Materielstyrelsen nægter pressen adgang til fagkilder

OKS-1 Jørgen Resentved og flyverspecialist Tim Sørensen taler med nogle håndværkere, som er ved at skifte vinduer i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Arkivfoto: Ernstved

KOMMENTAR: Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse agerer i direkte modstrid med Forsvarsministeriets kommunikationspolitik. Det er en alvorlig sag, som gør det nødvendigt for OLFI at klage til ministeriet og eventuelt til Folketingets Ombudsmand. OPDATERET 7. marts 2017!

Forsvaret bruger årligt omkring 20 mia. kr. af statens budget, og af disse går omkring syv mia. til materielinvesteringer. Der er altså tale om et anseeligt beløb af skatteborgernes penge, som bliver administreret af det, der siden oktober 2014 har heddet Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) – en styrelse direkte under Forsvarsministeriets departement.

Forsvaret har ikke ligefrem ry for gennem årene at have forvaltet ansvaret for Forsvarets materielindkøb lige heldigt. Tag bare historien om Tårnfalken, som kostede skatteborgerne op mod en halv mia. kr. uden nogensinde at komme i brug. Der var indkøb af olie-radaren Ocean Eye og senest problemer med helikopterne af typen EH-101 Merlin, som fik øgenavnet ”Forsvarets flyvende IC4”.

Der har også været problemer med pansrede mandskabsvogne, som havde for lav siddehøjde og derfor måtte bygges om for et større millionbeløb, og – vil nogen påstå – nu indkøbet af maritime helikoptere af typen MH-60R Seahawk, som ikke er i stand til at nødlande på vand, fordi de ikke har nogen nødopdriftsmidler og derfor vil gå til bunds som sten – ifølge producenten inden for 10 sekunder. Der er med andre ord god grund til at kigge Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse grundigt efter i sømmene.

Tålmodighedstest at arbejde sammen med FMI

OLFI så dagens lys for snart et år siden, og det har været noget af en tålmodighedstest at skulle få et samarbejde til at fungere med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Ikke mindst i forbindelse med netop afdækningen af den manglende flotation på de nye amerikanske helikoptere.

I slutningen af april søgte jeg i Værnsfælles Forsvarskommando aktindsigt i det materiale, som politikerne havde fået forud for beslutningen om købet af de nye skibsbaserede helikoptere, og jeg bad noget senere om at tale med en medarbejder, som kunne gøre mig klogere på den nye Seahawk helikopter og dens manglende flotation.

Jeg blev dog sendt videre til Flyvestation Karup og bad her om at tale med en pilot, som fløj den nye helikopter – og jeg bad om at tale med cheferne for henholdsvis Eskadrille 723, som skal flyve med de nye maritime helikoptere, og for Eskadrille 722, som opererer de eksisterende EH-101 – der har flotation. Årsagen var, at jeg gerne ville høre om forskellene i operationsmønstre og brug af sikkerhedsudstyr.

Ingen adgang til kilder i eskadrillerne

Min forespørgsel blev imidlertid høfligt, men bestemt afvist. Jeg kunne ikke komme til at tale med nogen medarbejder i hverken Eskadrille 722 eller Eskadrille 723, og jeg blev i stedet bedt om at kontakte Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og pressechef René Gyldensten. Den 15. juni skrev jeg derfor en mail og bad om at tale med en medarbejder i materielstyrelsen, der kunne gøre mig klogere på flotation-problematikken på den nye Seahawk.

Men i stedet for en opringning fra en fagmedarbejder modtog jeg en mail fra pressechefen med et skriftligt svar, som Forsvaret havde sendt til en af fagforeningerne i forbindelse med en henvendelse tilbage i 2015(!). Jeg svarede, at jeg stadig gerne ville tale med en medarbejder, og det fik pressechefen til at ringe mig op. René Gyldensten krævede, at jeg skrev mine spørgsmål i en mail, og da jeg afviste dette, udviklede samtalen sig til et skænderi, hvor pressechefen i den statslige styrelse endte med at knalde røret på med beskeden om, at ”vi har ikke mere at snakke om”.

Jeg forfulgte sagen og søgte endnu en aktindsigt, fordi svaret på min første henvendelse var mangelfuldt. Denne aktindsigt trak imidlertid præcis som den første ud i måneder på trods af offentlighedslovens ord om et svar inden for syv arbejdsdage. Da jeg efter nogle måneder endelig havde modtaget de efterspurgte dokumenter, rettede jeg atter henvendelse til Helicopter Wing Karup, hvor jeg efter en forståelig ventetid på endnu en måned langt om længe fik mulighed for at besøge begge eskadriller og tale med relevant personel, lige som jeg fik mulighed for at se både helikoptere og nødudstyr.

Indledte interview med en udspændt snubletråd

På samme måde fik jeg i november efter et lille halvt års venten og insisteren på historien modstræbende lov til at interviewe orlogskaptajn Claus Buur fra det kontor i materiel- og indkøbsstyrelsen, som har ansvaret for indkøbet af de nye skibsbaserede helikoptere.

Ved ankomst til FMI troede jeg, at vi skulle gå i gang med interviewet med det samme. Men for at stille op krævede orlogskaptajnen og pressechefen, at jeg modtog en halv times briefing om processen med indkøb af Seahawken. Jeg overvejede grundigt at takke pænt nej – og dermed forlade FMI med uforrettet sag. Jeg følte mig fuldt ud klædt på til at interviewe Claus Buur, men lod for det gode samarbejdes skyld min tid spilde i en halv time, før jeg kunne få lov at interviewe orlogskaptajnen.

Inden jeg var færdig med mine spørgsmål, afbrød pressechefen og proklamerede, at seancen nu var slut. Jeg protesterede og fik modstræbende lov til at stille endnu et par korte spørgsmål. Men så blev interviewet også afbrudt, inden vi var igennem alle mine spørgsmål.

Artiklen fortsætter under videoen …

Efterfølgende har jeg haft en del opklarende spørgsmål til FMI – både omkring Seahawken og senest indkøbet af nye lastbiler. Desværre og ganske frustrerende har det ikke været muligt at få nogen medarbejder i tale. Kontakten strander hos pressechef René Gyldensten.

Trak svar forud for samråd i langdrag

Den 26. januar havde SF’s forsvarsordfører Holger K. Nielsen på baggrund af mine artikler i Jyllands-Posten og på OLFI om den manglende flotation på Seahawken kaldt forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen (V) i samråd om samme emne. I det lys arbejdede jeg på flere artikler, som jeg havde troet, at jeg kunne offentliggøre forud for samrådet.

Men selv om jeg rettede henvendelse til materielstyrelsen torsdag den 19. januar – en uge før samrådet – blev jeg atter en gang nægtet adgang til at tale med eller interviewe en medarbejder. Modvilligt sendte jeg mine skriftlige spørgsmål og bad om hurtig behandling, og jeg fik at vide, at man ville kunne behandle mine spørgsmål mandag. De skriftlige svar fik jeg onsdag – dagen inden samrådet – uden mulighed for at stille opfølgende spørgsmål.

Med hensyn til indkøbet af lastbiler er sagen lige så gravende, og til min henvendelse og ønsket om at tale med en medarbejder skriver pressechefen:

”Vi er som nævnt i den afsluttende fase og kan derfor ikke på nuværende tidspunkt sige yderligere om processen. Om kort tid afslutter vi udbuddet, og her vil du få lejlighed til at tale med de relevante fagpersoner om indkøb af lastbiler. Så snart der er nyt, vil du blive orienteret.”

Vil ikke lade sig styre af pressen

Aha. Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse vil altså bestemme, hvornår pressen skal skrive om materielkøb – eller i hvert fald hvornår styrelsen ønsker at tale med pressen. Det gør den først, når materielstyrelsen har afsluttet forløbet og ikke før. Så meget for åbenheden i den styrelse, der altså administrerer syv mia. offentlige kr.

Som journalist må jeg sige, at pressepolitikken overrasker mig, og jeg har ikke i sinde at lade mig diktere af materiel- og indkøbsstyrelsen, hvornår jeg skal skrive hvad. Men det gør det unægtelig svært at indhente informationer og få svar på helt ukontroversielle spørgsmål om et indkøb i størrelsesordenen af adskillige hundrede millioner kroner – og på den baggrund skrive oplysende til offentligheden om Forsvarets materielindkøb.

Der hersker heller ikke tvivl om, at materiel- og indkøbsstyrelsen bevæger sig på gyngende grund, hvad angår pressehåndteringen. At styrelsen agerer direkte i modstrid med Forsvarsministeriets egen kommunikationspolitik, hersker der næppe heller tvivl om. I den kan man læse følgende på side 14:

“Når en journalist henvender sig, sørger vi for, at den rette person ringer tilbage til journalisten. Vi svarer hurtigst muligt på spørgsmålet og så vidt muligt inden deadline. Vi er indstillet på at afkorte kommandovejene, hvis omverdenens krav på information kræver hurtig aktion.”

Artiklen fortsætter under billedet …

I Forsvarsministeriets kommunikationspolitik kan man læse, at Forsvaret ønsker at give journalister bedst mulige betingelser for at formidle stoffet til offentligheden.

Det lyder unægtelig som tomme floskler og fantasier uden hold i Forsvarets kommunikationsvirkelighed. Og det er et problem. Ikke for mig eller OLFI. Jeg bliver kun mere stålsat og betragter den slags arrogance og magtfuldkommenhed som benzin på min journalistiske motor.

Men det er et problem for offentligheden og det danske demokrati, og det er i særdeleshed et problem af de større for Forsvaret – eller rettere Forsvarsministeriet, og det må i første omgang forsvarsministeren og dernæst eventuelt Folketingets Ombudsmand forholde sig til.

OPDATERET 7. marts 2017: Jeg har efter publiceringen af denne artikel været til godt og konstruktivt møde med stabschefen, brigadegeneral Anders Mærkedahl Pedersen, i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse for at diskutere et fremtidigt samarbejde. Det er min opfattelse, at stabschefen har et oprigtigt ønske om at være åben og hjælpe pressen på bedst mulige måde. Samtidig er pressechef René Gyldensten stoppet i materielstyrelsen, fordi han har fået job andetsteds. OLFI’s artikel har ingen indflydelse haft på dette jobskifte. Men da samarbejdet var alvorligt vanskeliggjort på grund af benævnte pressechef, og stabschefen samtidig lover åbenhed fremadrettet, ser OLFI ingen grund til at gå videre med planerne om at klage til Forsvarsministeriet.