ANALYSE: Ethvert forsøg fra Donald Trumps side på på at genindføre tortur og waterboarding vil ikke kun resultere i nationale politiske konsekvenser, men også internationale konsekvenser, skriver Vincent Keating fra Center for War Studies på Syddansk Universitet i denne analyse.

Valget af Donald J. Trump som USA’s næste præsident gav en eksplosion af politiske eksperters og forskeres kalkulationer af, hvilken effekt hans præsidentperiode vil have på amerikansk indenrigs- og udenrigspolitik. Som præsidentkandidat kom Trump ofte med kontroversielle politikker og udtalelser, særligt når det gjaldt mit forskningsområde inden for menneskerettigheder og terrorbekæmpelse.

Hans opfordring til at forbyde muslimers indrejse i landet, for eksempel, blev fordømt af FN’s højkommissær for menneskerettigheder som ”særdeles uansvarligt”. Men et af elementerne i Trumps terrorbekæmpelsesplan vil ikke kun være en alvorlig overtrædelse af det, der i vid udstrækning betragtes som en grundlæggende menneskerettighed, men vil også genkalde det, præsident Obama kalder et ”mørkt og smertefuldt kapitel” i amerikansk historie: hans åbenlyse støtte til tortur herunder waterboarding.

Trump og hans team tøvede ikke med at udtrykke støtte til brugen af waterboarding. I starten af kampagnen bekendtgjorde han sin støtte til waterboarding ved en forsamling i staten Ohio, hvor han hævdede, at det virker, men selv ”hvis det ikke virker, fortjener de det alligevel for det, de gør mod os.”

Som et ekko af Bush-administrationens strategi, der indsnævrede den juridiske definition af tortur, så waterboarding kunne betragtes som lovlig, hævdede Trump i sommer, at ”jeg vil genindføre waterboarding, og jeg vil genindføre noget værre end waterboarding. Vi er som en flok tøsedrenge, men vi vil holde os inden for lovens rammer. Men ved du, hvad vi vil gøre? Vi vil få disse love udvidet. De spørger, hvad mener du om waterboarding? Jeg svarer, jeg kan rigtig godt lide det. Jeg synes ikke, at det er hårdt nok. Man må sætte hårdt mod hårdt.”

Trumps forsvarsminister tror ikke på tortur

Denne holdning har ikke ændret sig nævneværdigt, siden han vandt valget. I et nyere interview med The New York Times sagde den tiltrædende præsident Donald Trump, at hans udvalgte forsvarsminister, General James M. Mattis, overraskede ham ved at være modstander af tortur med argumentet, ”giv mig en pakke cigaretter og et par øl, og jeg vil klare det bedre, end jeg gør med tortur.”

Dog forklarede Trump, ”jeg siger ikke, at det ændrede min mening. Prøv nu engang og se, vi har folk, der hugger hoveder af og drukner folk i stålbure, og vi må ikke bruge waterboarding.” Den nyvalgte vicepræsident Mike Pence holdt muligheden åben i et Face the Nation-interview, hvor han svarede på kritikken af den mulige politik omkring waterboarding ved at hævde, at ”vi vil igen få en præsident, der aldrig vil sige, hvad vi aldrig vil gøre.”

Bare fordi en præsident støtter en politik, betyder det dog ikke, at det vil være muligt at implementere den. Præsident Obamas mange forsøg på at lukke Guantanamo Bay er et godt eksempel på, hvordan støtte til en politik og dens succesfulde gennemførsel kan afvige. De enkelte præsidenter er udsat for mange konkurrerende politiske støtter, der både hjælper og begrænser gennemførelsen af deres personlige præferencer.

Det er derfor vigtigt at forstå dette politiske pres, hvis vi vil vide, om Trumps ønske om at genindføre tortur kan forventes at blive til virkelighed. For at svare på spørgsmålet har jeg opdelt dette pres i tre kategorier: pres fra det amerikanske folk, internt fra den amerikanske regering og fra det internationale samfund.

Amerikanerne støtter generelt brugen af tortur

Det amerikanske folks mening er vigtig for Trumps mulighed for at indføre waterboarding. Hvis Trumps handlinger ligger alt for langt fra de accepterede normer, kan han stå over for direkte valgpres for sine fejltrin. Trump har også tilkendegivet, at han tager den offentlige holdning alvorligt. I den tidligere nævnte samtale med General Mattis tilføjede han, at selvom han ”respekterede svaret [ikke at bruge tortur] … hvis det er så vigtigt for det amerikanske folk, vil jeg prøve det. Jeg ville lytte til det.”

I denne sammenhæng er det vigtigt at understrege, at det amerikanske samfund generelt støtter tortur, når det gælder terrorisme og sikkerhed. For nyligt viste en spørgeundersøgelse fra ICRC, at 46 % af amerikanerne mener, at tortur kan bruges mod en fjendtlig kombattant, med 30 % imod. Ligeledes viste en undersøgelse fra marts 2016, at 63 % af amerikanerne mente, at tortur ofte eller nogle gange kan retfærdiggøres, og kun 15 % mente, at det aldrig kan retfærdiggøres.

Dette er ikke bare et nyere fænomen. Amerikanere har konsekvent støttet brugen af tortur gennem Obamas præsidentperiode. Denne støtte til brugen af tortur har været en del af en længerevarende trend, der begyndte under Bushs præsidentperiode, hvor, måske lidt modstridigt, støtten til brugen af tortur begyndte at stige efter torturskandalerne i Abu Ghraib og afsløringerne af tortur ved CIA’s såkaldte ”black sites” i 2005 og 2006.

Hvis Donald Trump ønsker at genindføre waterboarding, tyder det på, at han har en stor andel, hvis ikke et flertal, af støtte til sin politik blandt det amerikanske folk. Ud fra et valgpolitisk perspektiv er der meget lidt, der forhindrer ham i at implementere denne politik, og det er faktisk meget sandsynligt, at han kan finde støtte hos store dele af det amerikanske folk.

CIA er modstander af waterboarding

Trump ville møde både støtte og modstand inden for den amerikanske regering. Institutionel modstand mod brugen af waterboarding fra nogle sektorer inden for regeringen har en lang forhistorie. Under Bush-regeringen var det amerikanske militær og udenrigsministerium imod at fjerne Taliban-fangernes rettigheder under Genevekonventionen, der skulle beskytte dem mod tortur, selvom præsident Bush med tiden besluttede sig for at ignorere disse anbefalinger.

Alene muligheden for, at Trump ville tillade waterboarding, fik denne gang den tidligere CIA-chef Michael Hayden til at erklære, at holdingen fra CIA nok ville være, at ”hvis du ønsker nogen udsat for waterboarding, så må du fandeme medbringe din egen spand.” Den nuværende chef for CIA John Brennen forsikrede, at han ikke ville adlyde denne ordre, så længe han står i spidsen for CIA.

På den anden side har Trumps aktuelle valg af chef for CIA Mike Pompeo tidligere taget afstand fra Obamas beslutning om at lukke CIA’s såkaldte ”black sites” og holde regeringens forhørsledere i kort snor. Men hvis Haydens og Brennens udsagn er udtryk for holdningen blandt de menige medarbejdere i CIA, vil en genindførsel af waterboarding ikke være ukompliceret.

Militæret kritiserer genindførsel af waterboarding

Det amerikanske militær har også kritiseret genindførsel af waterboarding. I det amerikanske Senat fremførte General Joseph Dunford, formand for Joint Chiefs of Staff, argumentet, at ”Denne form for aktivitet, som du beskriver, er uforenlig med vores lands værdier … [og] er ulovlige.” Som nævnt ovenfor har Trumps kandidat til posten som forsvarsminister, General Mattis, udtrykt sin reservation over for brugen af waterboarding og gengivet det amerikanske militærs lange forhistorie med modstand mod direkte brug af tortur.

Endelig har Kongressens medlemmer udtalt sig for begge sider. Nogle republikanske senatorer som John McCain har udtalt sig åbent imod med argumentet, ”Jeg er ligeglad med, hvad præsidenten vil gøre… vi vil ikke bruge waterboarding. Vi vil ikke torturere mennesker.” Andre så som Tom Cotton, på den anden side, mener, at ”waterboarding er ikke tortur. Vi bruger waterboarding til vores egne soldater i militæret.”

Den amerikansk regering er tilsyneladende uenige om brugen af waterboarding, så Trump kan helt sikkert forvente meget mere politisk og juridisk modstand på dette område. Dette skyldes især, at det vil blive sværere at sikre fortrolighed på samme måde som Bush-regeringen gjorde, idet hans åbenlyse støtte vil få torturmodstandere til at være mere årvågen og afsløre eventuelle ugerninger. Det skal dog holdes op imod den generelle accept af tortur i det amerikanske samfund, der næsten helt sikkert vil påvirke, hvor megen modstand de mere beregnende politikere vil yde mod Trumps politik omkring waterbording.

Trump kan ikke bare udskifte internationale ledere

Den sidste kategori, der skal overvejes, er den internationale dimension. Ud over presset indefra blandt hans egne ledere, vil Trump nok også opleve et pres fra internationale ledere, som han ikke bare kan udskifte. Vi kan se denne effekt, hvis vi ser tilbage på Bushs embedsperiode. Der er beviser for, at mange stater var åbenlyst imod Bushs brug af tortur, og at denne modstand blev større mellem 2001 og 2008.

Det samarbejde, som USA opnåede, som f.eks. CIA’s “black site”-projekt, krævede både store beløb til bestikkelse og en vedvarende diplomatisk indsats for at opretholde særligt ustabile samarbejdsforhold – selv da projektet var hemmeligt. Da det blev afsløret i 2006, blev det næsten umuligt for CIA at beholde de eksisterende partnere eller finde nye.

Hvis vi antager, at den internationale situation er næsten uforandret, er der ikke meget, der tyder på, at Trumps waterboarding-politik vil finde stor international støtte, for slet ikke at tale om samarbejdspartnere. Det gælder især fordi, modsat Bush-regeringen, bruger Trump åbenlyst ordet ”tortur”, hvilket er en entydig overtrædelse af loven om væbnede konflikter og internationale menneskerettighedslove.

Trump bliver næste helt sikkert nødt til at overveje de diplomatiske konsekvenser af en åben waterboarding-politik, særligt når det gælder deling af efterretninger og fælles militære aktioner, idet amerikanske allierede inden for begge disse områder sandsynligvis vil være meget modvillige over at blive involveret i et samarbejde, der inkluderer brugen af tortur.

Allierede bør være tydelige i deres misbilligelse

Med det absolutte forbud mod brugen af tortur i international ret, hvor det udtrykkeligt står, at ingen særlige omstændigheder kan retfærdiggøre brugen, tegner denne analyse et dystert billede. Med Trump har vi en kommende amerikansk præsident, der er åbenlys tilhænger af det, sandsynligvis med opbakning fra det amerikanske folk. Selvom han vil møde modstand indefra i den amerikanske regering og retssystemet, ville endnu et vellykket terroristangreb på amerikansk jord nok gøre det svært at overvinde den eksisterende støtte til brugen af tortur kombineret med kravet til præsidenten om ”at gøre noget”.

Da det helt sikkert vil være en langvarig proces at ændre støtten til tortur blandt det amerikanske folk, er det en vigtig rolle for de amerikanske allierede, så som Danmark, at være tydelig omkring deres misbilligelse, at tydeliggøre de internationale diplomatiske omkostninger ved brugen af tortur. Det internationale samfund må rejse sig og stemme i med de nationale modstandere af tortur for at få Trump til at tænke sig om en ekstra gang, inden han genindfører waterboarding.

Udtalelser som Angela Merkels, der understreger et tæt samarbejde baseret på “hver enkelt persons værdighed”, skal forstærkes af andre ledere for at sikre, at den nyvalgte præsident Trump er fuldstændig klar over, at ethvert forsøg på at genindføre tortur ikke kun vil resultere i nationale politiske konsekvenser, men også internationale konsekvenser.

Artiklen er oversat af Tina Guldbrandt Jakobsen.