Om en uge tiltræder en ny forsvarschef. Lad det være begyndelsen på en ny epoke i Forsvaret, hvor konstruktiv kritik i det offentlige rum bliver værdsat og påskønnet til gavn og glæde for såvel Forsvaret som for demokratiet.

2017 ruller allerede godt af sted, som disse linjer skrives. Et årsskifte er som altid en god anledning til lige at stoppe op, se agterud og samtidig sætte kikkerten for øjet og skue lidt ud mod horisonten. Personligt var 2016 af mange årsager et særligt år for mig, fordi det blev året, da OLFI kom til verden – i hvert fald i udgave af en digital netavis om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

Der burde derfor være god grund til en strøm af ord om optimisme og tro på det forestående år. Og jo, den har jeg da. Men ærlig talt synes jeg, at jeg på tidligere udgaver af denne dato normalt har haft et lidt mildere syn på fremtiden, end jeg kan mønstre på den første hverdag i 2017.

2016 blev året, da vi stemte os ud af Europol, briterne sagde farvel og nej tak til EU, og Donald Trump vandt det amerikanske præsidentvalg. Det var som om, at udfaldet af en række begivenheder kun bekræftede en udvikling, som har været i gang længe.

Har vi glemt, hvad det hele handlede om?

Vi oplever i disse år, at nogle af de vigtigste grundpiller i den frie og vestlige verden skælver fra EU til Nato. Institutioner, som blev skabt på baggrund af fortidens krige, nød og ustabilitet, og som har sikret en historisk udvikling med fred, frihed og fremgang for millioner og atter millioner af europæere i nord, syd, øst og vest. Har vi fuldstændig glemt, hvad det hele handlede om?

Samtidig har en lang række af nye trusler ikke bare vist sig, men også ramt os med al deres gru, død og ødelæggelse. Det skete for alvor i 2015, og det fortsatte i 2016 med nye former for terrorangreb fra fjender, vi ikke kan se, vi ikke kender, og vi kun dårligt kan beskytte os mod.

Vi oplever i disse år en undertrykt frygt og et had til såvel det eksisterende som det nye (og fremmede) spire op af jorden i såvel det gamle Europa som i Guds eget land – over there. Vi oplever politikere, der lefler for den laveste fællesnævner i jagten på magten og taler hadet frem i stedet for at mane til besindighed. Bruger ord og et sprog, vi ikke ønsker at lade vore børn høre – og gør det med stolthed og selvtilfredshed. Og det mest bekymrende og beskæmmende er, at det virker. Vi oplever den globale magtbalance i stadig større ubalance, og vi aner ikke, hvor det hele ender. Men ikke meget tyder på, at 2017 bliver mere fredeligt end 2016. Desværre. Lad det være ordene om mine bekymringer med håbet om, at jeg tager fejl.

Historierne fortsætter om både F-35 og Seahawk

Herhjemme bød 2016 på en række markante begivenheder inden for den forsvars- og sikkerhedspolitiske verden. I juni besluttede Folketinget med mange års forsinkelse sig endelig for at købe nye kampfly – 27 styk F-35 Joint Strike Fighter fra Lockheed Martin, samtidig med at historierne om flyets fejl, mangler og budgetoverskridelser fortsatte i en lind strøm.

Fra samme producent valgte Forsvaret i 2012 at købe ni nye såkaldte maritime helikoptere, som begyndte at ankomme i 2016, og som skal indfases fra foråret 2017. De skal flyve omkring Grønland og Færøerne, men ved nødlanding i vand går de til bunds som kampesten, fordi de ikke har nogen flotation. Det skrev OLFI om i december, og den sag ser ud til at fortsætte. I hvert fald har SF kaldt forsvarsministeren i samråd om sagen.

Det var også året, hvor Danmark fik sin sjette forsvarsminister på fem år, som glimrede ved at tale sort, da han under overdragelsen i Forsvarsministeriet prøvede at forklare, hvad han havde set og oplevet under sit besøg i Irak som finansminister tidligere på året. Nuvel, Claus Hjorth Frederiksen hører (V) til blandt regeringens tunge drenge, men i en stille stund kan man ikke lade være med at savne en lille smule stabilitet på den post, som bærer det øverste ansvar for, hvad der foregår i Danmarks væbnede styrker.

Pinlig sag om ytringsfrihed i Forsvaret

I 2016 annoncerede forsvarschef Peter Bartram sin afgang, inden daværende forsvarsminister Peter Christensen (V) gjorde det for ham. Peter Bartrams embedsperiode har om nogen været præget af de massive nedskæringer, som blev pålagt Forsvaret og bl.a. førte til ny HR-strategi med nye uddannelser og ansættelsesforhold, samtidig med et fortsat højt internationalt engagement for alle tre værn.

Det blev dog forsvarschefens mildest talt overraskende udtalelser om at ville fyre illoyale medarbejdere, der skabte den største debat internt i Forsvaret i 2016. Efterfølgende gav ombudsmanden ham en røffel af de helt store. Forsvarschefen »tog kritikken til efterretning«, men lagde ikke skjul på, at han følte sig misforstået. Og så tog han på ferie, nægtede at stille op til interview med pressen og forsøgte ellers at dræbe kritikken med larmende tavshed. Først to måneder senere inviterede forsvarschefen til en chat på 45 minutter, som han retfærdigvis udvidede og gentog en uge senere.

Peter Bartram kunne i sin aparte tilgang til ytringsfriheden være inspireret af sin minister, som umiddelbart inden ombudsmandens verbale lussing krævede uniformen aflagt, såfremt en ansat i Forsvaret ville udtale sig til pressen som privatperson. På et samråd i Folketingets Forsvarsudvalg forklarede han, at han havde bedt netop sin forsvarschef om at udfærdige nogle retningslinjer for de ansattes ytringsfrihed.

Hvad laver de i Forsvarsministeriet?

De faglige organisationer kunne ikke se, at der var brug for yderligere retningslinjer, da offentligt ansattes ret til at ytre sig står mejslet i grundloven. Forsvarsministeriet har nu brugt over et halvt år på at udarbejde dette sæt regler for, hvordan medarbejderne gerne må holde deres kæft, og det er svært, når man også skal overholde grundloven. Som Peter Bartram sagde det så rammende i forbindelse med debatten om ytringsfrihed:

»Selvfølgelig skal jeg holde mig inden for loven, og det er derfor, at det her er vanskeligt«. Ja, tak. Heldigvis.

Lad mig med dette tilbageblik over 2016 byde den nye forsvarschef Bjørn Bisserup velkommen. Han tiltræder om en uge og har en fyldt kalender, der vigtigst af alt rummer forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig.

Men før du kommer dertil, Bjørn, så lad mig give dig et godt og velmenende råd: Brug din tiltrædelse til at sætte ordet frit for Forsvarets medarbejdere! Bed den nye minister om at droppe den pinagtige udarbejdelse af retningslinjer for Forsvarets ansatte, som ønsker at ytre sig offentligt.

For jeres egen, Forsvarets og demokratiets skyld

Retningslinjerne formulerede ombudsmanden så fint, og jeg gentager dem gerne her:

»Reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed er baseret på, at demokrati og åbenhed er grundlæggende værdier i den offentlige sektor, og at det således både er ønskeligt og nyttigt, at offentligt ansatte i vidt omfang gør brug af ytringsfriheden og deltager i den offentlige debat med deres synspunkter og særlige viden. De offentlige arbejdspladser har derfor et ansvar for at skabe en kultur, hvor det er legitimt og velset, at de ansatte deltager i debatter, som angår deres arbejdsområde, og dermed også er med til at bidrage med oplysninger om eksempelvis de praktiske konsekvenser af de beslutninger, der træffes på området.«

Til Forsvarets ansatte vil jeg til gengæld sige, brug nu den ytringsfrihed! Gå til pressen, hvis Forsvaret er ved at købe en helikopter, hvor sikkerhedsudstyret halter, og I ikke kan få ørenlyd internt i systemet! Skriv et læserbrev i et sobert og ordentligt sprog, når I oplever, at økonomi, tid og politiske hensyn går ud over jeres mulighed for at løse en given opgave tilfredsstillende. Det er jeres ret, og det er jeres pligt! For jeres egen, for Forsvarets og for demokratiets skyld.

Godt nytår!