Danmarks indsats i Bosnien var andet end bare Operation Bøllebank

En af de danske kampvogne i Tuzla i 1994. Foto: Forsvaret/"Leoparderne i Tuzla"

DEBAT: Debatten om Operation Bøllebank har skygget for andre vigtige og positive sejre i Bosnien, og gør det den dag i dag. Det skriver Arben Deliu, som er cand.mag i historie med sidefag i psykologi – og som i sin tid skrev speciale om Operation Bøllebank.

I årene 2008-2009 skev jeg speciale om den danske kampvogneskadron i Bosnien og Hercegovina 1993-1995. Det byggede på en række forskellige samtidige og ikke samtidige kilder. Kernen udgør 19 interviews foretaget med danske FN-soldater og 10 interviews foretaget i Bosnien og Hercegovina. Formålet med mit speciale var at belyse hele missionen og dermed andre aspekter af FN-indsatsen ud over Operation Bøllebank. Her spiller både de danske, men også de bosniske kilder en vigtig rolle.

Arben Deliu er cand.mag i historie med sidefag i psykologi og i dag lektor i historie og psykologi på Rosborg Gymnasium i Vejle. Privatfoto

Mit formål med deltagelsen i den nyopståede diskussion om Operation Bøllebank er ikke at blande mig i en intern diskussion, men mere at påpege at Operation Bøllebank har overskygget andre vigtige aspekter af missionen og at historieskrivningen har overset og udeladt bosniske kilder. Jeg er enig med DR-journalist Kasper Søegaard i, at historieskrivning skal være korrekt, så skoleeleverne ikke lærer noget forkert. Der er dog altid flere fortolkninger af sandheden, og det er en vigtig del af historielærerens arbejde i både folkeskolen og gymnasiet i dag.

Læs også: OLFI fremfører fejlslutninger og misforståelser om Operation Bøllebank

Når man arbejder med kilder, så er konteksten vigtig. Kildernes fremstilling af en bestemt hændelse må sættes ind i den dertilhørende kontekst – krigen i Bosnien, sikre zoner, FN’s rolle og FN’s mandat herunder rules of engagement. FN-soldater i Bosnien var tragisk nok vante til at blive beskudt, ligesom de civile FN konvojchaufførerne var.

Forskel på beskydning og et regulært angreb

Dette har Danmark også tragiske påmindelser om. Det der skete under Operation Bøllebank var alligevel usædvanligt og ikke noget, som nogen i eskadronen kunne have forudset. Hermed tænker jeg ikke på forventningen om, at kampvognene skulle rykke ud, hvis en svensk FN-observationspost blev angrebet, men at kampvognene selv kom under et så voldsomt angreb.

Der er forskel på at blive beskudt og et regulært angreb på en FN enhed. Her har Lars Møller en pointe med at kampvognenes rolle ikke var at udføre aggressive handlinger, og den normale modus var, at kampvognenes ankomst ville få serberne til at stoppe med beskydningen. FN-enhederne skulle derfor gøre sig synlige, og dermed få serberne til at stoppe med at skyde.

Læs også: Bøllebank illustrerer, at ingen har styr på den officielle danske krigshistorie

Anklagen om, at kampvognene klumpede sammen, og at man dermed bragte soldaterne i fare, er en konklusion, der bygger på det, der skete – og ikke forventningen til, hvad der ville ske. Hændelsen den 29. april 1994 var en overraskelse for alle parter. På den serbiske side florerede der efter Operation Bøllebank en forståelse af, at danske kampvogne havde fået 500.000 tyske mark for at skyde mod bjerget Vis. Herfra kunne serberne dominere området og beskyde Tuzlas lufthavn, som var vigtig for nødhjælp, men som af serberne blev opfattet som våbenruten for den bosniske hær (ofte med god grund).

Slivovitz spillede en rolle i krigen

En del af debatten har kredset om indtagelsen af den lokale drik slivovitz. Også her er konteksten vigtig. Jeg vil ikke forholde mig til anklagen om Carsten Rasmussens mængde af indtagelse af alkohol. Men det er ikke en fornærmelse mod bosnisk kultur, som det nævnes af Lars R. Møller, hvis man siger nej til snaps. Men der bliver ofte budt på snaps, og i krigen kunne snaps have forskelligartet virkning med henblik på at vinde tillid og etablere et godt forhold til hinanden.

Jeg kan dog forholde mig til, at et godt forhold til både de serbiske og især de bosniske officerer var altafgørende for de danske officerer med henblik på bevægelsesfrihed. Hvis NORDBAT (som DANSQN-kampvogneskadronen var en del af) skulle kunne udføre sin mission, så skulle de danske officerer have et godt forhold til de bosniske officerer. Dette krævede en række møder, hvor flere kunne afholdes med en kop kaffe, men der blev også afholdt møder, hvor spiritus var involveret. Igen kan man i bagklogskabens lys kommentere om en bestemt handling var rigtig eller ej, men her skal man huske konteksten.

Jeg vil dog tilføje at kampvogneskadronens bevægelsesfrihed gradvis blev hindret, jo stærkere den bosniske hær kom til at stå og dette især fra Hold 3 til og med Hold 5. Men forholdet til de stridende parter var også vigtig i forbindelse med to første hold, ikke mindst da det var der, at man skulle opbygge et forhold. Her skal der også tilføjes, at bosniske kilder nævner alkohol i forbindelse med møderne, men bosnierne nævner ikke episoder, der førte til, at involverede i møderne blev fulde.

Det sensationelle stof skygger for de positive historier

Med henblik på Operation Bøllebank ærgrer det mig, at det igen er det sensationelle stof, der stjæler al opmærksomhed.  Jeg vil ikke på nogen måde negligere soldaternes behov for anerkendelse, men den interne kamp fører til, at de centrale elementer om kampvogneskadronen bliver tilsidesat. Spørgsmålet er også, om ”Operation Bøllebank” fortjener at stå alene som et symbol på indsatsen i Bosnien og Hercegovina? Det kunne være interessant at se på, hvorfor Operation Bøllebank har fået en særlig plads i dansk historie.

Det, som gør DANSQN interessant, er den mytologiske plads kampvogneskadronen har fået i dansk militærhistorie, og at ”Operation Bøllebank” er blevet synonym med DANSQN. Denne opfattelse af DANSQN gør, at visse aspekter ved DANSQN’s mission overvurderes, mens andre overses. Samtidigt er myten om DANSQN et klart bevis på, hvordan vi tolker historie, og hvordan vi aktivt bruger den tolkning til at opbygge den selvforståelse, som vi gerne vil have af os selv. Der er dog fire faktorer, der har spillet ind i myteskabelsen om DANSQN som den slagkraftige enhed, der satte serberne på plads, og forsvarede uskyldige og forsvarsløse civile.

Konsekvensen af det store fokus på Operation Bøllebank er, at det skygger for en række andre positive ting ved missionen. En af dem er andre holds indsats, Operation Bøllebank knytter sig kun til hold 2, mens andre holds indsats ikke er mindre betydningsfuld. DANSQN er sammen med de svenske enheder, som tilsammen udgjorde NORDBAT, eneste FN-enhed i Bosnien, som har lagt navn til en skole eller en offentlig institution. Åbningen af ruter fx ”Put Spasa” (Frelsensvej), som fører ind til den sikre zone, forhindrede hungersnød.

Eskadronen indsats hjalp mange flygtninge

DANSQN’s humanitære indsats, som blev påbegyndt af hold 3 i eget ansvarsområde, og den hjælp, som enheden som helhed og enkelte individer havde iværksat, var af afgørende betydning for flygtninge. Desuden fik DANSQN som en del af NORDBAT 2 en indirekte betydning på området både under og efter krigen. Bataljonens aktive handlinger forhindrede overgreb på civile i eksempelvis området omkring Vares og var med til at dæmpe spændinger mellem de forskellige etniske grupper – især kroater og bosniakker.

Ud over den aktive indblanding har NORDBAT 2’s tilstedeværelse og sikring af den humanitære hjælp til området forhindret hævnaktioner blandt de etniske grupper og sikret flytningenes ve og vel. Denne indirekte betydning afspejlede sig efter krigen, hvor Tuzla forsøgte at fastholde sin multietniske karakter. Nationalistiske partiers politiske agender, der bygger på krigens rædsel og i denne forbindelse frygt, har mindre effekt i et område, hvor der ikke var sket overgreb på civile.

Man kan kun ærgre sig over, at de humanitære og dermed de traditionelle FN-opgaver er blevet overset og gået i glemmebogen. I samarbejde med svenskerne og nordmænd har de danske soldater understreget det renommé, som de skandinaviske lande i forvejen havde i forbindelse med FN opgaver.

Hvad skyldes dette? Måske at den militære operation fik en større betydning internationalt, mediernes interesse for de militære aktioner eller det forhold, som Niels Klingenberg Vistisen og Niels Bo Poulsen påpeger, at der mangler dokumentation om Forsvarets missioner.

Mange lokale kilder kan fortælle om DANSQN

Jeg vil her tilføje, at det ikke er nok at dokumentere soldaternes interviews og indsamle dagbøger, logbøger, ordrer osv. Det kan undre mig, at forsvarets historikere overser lokalbefolkningen på missionerne:

Den pensionerede general Salih Malkic, Tuzlas tidligere borgmester Selim Beslagic, journalisten Salih Brkic, de lokale kommandanter og ansvarlige for det humanitære arbejde under krigen i Vares, Lukavac, Kalesija, Saraci, Ribnica og Lukavac som Ismet Sinanovic (Stabskommandant i Kalesija/Saraci området under krigen), Nihad Sehovic (Oberst, brigadekommandant i Ribnica), Hamdo Sehovic(Chef for den Røde Kors i Vares området), Ismet Arapovic (kælenavn Arap – Oberst, kommandant for den 223. Brigade i Lukavac) og Rizo Hasanovic (Kompagnifører under krigen i Saraci) har alle en viden, der kan biddrage til forståelsen af NORDBAT 2 og herunder DANSQNs mission. Der er helt sikkert mange flere, som kan biddrage.

Læs også: Lars R. Møller klager til DR over “Løgnen om Operation Bøllebank”

En række myter vedrørende Operation Bøllebank kan kun objektivt undersøges ved inddragelse af lokale kilder. Eksempler er historier om 150 dræbte serbere, som gennem tiden er blevet nævnt flere medier. Dette forhold gælder både det tidligere Jugoslavien såvel som Irak, Afghanistan og andre missioner. Ifølge de lokale bosniske kilder var tallet 16 dræbte serbere i forbindelse med Operation Bøllebank.

Mange er døde og de resterende dør snart

Uden disse kilder får vi aldrig en nuanceret historieskrivning (jeg fravælger at bruge vendingen korrekt historieskrivning) og forståelse af Danmarks missioner. Forsvarets historikere er bekendte med, at inddragelse af lokale kilder er med til at styrke fremstillinger i forbindelse med eksempelvis arbejdet med temaerne om Anden Verdenskrig. Mange af de centrale kilder i forbindelse med krigen i Jugoslavien er ved at forsvinde, enten fordi de er døde, eller fordi deres alder ikke tillader dem at deltage i et interview.

I forbindelse med dette arbejde er det ikke nok at give Forsvaret monopol på historieskrivning, men her skal historikerne, der ikke er tilknyttet forsvaret, involveres. Interviews lavet under operationerne med soldater vil altid have det med sig, at der er risiko for, at soldaterne holder igen med at kritisere ledelsen, missionen m.m.

Læs også: Kritikken af Operation Bøllebank smager af et uværdigt hævntogt

Dette adskiller ikke Forsvaret fra andre arbejdspladser, hvor man er tilbageholdende med kritikken, da man frygter for sin karriere eller bare sit arbejde. Derfor er udefrakommende vigtige at have med i arbejdet og interviews fra missionerne burde suppleres med interviews efter missionen, og efter at soldaterne har forladt forsvaret eller under sikring af anonymitet.

Hvis Danmark skal kende sin egen historie, skal historieforskning styrkes og gives de fornødne ressourcer til Ph.d. projekter, afhandlinger m.fl., der kan give en solid og velfunderet forståelse af Danmarks historie og de danske missioner. Historieforskningen føre til publikation af flere bind, der enkeltvis behandler de danske missioner. Forskningen skal ikke kun målrettes forskningen, men alle danskere, der har interesse og ret til at kende til deres historie. Dette vil have større betydning og effekt end enkelte undersøgelser, hver gang medierne graver en sag frem.

Du kan læse Arben Delieus speciale om den danske kampvognseskadron i Bosnien 1993-1995 her