INTERVIEW: Carsten Rasmussen var chef for kampvognseskadronen i NORDBAT 2 under Operation Bøllebank i 1994. Efter nytår er han hovedperson i en radiodokumentar, som retter massiv kritik af hans føring og ledelse dengang. Her svarer han på den kritik, som er allerede nu er kendt.

Historien om Operation Bøllebank er for længst skrevet, og den fylder en del på grund af sin lykkelige afslutning. Den 29. april 1994 rykkede den danske kampvognseskadron nær Tuzla ud for at undsætte norske og svenske FN-kolleger, som var kommet under heftig beskydning med serbisk artilleri på observationsposten Tango 2 øst for byen Kalesija i det nordlige Bosnien.

De danske kampvogne svarede igen og nedkæmpede de serbiske styrker. Oven i købet fik danskerne ved et held i uheld ram på et serbisk våbenlager, som eksploderede og på det nærmeste satte bjerget Vis i lys lue. Efterfølgende er de serbiske tab opgjort til et tocifret antal, mens de danske kampvogne vendte hjem uden tab.

Artiklen fortsætter under billedet …

Det var den korte version, som blev fortalt i alverdens medier. Eskadronchefen hed Carsten Rasmussen, og han tog sig efterfølgende af at håndtere den danske del af pressen, mens daværende oberstløjtnant Lars R. Møller som næstkommanderende i den nordiske bataljon NORDBAT 2 håndterede den internationale presse. Og dér sluttede historien om Operation Bøllebank som en overraskende og kærkommen succes for Danmarks udsendte soldater på Balkan og for FN. I hvert fald i første omgang.

En anden historie gemte sig idet skjulte

Men her snart 23 år efter det historiske kampvognsslag er krigen blusset op igen, og det er blevet en krig på ord. For inde bag murene i Camp Gønge gik en række af deltagerne i Operation Bøllebank dengang rundt med en anden historie, som var langt mindre heroisk og positiv. Den blev aldrig fortalt, og det fik kun frustrationerne til at vokse og gære.

Der skulle en gammel båndoptagelse med delingsføreren fra 2. deling til at få ballonen til at briste. Han hed Erik Kirk og gav i 2006 et interview til DR-journalisten Kasper Søegaard med den klausul, at interviewet først måtte offentliggøres, når Erik Kirk havde forladt Forsvaret eller var afgået ved døden. Erik døde i 2014.

Artiklen fortsætter under billedet …

Interviewet er omdrejningspunktet i en radiodokumentar, som bliver sendt på DR P1 den 5. januar 2017. Men allerede nu er det væsentligste af indholdet ude i det offentlige rum og bliver heftigt debatteret i en række medier. Årsagen er, at den nu pensionerede oberst Lars R. Møller efter at være blevet interviewet til dokumentarudsendelsen af Kasper Søegaard skrev et længere debatindlæg her på OLFI, som satte debatten i gang.

To soldater blev sendt hjem på grund af alkohol

OLFI har talt med Carsten Rasmussen flere gange og bedt ham forholde sig til den kritik, som er taget til over de seneste uger. Carsten Rasmussen fortæller, at han i begyndelsen af udsendelsen til Tuzla sendte to soldater hjem fra eskadronen, fordi de som kørere havde drukket under udførelse af deres opgaveløsning med at køre lastbiler i en konvoj gennem Bosnien på smalle og ganske farlige bjergveje.

Læs også: Deltagerne i Operation Bøllebank går i krig igen – mod hinanden

I Camp Gønge havde eskadronen den samme alkoholpolitik som de øvrige danske FN-enheder på Balkan. Ved festlige lejligheder blev der serveret alkohol. Det kunne være i forbindelse med en fødselsdag, ved besøg hjemmefra, eller da håndboldpigerne vandt en turnering.

»Men enheder på beredskab var altid tørlagte,« siger Carsten Rasmussen.

Jeg forstår, at der skulle have været episoder i Camp Gønge, hvor du og Lars R. Møller skulle have gået fulde rundt med høj cigarføring. Og der skulle have været en episode, som førte til, at eskadronen efterfølgende stillede dig et mistillidsvotum med ønske om, at du repatrierede dig selv?

»Det er noget sludder og vrøvl. Vi deltog flere gange i møder, hvor man var nødt til at drikke slivovitz. Skik følge eller land fly, som man siger. Så var der en episode i juni efter Operation Bøllebank, hvor jeg var ude i Doboj-fingeren sammen med nogle forsyningsfolk fra eskadronen. Der drak jeg for meget slivovitz med en af de lokale – for at få oplysninger om, hvad der egentlig foregik. Men det gik over gevind.«

Hvad skete der efterfølgende?

»Da vi kom hjem, var der to møder. Et, hvor min ledelseskreds diskuterede det uden min tilstedeværelse. Og bagefter holdt vi et møde sammen. Der blev ikke udtrykt nogen mistillid, og det var aldrig på tale, at chefen skulle sendes hjem. Men der har naturligvis været divergerende opfattelser inden for gruppen. Det blev besluttet, at vi skulle stramme op på vores sikkerhedsprocedurer, når vi var ude i de situationer. Og det gjorde vi,« siger Carsten Rasmussen.

Læs også: 10 anklager om Bøllebank – Møller og Rasmussen aftalte historien

Ifølge ham foregik dette op til en weekend. Efter weekenden kom daværende forsvarschef Jørgen Lyng på besøg sammen med Kronprins Frederik. Efter besøget fløj Carsten Rasmussen med delegationen i helikopter til Sarajevo, hvorefter han fortsatte på egen hånd på ferie i Italien med familien.

Erik Kirk og 2. deling skød ikke i selvforsvar

I de seneste ugers debat har det fyldt en del, at hverken delingsfører Erik Kirk eller befalingsmændene i 2. deling modtog nogen ordrer. Det har Carsten Rasmussen og Lars R. Møller forklaret med, at ordrerne var givet på forhånd, og at Operation Bøllebank allerede var gennemført flere gange før den 29. april.

Vi har hørt, at ordren var givet på forhånd. Hvad skete der, og hvordan lød ordren egentlig?

»Jeg havde mine delingsførere samlet i mit operationsrum, inden vi kørte ud af Camp Gønge. De to andre delingsførere har over for mig bekræftet dette. De fortæller samstemmende, at befalingsudgivelsen var tilstrækkelig til at udføre Operation Bøllebank,« siger Carsten Rasmussen og læser op fra sine noter om ordreudgivelsen, som han skrev ned i 1994.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Følgende befales herefter: AQ (delingsfører i 1. deling) kører ad WOLF (kodeord for marchvej) til Saraci rede til herfra at fortsætte og besætte Tango 2. Forskydningen støttes om nødvendigt af BQ (delingsfører Erik Kirk i 2. deling) fra Saraci. BQ kører ad WOLF til Saraci rede til derfra at støtte AQ fremtrængen mod Tango 2.«

Hvad var forholdsordren til 2. deling omkring ildåbning?

»2. deling skulle støtte på ordre. Betød det så, at de først måtte åbne ild på ordre? Nej, enhver må åbne ild i selvforsvar. Men 2. deling var slet ikke i en selvforsvarssituation – de stod vel omkring fire kilometer fra fjenden, så de havde ikke noget behov for at åbne ild i selvforsvar.«

Men det er så det, der sker?

»Nej. De åbner ild, da de bliver beordret til det af Lars Møller, efter at vi var blevet beskudt med panserværnsmissiler inde i Kalesija. Ordren bliver bekræftet af Erik Kirk. Lars Møller giver den på vores eskadronnet, som vi er alle på, og den bliver bekræftet af mig. Der bliver givet de ordre, som der skulle gives. Hvem, der har hørt hvad, kan jeg ikke sige noget om. Jeg kan heller ikke sige, i hvilken rækkefølge ordrerne kom. Men det vigtige her er, at Lars Møller autoriserede ildåbningen på bataljonens vegne,« siger Carsten Rasmussen.

Historie om manglende ledelse er løgn

I denne uge kunne OLFI fortælle historien om et håndskrevet dokument, som stammer fra en debriefing umiddelbart efter Operation Bøllebank, som besætningen på Carsten Rasmussens kampvogn selv gennemførte. Her kunne man læse, at Carsten Rasmussen ifølge besætningen gav ordre til 2. deling om at åbne ild. Men denne skudordre stemmer ikke overens med det billede, som Erik Kirk og befalingsmændene i 2. deling tegner.

»Jeg har også hørt historien om, at jeg under Operation Bøllebank skulle have rodet rundt på kampvognsgulvet ude af stand til at føre min eskadron. Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan jeg skal forholde mig til den anklage. Der er kun fire mand ud over mig selv, der ved, hvordan jeg opførte mig i den kampvogn. Den ene er Lars Møller. De tre andre er mine besætningsmedlemmer. Der er aldrig nogen af dem, der har påstået, at jeg har ligget nede på tårngulvet. Det er simpelthen løgn, og hvor Erik Kirk og andre skulle have fået den idé fra, fatter jeg ikke. Jeg betragter det som et ondsindet rygte og ikke andet.«

Hvad siger du til kritikken af, at du som eskadronchef befandt dig sammen med både bataljonschefen og bataljonens næstkommanderende i Kalesija under Operation Bøllebank i stedet for at være splittet op og have koordineret på radio?

»Når man er chef for en kampenhed, skal man kunne læse, hvad der foregår på kamppladsen. I Kalesija ville vi være tættest på fjenden, og derfor ville jeg være der. Det samme ville min bataljonschef, fordi det var ham, der skulle træffe afgørelse om ildåbning. Operation Bøllebank var ikke en kampoperation, men en FN-operation, og planen var godkendt af FN-hovedkvarteret i Kiseljak. Det at træffe afgørelse om at skyde var en stor og meget vigtig afgørelse. Derfor skulle de hårde beslutninger om at anvende magt træffes af de rigtige mennesker på det rigtige sted. Bataljonschef Christer Svensson, Lars Møller og jeg var alle på det sted.«

Fortryder manglende debriefing af eskadronen

Oven på hele denne polemik om Operation Bøllebank – er der så noget, som du fortryder i dag?

»Ja. Jeg fortryder, at jeg ikke den 30. april 1994 om eftermiddagen, da jeg var kommet tilbage fra bataljonens hovedkvarter, fik samlet eskadronen til en debriefing af dem, der var til stede. Det er ærgerligt, at det ikke skete.«

Hvad ville det have betydet?

»Det kunne måske have betydet, at nogle af alle de myter og rygter, som alt det her baserer sig på, ikke havde eksisteret i dag.«

Hvordan har du det med, at historien dukker op 22 år efter Operation Bøllebank?

»Jeg mener, at sagen er en farce, og det er uværdigt, at den bliver trukket frem i offentligheden på den her måde,« siger Carsten Rasmussen.