verden hedder den slags en »effektivisering«, og der er i hvert fald ikke tale om en besparelse, fordi pengene bliver inden for Forsvarets budget. Men ude blandt soldaterne på jorden er det lige præcis den slags, som får Claus Hjort Frederiksen til at lyde som Komiske Ali. Han har jo ikke noget tøj på.

Kan ikke til at levere et forsvarsbudget på to pct.

Og så er vi tilbage i Bruxelles, hvor Claus Hjort Frederiksen erklærede sig fuldstændigt enig med den nye amerikanske forsvarsminister.

»Det vigtige var det klare signal til de europæiske lande, at nu skal I betale noget mere til det fælles forsvar. I kan ikke regne med, at vi amerikanere vil komme jer til undsætning, hvis ikke I selv viser en vilje til at øge jeres forsvarsudgifter. Og helt ærligt, jeg forstår det godt. For selvfølgelig skal vi bidrage til det fælles Nato-forsvar i vores region,« sagde Claus Hjort Frederiksen onsdag aften i TV2 Nyhederne.

Læs også: “Tandhjulene i det internationale system er stoppet med et hvin”

Problemet er bare, at forsvarsministeren ikke kan levere et budget på to pct. af bnp inden for de næste mange, mange år, hvilket han efterhånden har sagt i flere interview.

»Jeg må bare sige, at jeg ser ikke for mig, at vi inden for overskuelig tid, inden 2025, vil nærme os to pct. af bnp,« sagde han til Jyllands-Posten den 17. januar.

Et løft på 0,2 pct. imponerer ikke amerikanerne

Og så er vi ved kernen i regeringens store sikkerhedspolitiske hovedpine. Hvor meget er et substantielt løft? Ingen med en lille smule indsigt i dansk politik tror på, at beløbet kommer i nærheden af den besparelse på små tre mia. kr. om året, som Forsvaret fik pålagt i 2012 begyndende fra januar 2013.

Læs også: “Tillykke, I må forsvare jer selv”

Et fornuftigt gæt vil derfor være, at regeringen bruger lige præcis så meget, at den kan sige til Nato, at ”nu er kurven knækket”.

Men at gå fra 1,17 pct. af bnp til 1,18 pct. eller måske 1,2 pct. af bnp vil ikke imponere amerikanerne. Og så er spørgsmålet, om det er nok for den nye amerikanske administration, eller om de europæiske allierede slipper med skrækken, fordi andre lande spytter mere i kassen. Det er, hvad regeringen håber på, men det pynter ikke på Danmarks ry og renommé – uanset hvor mange enkeltbidrag vi så kan vedblive med at udsende i tre måneder til et halvt år.

Med Donald Trump i Det Hvide Hus er dét regeringens helt store sikkerhedspolitiske problem, og derfor kan man både i regeringen og i Folketinget – i øvrigt fuldt fortjent – godt begynde at indstille sig på Danmarks nye rolle som Natos prügelknabe.