ANALYSE: Peter Bartram mener selv at have åbnet Forsvaret op, men han kom til at skade Forsvarets ry og rygte pga. sin lukkethed, sine trusler om fyring af illoyale medarbejdere – og sin evne til at stikke hovedet i busken.

Han var i en alder af bare 50 år den yngste forsvarschef nogensinde og fik samtidig stillingen efter selv at skulle søge den. Det var et brud med traditionen, og der begyndte problemerne for Peter Bartram, allerede inden han var tiltrådt i marts 2012. For rækken af mere kvalificerede generaler var lang.

Men de valgte ikke at søge stillingen, dels fordi de oplevede den pludselige ansøgningsrunde som en hån og et politisk vink med en vognstang om nye tider, dels fordi de ikke ønskede at fungere som øverste chef i et nedbarberet foretagende ledet af en forhadt minister. Han hed Nick Hækkerup (S) og var kommet til sammen med Helle Thorning-Schmidts SR-regering i oktober 2011. Som sit vigtigste opdrag havde Hækkerup fået til opgave at rydde op i Forsvaret efter en række skandaler.

For at sikre bedre politisk kontrol ønskede Nick Hækkerup at indføre en såkaldt Pentagon-model efter amerikansk forbillede, hvor Forsvarsministeriet er smeltet sammen med Forsvarets øverste ledelse. I den danske udgave betød det, at general Knud Bartels blev den sidste forsvarschef til at have det fulde budget- og ledelsesmæssige ansvar for det samlede danske forsvar.

Forsvarschefen skal hilse pænt på pinger

I stedet for at lade forsvarschefen skære den økonomiske kage fjernede ministeren økonomi, personel, materiel og ejendomme fra forsvarschefen og lagde disse områder ud i selvstændige styrelser direkte under Forsvarsministeriet med civilt ansatte direktører som øverste chefer. Forsvarschefen fik dermed – groft sagt – barberet ansvaret ned til alene at uddanne, opstille og udsende enheder og at hilse pænt på pinger i fine uniformer.

Set i det lys var Peter Bartram en glimrende løsning for Nick Hækkerup. Den katapulterede general var ung og stod ualmindeligt afplukket og svag i forhold til sine nye general-kolleger på lavere niveau, men han havde ansvaret og kunne udelukkende gøre, præcis hvad forsvarsministeren bad ham om.

Det gjorde begyndelsen svær, og den skulle blive endnu sværere. For ikke nok med at have omgivelserne imod sig, fik Peter Bartram til opgave at spare 15 pct. svarende til tre mia. kr. om året. Den slags bliver man ikke populær på, og det gjorde Peter Bartram heller ikke. Fire trivselsmålinger blandt medarbejderne demonstrerede allerede tidligt i hans embedsperiode, at det kun gik fra rigtigt slemt til værre. Den sidste måling kom i efteråret 2015 og konkluderede, at færre end hver anden medarbejder i Forsvaret følte sig motiveret i jobbet, og hver fjerde aktivt søgte job uden for Forsvaret, ligesom tilliden til Forsvarets øverste ledelse var i bund.

Blandt medarbejderne udviklede forsvarschefens manglende popularitet sig over årene fra hovedrysten til hånlig latter. Han blev set som en svag nikkedukke, der altid logrede med halen over for politikerne, selv om de var godt i gang med at ødelægge det, der efterhånden var tilbage af dansk forsvar. Fra at have brugt over to pct. af BNP i slutningen af Den Kolde Krig er Danmark ifølge de seneste officielle tal fra Nato nede på at bruge mindre end 1,1 pct., og anvender man Finansministeriets egne tal, er vi nede på omkring 1 pct.

Ingen kunne have vundet respekt og popularitet

Set i det lys kan man retfærdigvis spørge, hvem der kunne have løftet opgaven og samtidig have vundet både respekt og popularitet. Svaret er formentlig ingen. Når det alligevel gik så slemt for Peter Bartram, skyldtes det både hans politisk betændte entré og hans optræden, som mere og mere blev betragtet som komiske Ali fra det irakiske informationsministerium. Uden afgørende indflydelse på hverken økonomi, personel eller materiel kunne Peter Bartram næsten kun vælge at gøre kommunikation til sit fokusområde.

Peter Bartram burde have baggrunden til at gøre det, idet han kom med erfaring fra Jyllands-Postens Fond, hvor ”pansergeneralen” og formand Jørgen Ejbøl havde hevet oberst Bartram ind efter at have mødt ham på Forsvarschefens Sikkerhedspolitiske Kursus (SIKU) i 2007. Men CV’et snød, og Peter Bartram viste sig ude af stand til at navigere i pressen, som han i stedet forsøgte at lukke ned for. Det lykkedes ofte – til stor skade for Forsvaret. Enten fordi hans nærmeste rådgivere ikke havde den fornødne faglighed, eller fordi de ikke havde den fornødne gennemslagskraft over for en stædig general, som alene vidste.

General Bartram lærte aldrig at kommunikere, og når han prøvede gik det ofte galt som i sagen med flymekanikkerne, der måtte skrive direkte til statsminister Lars Løkke Rasmussen for at føle sig hørt. Værst gik det dog, da han i vinteren 2016 – ifølge ham selv – ville stoppe udgydelsen af nedladende kommentarer fra medarbejderne rettet mod Forsvaret og Forsvarets ledelse via Facebook. Hvor andre offentlige chefer med bare en anelse viden om rigets grundlov ville gå på listesko ud ad den galej, tordnede Peter Bartram, at han havde bedt sine jurister om undersøge muligheden for at fyre »illoyale« medarbejdere. Den svada gentog han ikke bare én gang, for forsvarschefen var vred.

Gav generalen smæk med våde søndagsaviser

Det havde ombudsmanden også god grund til at være, men var han det, skjulte han det godt. I stedet bad han forsvarschefen om en forklaring, og den rungede hult hos Jørgen Steen Sørensen – og i et moderne demokrati. Skal man oversætte ordene i ombudsmandens rapport om Peter Batrams udgydelser til billeder, kan man vel bedst beskrive det med, at han hev bukserne af generalen og gav ham smæk med våde søndagsudgaver af Jyllands-Posten – for nu at blive i familien.

Efterfølgende gjorde Peter Bartram det, som han har vist sig dygtig til; at gemme sig. Når en journalist ringede med medvind og solstråler, stillede han gladeligt op, men når vinden var imod, og vinklen var kritisk – så låste han sig inde på sit kontor i Kuglegården på Holmen, satte bevæbnede vagter ved døren og telefonen på lydløs. Samtidig forklarede han, hvordan han havde åbnet Forsvaret op og kommunikerede åbent gennem Forsvarsavisen – medarbejdertidsskriftet, som internt går under navnet ”Pravda”.

Det var her, at hovedrysten blev til hånlig latter blandt medarbejderne. Mens forsvarschefen talte om ytringsfrihed og ønsket om en åben debat, truede han illoyale medarbejdere med fyresedler. Troede han selv på, at det ville gavne lysten til at åbne munden? Og her slutter den lidet flatterende historie om en general, som følte sig misforstået. Kun Jørgen Ejbøl synes at have forstået generalens storhed, og derfor har manden, hvis forhold til ytringsfriheden ombudsmanden kaldte »meget kritisabelt«, fået posten som næstformand i JP/Politikens Hus og medlem af Jyllands-Postens fondsbestyrelse.

Ironien er slående.