ANALYSE: Radiodokumentaren ”Løgnen om Operation Bøllebank” på DR P1 fremfører kritik, som svækkes på grund af 22 års forsinkelse. Den afslører ingen ”rygende pistol”, men dokumenterer alene, at der er forskellige opfattelser af begivenhedernes gang.

Over middag torsdag kunne interesserede lyttere høre ”den nye” version 2.0 af Operation Bøllebank, som den er udlagt af DR-journalist Kasper Søegaard. Det historiske kampvognsslag fandt sted i Bosnien i april 1994, da danske FN-kampvogne kom svenske og norske kolleger til undsætning på observationsposten Tango 2 ved at affyre 72 granater mod serbiske stillinger.

Operation Bøllebank endte med at koste et tocifret antal serbere livet og endte som en sjældent positiv historie for såvel det danske forsvar som for FN, som for første gang svarede igen mod serberne og dermed opnåede en lille smule respekt. Ingen danske eller nordiske soldater blev ramt, selv om de var udsat for voldsom beskydning fra både artilleripjecer, morterer, maskinkanoner og panserværnsraketstyr.

Efterfølgende optrådte både eskadronchef Carsten Rasmussen og daværende oberstløjtnant Lars R. Møller i alverdens medier, og særligt Møller opnåede både national og international heltestatus for sin beslutsomme indsats under Operation Bøllebank og sin no-bullshit attitude med klar tale, hjelm, overskæg og cigar i mundvigen. Et Danmarks svar på den amerikanske general Patton.

Interview med forsinkelsesanordning

Det er denne indsats og status, som radiodokumentaren ”Løgnen om Operation Bøllebank” forsøger at lave om på. Udsendelsen bygger på et 10 år gammelt interview med nu afdøde chefsergent Erik Kirk, som var delingsfører i 2. deling under Operation Bøllebank og dermed fører for den deling, som var i direkte kamp med serberne. Ifølge Kasper Søegaard gav Erik Kirk sit interview med den klausul, at det først måtte offentliggøres, når Erik Kirk havde forladt Forsvaret eller var afgået ved døden. Erik Kirk døde i 2014. I radiodokumentaren bliver han kun brugt i ganske små bidder, men hans kritik bliver understøttet af tre nulevende veteraner fra Operation Bøllebank.

Den går på, at der aldrig blev givet nogen skudordrer fra hverken eskadronchef Carsten Rasmussen eller Lars R. Møller, som dengang var oberstløjtnant og næstkommanderende i den nordiske bataljon NORDBAT 2. I stedet måtte Erik Kirk ifølge dokumentaren selv træffe beslutningen, men efterfølgende kunne hverken han eller andre komme i kontakt med eskadronchefen, som ifølge dokumentaren slet ikke var at høre på radioen i de to timer, som slaget varede.

Kritikken går derudover på en lang række taktiske beslutninger, som kritikerne henholdsvis kalder for »grov begynderfejl«, »taktisk brøler« og »fundamental fejl, som mirakuløst ikke endte i tab af danske menneskeliv«. Derudover fortæller Jakob Hansen, som var næstkommanderende i 2. deling, om, hvordan han måtte hive en plørefuld eskadronchef ud af et møde med en bosnisk bataljonschef, ligesom det bliver fortalt, at Rasmussen og Møller førte sig frem med »cigarer og cognac i glasset«, og at »samtlige« efterfølgende »stemte for et mistillidsvotum« til eskadronchef Carsten Rasmussen med ønske om hans hjemsendelse.

Divergerende forklaringer svækker troværdigheden

Set udefra uden aktier i udsendelsen virker kritikken umiddelbart relevant og interessant, når man tænker på betydningen af Operation Bøllebank for dansk krigshistorie. Blev der slet ikke givet ordrer? Var det Lars Møller, Carsten Rasmussen eller en delingsfører, som tog beslutning om at beskyde de serbiske stillinger? Var der virkelig ingen føring under operationen? Blev historien aftalt og fordrejet? Har Lars Møller og Carsten Rasmussen holdt sandheden skjult i mange år?

Det mest opsigtsvækkende er de to officerers skiftende og divergerende forklaringer over årene på, hvem der gav ordrer hvornår og til hvem. Umiddelbart efter radiodokumentaren udsendte de tre hovedkilder fra 2. deling en pressemeddelelse, hvori de nævner seks eksempler på forskellige udlægninger fra henholdsvis Lars R. Møller og Carsten Rasmussen af, hvem der sagde hvad hvornår. I radiodokumentaren læser vognkommandør Peter Lyngbye fra 2. deling op af en avisartikel fra Jyllands-Posten i 1997, hvor Lars R. Møller i detaljer beskriver forløbet.

»Omkring to minutter senere kl. 23.45 giver han ordre til de tre kampvogne, der holder i stilling (sagt med overrasket stemmeføring og tryk på ”stilling”): ”QL1 her er VL2. Nedkæmp panserværnsmissil, bunker”. Det er den melding, der efter sigende skulle være kommet fra Møller på radioen. Men jeg har aldrig hørt den melding. Den er aldrig kommet,« siger Peter Lyngbye.

Det kunne samtidig opleves som panik fra en mand, der er ved at få trukket bukserne ned, at Lars R. Møller minutter efter Kasper Søegaards interview hjemme i privaten i Farum forfattede et langt forsvarsskrift, der talte om en »sammensværgelse« og »løgne«. Ro på nu. Der kunne også bare være tale om nogle personer, som havde oplevet situationen anderledes og havde et inderligt behov for at få belyst den side af historien.

En vatnisse, der traf forkerte beslutninger

Alt sammen sår det tvivl om føringen under Operation Bøllebank, og de to ledende officerer står pludselig i et noget sløret lys. De skiftende og divergerende forklaringer styrker ikke officerernes troværdighed, ligesom Lars R. Møllers bombastiske reaktion kunne give mistanke om, at kritikerne har fat i noget. Når hele sagen alligevel giver en underlig smag i munden af et uværdigt hævntogt, skyldes det flere faktorer.

Hele radiodokumentaren og debatten forud for bærer præg af nag og en slet skjult misundelse over, at de to officerer høstede roser og gjorde fine karrierer i Forsvaret, når det nu i virkeligheden – må man forstå – var 2. delings befalingsmænd, der styrede slaget og på eget initiativ nedkæmpede serberne og dermed reddede skindet på de uduelige officerer.

Den giver indtryk af en deling med en opfattelse af chefen Carsten Rasmussen som en vatnisse, der traf forkerte taktiske beslutninger, mistede overblikket og blev paralyseret, da det virkelig gjaldt, og som sendte to konstabler hjem for at bryde alkoholreglerne, men ikke selv kunne leve op til sine egne principper. Værst af alt mistede han fuldstændig soldaternes respekt, da han efter at være blevet hevet sejlende beruset ud af mødet med den bosniske bataljonschef var ude af stand til at genvinde respekten, men i stedet reagerede som om, at intet var hændt.

Når vi først 22 år efter skal høre fra vognkommandør Jakob Hansen, at Carsten Rasmussen i den omtalte brandert, som Carsten Rasmussen både har erkendt og undskyldt, »målte tissemænd« med den bosniske bataljonschef, understøtter det imidlertid ikke Hansens kritik, men udstiller, at der ikke er nogen nedre grænse for at kaste med smuds i et forsøg på at ødelægge Carsten Rasmussen ry og rygte. I et interview med undertegnede før jul udtrykte samme Hansen sig på en måde, så man kunne komme i tvivl, om hans ærinde mere drejede sig om at bringe balance i regnskabet med Carsten Rasmussen end at få sandheden om Operation Bøllebank frem. Det sidste kunne virke som en undskyldning for det første.

»Det er ikke ham (Lars R. Møller), som vi er ude efter. Personligt havde jeg håbet på, at Lars Møller havde nøjedes med at tage nogle skrammer og et knæk på stoltheden. Men at han vælger at tage alle kuglerne for Carsten Rasmussen, forstår jeg ikke,« sagde han.

Indlysende, at der blev begået fejl

Og det fører frem til kritikken af de militære beslutninger. Det ligger uden for enhver tvivl, at der forud for Operation Bøllebank var givet ordrer om, hvordan opgaven skulle løses, og at det var inden for Rules of Engagement at skyde i selvforsvar. Det ligger også uden for enhver tvivl, at der var tale om en FN-operation, som grundlæggende adskiller sig fra en klassisk militærtaktisk krigshandling med skjul, ild og bevægelse. Kampvognene var hvide, de rykkede fredsmæssigt frem med blå flag og med lys – ind til, at det var uomtvisteligt, at netop denne synlighed ikke dæmpede gemytterne, men i stedet gjorde FN-køretøjerne til mål for serbernes ild.

Selvfølgelig var det i bagklogskabens klare lys en fejl at klumpe syv kampvogne sammen med to PMV’er i udkanten af Saraci i fuld indsigt fra de serbiske stillinger. Men var det en fejl at køre væk uden støtte, når granaterne haglede ned over dem? Nej, og det var lige præcis her, at planen ikke holdt længere. Var det en fejl at undsætte de nordiske soldater på Tango 2 og køre flankemarch derop med siden til de serbiske stillinger? Nej, for det var den eneste adgangsvej og kan derfor ikke sammenlignes med en klassisk krigssituation. Var det en klog beslutning at placere bataljonschefen, hans næstkommanderende Lars R. Møller og eskadronchef Carsten Rasmussen i Kalesija, hvor de var tættest på de serbiske stillinger? I bagklogskabens klare lys nej, fordi de blev fanget i ilden uden mulighed for at få overblik over situationen.

Blev opgaven alligevel løst? Ja, fordi delingsførerne handlede i overensstemmelse med de givne ordrer og førte deres enheder på deres niveau. Det gjorde delingsfører Erik Kirk på forbilledlig vis, og det gjorde vognkommandørerne Jakob Hansen og Peter Lyngbye på lige så forbilledlig vis. Det danske forsvar og samfund i almindelighed kan aldrig takke dem nok for deres mod og evne til at holde hovedet koldt og handle koldblodigt i den mest ekstreme og pressede situation, som man overhovedet kan forestille sig. Og takket være dem kom alle danske såvel som norske og svenske soldater hjem med livet i behold.

Gjorde hvad man kunne forvente af officerer

Tog Lars R. Møller og Carsten Rasmussen så æren for Operation Bøllebank? De gjorde præcis det, som man kan forvente af officerer ved at påtage sig det fulde ansvar for operationen – uanset hvilken version af historien, der så måtte være den korrekte. Deri ligger en beskyttelse af de underordnede enheder og førere, som dermed undgik at blive stillet til ansvar, hvis FN havde vurderet beskydningen som en overreaktion. Den modsatte reaktion – offentligt at sige, at de underordnede handlede på egen hånd, ville have været kujonagtigt.

Det er for øvrigt en helt normal procedure at give enhederne mundkurv på umiddelbart efter særlige hændelser, og det foregår den dag i dag og har været effektueret utallige gange i Irak, Afghanistan og under antipirateri-missionerne ud for Afrikas Horn. Kunne man så løsne op, når der var gået noget tid? Ja, selvfølgelig kunne man det, og hvis en mundkurv alene har til formål at dække over løgn, vil den reelt set ikke have nogen juridisk betydning. Men at bruge mundkurven fra den 30. april 1994 som argument for, at man ikke siden kunne fortælle sin version historien, holder ikke.

Det hører med til historien, at styrkernes mandat fra FN under krigen på Balkan var frustrerende svagt og en af årsagerne til, at mange danske veteraner fra dengang i dag lider af posttraumatisk stress. Det var forbudt at anvende nogen som helst form for våbenmagt med mindre, at man var direkte i livsfare, og anvendelsen af våbenmagt var noget, man så med allerstørste alvor på i FN.

DR-journalist gjorde sig selv til part i sagen

Smykkede Lars R. Møller og Carsten Rasmussen sig så med lånte fjer? Det mangler vi endnu at få ført bevis for af DR, og det fører hen til det problematiske omkring titlen på radiodokumentaren. Den hedder ”Løgnen om Operation Bøllebank” og signalerer alene i rubrikken, at lytterne nu skal høre den sande version af historien, som er én, stor løgn. Når man som dokumentarist på den måde tager parti og vælger side i en konflikt, kræver det nagelfast dokumentation. Lytterne må aldrig være i tvivl om, at journalisten har fuld dækning for sin påstand, ellers er journalisten pludselig blevet en part i sagen. Og det er problemet for Kasper Søegaard.

I radiodokumentaren hører vi fire kilder, hvoraf den ene er død, som fortæller om deres syn på Operation Bøllebank og ledelsen i både eskadronen og den nordiske bataljon NORDBAT 2. Deres fortællinger om deres egne oplevelser af Operation Bøllebank er troværdige, og de fremfører vigtige vidneudsagn for fremtidens forståelse af det historiske slag. Men modparten har lige så tungtvejende udsagn, argumenter og dokumentation, og der er i hvert fald på ingen måde ført endegyldigt bevis for noget som helst.

Når man på den baggrund slår fast, at den officielle historie er en løgn, har man truffet et valg, der svækker den journalistiske troværdighed. Som lytter kan man ikke stole på, at journalisten fremadrettet vil forholde sig lige så kritisk til de kilder, der støtter hans egen version som modparten, og man vil naturligt forvente, at journalisten alene er ude på at finde kilder og dokumentation, der styrker hans egen vinkel.

Den slags er farligt og har ikke længere meget med journalistik at gøre. Det virker heller ikke som, at Kasper Søegaard vil gå upartisk til det videre arbejde med Operation Bøllebank, som han har annonceret på DR’s hjemmeside. Her fortæller han, at han har »en del« »kompromitterende oplysninger om Lars Møller og Carsten Rasmussen«, og at »de kommer frem. Desuden er der begyndt at komme en del anonyme henvendelser med forskelligt belastende materiale«. Han siger videre, at materialet »er på niveau eller værre« end det, som kom frem i ”Løgnen om Operation Bøllebank”.

Med ovenstående in mente kan man godt frygte for niveauet af dokumentation i den kommende udsendelse, og disse udsagn virker i hvert fald ikke betryggende for dem, der søger en uvildig og upartisk undersøgelse af Operation Bøllebank.

Den, som tier, samtykker

Ej heller styrker det troværdigheden, at kritikken bliver fremført med 22 års forsinkelse. Kilderne forklarer det med, at de deltagere i Operation Bøllebank, som fortsat forretter tjeneste i Forsvaret, frygter for repressalier i form af manglende forfremmelser, afslag på ansøgninger eller i værste fald forflyttelse til andre tjenestesteder. Denne signatur skal være den første til at bekræfte, at denne frygt for at udtale sig mod den officielle linje er udbredt i store dele af Forsvaret, uanset hvilke emner der måtte være tale om.

Som journalist vil jeg til hver en tid hylde fok, der tør stå frem med kontroversiel viden. Men det styrker troværdigheden, jo mere kilderne har på spil. Faktum er, at kilderne i ”Løgnen om Operation Bøllebank” ventede, til de ikke længere havde noget at miste. Den form for kritik har andre i løbet af debatten kaldt kujonagtigt.

Når man vælger at tie – uanset af hvilke grunder – samtykker man. Så vælger man det sikre, sit job, sin faste løn og sine fremtidsmuligheder, fordi det er trygt og mere opportunt end at rette ryggen og stå frem i det offentlige rum med sin kritik. Ja, det ville i værste fald kunne koste en jobbet, og den risiko må man gøre op med sig selv, om man er villig til at løbe. Det handler om moral og om at kunne se sig selv i spejlet.

Erik Kirk var ikke klar til at stå frem, da det gjaldt noget så afgørende som historieskrivningen fra dette helt afgørende kampvognsslag hin forårsdag i Bosnien, og ingen af de øvrige kritikere var det. Dengang. At de fortalte deres egen version i foredrag og på dragonkasernen i Holstebro tæller ikke i det regnskab.

Nu er Erik Kirk død og fremfører i stedet sin kritik posthumt i et ti år gammelt interview og bliver nu bakket op af de af sine støtter, som har forladt Forsvaret. Det er ikke kønt, og det styrker ej heller troværdigheden i kritikken. Tvært imod forstærker det alene billedet af, at særligt Carsten Rasmussen skal have pillet al glans af sin person – koste hvad det vil og med brug af alle midler – om det så er en afdød og ellers højt respekteret, dekoreret og hædret chefsergent.

Det beskidte undertøj blev hængt til tørre

På mange måder er historien og efterspillet om Operation Bøllebank både ulykkelig og uværdig. Dét, som af mange den dag i dag stod som dansk forsvars finest hour, kan vi nu kigge tilbage på med noget blandede følelser. Det beskidte undertøj er blevet hængt til tørre i fuld offentlighed med al den ubehagelige lugt af kælder og mug, som kan samle sig på 22 år. Ingen er blevet meget klogere ud over, at vi alle nu forstår, at Carsten Rasmussen ifølge 2. deling var en dårlig og uduelig chef dengang i 1994.

Med al respekt for soldaternes indsats tyder meget på, at mange meget individuelle oplevelser af den vanvittige krigshændelse og overlevelseskamp over årene langsomt er smeltet sammen til en fælles forståelse og en delvis enighed om, hvad der egentlig skete. Men faktum er, at Operation Bøllebank er blevet oplevet vidt forskelligt fra deling til deling, kampvogn til kampvogn og mand til mand. Det er således hævet over enhver tvivl, at der er ganske forskellige oplevelser af den oplevede virkelighed, hvilket må siges at være ganske naturligt situationens grufulde alvor taget i betragtning.

Tilbage står, at historien om Operation Bøllebank fortsat er påstand mod påstand, og ikke meget tyder på, at det nye og »belastende materiale« vil kunne ændre på den sag. Kritikerne kræver en uvildig undersøgelse af Operation Bøllebank, men spørgsmålet er, hvad den er værd næsten et kvart århundrede efter, at begivenheden rent faktisk fandt sted? Man kan i hvert fald roligt sige, at det er lidt sent at fremføre sådan et krav.

Med alle disse artikler, debatindlæg og timer brugt på sagen kan man blot konstatere, at der kun var tabere i den uskønne ordkrig om Operation Bøllebank. Er den virkelig værd at fortsætte?

Peter Ernstved Rasmussen var selv udsendt til Balkan som sergent og gruppefører i sikringsdelingen ved FN’s hovedkvarterskompagni i Kiseljak uden for Sarajevo fra marts til september 1993. Han blev siden officer af reserven og uddannede FN-soldater i observationspost-tjeneste, check-point-tjeneste og eskortekørsel i Danmark såvel som i Tjekkiet og Zimbabwe.