Kritikken af Operation Bøllebank smager af et uværdigt hævntogt

ANALYSE: Radiodokumentaren ”Løgnen om Operation Bøllebank” på DR P1 fremfører kritik, som svækkes på grund af 22 års forsinkelse. Den afslører ingen ”rygende pistol”, men dokumenterer alene, at der er forskellige opfattelser af begivenhedernes gang.

Over middag torsdag kunne interesserede lyttere høre ”den nye” version 2.0 af Operation Bøllebank, som den er udlagt af DR-journalist Kasper Søegaard. Det historiske kampvognsslag fandt sted i Bosnien i april 1994, da danske FN-kampvogne kom svenske og norske kolleger til undsætning på observationsposten Tango 2 ved at affyre 72 granater mod serbiske stillinger.

Operation Bøllebank endte med at koste et tocifret antal serbere livet og endte som en sjældent positiv historie for såvel det danske forsvar som for FN, som for første gang svarede igen mod serberne og dermed opnåede en lille smule respekt. Ingen danske eller nordiske soldater blev ramt, selv om de var udsat for voldsom beskydning fra både artilleripjecer, morterer, maskinkanoner og panserværnsraketstyr.

Efterfølgende optrådte både eskadronchef Carsten Rasmussen og daværende oberstløjtnant Lars R. Møller i alverdens medier, og særligt Møller opnåede både national og international heltestatus for sin beslutsomme indsats under Operation Bøllebank og sin no-bullshit attitude med klar tale, hjelm, overskæg og cigar i mundvigen. Et Danmarks svar på den amerikanske general Patton.

Interview med forsinkelsesanordning

Det er denne indsats og status, som radiodokumentaren ”Løgnen om Operation Bøllebank” forsøger at lave om på. Udsendelsen bygger på et 10 år gammelt interview med nu afdøde chefsergent Erik Kirk, som var delingsfører i 2. deling under Operation Bøllebank og dermed fører for den deling, som var i direkte kamp med serberne. Ifølge Kasper Søegaard gav Erik Kirk sit interview med den klausul, at det først måtte offentliggøres, når Erik Kirk havde forladt Forsvaret eller var afgået ved døden. Erik Kirk døde i 2014. I radiodokumentaren bliver han kun brugt i ganske små bidder, men hans kritik bliver understøttet af tre nulevende veteraner fra Operation Bøllebank.

Den går på, at der aldrig blev givet nogen skudordrer fra hverken eskadronchef Carsten Rasmussen eller Lars R. Møller, som dengang var oberstløjtnant og næstkommanderende i den nordiske bataljon NORDBAT 2. I stedet måtte Erik Kirk ifølge dokumentaren selv træffe beslutningen, men efterfølgende kunne hverken han eller andre komme i kontakt med eskadronchefen, som ifølge dokumentaren slet ikke var at høre på radioen i de to timer, som slaget varede.

Kritikken går derudover på en lang række taktiske beslutninger, som kritikerne henholdsvis kalder for »grov begynderfejl«, »taktisk brøler« og »fundamental fejl, som mirakuløst ikke endte i tab af danske menneskeliv«. Derudover fortæller Jakob Hansen, som var næstkommanderende i 2. deling, om, hvordan han måtte hive en plørefuld eskadronchef ud af et møde med en bosnisk bataljonschef, ligesom det bliver fortalt, at Rasmussen og Møller førte sig frem med »cigarer og cognac i glasset«, og at »samtlige« efterfølgende »stemte for et mistillidsvotum« til eskadronchef Carsten Rasmussen med ønske om hans hjemsendelse.

Divergerende forklaringer svækker troværdigheden

Set udefra uden aktier i udsendelsen virker kritikken umiddelbart relevant og interessant, når man tænker på betydningen af Operation Bøllebank for dansk krigshistorie. Blev der slet ikke givet ordrer? Var det Lars Møller, Carsten Rasmussen eller en delingsfører, som tog beslutning om at beskyde de serbiske stillinger? Var der virkelig ingen føring under operationen? Blev historien aftalt og fordrejet? Har Lars Møller og Carsten Rasmussen holdt sandheden skjult i mange år?

Det mest opsigtsvækkende er de to officerers skiftende og divergerende forklaringer over årene på, hvem der gav ordrer hvornår og til hvem. Umiddelbart efter radiodokumentaren udsendte de tre hovedkilder fra 2. deling en pressemeddelelse, hvori de nævner seks eksempler på forskellige udlægninger fra henholdsvis Lars R. Møller og Carsten Rasmussen af, hvem der sagde hvad hvornår. I radiodokumentaren læser vognkommandør Peter Lyngbye fra 2. deling op af en avisartikel fra Jyllands-Posten i 1997, hvor Lars R. Møller i detaljer beskriver forløbet.

»Omkring to minutter senere kl. 23.45 giver han ordre til de tre kampvogne, der holder i stilling (sagt med overrasket stemmeføring og tryk på ”stilling”): ”QL1 her er VL2. Nedkæmp panserværnsmissil, bunker”. Det er den melding, der efter sigende skulle være kommet fra Møller på radioen. Men jeg har aldrig hørt den melding. Den er aldrig kommet,« siger Peter Lyngbye.

Det kunne samtidig opleves som panik fra en mand, der er ved at få trukket bukserne ned, at Lars R. Møller minutter efter Kasper Søegaards interview hjemme i privaten i Farum forfattede et langt forsvarsskrift, der talte om en »sammensværgelse« og »løgne«. Ro på nu. Der kunne også bare være tale om nogle personer, som havde oplevet situationen anderledes og havde et inderligt behov for at få belyst den side af historien.

En vatnisse, der traf forkerte beslutninger

Alt sammen sår det tvivl om føringen under Operation Bøllebank, og de to ledende officerer står pludselig i et noget sløret lys. De skiftende og divergerende forklaringer styrker ikke officerernes troværdighed, ligesom Lars R. Møllers bombastiske reaktion kunne give mistanke om, at kritikerne har fat i noget. Når hele sagen alligevel giver en underlig smag i munden af et uværdigt hævntogt, skyldes det flere faktorer.

Hele radiodokumentaren og debatten forud for bærer præg af nag og en slet skjult misundelse over, at de to officerer høstede roser og gjorde fine karrierer i Forsvaret, når det nu i virkeligheden – må man forstå – var 2. delings befalingsmænd, der styrede slaget og på eget initiativ nedkæmpede serberne og dermed reddede skindet på de uduelige officerer.

Den giver indtryk af en deling med en opfattelse af chefen Carsten Rasmussen som en vatnisse, der traf forkerte taktiske beslutninger, mistede overblikket og blev paralyseret, da det virkelig gjaldt, og som sendte to konstabler hjem for at bryde alkoholreglerne, men ikke selv kunne leve op til sine egne principper. Værst af alt mistede han fuldstændig soldaternes respekt, da han efter at være blevet hevet sejlende beruset ud af mødet med den bosniske bataljonschef var ude af stand til at genvinde respekten, men i stedet reagerede som om, at intet var hændt.

Når vi først 22 år efter skal høre fra vognkommandør Jakob Hansen, at Carsten Rasmussen i den omtalte brandert, som Carsten Rasmussen både har erkendt og undskyldt, »målte tissemænd« med den bosniske bataljonschef, understøtter det imidlertid ikke Hansens kritik, men udstiller, at der ikke er nogen nedre grænse for at kaste med smuds i et forsøg på at ødelægge Carsten Rasmussen ry og rygte. I et interview med undertegnede før jul udtrykte samme Hansen sig på en måde, så man kunne komme i tvivl, om hans ærinde mere drejede sig om at bringe balance i regnskabet med Carsten Rasmussen end at få sandheden om Operation Bøllebank frem. Det sidste kunne virke som en undskyldning for det første.

»Det er ikke ham (Lars R. Møller), som vi er ude efter. Personligt havde jeg håbet på, at Lars Møller havde nøjedes med at tage nogle skrammer og et knæk på stoltheden. Men at han vælger at tage alle kuglerne for Carsten Rasmussen, forstår jeg ikke,« sagde han.

Indlysende, at der blev begået fejl

Og det fører frem til kritikken af de militære beslutninger. Det ligger uden for enhver tvivl, at der forud for Operation Bøllebank var givet ordrer om, hvordan opgaven skulle løses, og at det var inden for Rules of Engagement at skyde i selvforsvar. Det ligger også uden for enhver tvivl, at der var tale om en FN-operation, som grundlæggende adskiller sig fra en klassisk militærtaktisk krigshandling med skjul, ild og bevægelse. Kampvognene var hvide, de rykkede fredsmæssigt frem med blå flag og med lys – ind til, at det var uomtvisteligt, at netop denne synlighed ikke dæmpede gemytterne, men i stedet gjorde FN-køretøjerne til mål for serbernes ild.

Selvfølgelig var det i bagklogskabens klare lys en fejl at klumpe syv kampvogne sammen med to PMV’er i udkanten af Saraci i fuld indsigt fra de serbiske stillinger. Men var det en fejl at køre væk uden støtte, når granaterne haglede ned over dem? Nej, og det var lige præcis her, at planen ikke holdt længere. Var det en fejl at undsætte de nordiske soldater på Tango 2 og køre flankemarch derop med siden til de serbiske stillinger? Nej, for det var den eneste adgangsvej og kan derfor ikke sammenlignes med en klassisk krigssituation. Var det en klog beslutning at placere bataljonschefen, hans næstkommanderende Lars R. Møller og eskadronchef Carsten Rasmussen i Kalesija, hvor de var tættest på de serbiske stillinger? I bagklogskabens klare lys nej, fordi de blev fanget i ilden uden mulighed for at få overblik over situationen.

Blev opgaven alligevel løst? Ja, fordi delingsførerne handlede i overensstemmelse med de givne ordrer og førte deres enheder på deres niveau. Det gjorde delingsfører Erik Kirk på forbilledlig vis, og det gjorde vognkommandørerne Jakob Hansen og Peter Lyngbye på lige så forbilledlig vis. Det danske forsvar og samfund i almindelighed kan aldrig takke dem nok for deres mod og evne til at holde hovedet koldt og handle koldblodigt i den mest ekstreme og pressede situation, som man overhovedet kan forestille sig. Og takket være dem kom alle danske såvel som norske og svenske soldater hjem med livet i behold.

Gjorde hvad man kunne forvente af officerer

Tog Lars R. Møller og Carsten Rasmussen så æren for Operation Bøllebank? De gjorde præcis det, som man kan forvente af officerer ved at påtage sig det fulde ansvar for operationen – uanset hvilken version af historien, der så måtte være den korrekte. Deri ligger en beskyttelse af de underordnede enheder og førere, som dermed undgik at blive stillet til ansvar, hvis FN havde vurderet beskydningen som en overreaktion. Den modsatte reaktion – offentligt at sige, at de underordnede handlede på egen hånd, ville have været kujonagtigt.

Det er for øvrigt en helt normal procedure at give enhederne mundkurv på umiddelbart efter særlige hændelser, og det foregår den dag i dag og har været effektueret utallige gange i Irak, Afghanistan og under antipirateri-missionerne ud for Afrikas Horn. Kunne man så løsne op, når der var gået noget tid? Ja, selvfølgelig kunne man det, og hvis en mundkurv alene har til formål at dække over løgn, vil den reelt set ikke have nogen juridisk betydning. Men at bruge mundkurven fra den 30. april 1994 som argument for, at man ikke siden kunne fortælle sin version historien, holder ikke.

Det hører med til historien, at styrkernes mandat fra FN under krigen på Balkan var frustrerende svagt og en af årsagerne til, at mange danske veteraner fra dengang i dag lider af posttraumatisk stress. Det var forbudt at anvende nogen som helst form for våbenmagt med mindre, at man var direkte i livsfare, og anvendelsen af våbenmagt var noget, man så med allerstørste alvor på i FN.

DR-journalist gjorde sig selv til part i sagen

Smykkede Lars R. Møller og Carsten Rasmussen sig så med lånte fjer? Det mangler vi endnu at få ført bevis for af DR, og det fører hen til det problematiske omkring titlen på radiodokumentaren. Den hedder ”Løgnen om Operation Bøllebank” og signalerer alene i rubrikken, at lytterne nu skal høre den sande version af historien, som er én, stor løgn. Når man som dokumentarist på den måde tager parti og vælger side i en konflikt, kræver det nagelfast dokumentation. Lytterne må aldrig være i tvivl om, at journalisten har fuld dækning for sin påstand, ellers er journalisten pludselig blevet en part i sagen. Og det er problemet for Kasper Søegaard.

I radiodokumentaren hører vi fire kilder, hvoraf den ene er død, som fortæller om deres syn på Operation Bøllebank og ledelsen i både eskadronen og den nordiske bataljon NORDBAT 2. Deres fortællinger om deres egne oplevelser af Operation Bøllebank er troværdige, og de fremfører vigtige vidneudsagn for fremtidens forståelse af det historiske slag. Men modparten har lige så tungtvejende udsagn, argumenter og dokumentation, og der er i hvert fald på ingen måde ført endegyldigt bevis for noget som helst.

Når man på den baggrund slår fast, at den officielle historie er en løgn, har man truffet et valg, der svækker den journalistiske troværdighed. Som lytter kan man ikke stole på, at journalisten fremadrettet vil forholde sig lige så kritisk til de kilder, der støtter hans egen version som modparten, og man vil naturligt forvente, at journalisten alene er ude på at finde kilder og dokumentation, der styrker hans egen vinkel.

Den slags er farligt og har ikke længere meget med journalistik at gøre. Det virker heller ikke som, at Kasper Søegaard vil gå upartisk til det videre arbejde med Operation Bøllebank, som han har annonceret på DR’s hjemmeside. Her fortæller han, at han har »en del« »kompromitterende oplysninger om Lars Møller og Carsten Rasmussen«, og at »de kommer frem. Desuden er der begyndt at komme en del anonyme henvendelser med forskelligt belastende materiale«. Han siger videre, at materialet »er på niveau eller værre« end det, som kom frem i ”Løgnen om Operation Bøllebank”.

Med ovenstående in mente kan man godt frygte for niveauet af dokumentation i den kommende udsendelse, og disse udsagn virker i hvert fald ikke betryggende for dem, der søger en uvildig og upartisk undersøgelse af Operation Bøllebank.

Den, som tier, samtykker

Ej heller styrker det troværdigheden, at kritikken bliver fremført med 22 års forsinkelse. Kilderne forklarer det med, at de deltagere i Operation Bøllebank, som fortsat forretter tjeneste i Forsvaret, frygter for repressalier i form af manglende forfremmelser, afslag på ansøgninger eller i værste fald forflyttelse til andre tjenestesteder. Denne signatur skal være den første til at bekræfte, at denne frygt for at udtale sig mod den officielle linje er udbredt i store dele af Forsvaret, uanset hvilke emner der måtte være tale om.

Som journalist vil jeg til hver en tid hylde fok, der tør stå frem med kontroversiel viden. Men det styrker troværdigheden, jo mere kilderne har på spil. Faktum er, at kilderne i ”Løgnen om Operation Bøllebank” ventede, til de ikke længere havde noget at miste. Den form for kritik har andre i løbet af debatten kaldt kujonagtigt.

Når man vælger at tie – uanset af hvilke grunder – samtykker man. Så vælger man det sikre, sit job, sin faste løn og sine fremtidsmuligheder, fordi det er trygt og mere opportunt end at rette ryggen og stå frem i det offentlige rum med sin kritik. Ja, det ville i værste fald kunne koste en jobbet, og den risiko må man gøre op med sig selv, om man er villig til at løbe. Det handler om moral og om at kunne se sig selv i spejlet.

Erik Kirk var ikke klar til at stå frem, da det gjaldt noget så afgørende som historieskrivningen fra dette helt afgørende kampvognsslag hin forårsdag i Bosnien, og ingen af de øvrige kritikere var det. Dengang. At de fortalte deres egen version i foredrag og på dragonkasernen i Holstebro tæller ikke i det regnskab.

Nu er Erik Kirk død og fremfører i stedet sin kritik posthumt i et ti år gammelt interview og bliver nu bakket op af de af sine støtter, som har forladt Forsvaret. Det er ikke kønt, og det styrker ej heller troværdigheden i kritikken. Tvært imod forstærker det alene billedet af, at særligt Carsten Rasmussen skal have pillet al glans af sin person – koste hvad det vil og med brug af alle midler – om det så er en afdød og ellers højt respekteret, dekoreret og hædret chefsergent.

Det beskidte undertøj blev hængt til tørre

På mange måder er historien og efterspillet om Operation Bøllebank både ulykkelig og uværdig. Dét, som af mange den dag i dag stod som dansk forsvars finest hour, kan vi nu kigge tilbage på med noget blandede følelser. Det beskidte undertøj er blevet hængt til tørre i fuld offentlighed med al den ubehagelige lugt af kælder og mug, som kan samle sig på 22 år. Ingen er blevet meget klogere ud over, at vi alle nu forstår, at Carsten Rasmussen ifølge 2. deling var en dårlig og uduelig chef dengang i 1994.

Med al respekt for soldaternes indsats tyder meget på, at mange meget individuelle oplevelser af den vanvittige krigshændelse og overlevelseskamp over årene langsomt er smeltet sammen til en fælles forståelse og en delvis enighed om, hvad der egentlig skete. Men faktum er, at Operation Bøllebank er blevet oplevet vidt forskelligt fra deling til deling, kampvogn til kampvogn og mand til mand. Det er således hævet over enhver tvivl, at der er ganske forskellige oplevelser af den oplevede virkelighed, hvilket må siges at være ganske naturligt situationens grufulde alvor taget i betragtning.

Tilbage står, at historien om Operation Bøllebank fortsat er påstand mod påstand, og ikke meget tyder på, at det nye og »belastende materiale« vil kunne ændre på den sag. Kritikerne kræver en uvildig undersøgelse af Operation Bøllebank, men spørgsmålet er, hvad den er værd næsten et kvart århundrede efter, at begivenheden rent faktisk fandt sted? Man kan i hvert fald roligt sige, at det er lidt sent at fremføre sådan et krav.

Med alle disse artikler, debatindlæg og timer brugt på sagen kan man blot konstatere, at der kun var tabere i den uskønne ordkrig om Operation Bøllebank. Er den virkelig værd at fortsætte?

Peter Ernstved Rasmussen var selv udsendt til Balkan som sergent og gruppefører i sikringsdelingen ved FN’s hovedkvarterskompagni i Kiseljak uden for Sarajevo fra marts til september 1993. Han blev siden officer af reserven og uddannede FN-soldater i observationspost-tjeneste, check-point-tjeneste og eskortekørsel i Danmark såvel som i Tjekkiet og Zimbabwe.  

Kommentarer

12 KOMMENTARER

  1. Tusind tak for at du vil lægge din dokumentation på nettet, du gør alle en stor tjeneste!

  2. Du tror at DR fremlægning er løgn på basis af ? Tro
    Jeg har den fordel frem for dig, at jeg ikke behøver at tro. Jeg var med i operationen og ved derfor hvad der skete og kan dokumentere det.

  3. Lars R. Møller nedskrev sin samlende beretning og fik den udgivet (uden nogen dengang følte sig kaldet til at protestere) . Udgivelsen “låste” hans version af historien. De der ikke skriver ned, men holder historier i live ved genfortælling, reelt gendigtning, kommer erfaringsmæssigt længere væk fra virkeligheden. Dette burde i alt fald journalister og redaktionschef vide.

    Bogen er ikke den endegyldige sandhed, og jeg håber bestemt at der eksisterer dokumentation, der kan supplere Lars Møllers personlige beretning, når en dygtig militærhistoriker en dag forsker i hvad der skete.

    Det er selvfølgelig ikke umuligt, at der er en gigantisk sammensværgelse, og det vil vise sig at flere hundrede danskere og svenskere fordækt har holdt mund i 20 år (ikke specielt sandsynligt) for at skjule at “kejseren ikke har noget tøj på”, som du foreslår. (Jeg forstår dog ikke hvad det er for en kejser du refererer til, og hvad det uhyre stærke motiv til tavsheden skulle være?).

    Personligt tror jeg dog snarere på at DR’s “løgnehistorien” er markant i modstrid med det formentlig skete, end at der er løjet bevidst eller dækket over noget. Men vi lever i en tid hvor journalister og redaktionschefer belønnes for sensationelle afsløringer snarere end for redelighed og gråtoner, og hvor enhver folkevalgt og andre med ansvar – kaldet “eliten” – gerne holdes i foragt.

  4. Meget interessant indlæg set i lyset af Olfi’s higen efter sandheden (læs: Møllers sandhed). Som historiker anfører du, at “fakta fortrænges” og senere “Ingen bør stole på sin egen hukommelse”. Fantastisk!
    Som historiker må du med baggrund i dette udsagn da netop elske udsagn som kan dokumenteres (og her medregnes Møllers erindringer ikke). Hvem har nogensinde bedt Møller dokumentere nogen af hans påstande?
    Som kontrast til dette står de, som har en anderledes version af hændelsesforløbet.
    Til forskel for Møllers farverige historier, så blev alle besætningernes oplevelser nedskrevet under debriefinger dagen efter Operation Bøllebank, og kan derfor ikke været præget af gammelt nag, sammensværgelser og påvirkning af hinandens oplevelser.
    Det er da guf for en historiker – eller hvad?
    Handler det i virkeligheden om frygten for, at det kan vise sig at “kejseren virkeligt ikke har noget tøj på” ?

  5. Det er korrekt, at det er svært, og nu så mange år efter umuligt, at konkludere en løgn på den baggrund. Det viser dog, at der har været et betydeligt problem – som var et ledelsesansvar. At modtage et mistillidsvotum er ikke dagligdag, og fremføre en anden version end den officielle på Holstebro Kaserne med så store afvigelser viser for mig, at befalingsmændene har været klar til at lade deres version gælde overfor de mennesker, som kender faget og de involverede. Så jeg tror ikke, der kan koges mere suppe på den kamp. Kun på de involveredes menneskelige reaktioner, der for psykologisk interesserede er lærerige.

  6. Befalingsmændenes historie (dele af den i hvert fald) kan ikke afvises, men det kan officerernes heller ikke. Og derved er vi ved sagens kerne – påstand mod påstand. Det er svært at konkludere en løgn på den baggrund.

  7. Er det korrekt, at befalingsmændene gav officeren et mistillidsvotum?
    Er det korrekt, at befalingsmændene fremførte deres version af operation Bøllebank overfor kolleger på Holstebro Kaserne – hvorved også officerslaget rygtesvist vil have hørt den – uden repressalier?
    Er de to forhold korrekte, kan befalingsmændenes version ikke afvises.

  8. Jeg har læst den lange opsummerende kommentar, hvor Peter Ernstved forsøger at sætte et punktum for debatten om, hvad der egentlige skete under Operation Bøllebank – en debat, som han selv har deltaget i og har lagt rigelig spalteplads til. Der er nogle fejlslutninger og misforståelser, som jeg gerne vil rette.

    Vi har valgt at kalde radiodokumentaren Løgnen om Operation Bøllebank.

    Fire førstehåndskilder siger, at der er blevet løjet om Operation Bøllebank. De sad alle fire i en af de tre kampvogne, som åbnede ild under operationen. Deres udsagn stemmer fuldstændig overens. De står alle fire frem med navn.

    Det hele startede som bekendt med, at Erik Kirk gav et interview til Kasper Søegaard for mange år siden – før sin død i 2014. Her fortalte han, at der var blevet løjet om, hvad der var foregået under Operation Bøllebank.

    I efteråret 2016 kommer Kasper i tanke om interviewet med Kirk og find det gamle bånd med interviewet frem fra gemmerne.

    Herefter taler Kasper med en lang række soldater, som var med under operationen. De bekræfter, det Erik Kirk siger. Der er ingen, vi har talt med, der på troværdig vis kan bakke op om den såkaldt ”officielle” historie.

    De, som bliver beskyldt for at lyve – Carsten Rasmussen og Lars Møller – forsvarer sig selv. Men ingen kilder, som var med under operationen, står frem og støtter dem.

    Et håndskrevet referat, skrevet af en af dem, som sad i chefkampvognen, dukker op. I margin på papiret er det tilføjet referatet, at der er givet ordre til ildåbning. Det ser unægtelig ud, som om det et tilføjet efterfølgende.

    Vi har to andre skriftlige evalueringer, som vi ikke havde plads til at fortælle om i radiodokumentaren på 27 minutter, som bekræfter vores kilders påstande.

    I en artikel på olfi.dk kan man læse, at Jakob Hansen, i en ikke tidligere offentliggjort tv-reportage fra 1996, skulle have sagt det stik modsatte af, hvad han siger i dag. Det gør han ikke. Man kan selv gå ind og se hele reportagen fra TV2/Nord. 11 minutter og 54 sekunder inde siger Jakob Hansen, at det er Erik Kirk, der giver ilden fri. Fuldstændig som han siger i dag.

    Senere i reportagen, som går kronologisk frem, siger han, at chefen kommer ind på nettet og giver forholdsordrer efter ca. en halv time. Underforstået en halv time efter den første ildåbning. Det stemmer også overens med, hvad Jakob Hansen siger i dag – nemlig at Lars Møller gav ordre om tilbagetrækning.

    Med “chefen” mener Jakob Hansen ikke eskadronschefen men Lars Møller. Der var tre chefer til stede: chefen for bataljonen, dens næstkommanderende og eskadronschefen. I det her tilfælde mener Jakob Hansen Lars Møller.

    Også Erik Kirk har i alle årene fortalt den samme historie. Både i sin egen skriftlige evaluering fra 1994 og siden i foredrag. Der er bare ikke nogen journalister, som har hevet fat i det – før Kasper Søegaard. Det forklarer også, hvorfor der går 22 år før historien kommer frem. Soldaterne har hele tiden sagt det samme. Ingen har bare interesseret sig for det før nu.

    Vi vurderer altså, at vores kilder er troværdige og at dokumentationen er i orden. Når de samme kilder taler om det, der skete før og efter operationen, stemmer deres oplysninger også overens.

    Der er ikke tale om en hævnaktion, men soldater, der venligt indvilger i at fortælle deres version af historien, når en seriøs journalist spørger.

    Og derfor tør vi godt stå inde for titlen ’Løgnen om Operation Bøllebank’. Vi står naturligvis også helt inde for journalist Kasper Søegaard, som grundigt undersøgte påstandene om Operation Bøllebank, før vi besluttede at lave dokumentaren.

    Med venlig hilsen

    Jesper Hyhne, redaktør, P1 Dokumentar.

  9. Der er to skurke i hele denne historie: Journalist Kasper Søegaard og hans usle redaktionschef på DR. Førstnævnte mister fuldstændig sin journalistiske og moralske retningssans i jagten på en ‘skandale’, men det kan jo ske. Sidstnævne ved efter debatten her på Olfi og andetsteds i december, at Kasper Søegaards “løgn” er ekstremt problematisk, men vælger at lade den sende den alligevel – skam få ham!

    Jeg arbejder som historiker (og var udsendt nogle år, første gang ’92-’94 – og havde i øvrigt den fornøjelse lejlighedsvis at arbejde med Erik Kirk 2011-14). Det er velkendt blandt historikere, gode journalister, politifolk og dommere, at menneskers erindring ændrer sig med tiden. Ubetydeligheder bliver forstørret, fakta fortrænges, følelser bliver til oplevelser, fortællinger dannes – og endnu nemmere og hurtigere i selskab med venner. Og man tror hele tiden, at ens erindring er 100 procent sand. Ingen bør stole på deres egen hukommelse. Ingen!

    Amatøren Kasper Søegaards behov for en Cavlingpris er ved at skabe en bitter konflikt mellem tidligere kolleger, hvor man kun kan få ret på bekostning af andre. Hvad med at alle træder et skridt tilbage og tager en dyb indånding, om ikke for andet så til ære for Erik Kirk.

  10. At kalde det en analyse, er nok lige lidt i overkantet. Lad os kalde det en personlig holdning fra Peter Ernstved Rasmussens.
    Det må være et tilfælde, at Peter Ernstved Rasmussens benytter negativt ladet ord om Jakob Hansen version bliver omtalt i artiklen og neutrale ord når det omhandler Carsten Rasmussen og Lars Møller

    Jeg troede, at man som journalist elskede når noget nyt kom frem. Har lige læst lidt krigs historie, hvor der kommer lidt nyt, om operation Market Garden, hvor Montgomery for nogle hug for sin plan. Det var da godt, at det ikke var Peter Ernstved Rasmussen, som skulle dække det, så havde det nok fået en kritisk kommentar.

    At en journalist skal tage stilling til om en uvildig undersøgelse skal iværksættes i en analyse, forstår jeg ikke. Jeg troede, at det galt om at få sandheden frem, for en hver pris ??

    Jeg tror, at journalist Peter Ernstved Rasmussens soldater hjerte, har taget lidt over og det er soldaten, som ytre sin ærgerlighed over en smuk fortælling, der bliver ændret.

    Det er også ok, men lad være med at kalde det en neutral analyse

    Peter efter så mange samtaler vi har haft, så troede jeg du havde fundet ud af, at jeg/vi ikke har noget personligt mod, hverken Lars Møller eller Carsten Rasmussen. Det er rent fagligt, se mine 10 anklage punkter og andre artikler.
    Jeg hverken taler eller skriver grimt om Lars Møller eller Carsten Rasmussen

    Det er Lars Møller som benytter “sprogblomster” og lægger ord i munden på os, hvorefter du citerer os for, at have sagt det. eksempel.: “Carsten lå på tårngulvet” det har jeg aldrig udtalt og kommer heller ikke til at gøre det. det er plat og usaglig

    Citat fra artiklen:
    »Det er ikke ham (Lars R. Møller), som vi er ude efter. Personligt havde jeg håbet på, at Lars Møller havde nøjedes med at tage nogle skrammer og et knæk på stoltheden. Men at han vælger at tage alle kuglerne for Carsten Rasmussen, forstår jeg ikke,« sagde han. Citat slut.

    Det er korrekt, at jeg har udtalt det i en fortrolig, samtale med dig, da du gerne ville vide, hvad dokumentaren omhandlede, derfor fik du en briefing, hvor jeg forklare, at det ikke er Lars Møller udsendelsen primært omhandler (er ude efter), men det er Carsten Rasmussen, vi er ude efter (eller omhandler)
    På daværende tidspunkt, havde jeg stadig stor respekt for Lars Møller og kunne ikke forstå, hvorfor han tog, så mange kugler for Carsten Rasmussen.
    Man må jo sige, at det var Lars Møller som var i ilden indtil P1 programmet kom

    Med venlig hilsen

    Jakob Hansen

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here