KOMMENTAR: Militærhistorien er rig på eksempler med forskellige opfattelser af det samme slag. Et konstruktivt forslag er derfor, at kritikerne af Operation Bøllebank skriver deres egen version i bogform, skriver Kasper Damsø i denne kommentar.

Nu har jeg fulgt debatten om Operation Bøllebank og læst – om ikke alle indlæg og bidrag – så vi i hvert en hel del fra begge parter, hvilket efterlader mig med det klare indtryk, at der er tale om forskellige opfattelser af hændelsesforløbet. Og hvad så? Nogle vil have en uvildig undersøgelse, og andre vil lade sagen ligge. Men konklusionen på undersøgelsen er vel allerede klar, at der er divergerende opfattelser af hændelsesforløbet. Og hvis det umulige og utrolige skulle ske, at den ene side får entydigt ret, hvad så?

I tilfælde af, at Lars R. Møller får fuldstændig ret i sin opfattelse, sker der ikke noget, for den historie er allerede skrevet, og “de andre” vil formentligt fastholde, at de stadig er af en anden opfattelse. Og hvis “dem, der er uenig med Lars R. Møller”, får ret, hvad så? Skal bogen om Operation Bøllebank så skrives om eller tilbagekaldes, eller skal der udgives et tillæg, så man sikrer, at alle de folk, der går rundt med den “forkerte opfattelse” af operationen, får den rigtige? Velvidende at Lars R. Møller givetvis vil fastholde sin oplevelse af forløbet stadig som den rigtige. Hvad er det i bund og grund, at man vil opnå? Hvem vinder noget ved det her, udover journalisten fra DR?

Hvad skal vi andre lære? At der er forskel på, hvordan forskellige mennesker opfatter den samme situation. Det tænker jeg, at de fleste godt vidste i forvejen. Rent praktisk har Forsvaret jo allerede lært, at al kommunikation på nettet under indsættelse dokumenteres enten ved journalisering i operationsrummet eller gennem digitale systemer, der registrer præcis, hvem der gør hvad og på ordre fra hvem.

Det handler om synlig ledelse før, under og efter

Tilbage er så at lære noget om ledelse. At man skal lede sine soldater i krig, og at det er vigtigt med synlig ledelse og dømmekraft bestemt af situationen, er alt sammen noget, vi godt ved i forvejen. At man på kampvognskursus lærer, ikke at køre flankekørsel er rigtigt, og det skal man forsætte med. Men omvendt skal vi også blive ved med at lære vores soldater og ikke mindst vore førere (militære ledere), at de skal have modet til at træffe beslutninger i situationen. OGSÅ beslutninger som måske bagefter – når man sidder i sikkerhed i sofaen og nyder kaffen 22 år efter – virker dumdristige, mærkelige eller uforståelige.

Konklusionen må være, at kommunikationen er nøgleordet i ledelse – ikke bare mellem kampvogne, chefer og et hovedkvarter – men primært mellem mennesker. Som nævnt behøver vi næppe nogen uvildig instans til at undersøge og konstatere, at der er forskellige opfattelser af, hvad der skete, hvad der blev gjort, hvad man kunne have gjort, og hvor vidt det i så fald ville have haft et andet og måske bedre resultat.

Argumentet, om at noget kunne være gået galt, virker lidt søgt i betragtning af, at vi taler om krig, hvor fjenden skyder med panserbrydende våben og artillerigranater, som bliver besvaret med ildåbning fra kampvogne. Ja det kunne være gået helt galt – men det gjorde det ikke. På samme måde var det dumdristigt og kunne være gået helt galt, da Odysseus sammen med nogle udvalgte soldater gemte sig inde i den trojanske hest. Fjenden kunne jo have stukket ild til hesten i stedet for at lukke den ind i byen – og så havde den historie nok fået en anden slutning og dermed også en anden betydning.

Forskellen mellem dumdristig og modig er hårfin

Man kan argumentere for, at der op gennem historien ikke er ret mange militære slag, som er vundet uden mod og/eller dumdristighed. Og det er vel netop heri, at konflikten ligger – i sondringen mellem mod og dumdristighed. Hvis man gør noget dumt, og det ikke virker, så er man dumdristig, dumsmart eller måske bare dum. Hvis man derimod gør noget dumdristigt, og det virker, så er man modig og tapper, hvilket den militære historie er fyldt med eksempler på.

Et godt militært ledelsesprincip er, at man skal føre sine soldater ved selvsyn, hvilket vil sige fra fronten, eller der hvor man forventer den vigtigste kamphandling. Men hvornår er chefen modig, hvornår er han dumdristig, og hvor langt skal han frem for at føre? Skal han løbe forrest op af skyttegraven som i Første Verdenskrig, så han risikerer at blive slået ihjel, som den første og efterlade sine folk uden ledelse? Eller skal have blive i sikkerhed og fokusere sin indsats på at tænke tanker, der kan vinde slaget?

Det korte svar er, at det kommer an på personen og situationen. Og det tankevækkende er, at det i kritikken af Operation Bøllebank fremføres, at Lars R. Møller var for langt fremme og ville føre for meget ved selvsyn og derved udsatte sig selv og måske andre for fare. Men samtidigt er der kritik af, at eskadronchefen var for usynlig i sin ledelsesstil. Og argumentet om, at nogen blev udsat for unødig livsfare, giver i min optik ingen mening, da de ganske givet var i livsfare i forvejen.

Den handling, der påstås at skulle have bragt dem i yderligere livsfare, var en førers beslutning, som han i situationen vurderede skulle til for at løse opgaven. Ja det kunne være gået galt, men det gjorde det ikke. Lars R. Møller kunne også have siddet op, kørt væk og være blevet ramt af en granat. Men det skete heller ikke.

To versioner af Operation Bravo Two Zero i Irak

Personligt mener jeg, at der mangler en rygende pistol i form af noget konkret, som alle os, der ikke var tilstede, kan forholde os til. Hvis der ikke er fakta, der ubestridt kan dokumentere løgn, svig eller svindel, men alene er tale om divergerende oplevelser af et hændelsesforløb, så er der i min optik ikke mere at komme efter. Et konstruktivt forslag kunne jo være, at dem, der mener, at Lars R. Møllers version af Operation Bøllebank er forkert, skriver deres egen.

Det er set før i militærhistorien, at der har været forskellige opfattelser af den samme historie. De fleste, der interesserer sig for Operation Bøllebank, erindrer nok den engelske SAS operation ”Bravo Two Zero” beskrevet i bogen af samme navn af Andy McNab. Den blev udsat for hård kritik, og efterfølgende udkom en anden bog med en anden udlægning af historien skrevet af Michael Asher med titlen ”The Real Bravo Two Zero”.

Endelig er det jo altid nemt at fremkomme med kritik af, hvad man syntes, at andre burde gøre i en given situation, selvom man ikke har de nødvendige forudsætninger for at udtale sig. Man var der ikke, og man kender ikke alle omstændighederne. Jeg kan på baggrund af de fremkomne forklaringer ikke komme med noget entydigt bud på, hvem der har ret eller mere ret end den anden part. Jeg tror på, at alle har ret i, at den opfattelse de selv har af situationen, er rigtig for dem. Er der noget, som Lars R. Møller kunne have gjort anderledes? Ja, det er der ganske givet al den stund, at dem, der er uenige med ham, ikke føler sig hørt, forstået og anerkendt.

Ville jeg selv have gjort det anderledes. Måske, jeg ville i hvert fald forsøge at skabe en større fælles forståelse i enheden for operationen og begrundelserne for mine valg. Men hvad det ville have ført til 22 år efter, er umuligt at svare på.