Statsledere bruger efterretninger vidt forskelligt

0
Donald Trump har ikke brug for efterretningstjenesterne, siger han. Foto: Michael Vadon

ANALYSE: I disse dage meddeler Donald Trump, at han ikke stoler på CIA og er for klog til at modtage efterretningsbriefinger. Begge dele bekymrer alle i den vestlige verden, skriver generalsekretær Lars Bangert Struwe fra Atlantsammenslutningen i denne analyse.

Statsledere er på den ene eller anden måde forbruger af efterretninger, der skal hjælpe dem med at tage de rigtige beslutninger. De er nogle af de vigtigste forbrugere af efterretninger. Imidlertid har Donald Trump meddelt, at han er alt for klog til dagligt at modtage efterretningsbriefinger.

Det har ellers siden 1961 været kutyme, at den amerikanske præsident kl. 07.45 hver morgen modtager en kort efterretningsbriefing, der sætter ham ind i de verserende sager. Denne briefing kaldes President’s Daily Brief og omtales nogle gange som enten President’s Daily Briefing eller President’s Daily Bulletin. Dette dokument er meget højt klassificeret, og bygger på indberetninger fra alle efterretningstjenesterne. I dag synes mere end halvdelen at stamme fra SIGINT – signal intelligence, hvilket bl.a. dækker over aflytninger. Det er med andre ord ikke almindeligt tilgængelige informationer præsidenten får, men bearbejdede efterretninger, der sættes ind i en større sammenhæng.

Lars Bangert Struwe er ph.d. og generalsekretær i Atlantsammenslutningen. Foto: Atlantsammenslutningen
Lars Bangert Struwe er ph.d. og generalsekretær i Atlantsammenslutningen. Foto: Atlantsammenslutningen

I månederne op til 9/11 modtog den nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice og præsident George W. Bush efterretninger om et muligt forestående angreb. Imidlertid var oplysningerne kun til en vis grad konkrete, og det var svært at agere i forhold til dem. Trump og andre kan derfor med en vis ret spørge – kan jeg bruge det her til noget?

Svaret er ja – det kan og skal man. Præsidenten får et billede af den udenrigspolitiske situation, som giver ham mulighed for at agere hurtigt, når noget udvikler sig. Det er på mange måder et klassisk spørgsmål om behovet for paratviden.

Trump er imidlertid ikke den første statsleder, der har et særligt forhold til efterretninger. Statsledere har både stolet blindt på efterretninger, haft egne efterretningsnetværk, været gør det selv efterretningsanalytiker eller blot nøjedes med kun at lytte til de efterretninger, der passede ind i deres verdensbillede. I det følgende vil jeg gennemgå nogle af historiens eksempler med særligt fokus på de britiske og amerikanske erfaringer.

Stoler ikke på efterretningstjenesterne

John F. Kennedy overtog i 1961 Operation Pluto fra præsident Eisenhower. Det var invasionen af Cuba, der blev til den berygtede svinebugtaffære. Her sendte man 1.500 eksilcubanere tilbage til Cuba i håbet om støtte fra en folkelig rejsning. Operationen var planlagt af CIA og mislykkedes totalt. Operationen fandt sted blot få måneder efter Kennedys tiltræden, og skabte en stor mistillid hos præsidenten til både efterretningstjenester og militæret.

Dette formede en del af Kennedys præsidentperiode. Her er ikke tale om en særlig efterretningsting. Der er tale om en statsleders tillid til sit embedsværk. Når det fejler i en alvorlig situation, kommer med forkerte råd eller med utilstrækkelige oplysninger, så mister statslederen tilliden. I 1961 støttede elementer i CIA – uden godkendelse fra præsidenten – et mislykkedes kup mod den franske præsident Charles de Gaulle. Efter disse episoder fyrede Kennedy chefen for CIA Allan Dulles og Dulles nærmeste medarbejdere.

Neville Chamberlain, den britiske premierminister fra 1937 til 1940 stolede mere på sig selv end på efterretningstjenesterne. Det gjorde, at han ganske arrogant afviste britiske efterretningsrapporter om Nazi-Tyskland i årene op til 2. Verdenskrig. Derved stod han i en svækket position, når han skulle tage beslutninger. Han troede selv, at han viste bedre end efterretningstjenesterne. Det kan man selvfølgelig gøre, men han supplerede sin arrogance med at bruge sin søster som efterretningsagent. Hendes rejsebreve fra Tyskland, hvor hun blev modtaget meget venligt af de nazistiske spidser, var med til at overbevise Chamberlain om, at der ingen farer var.

Tilpas dig mine holdninger eller bliv væk

Lidt i stil med Chamberlains arrogance, hvor han vidste bedre, er den kategori, hvor statslederen ikke vil lytte til efterretninger med mindre de passer ind i vedkommendes forudfattede holdninger. Dette gør sig i høj grad gældende i diktaturer.

MEN vi finder det også i demokratier. Der var i aprildagene 1940 er stor mistro til de efterretninger, som tilgik den danske regering. Efterretningerne og informationerne, der tilgik, passede ikke ind i regeringens billede. På samme vis så var efterretningerne op til Irak-krigen ikke entydige, og f.eks. advarede den britiske forsvarschef admiral Michael Boyd premierminister Tony Blair imod aktionen, men blev tilsidesat. I USA filtrerede man kilderne op til Irak-krigen, hvilket så dannede grundlaget for krigen.

En helt særlig situation er, hvis statslederen stoler blindt på efterretningstjenesterne. Amerikanske præsidenter stolede i en lang periode nok for meget på efterretningstjenesternes vurdering af situationen i Asien. Det kan være lige så slemt, som de ovenfor nævnte eksempler.

Havde sit eget efterretningsnetværk

USA’s første præsident, George Washington, skabte i høj grad sit eget efterretningsnetværk. Det blev etableret under Uafhængighedskrigen og tjente ham som øverstkommanderende for de amerikanske styrker. Imidlertid etablerede han ikke et permanet efterretningsvæsen efterfølgende – men kunne ganske klart trække på de gamle venner.

Langt mere problematisk var de unge britiske politikere fra begge fløje, der under Anden Verdenskrig var med til at opbygge hemmelige organisationer, styre efterretningstjenester eller som officerer opbyggede netværk blandt de specielle enheder. Det førte f.eks. til, at den britiske premierminister Harold Macmillan i 1960’erne etablerede en privatorganiseret operation med efterretningsfolk og specialoperationstyrker og indsatte dem i Yemen uden om Parlamentet.

Anden Verdenskrig trænede en række britiske politikere i brugen af efterretninger. De havde juniorposter i regeringerne i løbet af 1940’erne og avancerede i løbet af 1950’erne og 1960’erne til selv at have fremtrædende poster. De havde lært at bruge efterretningstjenesterne, de kendte deres værdi (og begrænsninger). I USA indtager George H.W. Bush en helt særlig position, idet han i en kort periode fra 1976-77 var chef for CIA. Det gav ham en ganske særlig forståelse for efterretningstjenesternes muligheder og begrænsninger. Men også en ganske stor risiko for at være bedrevidende.

Agerer på informationer og ikke på efterretninger

Winston Churchill er på efterretningsområdet både en helt og skurk. Han forstod behovet for efterretninger både under Første og Anden Verdenskrig og under Den Kolde Krig. Han ændrede de britiske efterretningstjenester og organisationen omkring dem, og forstod værdien af f.eks. kodebrydning.

Men han forlangte også at få leveret informationerne – inden de var bearbejdet til efterretninger. Inden de var sat ind i det store billede. Derved var der en endog meget stor risiko for fejlagtig brug af efterretningerne. Pudsigt nok havde det også til tider en positiv effekt, idet Churchill havde en virkelig god forståelse af politik, hvorfor han kunne se linjer, som efterretningsfolkene ikke nødvendigvis så.

Efterretninger skal bruges i den kontekst, som de er etableret i. Der indsamles de informationer, man er i stand til at indsamle i forhold til den tid og de øvrige ressourcer, som man har til rådighed. Det er klart, at f.eks. havde den danske regering næppe særligt mange efterretninger til sin rådighed, da man i 2011 intervenerede i Libyen. I fællesskab med allierede måtte man meget hurtigt opbygge den fornødne organisation til at indhente informationer og bearbejde dem til efterretninger.

Churchill – og andre statsledere – har nok en snert af flere af de forskellige kategorier. Han havde ganske klart også sit eget efterretningsnetværk, der støttede ham, da han ikke var statsleder. Han var en gør det selv efterretningsmand og han kunne ganske klart afvise ting, der ikke passede ind i hans kram.

Brugen af efterretninger

En statsleder er forbruger af efterretninger. Det betyder, at efterretningstjenesten også må indrette sig derefter. Den må levere den vare, som en statsleder ønsker. Hvis den leverer noget, der rammer skiven skævt eller uden for, så kan den ikke påvirke beslutningerne.

Det betyder også, at en efterretningstjeneste må prioritere sine ressourcer hen mod de punkter, der har politisk interesse. Statslederen må imidlertid også tage den bitre medicin og erkende, at han ikke nødvendigvis har ret. Her må lødige efterretninger kunne påvirke politikeren. Her har jeg mine tvivl over for Donald Trump.

Statslederen har brug for fortløbende at modtage efterretninger, så han i en presset situation kender det overordnede billede. Ellers er der høj risiko for svagt funderede – forkerte – beslutninger. Det gør det ekstremt vigtigt, at efterretningsapparatet i USA og det nationale sikkerhedsråd (NSC) får etableret en rutine, så Donald Trump modtager de fornødne efterretninger at basere sine beslutninger på.

guest
0 Kommentarer
Inline Feedback
Læs alle kommentarer